Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mon ikke enhver, for hvem tanken om den inderste årsag til vort liv og den inderste hensigt med det simpelthen er uafrystelig, har oplevet den dybe konflikt, der består i både at kunne opleve stunder, hvor sjælen er gennemstrømmet af en åndelig vished, der synes ubegrænset, – og andre stunder, hvor tvivlen nådesløs pisker en med skorpioner? Jeg vil tro det. De vise kan fortælle os om vejen, den vej, der fører fra vor ganske almindelige dagsbevidsthed og ind til den livskerne i os, man har givet navnet »overselvet«, »overjeget«, og som Martinus kalder »overbevidstheden«; – men vi må selv vandre denne vej, hvis natur alle er enige om at kalde stejl, stenet, tornefyldt eller så skjult, at det kræver al vor koncentration at følge den.

Det vanskelige drager imidlertid sjælen, og for ethvert menneske kommer der en dag, hvor det beslutter sig til at opsøge og vandre den her beskrevne vej. Vor åndelige udvikling har kurs direkte imod den, og det ejendommelige sker, at jo nærmere man kommer den, desto lettere synes det en at påbegynde netop denne vandring frem imod erkendelsens sidste høje, rene og ubesmittede tinder.

Lad det være sagt straks: begyndelsen er let! Man er grebet af en indre begejstring, der giver oceaner af mod. Man føler med lysende klarhed, at blot man får begyndt, er allerede den halve vej tilbagelagt. Sort er sort, og hvidt er hvidt i denne begejstringens rus. Dette kan man, og det der kan man ikke! Vejen er fundet, – og vejen skal følges!

Men man kommer ikke ret langt, før en usynlig kraft begynder at gøre sig gældende. Vi har digtet os friere, end vi er. Tusinde bånd fra en ældgammel vanebevidsthed strammer sig mere og mere. I begyndelsen mærker man det næppe, men efterhånden –! Og en dag oplever man, at afstanden mellem en selv og de høje, lysende tinder stadig er den samme. Modet synker, og man bliver tavs og stille. Så vanskeligt havde man ikke troet, det var at forandre sig. Man mente sig så stærk, man havde sjælen fyldt af viljen til det gode, – og man havde fået en vidunderlig viden som vandrestav.

En dyb tvivl har banet sig vej frem i ens sind. Bag en ligger »fædrenehjemmet«, hvis kaldende råb endnu lyder i ens øren, råb, der ofte er som lokkende toner, hvis magt man først nu forstår. Vi kender alle disse toner, som i vort eget liv koncentrerer sig i udtryk som disse: »Vær dog som vi andre! Lad dog være med at blive fanatiker, livet er fattigt nok endda, hvorfor dog nægte sig selv de goder, det byder på? Vent til du bliver ældre og mere moden, så kan du bedre tage stilling til de mere alvorlige spørgsmål. Husk dog på de vanskeligheder, du sætter os i. Hvad tror du ikke folk vil sige, når du hverken vil have kød, et lille beskedent glas likør eller en cerut? Kan du ikke se, at du vil blive en særling, som ingen gider have med at gøre? – osv. osv.«

Intet under om den vandrende her knæler ned og »sveder blod«. Foran ham ligger et ukendt land med nye love, som det vil kræve al hans kraft at overholde. Bag ham et land han kender, og hvis borgere vil tage imod ham, om han blot vil være som dem. Som dem, ja! Med gysen ser han dette livs sande natur. Ser, hvorledes junglen lurer bag hvert et smil. Ser, hvorledes den kærlighed, som de fleste her bærer på læben, i virkeligheden er ren egenkærlighed, og det svider i hans sjæl. Tankebølgerne kommer og går i sindet som stormende flodbølger, tager hans kræfter og gør ham svag. Dybest set er valget meget enkelt, men sejre gør kun den, der har kraft og mod til at afslutte kampen med de, med tårer beseglede ord: »Herre, ske ikke min, men din vilje!«

»Fædrenehjemmet«s bånd mærkes kun svagt af den, for hvem tanken om brud simpelthen er umulig. Man skal selv have oplevet bruddets skærsild for helt at forstå og af hjertet tilgive den, der kommer til kort i denne kamp. Lydløst lukker døren sig bag den, der kapitulerer, og det er ham – ansigt til ansigt med nederlaget – kun en ringe trøst, at hans venner modtager ham med åbne arme og med fryd i deres sjæle erklærer, at »det var dog dejligt, at du blev normal igen!«

Mange hævder, at kampen for at finde Gud tilhører enerne, og forstår derved i virkeligheden sig selv som tilhørende flokken. Men vi er alle enere! At vi ikke alle endnu har samme religiøse behov, ændrer ikke den kendsgerning, at enhver må bære byrden af sin egen uvidenhed. Men livet er lettere for den, der udsætter en nødvendig rejse på ubestemt tid, end for den, der begiver sig på vej, kun ledsaget af en indre, urokkelig viden om, at han aldrig vender tilbage, ihvad der end sker. Men lad det være sagt: begræd ikke dette menneske! Man passerer ikke »Gethsemane have« uden at vide, hvad han mente, der sagde: »I Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd hellere over jer selv!«

Vi står her ved en lov, som gælder os alle. Ingen, som ikke vil betale prisen, får lod eller del i de goder, den opnår, der er rede til at betale. Der findes her et uhyre intimt sammenspil mellem det, man giver, og det, man opnår. At tro, at man kan passere de af »tærskelens vogtere« – (det jordiske menneskes egne ufærdige naturer) – besatte grænsepas uden indre redelig vilje til og hunger efter at opfylde de krav, som her gør sig gældende, vidner kun om manglende indsigt.

Er da de opnåede goder disse ofre værd? Spørgsmålet er blevet stillet gennem alle århundreder og er stadig lige aktuelt. Men spørgsmålet er forkert stillet. Guddommen kræver ingen ofre. Er det unatur for en at undvære de livsgoder, der hindrer en i at passere dette mentale grænseområde, skal man lade være med at suggerere sig selv til at tro, at man kan løfte en sten, hvis vægt overstiger ens kræfter. Resultatet vil altid blive ulykkeligt. Tilværelsens problemområde deler sig i to afsnit, af hvilke det ene er et, livet frembringer, og det andet et, som menneskene selv frembringer. Det, livet indebærer, løser sig igennem vor egen indre udvikling eller åndelige modning. Der findes jorden over utallige mennesker, for hvem dette at leve uden kød og andre farlige nydelsesmidler, simpelthen er medfødt natur. De savner intet, og det vil være tåbeligt at rose dem for noget, der ingen fristelse er for dem. Omvendt findes der også en meget stor sum af mennesker, der på basis af mødet med strålende og inciterende ideer forsøger at lave deres liv om i utide. For disse mennesker bliver hele ernæringsområdet let til »religion«. Disse mennesker piner sig med selvskabte problemer, der ofte giver deres liv en midlertidig skæv udvikling, og ved deres ofte ensidige, fanatisk prægede propaganda gør de, stik mod deres inderste trang og hensigt, de ideer, der for dem er alt, mere fortræd end gavn. At disse mennesker, i mødet med »tærskelens vogtere« kommer til kort, giver sig selv. Dette møde er jo ingen straf, det er præventiv kosmisk foranstaltning.

Bag vor vandrer ligger i tiltagende mørke den jungle, han nys med overlæg har forladt. Men i lyset af en viden, der er ny for hans sjæl, ser han, at den verden, der var ved at kvæle ham med sit tilsyneladende kaos, nu åbenbarer en sandhed for ham, han ikke kendte. Med intuitiv klarhed ser han til sin undren, hvorledes alt det, han frygtede og led under: hadet og ufordrageligheden, lemlæstelserne og lidelserne, nu begynder at smelte sammen, for sluttelig at danne et sammenhængende hele, der pludselig afslører sig som den nødvendige kontrast til de oplevelser, han nu står midt i. Til sin overvældende forbavselse oplever han med egne vågne sanser at iagttage, at alt, hvad han før kendte som ondskab og mørke, i virkeligheden er camoufleret lys. Dybt i hans sjæl åbenbarer tilværelsens urokkelige hunger- og mættelsesprincip sig som den kraft, der bærer hans liv og fører ham fra oplevelse til oplevelse. Han føler sig som en blind, der med eet er blevet seende.

Har han end lyden af junglens vilde skrig og brøl, af intolerancens hæse røst, i sine øren, så har han dog foran sig noget, der formår at få ham til at glemme disse pinefulde lyde. Så kort han end er trængt frem, gennemstråles hans sjæl af et lys og en varme, han aldrig før har kendt. Millioner af mikroskopiske tråde synes at forbinde ham med alt levende overhovedet. På en for ham selv uforklarlig måde synes han på een og samme tid både at være sig selv og dog eet med alt liv i universet. Han hører sit eget hjerte, men fornemmer samtidig lyden af et andet hjertes rytmiske slag og ved i samme sekund, at det er verdensaltets liv, der nu banker i hans blod. En uimodståelig trang til at åbne sig for dette liv kommer over ham, og i næste øjeblik er det, som om en bølge af ild og lys slår sammen om ham og indhyller ham i en kåbe af levende, varmende kærlighed. I ham og om ham vibrerer verdensaltets liv. Syner, han aldrig før har haft adgang til, brænder sig ind i hans sjæl, gennemstrømmer hans bevidsthed i ubrudt rækkefølge, uden at han formår at give dem fysisk udtryk. Som løftet af en umådelig bølge bæres han frem og atter frem imod oplevelser, der gennemryster hans sjæl med en salighedsfornemmelse, han end ikke anede eksisterede. Livet føles i disse sekunder – eller brøkdele af sekunder – som en ildnende flod af kraft og inspiration, og han føler, at han nu endelig står ved livets kilde, ved tidens og rummets grænse. Spaltet i to, men dog vidende om at være eet, ser han uden smerte det, der endnu adskiller ham fra en evig forbliven i denne salighed. Han ved, – ved på en helt ny måde, at det kun drejer sig om en sidste kraftanstrengelse, før de bånd, der endnu knytter ham til en lavere verden, vil være sønderslidte og brudte, og han føler med en inciterende kraft, at hvor tungt et mørke, hvor dyb en smerte, hans sjæl end vil komme ud for på dette sidste vanskelige stykke, så vil den aldrig mere kunne fortrænge mindet om denne stund, hvor han for første gang med egne sanser skuede det himmelske lys og så den plan, i hvilken endog »vore hovedhår er talte!«

– – –

Vi er ikke guder. Vore hjerter er ikke rene, og kun i glimt tør Guddommen vise sit åsyn for os. Dage kan komme, mørke, lange og ulidelige. Hån og sviende spot kan ramme os, og ukendte sorger tynge vor sjæl til jorden. Men lad mig som afslutning på dette beskedne forsøg på at vise, hvilke glæder, hvilket lys, studiet af Martinus' kosmiske analyser kan berige ens sind med, sige, at det menneske, der blot een gang i sit liv har følt og oplevet det, jeg her har søgt at give ord, aldrig mere, hvor ensomt det rent menneskeligt bliver, bliver virkelig ensomt. Selv i den tungeste modgang vil vibrationerne fra hin strålende verden, det engang i et svimlende brøkdel af et sekund fik lov at skue, nå dets sjæl, og det vil med digteren vide, at »evig er alt, som ikke for menneskeværk blev kaldt. Evig er Gud!«

__________

*) Se Palle Ivert's digt "Evig", Kosmos april 1933.