Ældre Kosmos og Kontaktbreve

»Lad os ikke hengive os til illusioner. Såfremt man i dette øjeblik i et eller andet land ville lade hvervetrommerne lyde til fordel for en aldeles eksotisk krig – for eksempel i Polynesien eller i en afkrog af Afrika – ville hundredtusinder komme strømmende til uden ret at vide, hvorfor de kom, måske kun for at flygte for sig selv eller bort fra ubehagelige forhold, materielle eller personlige. Den faktiske modstand mod en krig kan jeg ikke regne højere end nul. Modstand fra enkeltmands side mod en organisation vil altid kræve et langt større mod end den blotte og bare laden-sig-rive-med, nemlig individualmod, og det er en vare, som er ved at udgå i vor tid, hvor det først og fremmest er organisation og mekanisering, der er i kurs. Under krigen mødte jeg næsten udelukkende massemodsfænomenet, modet, når folk var i række og geled, og tager man det mod nærmere i øjesyn, vil man opdage ganske egenartede bestanddele: megen forfængelighed, meget letsind, ja, endog kedsomhed, og – hovedsagelig – megen frygt – ja, netop: angsten for at stå tilbage og for at blive spottet og gjort nar af, angst for at handle på egen hånd og frem for alt frygt for at komme i opposition til andres masse-»ånd«. De fleste af dem, som i felten gjaldt for at være de tapreste, har jeg personligt og i det civile liv kendt som ret tvivlsomme helte. – »Ja, undskyld«, sagde han, idet han høfligt vendte sig mod værten, der havde sat et surt ansigt op, »men jeg undtager på ingen måde mig selv.«

Senere siger han i en samtale på tomandshånd:

»De må tro mig, det er virkelig ikke talemåder, men i mange år er der ikke noget, der har forvoldt mig så mange kvaler, som denne efter min smag alt for påfaldende Maria-Theresia-orden. Men – ret skal være ret – da jeg engang fik hængt den på derude i felten, da gibbede det naturligvis ordentlig i mig. Man er jo nu engang opdraget til soldat og har på kadetskolen hørt den orden omtalt som noget særlig helligt, en orden, som måske kun tilfalder en halv snes personer i hver krig, det vil altså sige, at den faktisk falder som fra himlen ned til en. Ja, ja, for en håbefuld yngling på 28 år betyder sådan noget jo en hel masse. På een gang står man der foran den samlede front, alle ser forbavsede i vejret, noget funkler på ens bringe som en liden sol – og kejseren, den ophøjede majestæt, trykker ens hånd og siger til lykke! Jo, jo! – Men forstår De: denne udmærkelse havde jo dog kun betydning og gyldighed i vor militære verden, og da så krigen var forbi, forekom det mig latterligt, at jeg et helt liv igennem skulle gå rundt som et stemplet pragteksemplar, fordi man en enkelt gang tyve minutter igennem virkelig optrådte med courage – forøvrigt næppe mere modigt end 10.000 andre, man havde bare frem for dem haft held til at blive bemærket, og så det endnu mere forbløffende held: at komme levende fra det. Der var næppe gået et år – og i den tid gik alle folk rundt og stirrede på det lille stykke metal og derefter gled blikkene ærbødigt op til mit ansigt! – før jeg var blevet led og ked af at stavre rundt som vandremonument. Min irritation over evigt og altid at gå rundt og være påfaldende var også en af de afgørende grunde til, at jeg efter krigens afslutning så hurtigt gik over til civilt arbejde.«