Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når man i den kristne verden fejrer påskedag, er det som bekendt til minde om en ejendommelig begivenhed, der for nitten hundrede år siden fandt sted i Jerusalem: den såkaldte »Jesu opstandelse«. Som vi ved fra Bibelen, blev Jesus korsfæstet og gennemstukket med et spyd, for at man kunne være sikker på, at han var død. Han blev derefter nedtaget af korset og begravet i en klippehule. En vældig stenblok blev sat for graven, ligesom der også omkring denne blev sat en solid soldatervagt. Dette skete Langfredag aften, men ikke desto mindre skete der det mærkelige, at søndag morgen fandt man vagten forvirret, graven åbnet, og mystiske væsener i graven fortalte, at Jesus ikke var der, men »opstået fra de døde«. Dette blev så igen lidt senere bekræftet, idet Jesus blev genkendt af sine venner, først af Marie Magdalene og siden af de to disciple, der var på vej til Emaus, ligesom han senere hen viste sig for dem alle sammen. En dag, da de var forsamlede i et rum med aflåsede døre af frygt for jøderne, viste Jesus sig levende midt iblandt dem, talede til dem og lod Thomas føle naglegabene og de øvrige mærker af korsfæstelsen på sit legeme.

Denne kropslige, fysisk-psykiske begivenhed, som Jesus i form af sine »materialisationer« åbenbarede for sine venner og disciple, er således for det kosmisk indviede væsen kun noget sekundært ved Jesu mission. Der er en anden »opstandelse« knyttet til Jesu liv og fremtræden, der er den primære og altbetydende, men denne fundamentale »opstandelse« er inden for den kristne verden egentlig blevet stillet helt i skygge af den sekundære eller mindre betydende kropslige opstandelse, der åbenbaredes i form af Jesu »materialisationer«.

For at forstå den første form for »opstandelse« må man gøre sig begribelig, at der eksisterer en proces, der hedder »materialisation«. Igennem denne proces kan et diskarneret væsen, en såkaldt »ånd«, danne sig et midlertidigt interemistisk fysisk legeme, igennem hvilket det i heldigste tilfælde for et lille øjeblik kan fremtræde som et fysisk væsen. Det kan således tale, høre og se på det fysiske plan og er faktisk ikke til at skelne fra et ordinært fysisk væsen. Denne proces er, som før nævnt, ikke knyttet til nogen særlig moralsk udvikling. Det er en egenskab alle mennesker mere eller mindre er i besiddelse af, selv om den hos almenheden er ganske latent og meget sjældent kommer til udtryk eller bliver anvendt uden for den ordinære »materialisation«, hvilket vil sige »fosterdannelsen« i moders liv. Men her foregår den ikke som en vågen dagsbevidst koncentration eller villiesakt. Her er den en automatfunktion, båret af de mentale energier, der hører ind under den første kosmiske grundenergi »instinktet« på samme måde som de øvrige selvstændigt virkende organer i organismen eller legemet. Det er den samme energi- og automatfunktion, der befordrer planternes organismeskabelse. Medens denne sidste form for »materialisation« er en automatisk tilbagevendende begivenhed i ethvert individs reinkarnation eller genfødelse, er den anden form for »materialisation«, som nævnt, kun en ved vågen, dagsbevidst tankekoncentration opretholdt villiesakt.

Da den ovenfor beskrevne materialisation på en måde er kunstig, kan den synliggjorte organisme eller de materialiserede dele af denne kun være af interemistisk eller akut natur. Væsenet kan ikke uafbrudt i dagevis opretholde materialisationen, således som tilfældet er med materialisationen, når den forekommer som fosterdannelse i moders liv på ordinær måde, og hvor den medvirkende mediumitet ikke betinges af, at et andet væsen giver sig selv hen i trance eller bevidstløshed, for at frigørelsen af materialisationsmaterialet kan finde sted. Bag skabelsen af denne sidste form for materialisation står der anderledes fundamentale kræfter og betingelser, som giver det materialiserede legeme den permanente stabilitet, som netop præger væsenernes fysiske legeme. Disse betingelser udløses af forældrenes talentkerner igennem forplantningsorganerne og koncentrerer sig i det kvindelige organ »livmoderen«. Dette organ er et rent vidunderredskab i reinkarnations- eller genfødelsesprocessens materialisations- eller opbyggelsesstruktur. Nævnte organ træder ved den ordinære materialisation (fosterdannelsen) i mediets sted. Moderen kan herigennem yde materialisationsmaterialet uden selv at skulle være i trance eller bevidstløshed. Da denne materialisation er koncentreret over måneder, bliver den daglige ydelse af materialisationsmateriale til fosteret af en så ringe mængde, at det normalt ikke volder nogen gene eller selvopgivelse ud over den almindelige anstrengelse, som det naturligvis må være at skulle bære fosteret i sin egen organisme og efterhånden nære dette nye legeme igennem sit eget kød og blod, igennem sin indtagne næring. Moderen må således til en vis grad spise og drikke for to eller flere, alt efter det antal fostre, der eventuelt samtidig er under tilblivelse i moderlivet.

Med hensyn til den interemistiske materialisation kræves der kun sekunder der, hvor den ordinære materialisation kræver dage og måneder. Den førstnævnte sker derfor så at sige i lyntempo. Her skal der derfor en hel anden stofydelse til, en hel anden indsats og ydelse af mediet, som her er i moderens sted. Hvis ikke det væsentligste af stoffet ved dematerialisationen gik tilbage til mediet, ville det endog kunne betyde en mere eller mindre livsfarlig katastrofe for mediet. Vi kan ikke her komme nærmere ind på dette problem, men må henvise til kommende analyser i mit hovedværk »Livets Bog«. Dog skal vi her nævne, at en sådan materialisation i virkeligheden er en »fysisk fødsel«. Denne »fysiske fødsel« afviger fra den ordinære fysiske fødsel ved at være en slags »jomfrufødsel«. Denne »fødsel« i form af en interemistisk materialisation skyldes jo ikke nogen kønslig befrugtning eller forplantning. Den er ikke baseret på en forudgående kønslig parringsakt mellem et hankøns- og et hunkønsvæsen. Denne »jomfrufødsel« i form af »materialisation« er endnu en meget sjælden foreteelse og så at sige ukendt af almenheden. Men dette forandrer ikke den omstændighed, at den hist og her i lukkede kredse eller cirkler, ved et samarbejde mellem fysiske og psykiske væsener, er ved at blive udviklet til en sådan stabilitet og kapacitet, at den engang i fremtiden, når menneskene har nået et langt højere etisk stadium end deres nuværende, vil komme til at bære reinkarnationen og fritage menneskene fra den nu gældende grove og smertefyldte fødsels- og dødsproces. Menneskene vil da, i stedet for at blive »fødte« ud fra et moderliv, smertefrit blive »materialiserede«. Og deres »død« vil kun være en »dematerialisation«. Reinkarnationsprocessen vil da ikke mere være det uhyggelige dødsmysterium for almenheden, som den er i dag. I denne kommende guldalder for jordmenneskene er Kristi rige, som før ikke var af denne verden, nu blevet et rige på jorden, et »himmeriges rige« i den fysiske verden eller på det materielle plan. Væsenernes udødelighed er da en kendsgerning på samme fysiske plan. Men før menneskene kan komme ind under denne underfulde, ophøjede livsform, må næstekærligheden være komplet, thi den permanente eller varige form, som materialisationsprincippet da vil udgøre, er netop udelukkende betinget af næstekærligheden og de hermed forbundne ændringer i den jordmenneskelige psyke. Det er netop, fordi næstekærligheden mellem væsenerne ikke er fundamental, at materialisationerne i dag kun kan frembringes som akute eller som øjebliksforeteelser og ikke under nogen som helst varig eller blivende form. Den nuværende momentvise materialisation er jo ikke baseret på moral, men derimod på villie og koncentration.