Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forklaring til

Som vore læsere vil vide, har vi i de foregående numre af KOSMOS søgt at illustrere den ånd eller bevidsthed, der besjæler naturen. Vi gør det, fordi altfor mange mennesker i vor verden faktisk lever på den illusion, at naturen blot er "døde" kræfter, medens sandheden for os er den, at naturen er intet mindre end den del af Guds bevidsthed, vi er i nærmest berøring med, og følgelig kan lære mest af.

Åndeligt liv og viden kan ikke blot være noget, der angår os selv som mennesker betragtet alene, det må også omfatte den kundskab om guddommens skabende kræfter, der bliver os til del igennem vort møde med andre livsformer end vor egen. Ordene "fantasi" og "naturen" er ofte betegnelser for en pose, man hælder alt det ned i, man ikke forstår. Det er så let at affærdige det, man er vidne til, med tomme talemåder Men undersøger man en yderverdens fænomener for alvor, gribes man gang på gang af en dyb ærbødighedsfølelse for det, man bliver vidne til. Kræfterne virker overalt, og når man ved "kræfterne" lærer at forstå Guds mentalitet, begynder man også at se hans spor, hvorhen man end vender sig.

Vort billede, der er hentet fra "Universets Undere" (Gyldendal 1914), viser dennegang noget i virkeligheden helt fantastisk. En regulær faldgrav med automatisk virkende faldlem - altså noget, det vilde koste stor menneskelig snilde at kopiere. Ikke desto mindre findes der et væsen, der har en fuldkommen viden om et sådant dræbende instruments konstruktion indbygget i sig som automatfunktion. Jordedderkoppen formår at forsyne indgangen til sit bo med denne fælde og formår at spinde hængslerne så snildt, at lemmen er selvlukkende. Ja så fint fungerer denne mekanisme, at går edderkoppen sig en tur, må den ved hjælp af småpinde etc. sikre sig, at døren er så meget åben, at den selv kan komme ind igen. At døren eller lemmen derudover er så fint camoufleret, at edderkoppens fjender kan spadsere lige henover den uden at bemærke den, nævnes kun for fuldstændighedens skyld.

– Og alt dette skyldes bare "naturen", skyldes "døde og livløse" kræfters selvvirken i en "død" natur! Mon ikke det menneske kommer sandheden om disse fænomeners virkelige oprindelse nærmest, der i dem ser, ikke død, men derimod beviset for en allestedsnærværende levende og skabende ånd? I hvert tilfælde venter der den, der nærmer sig naturens vidundere med denne indstilling i sit sind, glæder, som den ikke kender, der alene tilkender mennesket en udødelig sjæl.