Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Deres livsanskuelse hviler i væsentlig grad på erkendelsen af, at sanselige, forgængelige ting ikke giver varig lykke eller fred, at alle ydre materielle former er underkastet forvandlingens lov, – at mennesket, når det gør sin lykke afhængig af disse svindende former, bygger sit hus på sand og udsætter sig for uafladelige skuffelser. "De nydelser, som er født af berøring med ydre former, er svangre med smerte", – siger det indiske skrift Bhagavadgita.

Derfor flygter orientaleren fra formernes verden, og han søger at sænke sin tanke ned i panteismens mystik. Når sygdom rammer ham, lægger han sig ned på sit leje, bedækker sit ansigt, velsigner den Højeste og – vandrer heden! Dette er østerlandsk kvietisme i renkultur. Den er "logisk", men – den ligger altfor ofte som en søvndyssende tåge over østerlændingen og hans samfund. Der er fejl i opbygningen af denne orientalske livsopfattelse. Det er rigtigt nok, at varig lykke ikke kan grundes på forgængelige former. Men dermed er ingenlunde sagt, at mennesket bør flygte fra formerne. Det er rigtigt, at formerne bliver kilden til mangen lidelse; men dette er følgen af, at man tillægger dem absoluthed i stedet for relativitet. Den vesterlandske filosof har ret, som over for den orientalske kvietisme påpeger, at formerne avler lidelser og smerter, når man ophøjer formen til et i sig selv afsluttet mål i stedet for at betragte den som et middel, som gennemgangsled til et mål, og at man aldrig må glemme, at formerne er midler til udvikling, til erkendelse, til idealernes virkeliggørelse. Som sådanne "midler" kan formerne benyttes uden at lægge smertende eller hemmende bånd på sjælen. En form forgår, men det udviklingsresultat, som den var et middel til at hidføre, vedbliver. Formen er forgængelig, men den sandhed, som den udtrykte, er evig. Der er kommet megen ulykke ind i jordtilværelsen, mange smerter, mange skuffelser, fordi formerne er blevet gjort til skillemur mellem menneskene og det uforgængelige, i stedet for at menneskene burde betragte dem som en bro, ad hvilken det uforgængelige kan nås og gribes.

Helt modsat østerlændingen falder Vestens mennesker såre let for den fristelse at lade sig binde og beherske af de forgængelige former. Vesterlændingen glemmer altfor let, at formerne kun har en relativitetens funktion i jordelivet, – at de er midler på vejen opad mod den evige sandhed. Det er vesterlændingens fordybelse i hans "tilbedelse" af den forgængelige form, der driver ham ud i yderlighed, gør ham overfladisk, rastløs midt i den udvortes civilisations vækst og hjerneintelligensens, den materialistiske tænknings, mægtige udvikling. Følgerne af denne materialistiske livsopfattelse, af at gøre intelligensen til en slags afgud, er vor tids latterlige, hæsblæsende hastighedsrekordjageri, den ustandselige fart, hvormed vesterlændingen stræber efter at "leve livet" – en fart, som står i omvendt proportionalt forhold til de indre oplevelser, der ofte er yderst magre. Tror man ikke, at vor store, gamle digter H. C. Andersen havde mangefold rigere indre oplevelser på sin "Fodrejse fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager" end Vestens moderne rigmand, som i flyvemaskine tager en sviptur omkring jordkloden eller med sit "dollargrin" "gør" det ene land efter det andet? – Disse moderne hastighedstriumfer i bil eller i aeroplan, hvor målestokken er tusinder af kilometer, har i virkeligheden ligeså ringe betydning, set fra et højere stade eller fra et indre ståsted, som de bittesmå, næsten mikroskopiske væseners "vandringer" på et grønt blad, hvor målestokken er en lille brøkdel af en millimeter. Tilbedelsen af hastighedsrekorderne har kostet mangt et menneskeliv, hvad der naturligvis må beklages i høj grad, – men nogen betydeligere skade m. h. t. jordudviklingen anrettes jo heldigvis ikke gennem de halvt komiske foreteelser af nævnte art. Desto mere skæbnesvangert er kapløbet i formernes verden, rastløsheden, hvileløsheden, den p. gr. af den unødigt materialistiske livsopfattelse utilfredsstillede (ubevidste eller kun halvt bevidste!) attrå efter større, højere, virkelige værdier, når uroen forplanter sig til det politiske liv. Oplever vi måske ikke netop nu, da jorden, hvis livsopfattelsen svarede til de kosmiske sandheder, ville forvandles til et paradis for menneskeheden, at de såkaldte civiliserede nationer kaster sig ind i et næsten "sportsmæssigt" væddeløb om udvortes magt, om at kunne eje (!!) så store dele af kloden som muligt (en vanvittig tanke!) og derfor, i strid med al sund fornuft og handlende stik imod loven for tilværelsen, er på god vej til at fremmane en jordkatastrofe af hidtil uset, skrækindjagende omfang? –

Findes der da ingen frelse fra den truende jordkatastrofe? Jo, – men det haster! Kun en radikal mentalitetsforandring kan redde menneskeheden fra Ragnarok. Frelsen ligger i, at der bygges bro mellem østerlandsk og vesterlandsk livsopfattelse. Østerlændingen må opgive sin asketiske flugt fra formernes verden, vie sig til arbejde gennem formernes relativitet som middel til her på jorden at virkeliggøre en del af den evige sandhed. Og vesterlændingen må ophøre med at lade sig bjergtage af de forgængelige former. Han må i sin hidtidige altfor ensidige udadvendthed lade indpode sandhederne fra den østerlandske indadvendtbed. Han må komme i kontakt med den universelle tanke, må søge at få del i den kosmiske bevidsthed. Han skal ingenlunde opgive sit energiske arbejde i den fysiske, materielle verden. Men det praktiske liv skal løftes op til det åndelige, medens dette sidste skal gennemsyre og gennemstråle den materielle, fysiske, jordiske tilværelse. Vesterlændingen må sætte sine praktiske handlinger ind i den kosmiske visdoms, den kosmiske kærligheds, den evige udviklingsgangs tjeneste, han må holde op med at handle ud fra urene, egoistiske motiver. Det er jo sådanne motiver, der hemmer og hindrer den åndelige udvikling. Den nuværende tilstand må ophøre, der kan karakteriseres ved, at de sjælelige kanaler er tilstoppet, som skulle tilføre os åndelig kraft – ovenfra og indefra. Det praktiske liv må ikke længere skilles med en høj, uoverstigelig mur fra det åndelige. Det praktiske og det åndelige liv må sammenknyttes, forenes til en samarbejdende enhed, således at menneskets jordudvikling kan skride fremad og opad i takt med de evige kosmiske love og sandheder.

Den guddommelige funke hos menneskene flammer, således som forholdene endnu ligger, desværre kun op i altfor korte øjeblikke. De pionerer for det sande, det virkelige menneskerige har evig ret, som aldrig bliver trætte af at råbe og forkynde, at funken fra Guddommen her på jorden må bringes til at brænde støt og jævnt, så den kan komme til at gennemstråle og gennemgløde hele vort liv med sit lys og sin varme.

Den store amerikanske filosof Ralph Waldo Emerson (1803-1882) har engang skrevet gode og sande ord om den guddommelige ånd, – han kalder denne ånd for "oversjælen" – det heles sjæl, den tavse visdom, al-skønheden, al-godheden, al-kærligheden, den evige ene, der lever i jordmenneskets inderste indre. Alt ville være såre godt, dersom jordmennesket ville føle sig som en del af den guddommelige "oversjæl" og tænke og handle i overensstemmelse dermed. Sansernes indflydelse har hos de fleste mennesker i den grad overvældet sindet, at tidens og rummets mure er kommet til at se ud, som om de var virkelige og uovervindelige. Men det er ikke således! Sjælen, "oversjælen" omfatter alt og alle. "Gud kommer og besøger os uden at ringe på!" Dette vil sige, – skriver Emerson –, at lige som der intet skærmbræt eller loft er mellem vore hoveder og den uendelige himmel, således er der heller ingen skranke eller skillemur i sjælen, hvor mennesket, det frembragte, hører op, og Gud, årsagen, begynder. Væggene er taget bort. Vi ligger til den ene side åbne for den åndelige naturs dybder, for de egenskaber, der tillægges Gud. Vi ser og kender retfærdighed, kærlighed, frihed. – Så sandt som mennesket bliver sig alt dette, sin sande kraft, sin evighedsværdi, bevidst, må mørket svinde og han blive en lysbringer. Hans "hele daglige yrke vil da, – som Ibsen skriver –, til Søndagsgerning adles". Og jordelivet kommer mere og mere til at leves og til at fuldbyrdes under det motto, som er denne artikels overskrift:

"Indad! Indad! Det er ordet!
Did går vejen. Der er sporet."