Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Individets fysiske Bevidstløshed eller Søvn betyder altsaa kun Tankestandsning paa det fysiske Plan. Det lever og tænker under denne Tilstand gennem de øvrige Legemer og oplever saaledes Livet paa disse Legemers Tilværelsesplaner. At dette er en fra den fysiske Tilværelse helt afvigende Form for Oplevelse af Liv er naturligvis en Selvfølge. Men dette Livs Natur har ingen Interesse for vort Emne her, og jeg maa derfor med Hensyn til dettes Analyser ogsaa her henvise til "Livets Bog".

Da Søvnen, som vi har set, udgør en Slags Helbredelse, Udbedring og Fornyelse af de smaa Skader eller Brud paa Nerve- og Tænkeorganerne, som Tankeprocessens "elektriske Strøm" har slidt eller forvoldt, bliver det her synligt, hvor betydelig en Faktor Søvnen er for ethvert Individ. Uden denne vilde en fysisk Tilværelse saaledes være ganske umulig.

Ved en bestemt Sum af Tænkning og dennes Forplantning gennem hele Organismen i Form af tilsvarende legemligt Arbejde opstaar der, som før nævnt, smaa mikroskopiske Skader eller Lemlæstelser i Nerverne, der jo udgør Tankeprocessens "Ledningsnet". Efterhaanden som disse Skader eller Brud tager til, bliver Nervernes strømførende Egenskab jo i tilsvarende Grad svækket. Denne Svækkelse udgør, som Læserne allerede ved, det samme som "Træthed". Efterhaanden som Strømføringen saaledes bliver svækket, bliver Strømmen af en tilsvarende tiltagende lavere og lavere Spænding. Men da Strømmen jo udgør selve Individets Fornemmelse af det paagældende Tilværelsesplans Liv, Bevægelse og Energi, bliver denne Fornemmelse jo ogsaa i tilsvarende Grad i Aftagende. Denne Aftagning af Individets Evne til at fornemme Livet oplever det som "Søvnighed". Naar et Individ er "søvnig", vil det altsaa betyde, at Nerverne er "opslidt", de mikroskopiske Brud og Lemlæstelser er paa sit højeste, er af en saadan fremtrædende Natur, at de saa at sige lukker af for Strømmen, hvorved Tankestandsningen og dermed Bevidstløsheden eller Søvnen i tilsvarende Grad naturligvis maa gøre sig gældende.

Under den i Form af Bevidstløsheden eller Søvnen fremtrædende Afspænding af Nerverne læges, heles og udbedres disse. Naar denne Helbredelsesproces er til Ende, begynder Strømføringen atter at gøre sig gældende, hvilket igen vil sige det samme, som at Individet "vaagner". Med fornyet Kraft, Styrke og Velvære fornemmer det atter Livet, ser Dagens Lys og oplever Blodets Varme i sine Aarer.

Men det er ikke altid, at denne Opvaagnen fornemmes som bar Velvære. Undertiden er den ledsaget af stærk Værken i alle Lemmer, Hovedpine og Ugidelighed; hvordan kan det nu være?

Ja, som Læseren i Henhold til foranstaaende let vil kunne forstaa, kan et Væsen med sit Forhold til Søvnen gøre ubodelig Skade paa sin Organisme og dermed et tilsvarende Attentat paa sit eget Velvære. Hvis et Væsen ikke respekterer sin Træthed eller Søvnighed, men kæmper imod, hvilket jo meget ofte sker i saadanne Tilfælde, hvor Individet har brugt den Tid, i hvilket det skulde sove, til natlige Udsvævelser eller Sold og ikke desto mindre skal passe sit Arbejde Dagen derpaa, eller i saadanne Tilfælde, hvor det paa Grund af Fattigdom maa anvende en altfor stor og unaturlig Del af Døgnet til Arbejdstimer, faar det jo altfor lidt Søvn. Et saadant Væsen faar ikke "udsovet". Det kommer ikke i Seng saa tidligt, at Skaderne kan blive helt udbedrede og Nerverne helt lægte inden det Tidspunkt, hvor Nødvendigheden atter tvinger det til at staa op. Det kan derfor ikke vente, til det har udsovet, og dets Opvaagnen derved paa naturlig Maade sker af sig selv, men har maattet vænne sig til en permanent kunstig Opvaagning. Denne Opvaagnen sker i de fleste Tilfælde ved "Vækkeure" eller ved et andet Individs "Kalden". Men den unaturlige Opvaagnen kan ogsaa blive saa vanemæssig, at den kan finde Sted ganske af sig selv, paa det givne Tidspunkt, uden nogen som helst ydre Paavirkning. Men en saadan Tilstand er kun Udtryk for, at Individets Soveevne allerede er svækket, er paa Retur. Nævnte Soveevne skal helst kunne garantere, at Individets fulde tiltrængte Søvn sker i eet eneste samlet Træk, hvilket altsaa vil sige uden nogen som helst Afbrydelse. At vænne sig til at vaagne kunstigt er altsaa det samme som at udøve Attentat mod nævnte Evne. Og dette Attentat, hvor uskyldigt det saa end tager sig ud, ligegyldigt om det er foretaget med "Vækkeur" eller ved et andet Væsens venlige "Kalden", er i Tusinder af Tilfælde den første spæde Begyndelse eller Indledning til det, der senere i Livet for mangfoldige Mennesker betyder "søvnløse Nætter". Disse Menneskers "Vaagneevne" har efterhaanden udviklet sig videre og videre for tilsidst at blive saa altdominerende i Bevidstheden, at den for Sjæl og Legeme sundhedsbefordrende, styrke- og hvilegivende, naturlige "Soveevne" kun er tilbage som "Ruiner" eller "Brudstykker" af sin oprindelige Tilstand. Disse Individer kan næsten slet ikke sove. At dette, uden kyndig, helbredende Indgriben, betyder Nedbrydning og Undergang af de paagældende Væseners fysiske Fremtræden er naturligvis en Selvfølge.

Naar et Individ vaagner, før det har udsovet, er Skaderne eller Brudene i Nerverne altsaa ikke helt udbedrede eller lægte. Naar samme Individ ved sin Opvaagnen og den dermed indtraadte Tankeproces paany sender "Strøm" eller "Magnetisme" gennem Nerverne, vil dette jo betyde Smerte eller Værken rundt om i Legemet, idet Nerverne jo paa Grund af deres ulægte Tilstand er ømme, ja er næsten at betragte som Saar. Ved en permanent for tidlig Opvaagnen bliver disse "Saar" altsaa aldrig lægt. Men Saar, der aldrig bliver lægt, men faar Lov til at vokse videre, bliver let inficeret med, eller modtagelige for, mange andre Svagheder eller Former for Usundhed for derved tilsidst at blive en Katastrofe for Individet; og saaledes ogsaa med de overanstrengte Nerver. En permanent Mangel paa Hvile eller Søvn vil uvægerlig tilsidst faa Nerverne til bogstaveligt at fremtræde i "Laser" og "Pjalter". Gennem et saadant "Ledningsnet" kan "Tankemagnetismen" kun vanskeligt befordres, hvilket igen bevirker et Pres i Hjernen, der mærkes som Hovedpine, hver Gang Individet forsøger at tænke eller arbejde med Hjernen. Naar dertil kommer, at Blodet i saadanne Tilfælde, hvor det ikke faar det fulde Kvantum Magnetisme, samtidigt med, at den Magnetisme, der saaledes sparsomt tildeles det, ikke kan være af nogen høj Kvalitet som "Livskraft", idet Individet jo ikke under de foreliggende Omstændigheder kan være i noget højt og lysende Tankeklima, men snarere bevæger sig i Selvbebrejdelsernes, Samvittighedsnagets og Melankoliens mørke og gustne Taageskyer, er det givet, at Individets samlede Organisme i et saadant Tilfælde er under et hurtigt voksende Fald mod svære Lidelser, mod dets egen Dommedag og Undergang.

Men ligesom Individet kan faa for lidt Søvn, saaledes kan det ogsaa faa for megen Søvn. I et saadant Tilfælde bliver Nerverne ligesom "forvoksede". Fornyelsen bliver unaturlig, og Nerverne dermed i tilsvarende Grad uegnet som Ledning for Livskraften. Der opstaar derved omtrent de samme Symptomer som ved for lidt Søvn med Træthed, Værken i Lemmerne, Hovedpine og Ugidelighed.

Men Hensyn til, hvor megen Søvn et Individ skal have, kan der ikke gives nogen for alle fælles Regel, idet det er meget individuelt. Men man skal i alt Fald have saa megen, at man paa naturlig Maade vaagner af sig selv. Og hvis man saa i Tilknytning hertil kun betjener sig af rene og ædle Tankeklimaer, da vil nævnte naturlige Opvaagnen være ledsaget af en Følelse af et saadant Velvære og en saadan Arbejdslyst, at enhver Tanke om at fortsætte Hvilen eller Sengelejet i højeste Grad er ubehagelig, hvorfor man skyndsomt forlader dette for i straalende Humør og Livsglæde at gaa de med den ny Dag forbundne Oplevelser, Frembringelser og Foreteelser i Møde.

Læseren har nu faaet lige akkurat saa meget Indblik i Organismens Hovedfaktor: Tankefunktionen og den derigennem manifesterede Livskraft, at han er i Stand til at forstaa efterfølgende Analyse af Organismens Identitet som "Univers" og Universets Identitet som "Organisme". Denne Forstaaelse er, som han nu skal se, netop nødvendig for at kunne opleve den rette og højeste guddommelige Erkendelse af hans Ansvar overfor de Myriader af Mikroindivider eller levende Væsener, for hvem hans Organisme er blevet den Verden eller det Verdensalt, der af Forsynet er skænket dem som Vejen til Livet. At komme i Kontakt med Forsynet paa dette Omraade og gøre sin Organisme til en fuldkommen og behagelig Vej til Livets Oplevelse for disse Hærskarer af smaa Individer er en af de Realiteter, der maa opfyldes og praktiseres, før den fuldkomne Overholdelse af det femte Bud, "Du skal ikke dræbe", eller Opfyldelsen af det ene store Kærlighedsbud "Elsker hverandre", der er "alle Loves Fylde", er en Kendsgerning. Og før denne Kendsgerning eksisterer, vil en sygdoms- og lidelsesfri Tilværelse heller aldrig nogen Sinde kunne blive en Kendsgerning. Indtil da er Individerne mørkefrembringende og maa selvfølgelig leve i dette af dem selv frembragte Mørke.

Som den udviklede Læser heraf vil se, er Individets Forhold til sin egen Organisme og de i denne eksisterende Mikrovæsener ikke en Biting i Skabelsen af dets egen fremtidige Skæbne eller Lykketilstand, men derimod i allerhøjeste Grad en ligesaa stor Hovedting som dets Forhold til dets øvrige Medvæsener i Tilværelsen. Og da dets Organisme ogsaa ud over Døden er Bolig for organiske Mikrovæsener, bliver dets Ansvar for dets egen Ligbegængelse og dermed for disse smaa Individers Skæbne saaledes ikke, som det uvidende Menneske nu forestiller sig, en ren Biting, men derimod en uundgaaelig Hovedfaktor, overfor hvilken en overfladisk eller skødesløs Erkendelse, der udløser sig i en unaturlig og pludselig Tilintetgørelse af Organismen, f. Eks. i Form af "Ligbrænding", uundgaaeligt vil udelukke Individet, om end ikke fra en glimtvis okkult Begavelse, saa dog fra den fundamentale Oplevelse af "Den store Fødsel" og det med den forbundne permanente "Kosmiske Klarsyn" eller totale Overskygning af "Den hellige Aand". Individet kan aldrig komme til helt at "se Gud", saalænge dets egen Udstraaling formørker Vejen til Livets Oplevelse for de naturlige Mikrovæsener i dets egen Organisme, eller fra samme Organisme, ved primitiv eller mørk Tænkemaade, udelukker den nærende Livskraft, som en højere Tankeform eller en permanent Kærlighedsopfattelse til Alt og Alle giver.

Naar jeg i den samlede Artikel om Bisættelse er kommen ind paa saa dybtgaaende Felter Sagen vedrørende, at de fra en overfladisk Betragtning, for enkelte af Læserne, maaske kan synes Hovedemnet ganske uvedkommende, saa skyldes det netop Sagens, i Henhold til ovennævnte, alvorlige Natur i Forbindelse med den Omstændighed, at jeg ikke har følt mig berettiget til at forvente, at Læserne sad inde med de for den rette Forstaaelse af en Ligbegængelses sande Analyse nødvendige Forkundskaber, og navnlig med Henblik paa den under samme Emne henhørende Vildfarelse, der hedder "Ligbrænding", og som indtil en vis Grad er blevet et Dogme, der blindt og uden nogen tilstrækkelig intelligensmæssig Stabilisering af enkelte Individer paaberaabes udelukkende i Kraft af den spinkle Begrundelse, at "fremragende Okkultister har ladet deres Lig brænde".

Med Henblik paa det gennem denne Begrundelse afslørede Ukendskab og primitive Følelsesforhold til Mikrokosmos i Forbindelse med stærke Opfordringer til mig om et Svar paa Ligbrændingsspørgsmaalet, har jeg, for at et saadant Svar skulde kunne faa den fornødne logiske eller intelligensmæssige Vægt, følt det nødvendigt, saaledes som det gennem det foranstaaende nu er blevet Læseren bekendt, at give nogle enkelte Omrids af Jegets Forhold til Mikrokosmos og derigennem, i Forbindelse med det efterfølgende, give ham, i alt Fald, de mest uundværlige Faktorer i Hænde for Skabelsen af hans retmæssige Erkendelse af Forholdet mellem hans eget Jeg, hans Organismes Dybder og de guddommelige Love.

En Organisme er altsaa i Henhold til det tidligere omtalte udgørende en Kombination af Betingelser, der tilsammen danner Skuepladsen for umaadelige Hærskarer af levende Mikrovæsener af indbyrdes vidt forskellig Natur, Fremtræden og Former for Oplevelse af Livet. Samme Kombination, der i Virkeligheden udgør det samme, som det, der i Livets Bog udtrykkes under Begrebet "X 3", opretholdes paa Basis af en anden Realitet, som i samme Bog udtrykkes som "X 2". Disse to Realiteter, der henholdsvis igen kan udtrykkes som "Organismen" og "Skabeevnen", vilde dog igen være ganske uden Betydning, hvis der ikke eksisterede en tredie urokkelig Realitet, nemlig et "Noget", der kan opleve og benytte denne Skabeevne og Organisme. Dette guddommelige "Noget" er det samme som "Jeget" eller som i Livets Bog udtrykt "X 1". Gennem sin Organisme og Skabeevne oplever og manifesterer det Livet. Men da dets Organisme, som vi jo ved, bestaar af levende Mikrovæsener, og disse hver især igen ligeledes har deres lille Organisme og Skabeevne og derfor ogsaa maa have et lille Jeg, der oplever Livet, bliver det saaledes her gennem det levende Væsens Grundanalyse synligt, at der i dets Fremtræden eksisterer to Former for Oplevelse af Livet, nemlig dets egen Oplevelse og Mikrovæsenernes Oplevelse. Disse to Former for Oplevelse vil vi herefter henholdsvis kalde "Makrooplevelsen" og "Mikrooplevelsen", idet vi jo med Henblik paa Forskellen mellem de to Oplevelsesformers Ophav nødvendigvis i nærværende Tilfælde maa betragte den samlede Organisme og dens Indehaver som Mikrovæsenernes "Makrokosmos" og den samlede Fremtræden af de smaa Væsener i samme Organisme som "Mikrokosmos" for Organismens Ophav. I Henhold hertil vil vi derfor ogsaa i det efterfølgende betegne nævnte Ophav som "Makroindividet" og alle samtlige smaa Væsener i Organismen for "Mikroindividerne".

Medens Makroindividet er direkte bevidst i Makrooplevelsen, der jo er dets egen direkte Oplevelse af Livet, er det kun indirekte bevidst i Mikrooplevelsen eller de smaa Væseners Oplevelse og Tilværelse i dets Organisme. Denne indirekte Oplevelse forekommer hovedsageligt, naar der i samme Organisme opstaar Disharmonier. Disse Disharmonier oplever Makroindividet som identisk med dets Sygdom, Smærte og Lidelse. Naar der ingen Disharmonier forekommer i Organismen, opgaar Mikroindividernes samlede Tilværelse og Oplevelse kun i Makroindividets Oplevelse som Fornemmelsen af et naturligt Velvære. Naar et Individ føler legemlig Smærte og Lidelse, vil det altsaa sige det samme som, at der i dets Organisme findes en hel Del Mikroindivider, der paa en eller anden Maade har faaet deres Livsbetingelse eller Eksistens besværliggjort og deres smaa Organismer mere eller mindre lemlæstede eller ødelagte af den for dem deraf opstaaet unaturligt forøget "Kamp for Tilværelsen". Hvis det ikke netop var smaa Organismer, repræsenterende smaa levende Væsener, Organismen bestod af, men derimod "dødt Materie", hvilket naturligvis er en Umulighed i Universet, vilde Smærte og Lidelse ikke kunne eksistere. Og da Smærten og Lidelsen er den urokkelige Basis for den første Form for Skabelsen af Makroindividets Oplevelse af Visdom og Kærlighed og den deraf fremtrædende absolut fuldkomne Lykke eller Oplevelse af Guddommens eget Liv, den Tilværelse, som i Virkeligheden er en Kendsgerning, men af det store Flertal af Jordmenneskene fejlagtigt opfattet eller misforstaaet, vil nævnte Oplevelse uden disse Mikroorganismer saaledes være en Umulighed. Makroindividet kan saaledes ikke eksistere uden paa en vis Maade hele Tiden at være i Kontakt med Fornemmelsen af sine Mikroindividers Oplevelse af Behag eller Ubehag. Dets Organisme er som tidligere nævnt et "Univers", beboet med Myriader af levende Væsener, der alle hver og et er med til, i Form af Kampen for deres egen Tilværelse, at opretholde Makroindividets Fornemmelse af at være til. Fra alle Egne af dette "Univers", ja selv fra de mest utilgængelige og fjerneste, er der lagt "Ledninger" indtil Centrum, indtil Makrojeget. Da hver enkelt af disse "Ledninger", om end usynligt for det fysiske Øje, med Hundreder af Forgreninger er rodfæstet i et Mikroindivids Organisme, bliver selv den mindste Vibration eller Bevægelse i nævnte lille Organisme overført til Makroindividet. Dette fornemmer saaledes en uafbrudt Strøm af disse smaa Væseners Tilværelsesvibrationer. Denne Strøm kendes i den daglige Tilværelse som identisk med Makroindividets "Almenbefindende", medens "Ledningerne", som Læserne sikkert allerede har gættet, er det samme som "Nerverne".

Nævnte Almenbefindendes Kvalitet er altsaa afhængig af Makroindividets Organismes Kvalitet som "Univers" for det paagældende Trins naturlige Mikroindivider. Hvis Makroindividet ved usund Levevis, Laster og Katastrofer har paaført sin Organisme Lemlæstelser, indvendige eller udvendige Beskadigelser, frembringer dette jo Katastrofer for Mikroindividerne i de Egne af Organismen, hvor Beskadigelserne eller Nedbrydningerne har fundet Sted. Tusinder af disse Væseners Lemlæstelse og Død finder saaledes Sted ved unaturlig Fremtræden af Makroindividet, hvorved de Funktioner, som de nævnte smaa Væsener var med til at udfylde eller befordre i dettes Organisme, derved naturligvis svækkes eller umuliggøres. Og Makrovæsenets unaturlige Levevis eller Fremtræden bliver saaledes i værste Tilfælde til en Katastrofe for dets samlede Organisme og dermed for dets egen naturlige Evne til at opleve Livet.

Imellem Makroindividet og Mikroindividerne er der saaledes et indbyrdes Afhængighedsforhold. Mikroindividernes "daglige Liv" og Færden udløser sig i Makroindividets "Almenbefindende", medens Makroindividets daglige Liv og Færden udløser Opretholdelsen og Skabelsen af Kvaliteten af Skuepladsen for Mikroindividernes Form for Oplevelse af Livet, idet Makroindividets samlede Organisme jo er Univers eller Bolig for disse Væsener. Hvis Makroindividet udgør det, vi kalder "et højt udviklet Væsen", hvilket vil sige et Væsen, der i Kraft af sin Kærlighedsstandard, sit store Erfaringsmateriale, sin Intelligens og Visdom lever i fuld Kontakt med de guddommelige Love, maa dets Organisme frembyde en fuld harmonisk og sygdomsfri Fremtræden, medens det modsatte er Tilfældet med et Makroindivid, der udgør et mindre udviklet eller primitivt Væsen, hvilket altsaa vil sige et Væsen, der endnu ikke kender Livets Love og derfor ikke kan være i Kontakt med disse og saaledes endnu er født til at myrde og dræbe, sønderflænge og skabe Lidelse. Disse to Former for Makroindivider repræsenterer saaledes forskellig Livsbetingelse og kan ikke have den samme Opholdszone. For at kunne opretholde Livet maa de Væsener, hvis Livsbetingelse kun kan opretholdes i Kraft af at dræbe, jo befinde sig i en Zone, hvor der er tilstrækkelig Basis for denne Mordevne. Rovdyret mister saaledes sine Livsbetingelser, hvis det bliver lukket inde i et Omraade, der er Hundrede Procents vegetabilsk, hvilket vil sige et Omraade, hvor der ikke findes Dyr at dræbe. Paa samme Maade maa det Væsen miste sine Livsbetingelser og fysisk ophøre, hvis Livsbetingelser er det modsatte af at dræbe, hvis det blev indespærret i et Hundrede Procents animalsk Omraade. Hermed tænker jeg naturligvis ikke paa det jordiske Menneske, thi det er endnu ikke naaet saa langt frem i Udviklingen, men derimod det færdigudviklede Menneske eller "Gudemenneske".

Livet betinger saaledes selv, at alle Væsener hver især kommer til de Omgivelser og Zoner, hvor der er Basis for Opfyldelsen af deres Livsbetingelser. Dette bliver altsaa Livets Almenlogik. I Samklang hermed bliver Organismernes Mikroindivider ogsaa af forskellig Natur, idet de paagældende Organismer i deres Indre jo ogsaa frembyder højst forskellige Livsbetingelser for disse Væsener. Mindre udviklede Makroindivider der lever i Disharmoni med Lovene, og hvis Organismer derfor repræsenterer Sygdomme, Lemlæstelser og Lidelser, giver naturligvis ikke de samme Livsbetingelser for Mikroindividerne som de Væsener, hvis Organismer repræsenterer den højeste Fuldkommenhed og Harmoni. Og det er da ogsaa en Kendsgerning, at det ikke er de samme Blodlegemer, Celler, Molekyler o. s. v. i et Menneske som i et Dyr, og heller ikke de samme smaa Realiteter i et Dyr som i en Plante. Ethvert levende Væsen faar altsaa Mikroindivider i sin Organisme, der i det Væsentlige passer ind i dets Udviklingsstandard, hvilket vil sige Karaktertrin og Væremaade. Hvis et Væsen f. Eks. har primitiv Tænkemaade, bliver dets Magnetisme eller Livskraft, som allerede paavist, ogsaa primitiv, hvilket igen gør Blodet af en lavere eller ringere Kvalitet. Dette skaber uundgaaeligt igen en tilsvarende ringere Kvalitet af Livsbetingelser for Mikroindividerne i dets Organisme. Og det paagældende Væsen faar da kun tilsvarende primitive Mikroindivider i sin Organisme, medens et Makroindivid med en fin og højt kultiveret og kærlighedsudløsende Tænkemaade skaber den diametralt modsatte Tilværelsesbetingelse i sin Organisme, skaber Ophold for tilsvarende fremragende udviklede Mikroindivider i denne. Hvad dette giver af Velvære og Styrke, Manifestationsevne og naturlig Glæde ved Livet for det paagældende Makroindivid er næsten ufatteligt for det almindelige jordiske Menneske, der endnu i Forhold hertil lever i det dybeste Mørke.

Hvis et Individ efterhaanden har gjort sig til Dranker og derved faaet et uudslukkeligt Begær efter Spiritus, vil det altsaa sige, at det har ødelagt Livsbetingelsen for de fleste af de Mikroindivider, der naturligt havde hjemme i dets Organisme, og saaledes skabt denne om til kun at kunne være Bolig for Mikroindivider af en saadan robust Natur, at de ligefrem har disse uheldige Forhold, som Drikkeriet afstedkommer i samme Organisme til Livsbetingelse. Men naar en Organisme bliver fyldt med et Flertal af Mikroindivider, der staar under den Standard, som ellers vilde være at betragte som den naturlige for den nævnte Organismes Normaltilstand, er det givet, at samme Organismes Udseende og Kvalitet kommer til at afvige fra den Standard, som den vilde have repræsenteret, hvis den var fyldt med de for dens oprindelige Tilstand naturlige Mikroindivider i dens Indre. At et saadant Individ dermed i tilsvarende Grad mister sin naturlige Førlighed, svækker sin Tænkeevne og kommer længere og længere ned i Primitivitet for tilsidst at fremtræde med en Organisme saa ødelagt, at den nu kun kan være Bolig eller Univers for Mikroindivider af en saa ringe Standard eller i en saadan Udviklingsafstand fra Makrojeget, at dette helt mister Kontrollen over Organismens Funktioner og Fremtræden, hvilket Tab som oftest slutteligt for samme Individ udløser Døden paa et Sindssygehospital eller en Aandssvageanstalt, er en af de Katastrofer som et saadant unaturligt Forhold i værste Tilfælde udløser sig i. At man paa samme Maade nedbryder sin Organismes Standard som Bolig for de naturlige Mikroindivider og dermed tilsidst umuliggør den som Redskab for Jegets Manifestation, ved alle andre Former for Laster, unaturlige og dermed giftige eller narkotiske Nydelser, unaturlige Begærs Tilfredsstillelse, er naturligvis en Selvfølge. At saadanne ulykkelige Væsener, absolut alle uden Undtagelse, i kommende Liv bliver hjulpet tilbage til den naturlige Tilværelse er en Kendsgerning for den kosmisk klartseende, men det har ingen Interesse i nærværende Artikels Hovedemne, og jeg maa derfor desangaaende atter henvise Læseren til Livets Bog.