Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Citat fra »Den røde Stjerne« af Johannes Jørgensen.

»Hvordan kan man overhovedet sige sandhed uden ved at digte? Det er jo ikke en papirkurv fuld af fakta, man vil vælte ud over sin læser – man vil meddele ham et indtryk af liv, af en udvikling, af noget, der går for sig efter bestemte linjer og drevet af bestemte kræfter.

Derpå har jeg da formentlig lagt an – at påvise, hvorfor det menneske, jeg her skildrer, og som jeg altså kalder »jeg«, blev sådan, som han blev, gik i den retning, han gjorde, begik de fejltrin, hvori han gjorde sig skyldig. Ved dette studium af »jeg«, har jeg selv lært meget. Især er jeg blevet bestyrket i en af mine yndlingstanker – denne nemlig, at man i livet ganske nøjagtig kommer didhen, hvor man inderst inde ønsker at komme.

Jeg tror ikke, at denne påstand vil anerkendes af alle, og jeg begrunder den derfor nøjere. Arthur Schopenhauer har i sit hovedværk den mærkelige sætning, at enhver har det, som han fortjener at have det, og at i alt, der vederfares en, sker en kun ens ret. Verden som forestilling, siger han, er nemlig kun udtryk for verden som vilje, og al elendighed, al lidelse, alle kvaler, som den rummer, er altså en følge af, at viljen vil – er kun således, fordi den således vil det.

Også udenfor Schopenhauers metafysiske system beholder denne tanke sin rigtighed. Det hedder ikke blot: »Hvad et menneske sår, det skal han og høste,« men også: »Salige er de, som hungrer efter retfærdighed, thi de skulle mættes.«

Med andre ord: hvorhen et menneske inderst inde vil, did kommer han også, hvad han af hele sin natur attrår, det opnår han også. Livet består af en uafbrudt række valg, store og små – og mennesket vælger uafladeligt i følge sit inderste væsen. Men denne række små valg, altid i samme retning, betinger ganske af sig selv livsretningen. Der er mennesker, som vil være lykkelige – måske færre end man tror. Der er naturer, som har trang til ulykke – flere end man tror. Det er ikke blot Arthur Gordon Pym (i Edgar Poe's bog af samme navn,) der om sig selv kan sige: »Det jeg higede efter og stundede mod, var skibbrud og hungersnød, død eller fangenskab mellem barbariske horder, et liv, der i sorg og tårer slæbte sig hen på en grå og øde klippe i et ukendt og aldrig befærdet hav.« Der er mange, hvis ideal er at være ulykkelige, Ernest Hello har skrevet et mesterligt kapitel om, hvad han kalder la passion du malheur, lidenskaben for at være ulykkelig. Denne lidenskab er den til grund liggende for mange menneskers liv. Tanken om at være lykkelig forekommer dem fad, kvalmende – som alt for søde sager. Deres hu står til den bitre, stolte, stivsindede ulykke. Og denne indre trang er det, som uafbrudt vælger i mennesket – den er den drivende kraft, den motor, hvoraf livet virkes – den personlige formel, hvoraf hver enkelts liv er en funktion.

Jeg har en gang skrevet: »Idealer er til for at virkeliggøres.« Jeg vil nu hellere sige: »Idealer virkeliggør sig selv.« Her taler jeg naturligvis ikke om de idealer, man kun har pro formå – facadeidealerne. Jeg taler om de idealer, som er levende kræfter – dit blods idealer, dit køds idealer, din længsels og din viljes idealer. Vær ikke bange – eller vær bange: hvorhen de vil føre dig, did kommer du. Som de er, således bliver du. En der vidste det af bitter erfaring – Oscar Wilde – har sagt: »Du kan intet tænke i dit lønkammer, som du ikke én gang skal blive nødt til at råbe fra tagene.«