Kosmos 1949/6 side 101
MARTINUS
Den sekundære og den primære opstandelse
(Sluttet)
Materialisationsprincippet og Jesu »Jomfrufødsel«
Nu vil man måske, grundet på det foranstående, fristes til at mene, at Jesus så alligevel godt kunne have været »jomfrufødt«, og at hans fysiske fremtræden blot var en kunstig opretholdt materialisation. Men herpå vil svaret være, at dette ligger totalt udenfor mulighedens grænse. Hans tilværelse fra fødslen, gennem barndommen og frem gennem ungdommen til hans korsfæstelse og død i manddommen foregik jo ganske på normal måde. Hvis denne periode af hans liv ikke var som beskrevet i bibelen, ville man aldrig nogensinde være blevet i stand til at påføre hans krop eller legeme nogen som helst form for lidelse eller korsfæstelse, idet han da med lethed før enhver katastrofe havde kunnet dematerialisere sit legeme for igen at materialisere det på tid og sted, hvor det var uden for fare. Desuden kræves det, at det »A-stof«, som er nødvendigt for en sådan fuldkommen, af villien underlagt permanent materialisation og dematerialisation kun eksisterer i væsener, der i udviklingen forlængst er ude over den dyriske eenpolede hankøns- og hunkønstilstand. Sådanne betingelser kan ikke erkendes at have været til stede ved Jesu fødsel. Jesu moder var ikke hævet over den eenpolede, ægteskabelige parringstilstand, idet hun levede i ægteskab sammen med Josef og med denne sin mand havde flere børn. Vi må derfor forstå, at Jesus var et ligeså fysisk væsen som ethvert andet af moderlivet født væsen og har ligeså nødvendigt haft en fysisk fader som en fysisk moder. Først efter hans såkaldte »opstandelse« var han ved de givne lejligheder på kunstig måde et materialiseret væsen, fremtrædende i et midlertidigt på interimistisk måde ved hjælp af de tilstedeværendes »A-stof« og hans egen »A-kraft« opretholdt fysisk legeme. Og ved hjælp af dematerialisation har hans oprindelige fysiske legeme kunnet fjernes fra graven og bringes til genmaterialisation et sted, hvor det kunne få lov til at opløse sig i den for dette legemes natur fastsatte normale opløsningsproces. Jesu tilsynekomst for sine venner og disciple efter sin død på Golgatha skete altså kun i form af den sekundære, interimistiske materialisationsform, som netop i dag er under udvikling hist og her i intime, lukkede kredse eller cirkler verden over.
Hvorfor materialisation er så sjældne, og kun forekommer i intime, lukkede kredse eller cirkler.
Når ovennævnte cirkler er så intime og lukkede, så fremmede meget vanskeligt får adgang til seancerne, skyldes det den omstændighed, at materialistisk indstillede skeptikere har tendens til, i misforstået nidkærhed efter at »afsløre bedraget«, at gribe i de materialiserede skikkelser eller ånder, hvilket kan være overordentlig farligt for mediet, da åndens materialisation netop består af mediets »A-stof« og øvrige psykiske materiale, som midlertidigt er udlånt til ånden. Hvis dette materiale bliver udsat for vold under materialisationen, ødelægger eller hindrer det ikke blot åndens koncentration og »A-kraft« i at komme til udfoldelse, hvorved materialisationen bliver umulig, men mediet kan også ved en sådan brutal indgriben komme alvorligt til skade. Sagen er nemlig den, at når der først er opstået en forbindelse og fuldkommen kontakt imellem åndens »A-kraft« og mediets »A-stof« kan materialisationen efterhånden blive af et sådant omfang, at den til en vis grad kan bevirke en begyndende dematerialisation af selve mediets fysiske legeme. Dettes celler begynder da at opløse sig i »A-stof« og bliver derved tilgængelig for åndens koncentration og »A-kraft« og opgår som materiale i den ny materialiserede skikkelse. Under en sådan seance er en del af mediets fysiske og psykiske legemes partikler altså placeret i den materialiserede skikkelse. At mediet derved kan svæve i den frygteligste livsfare, hvis ikke der er foranstaltet behørig beskyttelse under seancen imod uvidende menneskers brutale indgreb, er selvfølgeligt. Hvis det af mediet udlånte legemsmateriale kommer i uorden eller bliver iblandet fremmede kræfter under seancen, vil det ved tilbagematerialisationen til mediets legeme udvise en tilsvarende uorden. I samme grad som cellerne eller materialet her ikke befinder sig i sin normale struktur eller organisation, i samme grad vil mediets legeme de pågældende steder udvise beskadigelse. Materialisationsseancer er derfor ikke noget, man kan lege med som en behagelig underholdning. Det er en meget alvorlig proces, som absolut kun bør foregå i overværelse af virkeligt kyndige og forstående personer, der er indviede i alle faremomenter.
Jesus og den sekundære og den primære »opstandelse«.
Med hensyn til Jesu »opstandelse« påskemorgen med hans efterfølgende materialisationer eller tilsynekomster for disciplene, vil den som nævnt kun være at regne for en manifestationsart, som endnu kun er af meget interimistisk natur og først senere vil blive en fundamental almen hverdagsbegivenhed på jordens fysiske plan. Den udviste kun en evne eller egenskab, som mange gange både før og senere i sit princip er blevet udført af andre diskarnerede væsener, ja, endog af langt ringere moralsk kvalitet, end den Jesus repræsenterede. I verdensgenløserens mission spiller den derfor kun en sekundær rolle.
Derimod afslørede verdensgenløserens liv og væremåde en anden af et langt større format og udelukkende på kærlighed baseret »opstandelse fra de døde«. Denne »opstandelse« er ikke en midlertidig ved lånte materier og tankekoncentration opretholdt villiesakt, men udgør derimod en igennem en reinkarnationskæde af fysiske liv fremtrædende forvandlingsproces, der fra en mørk, primitiv, dyrisk tilværelse lader individet ved udvikling gradvis vågne op til at blive et højintellektuelt i kærlighed kulminerende væsen i »Guds billede«. Det er denne »opstandelse«, der er det primære mål for Guds villie med hensyn til det jordiske menneske. Kun denne »opstandelse« kan give individet den fulde oplevelse af dets identitet som tidens og rummets skaber og herre og dermed oplevelsen af at være »eet med Faderen«, være identisk med selve evigheden og uendeligheden. Det levende væsen eller gudesønnen får altså igennem denne »opstandelse«, en oplevelse, der langt overstråler den oplevelse eller »opstandelse«, der kun består i at vise sig i et interimistisk legeme, baseret på et øjebliks lån af andre menneskers fysisk-psykiske materier. Hvad ved en sådan interimistisk materialiseret ånd, hvis den ikke i forvejen har passeret den store »opstandelse« eller »den store fødsel«? – Er det ikke en kendsgerning, at dematerialiserede ånder i almindelighed ikke har kunnet fortælle noget, der særligt rakte op over det, man allerede på det fysiske plan vidste i forvejen? – Noget virkeligt svar på livsmysteriets løsning har man ikke fået ad denne vej. Dertil kommer også, at en interimistisk materialisation ikke således som det ordinære fysiske legeme kan opretholdes i kraft af legemets egen automatfunktion, hvorved ånden eller jeg'et har dagsbevidstheden helt fri til andet brug, men må opretholdes i kraft af en mere eller mindre anstrengende bevidst villiekoncentration. Når en ånd skal opretholde en stærk koncentration på et bestemt objekt, bliver det meget vanskeligt for denne, ja, for nogle måske endda helt umuligt, samtidig at skulle koncentrere sig om indviklede, intellektuelle emner. I samme grad som en ånd skal koncentrere sig om tankefelter uden for selve materialisationen, svækkes eller umuliggøres jo denne materialisation eller synliggørelse. At kristusmaterialisationerne blev så vellykkede, som tilfældet var, skyldes udelukkende den omstændighed, at han havde en meget overlegen og trænet koncentrationsevne i forbindelse med de usædvanlige betingelser for materialisation, som de tilstedeværende disciples og venners »A-stof« ydede ham, samtidig med at han forud var i besiddelse af »den store opstandelse«, der havde gjort alle åndelige spørgsmål dagligdags og ligetil for ham. Han behøvede i de givne materialisationsøjeblikke ikke her at anstrenge sin koncentrationsevne. Han havde derfor i større udstrækning, end det ellers er tilfældet, mere frigjort kraft og styrke til fordel for materialisationen.
Kristendommens fejlagtige opfattelse af den sekundære opstandelse på bekostning af opfattelsen af den primære opstandelse.
Den sekundære opstandelse, den endnu ufuldkomne materialisationsform, er i virkeligheden blevet det centrale punkt i den kristne verdensopfattelse og har dermed stillet »den store primære opstandelse« i skygge. Det er også betagelsen af den sekundære eller »den lille opstandelse«, der helt har overskygget eller tilsløret opfattelsen af reinkarnationen eller genfødslen fra liv til liv således, at man inden for kristendommen helt benægter denne og tror, at det levende væsen kun har eet fysisk jordliv. Denne tro har igen foranlediget en ny overtro angående retfærdiggørelsen af tilværelsens eller det daglige livs tilsyneladende uretfærdigheder, således at man heller ikke kan give noget som helst fyldestgørende intellektuelt eller logisk svar på de højst forskellige tilsyneladende uretfærdige skæbner, som de levende væsener er underkastet. Man søger at råde bod på alt dette ved hjælp af sakramenter og dåbshandlinger i forbindelse med troen på Guds formildelse til, grundet på Jesu korsfæstelse, at lade nåde gå for ret og tilgive væsenerne deres synder. Intet under, at verdensgenløseren kunne forudsige den »antikrist«, der måtte afføde »de sidste tider«s »dommedag« eller ragnarok, det religiøse og politiske kaos, den kulmination af det dræbende princip, menneskeheden i dag sukker og stønner under trods tusinder af præsters prædikener om næstekærlighed. Nej, væsenernes skæbne er ikke et spørgsmål om en vred gud, der skal formildes ved attentatet på verdensgenløseren, så han kan ynkes over menneskene og tilgive dem deres synder. Væsenernes skæbne er aldeles ikke et spørgsmål om »synd« og »tilgivelse«, men udelukkende et spørgsmål om »årsag« og »virkning«. Det er et spørgsmål om »viden« og »uvidenhed« i kosmisk kemi og teknik. Der, hvor væsenet ikke kender årsag og virkning, handler det i blinde. At handle i blinde, når man ikke kan se, kan ikke være at »synde«. Der vil derfor ikke kunne eksistere nogen »synd« at blive vred over. En guddom, der bliver vred, er ikke en gud, men en afgud. Det er et væsen, der selv er blindt. Det er et væsen, der hører hjemme hos alle de andre væsener, der går i blinde eller famler sig frem i mørket. Et menneske, der bliver vred, er ikke et »menneske«, men et væsen, der endnu ikke er »opstået fra de døde«. Det er et væsen, der gennem gravens skygge efterhånden vil bane sig vej fremad mod lyset, mod »den store opstandelse«, »den totale indvielse« eller »den store fødsel«.
»Den primære opstandelse« som det altoverskyggende mål for guddommens villie med hensyn til det jordiske menneske.
Den sekundære opstandelse eller Jesu »påskeopstandelse« er således ikke nok. Det er ikke den, der er den sande kristendoms kærne eller fundamentet for verdensgenløserens mission eller verdens frelse. Det var forkyndelsen og demonstrationen af det »himmeriges rige«, der skulle komme som noget inden i væsenerne. Det var ikke en okkult eller psykisk evne til at materialisere sig, men en evne til at leve i kontakt med universets love, en Evne til at være til glæde og velsignelse for helheden, evnen til at være – ikke en gene for andre menneskers eller levende væseners tilværelse – men derimod evnen til at være en inspirerende, livgivende og glædesbefordrende og dermed tjenende livskilde for alle levende væsener.
Igennem reinkarnationens princip at »fødes på ny af vand og ånd« og dermed have mulighed for at vokse op fra en primitiv, dyrisk og dræbende til en højintellektuel, kærlighedsdominerende livsform, som udgør »mennesket i Guds billede«, var indholdet eller kærnen i Jesu samtale med Nikodemus. Uden at »fødes påny af vand og ånd« kan ingen komme ind i »Guds rige«. Dette vil igen sige, at mennesket må fødes i en ny fysisk organisme, tjenlig for en bevidsthedsindstilling og opfattelse af livet og tilværelsen som en guddommelig alkærlighedsmanifestation. Denne nye fysiske organisme er således »den nye fødsel af vand«, ligesom den nye bevidsthedsindstilling er det samme som »den nye fødsel af ånd«. Det er denne nye fødsel, der udgjorde »den store opstandelse« eller åbenbaring i verdensgenløserens fremtræden på jorden. Det var ikke en »opstandelse«, han først opnåede efter sin korsfæstelse, men det var en »opståen fra de døde«, han allerede havde tilegnet sig i svundne liv forud for sin inkarnation på jorden. Og det er den samme »opstandelse«, der er bebudet alle mennesker under udtrykket »Kristi genkomst«. Denne »Kristi genkomst« er det samme som »væsenets tilegnelse af Jesu livsoplevelse og den hermed forbundne væren »eet med Faderen«. Det er denne kosmiske bevidsthedstilstand, der udgør det »himmeriges rige«, som det jordiske menneske må stille sig for øje som dets store fremtidsmål. Det er denne »Kristi genkomst«, vi kender fra »Livets Bog« som »den store fødsel«. Det er forberedelserne til denne store »opstandelse fra dyr til menneske«, alle jordmennesker nu igennem ragnarok eller dommedag er under udvikling hen imod. Og det er tilegnelsen af denne »opstandelse«, der som nævnt er det altoverskyggende mål for den guddommelige villie i dag med hensyn til det jordiske menneske. Denne »opstandelse« kan altså udelukkende kun tilegnes og eksistere som det totale resultat af den fuldkomne næstekærlighed og dermed være den eneste sande kristendom eller menneskehedens frelse.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige