Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Huset lå stille hen, og jeg sad fordybet i mit skriftlige arbejde. Pludselig bankede det kraftigt på yderdøren, usædvanligt kraftigt, så jeg rejste mig hurtigt og gik ned og lukkede op. Udenfor stod en lille, spinkel pige, som ved første øjekast så ud til at være omkring fjorten år. Hun bar på en stor taske, tung af bøger.

»Du ønsker, min ven?« spurgte jeg lidt desorienteret, da hun hverken havde hilst eller på anden måde gjort noget for at påkalde min interesse. Om det var lyden af min stemme eller atmosfæren, skal jeg ikke kunne afgøre, men pludselig så hun besynderligt direkte på mig med et så indtrængende og alvorligt blik, at jeg uvilkårligt studsede.

»Vil De købe denne bog? Den handler om livet, men det er ikke noget med religion!« Stemmen var impulsiv og overtalende, men mærkværdig gammel og erfaren.

»Sig mig, hvor gammel er du egentlig?« Mit spørgsmål kom åbenbart helt bag på hende. Hun så genert op.

»Jeg er lige fyldt seksten år!«

»Så må De undskylde, at jeg sagde »du« til Dem!«

»Åhr, det gør ikke noget!« Stemmen var på engang dejlig tøset. Men så blev hun påny alvorlig og indtrængende.

»Det er en vældig god bog denneher! De kan tro, De vil blive glad for at læse den.« Jeg tog den i hånden. Min anelse blev bekræftet. Hun tilhørte »Jehovas vidner«, og bogen var et kampskrift.

»Jeg er ked af det, men bogen har ingen interesse for mig. Kun synes jeg, at De sagde, den ikke havde noget med religion at gøre. Det passer vist ikke helt?«

Nu så hun igen direkte på mig. Forbløffende gennemtrængende og man kunne næsten se fanatismens flamme komme tilsyne dybt inde i hendes øjne. Hendes stemme lød fast og ejendommeligt uimodsigelig, da hun svarede:

»Religionerne har satan skabt for at splitte menneskene og besejre dem. Denne bog handler ikke om religion. Den fortæller menneskene, hvad der står i bibelen, og bibelen har Gud selv skrevet, så den er ikke religion. Religion er et af satans bedste midler til at hindre Gud i at hjælpe menneskene!«

Jeg stod og så meget alvorlig ud, medens hun kæmpede sin lille kamp for at overbevise mig. Nede ved stranden jublede naboens datter og hendes veninder, børn i samme alder som dette lille menneskebarn, der stod der dødsensalvorlig og missionerede.

»Vi har forskellige meninger om denne sag, lille frøken,« sagde jeg, »men har De ikke et blad, jeg kan købe af Dem. Jeg kan ikke lide, at De er kommet helt herud og så skal gå tomhændet bort!«

Hun så først lidt skuffet ud, men så tog hun sig i det og lagde bogen ned i tasken, for derefter meget energisk at hale et tidsskrift op af den. »Her skal De se et godt blad.« Stemmen lyste af triumf! »Jeg er sikker på, at De vil synes om det. Her står en glimrende artikel om »Verden i seksualdyrkelsens snare.« Den er meget rystende!«

Jeg var lige ved at snappe efter vejret. Hvad var det, hun stod og sagde? »Verden i seksualdyrkelsens snare«! Jeg kiggede på hende, men hun stod stadig og så alvorligt og indtrængende på mig, som gjaldt det alverden for hende at få åbnet mine øjne for alt det frygtelige, der skete omkring mig. Hendes lille krop, mager og uudviklet og dertil fattigt, men net klædt, bar vidnesbyrd om det både fysiske og psykiske milliø, hun tilhørte. Det var forstemmende. Her stod et lille menneskebarn, som næppe havde ide skabt om det, hun talte om, og tvang mig til at akceptere situationen. Jeg spurgte stilfærdigt:

»Sig mig, hvad ved De egentlig om disse alvorlige problemer?«

Hun så fremdeles på mig uden at blinke, rødme eller på anden måde give udtryk for, at vi her var inde på områder, der lå udenfor hendes horisont. Hendes svar kom prompte:

»Det er da let at se, at verden ligger i det onde, og at satan er ved at erobre herredømmet allevegne. De skulle nu læse det blad, hr.! De kan lære meget af det!«

Lyden af ung, glad latter nåede op til os, og jeg spurgte afledende: »Ville De nu ikke hellere have en badedragt på og så få en rask svømmetur sammen med pigerne dernede?«

Hun så et øjeblik helt fortabt ud. Mine ord kaldte som ved et trylleslag barnet og tøsen op i hende, og man kunne mærke, at også hun havde sine små dagdrømme om ferie, leg og svømning. Men så tog hun sig sammen. Det var helt forbavsende at se, hvorledes hendes »mission« havde magt over hende:

»Det ville jeg måske nok, men mit arbejde er vigtigere. Gud har brug for mange hjælpere, og man må ikke svigte sine løfter!«

Nu var det mig, der stod beskæmmet. Mine tanker gik uvilkårligt til adskillige, jeg kendte. De kunne også trænge til den opsang! Jeg tog tavst min pung frem og betalte bladet. Hun modtog pengene som en lille dronning. Det lyste ud af hende, at de ikke var hendes, men gik til noget for hende meget stort. Vi stod tavse et øjeblik, indtil hun var klar over, at samtalen var forbi. Så gjorde hun pludselig noget aldeles henrivende. Hun nejede dybt – og gik. Hele hendes lille person ligesom strålede af glæde over, at hun måske – måske – havde gjort sit til at frelse en fortabt sjæl.

Men alligevel – 16 år! Det var dybt forstemmende!