Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Enhver kender den bibelske sætning, at man ikke skal komme ny vin på gamle læderflasker, og enhver ved, hvad den hentyder til. Den som brugte udtrykket vidste, hvor håbløst forsøget, om man gjorde det, ville falde ud, og dog bliver vi fremdeles vidne til dette forsøg indenfor næsten alle livsvigtige områder. Gamle traditioner er sejglivede, og overalt ser vi mennesker ofre en mængde energi på at få dem smuglet ind i såkaldt »nye opfattelser«, det være sig nationale, seksuelle eller religiøse.

Åndsforskeren ved, at man kan narre sig selv, men ikke livet. Indtil nu har vor tilværelse været baseret på autoriserede sandheder, der er i færd med at afsløre sig som regulære vildfarelser. Foretager man en hastig gennemgang af de sandheder, flertallet baserer deres liv på, ser vi, at disse sandheder næsten alle har slået dybe revner og truer med at falde skilt ad. Selvom man har et sindelag, der er så nationalt, at man lyser rødt/ hvidt ud af øjnene, undgår man ikke at føle, at den tidligere aldeles uomdiskutable strofe »– og gamle Danmark skal bestå, sålænge bøgen spejler sin top i bølgen blå!« ikke længere har gyldighed, dersom man vil opfatte den på den måde, at vi fremdeles skal leve i salig uberørthed og total uafhængighed. Den dag er næppe altfor fjern, hvor vor nationale isolation er blevet afløst af et friktionsløst internationalt fællesskab.

Ægteskabet er en udmærket institution, derom er alle åbenbart enige. Men rokker livet ikke temmelig stærkt ved denne ligeså uomdiskutable sandhed eller »fundamentale virkelighed«? Hvad med det stadigt stigende skilsmissetal? Fortæller det ikke om kræfter, der indefra underminerer denne så højagtede institution og tvinger myndighederne til stadige ændringer i den lovgivning, der her er bestemmende. For halvtreds år siden var en skilsmisse en uafvaskelig skam, i dag er denne oplevelse så almindelig, at ingen gider tage notits af den. Tyder dette ikke på, at noget nyt her er ifærd med at bryde frem? Lyder det usandsynligt, at hele den ægteskabelige institution, som vi har kendt den, en dag har måttet vige pladsen for en helt ny og – sandheden tro – langt mere human ordning end den, vi hidtil har »højagtet« som »fundamental virkelighed«?

»Kirken er et gammelt hus« – det er sandt, og det er også sandt, at vi, hver for sig står i gæld til den, for hvad den har betydet for vore forfædre og for os selv, men er det derfor ensbetydende med, at den fremdeles skal bestå i den hævdvundne form? Fortæller livet os ikke også her noget ganske andet. Strid mellem præster og aftagende kirkebesøg er overalt den sandhed, der lyser os i møde fra dette i virkeligheden så betydningsfulde felt. Men aftagende kirkebesøg har i virkeligheden intet med aftagende religiøsitet at gøre. Der var engang da vi, hver for sig, rystede, når vi så en allongeparyk, for vi vidste, at det var myndighedernes kendetegn. I England ifører dommerne sig stadig dette fortidige pragtstykke, når de skal afsige dom, hvilket altså vil sige: når de for alvor skal repræsentere den helt store værdighed og autoritet. I vort land anvendes det samme pragtstykke kun i karnevalstiden, hvilket kan tyde på, at dets rolle er ved at være udspillet. Kan det ikke tænkes, at det lidet maskuline klædestykke, man kalder en præstekjole, en dag vil gå samme vej, ledsaget af den pibekrave, der vist får de fleste mennesker til at have noget ondt af præsten?

I et af vore førende blade melder en navngiven præst sig for nylig til den svindende brigade for hvem »jomfrufødselen« er en realitet, en sandhed uden hvilken livet faktisk ikke er værd at leve. Man stejler, når man læser det, men det stod der, sort på hvidt, og lyste med næsten overjordisk glans.

Nuvel, man har pligt til at tro sine medmennesker, men mon denne præst egentlig gavner sin kirke så voldsomt, som han tror ved at fremkomme med netop den bekendelse? Mon ikke noget inde i ham har hvisket en advarsel i hans øren, da han skrev, som han gjorde – og mon han ikke i sin stædighed eller nidkærhed, har overhørt denne røst, der repræsenterede det guddommelige smil? Vi andre har ellers vænnet os til, at det åbenbart ikke skader et elskeligt menneske det mindste, at det er avlet i »synd«.

Vi er mange, for hvem tilværelsens religiøse element er livets alfa og omega, – og som forlængst har fået kontakt med livets grundtone – alkærligheden – helt andre steder end der, hvor de pibekraveklædte mænd færdes. Lad så være, at vi i disse mænds øjne er »hedninger«, det får være, vi er lykkelige i dette hedenskab, fordi den primitive dom over andre her er blevet afløst af en dybtgående forståelse af næsten. Vi postulerer ikke at være eksperter i næstekærlighed, men vi søger at opøve os selv i den tolerance, uden hvilken livet ingen værdi har for os. Vi fandt ikke, at Jesus af Nazareth selv har gjort krav på at blive opfattet som en hel- eller halvgud, vi fandt, at han som menneske, og det vel at mærke i dette ords dybeste betydning, var en model, det var værd at søge at efterligne.

Nåden og sakramenterne vil leve, sålænge der er nogen, der har brug for dem, men mange er i dag vokset ind i livsstadier, hvor de selv ønsker at bære ansvaret for deres egne handlinger, selv ønsker at lære af egne fejltagelser og simpelthen er uden evne til at finde nogen som helst trøst i den tanke, at et andet og langt finere menneske, skal sone for de mentale lovbrud, de selv har begået. Her er tale om »ny vin på nye læderflasker«, tale om et nyt åndeligt samfund under dannelse. Men dets enkelte individer danner ingen menighed eller kirke. De er bare, er med en intensitet og en koncentration på det gode, som uundgåeligt vil bære frugt. At de hører til »de stille i landet« forringer ikke deres åndelige kvalitet, – der er nok, der i vor verden fylder luften med støj!

Verden omkring os er i opbrud. En ny tid er på vej, og den har øget tempoet til ilmarch. Luften gennemkrydses af stadigt mere og mere hurtiggående maskiner, og på alle øvrige områder gør den tekniske verden sig gældende i en sådan grad, at man må være åndeligt døv og blind, om man ikke kan forstå, at den sidste barriere, der skiller os fra en sand og virkelig fred, er vore egne tåbelige forestillinger om livet. Vi har kræfter og forstand nok til at omskabe jorden til et paradis, men vi har ikke kærlighed nok, det er den sandhed livet forkynder for os med flammeskrift. Men vi vil få det! Lidelsen, den personlige såvel som den kollektive, vil hamre ned over os, indtil vi får lært at bruge den forstand, der i sin natur er ligeså guddommelig som den følelse, der altfor ofte tager føringen. Krigen går mod sin kulmination, og når den er overstået, er der kun een ting tilbage – dygtiggørelsen i kultur! Thi at tro, at en fysisk krig kan »udslette« århundreders åndelige frugt, er naragtigt. Livet har altid haft et højere mål i sigte end vor »totale udslettelse« – livet har fra første færd sigtet imod »en ny himmel og en ny jord« – og den vil vi nå, det er blandt andet derfor, at vi, hver for sig, er ifærd med at opdage Guds reelle eksistens, – og vor egen absolutte personlige udødelighed!

 

 

Der er noget skuffende i åndeligt samkvem. Grænserne er usynlige, men de overskrides aldrig. Man er så villig til at meddele og så villig til at modtage, at enhver truer med at blive den anden; men individualitetens lov ramler sin hemmelige styrke: Du er dig, og jeg er mig, og derved bliver det.