Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Efter en anstrengende Mellemskoleeksamen trænger ens Jeg ubetinget til rigtigt at hvile ud og samle Kræfter, og de første fjorten Dage af min Sommerferie viste sig da ogsaa at opfylde alle de Krav min Organisme i den Retning kunde stille.

Jeg havde været saa heldig at kunne tilbringe Dagene 1.–14. Juli i en Sommerkoloni ved Sejrøbugten, der hovedsageligt bestod af Studiekresdeltagere i Hr. Martinus' Arbejde, sammen med min Mor, og da det maaske kan interessere "Kosmos"s Læsere at høre lidt om, hvad en femtenaars Knøs kan faa ud af et saadant Sommerophold, vil jeg prøve at skildre nogle af mine Indtryk, idet jeg dog først vil søge at beskrive Livet i Kolonien.

Den første Juli arriverede min Mor og jeg til Lejren, som viste sig at bestaa af fire Huse, der i Forvejen tilsammen husede tolv Mennesker, saa der var jo ikke ligefrem for meget Plads, – særlig kneb det jo lidt om Natten, men det gik dog glimrende alligevel; alle sov fortræffeligt, og ingens Blufærdighed blev krænket! Jeg, der ikke kendte eet eneste af de nye Mennesker, jeg traf, fandt mig dog hurtigt til Rette, thi alle var ualmindelig venlige og elskværdige imod mig. Maden vi fik, var naturligvis vegetarisk, hvad der ikke gjorde Opholdet mindre spændende for mig, der, hvad Grøntsager angaar, ikke her fra Skolen er særlig forvænt.

Og jeg skal love for, at man ikke kedede sig deroppe. Hver Dag var som en Kæde af Fornøjelser. Man kunde gøre lige hvad der netop passede en paa det Tidspunkt: Gaa i Vandet, tage Solbad, læse eller gaa Ture, – ja, sikke pragtfulde Ture man kunde gaa, – her var alt, hvad et Bymenneske netop trængte til. Døgnets Clou var dog Aftenen, hvor Hr. Erik Gerner Larsson holdt nogle meget interessante Foredrag og bagefter besvarede Spørgsmaal. Ved disse Foredrag stiftedes mit Bekendtskab med Martinus' Ideer, og jeg tør nok paastaa, at de fangede min Interesse.

Jeg har nu i korte Træk beskrevet Livet i Kolonien; nu vil jeg fortælle Læserne lidt om, hvad jeg mener at have faaet ud af mit Ophold i den. Jeg har naturligvis læst Bogen om Martinus og er ogsaa begyndt paa "Livets Bog", og alt eftersom jeg har hørt Gerner Larssons Foredrag og selv læst i "Livets Bog", er jeg blevet klar over, at her er den virkelige Sandhed at finde, thi alt, hvad jeg har læst og hørt i Forbindelse med dette, er, ud fra mit Synspunkt, ubestrideligt. Allerede efter de første Indblik, ser man paa Verdensproblemerne paa en anden Maade end før, thi disse retter sig ind efter logiske og letforstaaelige Regler. Paa samme Maade som man forestiller sig en Masse Jernfilspaaner ligge i den syndigste Uorden paa et Stykke Karton, og der under dette lægges en Stangmagnet, saa at alle Jernfilspaanerne retter sig ind i cirkelformede Linier, der angiver Kraftliniernes Gang, paa samme Maade med dette. Mangt og meget er i den sidste Tid blevet gjort klart og forstaaeligt for mig og har "rettet sig ind", om jeg maa bruge det Udtryk, efter at jeg har truffet "Magneten", nemlig "Livets Bog" og Gerner Larsson i Forening. Det er en herlig Følelse at vide, at man ved et selvstændigt Studium kan lære at leve paa den rette Maade, væbne sig mod Ubehag og som Følge heraf altid være gennemstrømmet af gode og lyse Tanker.

Som ganske lille blev man oplært i den kristne Lære, der kræver, at man skal være et godt Menneske, hvad man naturligvis ogsaa skal bestræbe sig paa at være; dog opnaar ingen at være fejlfri, og derfor maa ethvert Menneske hver Aften eller flere Gange om Dagen bede Gud om Tilgivelse for sine Synder, en Tilgivelse det slet ikke fortjener og slet ikke maa gøre Regning paa, men som Gud dog alligevel altid giver, – altsaa ligesom Barnet, der véd, at det faar et Stykke Legetøj til Jul, og alligevel lader meget overrasket paa selve Aftenen, – paa samme Maade maa vi Mennesker ikke regne med Tilgivelsen, selvom denne, ud fra Kristendommen, maa være et Faktum, da Gud er et evigt tilgivende Væsen. Mennesket maa ikke spekulere paa nogen af Problemerne i Biblen, endsige prøve at bevise det ulogiske og uholdbare i mange af dem; thi Biblen er, siges der, Guds Værk og af den Grund uangribelig, eller den er Guds egne Ord og derfor "uransagelig" for Mennesker, – religiøse Tilstande, der ikke i sig selv skænker andre end de fuldt og fast Troende Fred i Sindet.

Efter at jeg har truffet Martinus og hans Lære, føler jeg det, som jeg nu staar oppe paa Toppen af et højt Bjerg og ser ud over et Landskab, som fra ved Misvækst at have været Udtryk for uhjælpeligt Kaos, er omdannet til et smukt og harmonisk Skue, bekræftende de smukke Ord: "Se, alt er saare godt!"

Til Slut vil jeg gerne sige, at det, som jeg beundrer mest i Martinus Lære, er Logikken, som muliggør at alle Mennesker kan forstaa og anerkende den.

Dette er hvad jeg mener at have faaet ud af mit Ophold sammen med Studiekresdeltagerne nede ved Sejrøbugten. En særlig Tak til Hr. Gerner Larsson, som har hjulpet mig uendeligt meget til Forstaaelse af Problemerne.