Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Over male-, tone-, skrive-, tale- og billedhuggerkunsten står imidlertid en endnu højere kunstform, nemlig kunsten at leve. Denne kunstform – livskunsten – indtager i virkeligheden slet ikke den plads i den jordmenneskelige begærverden, som man skulle vente. Langt de fleste nægter at tilkende den samme værdi som dette at kunne frembringe en rent materiel ting, der ved sin sublime skønhed tvinger omgivelserne til beundring. Og dog vil enhver af kunstverdenens sande koryfæer til enhver tid bekræfte, at hvor lykkelige de end er for deres rige evners frembringelser, så ville de have været endnu lykkeligere, om de havde haft den suveræne magt over deres sind, der i alt gav dem magt til at fremtræde som den sande og urokkelige indre harmonis repræsentanter.

Fra vi var små, er det blevet os indprentet, at vi skal »elske vor Gud over alle ting og vor næste som os selv!« Og ingen af os nærer nogen tvivl om, at kunne vi det, var vi meget, meget lykkelige. Men vi kan ikke. En absolut ærlighed overfor os selv tvinger os til at indrømme, at vi ikke alene ikke kan, men endog er meget langt fra at kunne gøre det. I lyset af den samme ærlighed må vi – stadig overfor os selv – indrømme, at det faktisk ikke er ret mange mennesker, der helt er efter vor smag. Denne sandhed fører os til at erkende, at vi i virkeligheden deler alle mennesker i to fra hinanden meget stærkt afvigende grupper: Dem, vi ikke kan lide, og dem, vi kan lide. Da vi ærligt må tilstå, at den gruppe, vi ikke kan lide, er meget omfattende, er det værd at se lidt på årsagerne til denne aversion og konsekvensen af den.

I lyset af en dyberegående indsigt afslører den menneskegruppe, vi ikke kan lide, sig som repræsenterende en skala, der strækker sig fra dem, vi ubevidst føler os frastødt af til dem, vi direkte hader. Normalt vil intet menneske indrømme, at det i sig rummer megen ubevidst ondskab, men det gør det. For det er ondskab ikke at kunne lide et menneske, fordi det hører til et andet folk eller en anden race, og det er også ondskab intet at gøre for at ændre denne indstilling. Men intet levende væsen kan føle ondskab eller uvilje mod et andet levende væsen uden at have talent for det, på samme måde, som man ikke kan føle glæde ved musik uden at have »øre« for det. Vi har altså et »ondskabens talent« indbygget i vort sansesæt, og at det er meget funktionsdygtigt afsløres netop gennem den kendsgerning, at vi i forholdet til vore omgivelser er superkritiske samtidig med, at vi i forholdet til os selv er superoverbærende.

Modsat den ovenfor skildrede gruppe står den, der omfatter alle dem, vi kan lide. At også denne gruppe repræsenterer en skala, ved enhver. Som vor uvilje eller antipati har sine nuancer, har vor velvilje eller vor sympati det samme.

Uvidende om sin egen høje herkomst som »søn af Gud«, som de fleste jordiske mennesker er, og forankret i en primitiv tro på, at de kun lever »een gang«, er der intet at sige til, at forfængelighedens djævel har så let spil med de fleste, som tilfældet er. Kun de færreste når jo op på den »top«, der rent materielt udgør målet for de flestes opdragelse, og intet lægger vel et behageligere plaster på en udebleven sukces, end den ros og trøst, mange af vore såkaldte venner lader os blive til del. I sin åndelige ensomhed hungrer mennesket efter hint solskin, der lader det opleve sig selv som betydeligt og værdifuldt – og det ved han, der har gjort sig smigeren til speciale. Ingen smerte eller skuffelse er vel så dyb og så lidelsesfyldt som den, det jordiske menneske modtager igennem den, det troede var hans »bedste ven«. Intet under, at livet her har affødt en kosmisk-kemisk formel, det er værd at kende, og som lyder: »Vorherre bevar mig for mine venner, mine fjender skal jeg nok selv passe på!« Formlen er værdifuld, det er sandt, men den er ikke almengældende – denne sandhed bør man samtidig erindre sig. Den er møntet på det pseudovenskab, der ofte trives så frodigt i ly af den ene parts sande følelser, men som af naturen er bestemt til at bibringe ham en smerte, der lærer ham at være varsom med at godtage enhver form for ros.

Dybest set er der vel intet ord, der er mere misbrugt end ordet ven eller venskab. Mange, der smigrer sig selv med at have en »masse venner«, vil uundgåeligt opleve, at de havde en masse »gode bekendte«. I modsætning til det naive menneske, der udnævner enhver, det synes om, til sin »bedste ven«, ved den sande livskunstner, at den inderlige samhørighed, der udgør fundamentet for det virkelige venskab, er uhyre sjælden, ja så sjælden, at det vist må siges, at det menneske, der ved sig selv ved, at det har en ven, der ikke alene vil følge ham over de brede lyse sletter, men også gennem de mørke, farlige slugter, har lov til at betragte sig selv som endog meget begunstiget af skæbnen. Det jordiske menneske er gjort af et skrøbeligt stof, og kun få har skulderkraft til at bære mere end sine egne byrder. Det er anelsen om dette forhold, der lader det mindre udviklede menneske føle sig ulykkeligt ensomt, og som gør, at det stadig støtter sig til »flokken« eller den form for venskab, der finder udløsning i den af alle kendte form for »selskabelighed«. Men livskunstneren, der forlængst har gennemskuet denne form for ikke-krævende venskab, og som igennem sin egen dybe åndelige hunger er trængt ned i de lag, hvor livskilderne springer, frygter ikke den ensomhed, der gør andre angst. Han ved, at et menneskes virkelige ven er man først den dag, man elsker ham – og er fri af ham. For ham er enhver almindelig tale om venskab barnagtig, fordi han ved, at de, der bruger så store ord og venter sig så meget, aldrig har tænkt tilstrækkelig dybt over netop dette begreb.

Alle ønsker at have mange venner, men kun få spørger sig selv, om deres sind er af en sådan art, at det med rette opfylder et andet menneskes krav om det, der alene kan bære et sandt venskab. Kritikløst anser de fleste sig for at være så værdifulde, at det er en »ære« for modparten at få deres venskab, og skuffes dybt og bittert, når deres ønsker ikke bliver opfyldt. Da vi i vor undersøgelse hele tiden er gået ud fra den indre ærlighed, der er forudsætningen for et sandt og uomstødeligt resultat, vil vi også her anvende den samme ærlighed.

Vi ved om livskunstneren, at han er elsket af alle. Fri af alle og god imod alle vandrer han rundt iblandt os, og vi føler os lykkelige i hans selskab, fordi han bibringer os en dyb følelse af tryghed og livsglæde. Var det ikke sådan, var han ikke noget mål eller inspiration for os, og vi ville aldrig finde på at gøre ham til vor hemmelige model.