Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved åbningen af UNESCO-konferencen på Kronborg udtalte UNESCO's generaldirektør, dr. Jaime Torres Bodet, bl. a.:

»– fred kræver større dygtighed, mere fantasi og også mere heltemod end kampe. – Krig udtænkes af ledere og udføres af underordnede. Men for at skabe fred må alle mennesker forenes.«

Dr. Bodet berørte dermed et problem, der atter og atter dukker op inden for de grupper, der beskæftiger sig med arbejdet på at skabe betingelser for en virkelig varig fred på jorden. Problemet har mange sider, alle lige nødvendige for den fulde forståelse af det; her skal især en enkelt undersøges lidt nærmere, måske den, der er mest iøjnefaldende, når talen er om, hvorfor menneskene dog ikke, når de allesammen så brændende ønsker det, kan enes om at holde fred, d. v. s. enes om at lade være med at gå i krig?

– – –

Den sidste store krig er jo ikke længere borte, end at alle har den i tydelig erindring. Ydermere foregik den så at sige »udenfor vore vinduer«, så at vi ikke kunne undgå at følge med i begivenhederne, og film og radio samt presse sørgede for resten. Og hvad så man da? Ja, man så naturligvis mange ting, der skete så meget, og det hele var så nær inde på en, at man end ikke nu, flere år efter, helt kan bedømme det, men eet kan man dog sige ganske sikkert: der udfoldedes en utrolig aktivitet!

Det var ganske tydeligt, at en af krigstilstandens væsentlige følger var den, at mennesker begejstredes, – eller måske snarere: opflammedes til handling. Mange mennesker, som nogle år forud ville være blevet stemplet som »ganske almindelige mennesker«, blev kastet ud i opgaver, som de – ofte til egen overraskelse – klarede forbavsende godt. De traf dispositioner, handlede, gav ordrer o. s. v., som om de aldrig havde bestilt andet, simpelthen fordi de følte, at det var nødvendigt, at de gjorde det. Alle var i meget høj grad indstillet på at yde og tænkte kun meget lidt på, hvad de fik for det.

Det var, som om den mere eller mindre skjulte frygt for den fælles fjende forenede menneskene i et fællesskab, hvor helt nye sider af menneskenaturen kom til syne, idet man »stod sammen«, ikke blot i den direkte kamp, hvor det var ganske tydeligt, at selvopholdelsesdriften var den dirigerende, men også på mange andre områder, der lå kampen fjernt.

Der opstod en slags kappestrid mellem mennesker, som kom til udtryk i det, at man ikke ville »stå tilbage for naboen«. På bunden af denne indstilling ligger vel nok en mere eller mindre rudimentær flokfølelse – man ønsker ikke på nogen måde at træde frem, så at flokkens øjne kommer til hvile på en. Man vil helst gøre det samme som de andre og føler et absolut behag i at bæres af en fællesskabsfølelse, en følelse, der i visse situationer bevirkede, at ansvaret for de pågældende handlinger forflygtigedes og mennesker foretog sig ting, som bagefter fremkaldte forfærdelse og undren, – endogså hos flere af dem, der var med til handlingerne. Dette problem skal nu ikke berøres her.

Yderligere må det fremhæves, at der under krigstilstandene skete det, at man fra magthavernes side, fra »ledelsens« side, var indstillet på at påskønne de handlinger, der udførtes af »menigmand«, ja, ikke blot at påskønne den udførte handling, men tillige at opfordre – at opflamme – til nye handlinger. Der blev kælet for den menneskelige forfængelighed ved hjælp af ordener, uniformer, omtale i dagsbefalinger og omtale i pressen, almindelige mennesker blev udråbt som »helte« og modtog forskellige anerkendelser for deres handlinger.

Kort sagt. Uden at komme ind på spørgsmålet om, hvem der var skyld i krigen, så fremgår det med al ønskelig tydelighed, at der fra magthavernes og de ledendes side blev udført et målbevidst stykke arbejde for at mobilisere menigmands bevidsthed til fordel for nationalstaten og dens krav. Et nøje kendskab til en gammel tankeverdens guldkopimateriale blev udnyttet i propagandaens tjeneste på en sådan måde, at resultatet hos den enkelte blev en fornemmelse af, at han selv syntes, at han måtte gøre det og det.

– – –

Og lad os så lige se lidt på situationen i et samfund, når der er »fred«.

Medens krigen skabte aktivitet, så skaber freden »kævlerier«. Alt fremtræder i et helt andet perspektiv, menneskene bliver påholdende og tænker straks på det vederlag, de skal have for at gøre en eller anden ting. Der hersker hos alle en udbredt skræk for at blive »snydt«. Der er ikke blot tale om at tolerere, men man må snarere sige, at det næsten udtales som en anerkendelse om en mand, når han forstår at »få noget ud af det«, og mange søger at hævde sig med udtalelser som denne, at de da heldigvis ikke er så »godtroende en idiot«, at de lader sig »udnytte«.

Lad mig med det samme indskyde et par sidebemærkninger. Naturligvis kan man ikke skære alle over en kam. Der er jo heldigvis mange repræsentanter for en væremåde, der er helt anderledes, hvilket jeg lidt senere skal komme ind på. Yderligere er der det at sige, at den zone vi lever i, er af en sådan karakter, at mennesket må være på vagt for ikke at blive »udnyttet«, så at man altså absolut må sige, at en vis kritik og årvågenhed er nødvendig i forholdet til menneskene, men man må ikke lade sin kritik være kold og gold, således som tilfældet er hos den type, jeg her sigter mod.

Også i forholdet til de ledende eller magthaverne er tonen en anden. Der er ofte en direkte mistillid, idet man føler sig sikker på, at »de nok meler deres egen kage«. Ligeledes er hjælpsomheden overfor andre mennesker, især overfor mennesker af andre samfundslag, begrænset, man er mere indstillet på, at »de må betale for det«, og man holder sig strengt til tarifferne, til overkanten af tarifferne, og tænker ved sig selv, at man formodentlig nok bliver snydt alligevel. Det er den gensidige mistillids periode.

Flokbevidstheden giver sig nu det udslag, at man ikke »vil grines af«, fordi man vederlagsfrit hjælper, og udtrykket »blåøjet idealist« er om ikke ligefrem et skældsord, så dog ofte en nedsættende, latterliggørende bemærkning.

– – –

Nu vil man måske mene, at dette billede er alt for sort til at passe på den verden, vi lever i i dag. Hertil vil jeg sige, at som allerede ovenfor bemærket, er det ikke hensigten at skære alle over en kam, og yderligere har jeg ønsket at sætte problemet meget stærkt op, for at det tydeligere skulle træde frem.

Det hovedindtryk, som læseren formodentlig har fået af ovenstående, er, at den mest iøjnefaldende forskel på de to tilstande er den, at den begejstring, der så totalt besjælede den første, næsten ligeså totalt mangler i den sidste. For ikke at brede emnet for meget, må vi nøjes med at konstatere, at grundlaget for den første begejstring ganske åbenbart er hele det erfaringsmateriale og hele den »natur« eller hele det talentkernesæt, som mennesket bringer med sig fra sine tidligere fysiske tilværelser, ikke blot som jordmenneske, men også som dyr. Og navnlig den sidste krig viste, at visse mennesker var geniale mestre i at blande ord og tanker på en sådan måde, at ældgamle talenter stimuleredes igennem tankeformer, der fuldtud var tilpassede et moderne tankesæt. De mest hårrejsende påstande fremsattes under et tilsyneladende fornuftigt ordslør, og igennem en vedholdende og hårdnakket gentagelse følte man tilsidst, at sådan som det blev sagt, sådan var det virkelig.

Men hvorfor er der så ingen begejstring tilstede i den sidste tilstand? Ja, kunne man give et enkelt svar, så ville verden springe et par årtusinder fremad i sin bane, og det lader sig ikke gøre. Men kan man ikke give et kort svar, så kan man dog påpege forskellige ting, og det skal her forsøges.

Som læseren ved, ligger hele problemet i den menneskelige natur. Prof. Geiger udtalte engang i et radioforedrag om »Det krigeriske sind«: »Krig er ingen naturkatastrofe, der overgår en viljeløs, prisgiven menneskehed ligesom tordenvejr eller jordskælv, misvækst eller farsot. Krig er en sammenhæng af menneskelige handlinger. Nøje beset findes der kun een krigsårsag – og det er mennesket selv.« Den jordmenneskelige natur er, som Martinus viser det i sine kosmiske analyser, karakteriseret af, at væsenet er på vej ud af dyrerigets zone og under vandring frem imod det rigtige menneskerige. Det fører med sig dyrets egoisme og selvopholdelsesdrift som »automatfunktioner«, d. v. s. som anlæg, der fungerer udenom dets vågne dagsbevidsthed. Menneskenaturen er endnu kun på A- og B-stadiet, hvilket vil sige, at dette, at »elske sin næste som sig selv« og kun at gøre mod andre, hvad man ønsker, de skal gøre mod en, endnu for en meget stor del er uopnåelige idealer, som man bestræber sig på at nå, men som ikke er stærkere forankrede, end at de i visse situationer helt sættes ud af spillet, f. eks. overfor en såkaldt »fjende«.

En anden ting, der også må fremhæves, er, at mennesket på nuværende stadium oplever, at religionen, der under »trosperioden« ydede mennesket en umådelig støtte og åndelig stimulans, nu mister eller har mistet sin kraft, og der er ikke noget andet til at afløse den, ikke noget andet, der kan give mennesket et fast holdepunkt, vise det en mening med tilværelsen. Mennesket er overladt til selv at afgøre, hvad der »kan betale sig«, og denne afgørelse må da ret naturligt falde ud til fordel for det, som mennesket mener at kunne »tage og føle på«. Den fysiske verden bliver tillagt en virkelighedsværdi, som den dybest set ikke har, og udfra denne fejlindstilling handler menneskene. Og denne indstilling opmuntrer ikke til at gøre »noget for intet«. Der stilles klare krav til en selv om ydelser, og følgelig må man selv stille tilsvarende krav til andre, for at der kan blive balance, og helst skulle der altså blive lidt overskud!

Medens krigen midlertidig gav en mulighed for at opleve noget nyt (!), realisere nogle af sine dagdrømme, ved at tumle med dyre, fine maskiner og gå i flotte uniformer og blive beundret af det andet køn, så er fredens krav mere »triste«. Man skal selv betale, hvis man slår noget i stykker af de maskiner, man er sat til at arbejde med. Der er ikke længere så stor en interesse fra de ledendes side, i hvert fald kommer interessen kun frem, når man skal yde noget (skat, – tvungen, tidsrøvende værnepligt).

Et kendskab til skæbneloven vil totalt ændre menneskets indstilling på disse områder. Dette at vide, at enhver gerning før eller senere udløser sit indhold overfor den, der gjorde gerningen, eller at man altså er »sin egen lykkes smed«, vil give et helt andet perspektiv i dette: at handle. Begrebet: »hvad der kan betale sig«, fremtræder i et helt nyt lys, og den inspiration, som mennesket i dag mangler til at gøre noget udover, hvad der er absolut nødvendigt, vil hermed indfinde sig.

Men et sådant kendskab indfinder sig jo ikke pludseligt. Og spørgsmålet bliver da, hvad man skal gøre, for at nå frem over den øde strækning, der ligger imellem os og dette mål.

Ja, som sagt i indledningen, så er det et problem, der i stadig stigende grad er genstand for behandling, idet det bliver mere og mere klart, ikke mindst under atombombens skygge, at en eventuel ny krig vil kunne blive en katastrofe for menneskeheden med total udslettelse som resultat.

Svaret på »hvad man kan gøre« bliver jo meget præget af de omstændigheder, udfra hvilke man taler, og i forhold til hvilke der skal handles, men lad os søge at trække nogle enkelte retningslinier op.

Først og fremmest må man erindre, at det store flertal ikke har det grundlag, som Martinus' analyser giver, og følgelig heller ikke kan handle ud fra et sådant perspektiv. Det, det derfor kommer til at dreje sig om i første række, bliver, at interessere menneskene for hinanden, vise dem, at »menneskeheden er een hjord«. Gennem oplysning, undervisning, studiekredse, rejser til andre lande i så stor en udstrækning, som det nu er muligt, må menneskene for alvor blive klar over, at de ikke er så forfærdelig meget forskellige, og at håndværkere og landmænd i eet land ikke har nogen som helst ønsker om at »udslette kulturen« i et andet land. Menneskene må tillige lære at forstå sig selv, blive herre over sine egne egenskaber således, at de kan tilpasse sig forholdene i et moderne samfund.

Iblandt de mange vil der være enkelte, som på grund af åndelig indsigt, på grund af religiøs indstilling eller på grund af et righoldigt følelseserfaringsmateriale ganske naturligt vil vie deres liv og kræfter til fremme af den mellemfolkelige forståelse; de er en ny tids »adel« og om dem gælder det, at der hviler en stor byrde på deres skuldre, idet de gennem det praktiske eksempel skal vise, hvordan mennesker kan omgås hinanden.

»Der sker ikke noget –« har ofte været betegnelsen på en fredsperiode, men det bør ikke være det nu. Menneskene ved nu for meget både om sig selv og om hinanden til at lade den mentalitet, der forfalder til at sige sådan, blive dominerende. Der kan i allerhøjeste grad ske noget. Der kan realiseres noget, som kloden aldrig tidligere har set magen til: en moderne teknik og et moderne meddelelsessystem muliggør »Verdens forenede stater«. At bære ved til dette, at være med til at lægge grunden til den åndelige basis, der skal bære menneskeheden gennem årtusinder, det er netop den opgave, der venter på hver den, der kan se den og forstår, at forsynet netop i vor tid kan anvende alle de redskaber, der egner sig for udførelsen af netop dette stykke arbejde. Og det personlige eksempel vil altid være det, der virker stærkest.

Og lad mig til slut citere en klog gammel kineser, hvis ord jeg tidligere har fremført:

»Det er bedre at tænde et lys, er det end aldrig så lille, end det er at forbande mørket!«