Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg kunne tænke mig, at disse ord har vækket en og anden lytter af den lille aftenlur, hvortil radioen ofte står og mumler et stille akkompagnement, når der ikke er noget "spændende" på programmet. Og denne kaminpassiar var jo "kun om poesi". Men en samtale om poesiens væsen kan altså også bringe noget aktuelt på bane. Den blundende springer op af lænestolen og farer hen og skruer op for radioen under udbrud som: "Hvad sagde han! Eksisterer friheden ikke? Den fyr skal vist være "interessant" eller "politisk". Sådan noget reaktionært sludder!"

Drømmen om friheden skal man være varsom med at pille ved, det er lige så farligt som at drille et rovdyr. Men mon ikke Paul la Cour havde ret? Man kan befries til større og større friheder, men den fulde frihed i betydningen "uafhængighed af alt og alle, af helheden", man kan også sige "af Gud", den eksisterer ikke. Den ville være som en flaske med forkert etiket på, idet denne "fuldkomne frihed" ville være ensbetydende med kontrasten til det, den skulle indebære: "frihed til at leve". Den ville være en tilintetgørelse af liv.

At denne fuldstændige frihed ikke eksisterer, ved mennesket ikke, men vi er i øjeblikket ved at lære det. Vi er ved at erfare, hvad der sker, når man ønsker en sådan "frihed" og søger at realisere den. Vi oplever tilintetgørelsen af liv i så stærk en grad, som det er muligt: vi tror på den. Og vi oplever dermed "helvede" eller "de dødes rige". Vi taler om "det frie menneske, skabningens herre", fri af sine omgivelser, fri af Gud. (Ham har vi jo likvideret). Vi bruger dette århundredes løsen, ordene: "Frihed, lighed, broderskab", og så er sandheden den, at netop det jordiske menneske, dette "frie" væsen, ved sin frihedstrang har sat sig selv i den situation, at det nu må se den sandhed i øjnene, at det er ved at save den gren over, hvorpå det sidder og nyder sin "frihed". Det er ved at opdage, at dette "træ", hvis gren det sidder på, denne helhed, som det er en del af, netop er den livets kilde, som giver frihed til at leve og ikke kan undværes. "Helhedstanker", d. v. s. tanker om verdens forenede stater, om en varig fred o. s. v. er ved at blive aktuelle, man er så småt ved at indse, at man behøver denne helhed, man behøver hinanden, enten det gælder stater eller mennesker, og at man behøver gudsbegrebet for at have et fast punkt i tilværelsen.

Denne forbindelse skulle ikke føles som en lænke, men som en livskilde, en "mental navlestreng", der ikke kan skæres over. Gennem den "indblæser Gud os livets ånde" d. v. s. fornyer og opbygger vore organismer gennem kredsløbet og vor bevidsthed med erfaringer, hvilket er ensbetydende med rigere og rigere liv i større og større friheder.

Vi er efterhånden fortrolige med vor forbindelse "bagud" til dyrerige og planterige. Tænker vi os, at en evolution har fundet sted, som vi er det midlertidige resultat af, kan vi ikke undgå at se, at de levende væseners udvikling netop består deri, at de opnår større friheder. Planten er bundet til stedet, hvor den gror, dyret bevæger sig friere, og det jordiske menneske har opnået større bevægelsesfrihed end dyret. Det har gjort sig jorden underdanig ved tekniske hjælpemidler. Det har ikke vinger som fuglen eller svømmefødder. Det har ikke tænder og kløer af en kapacitet som rovdyrets og heller ikke de umådelige kræfter, men det har forstået at tilkoble sin organisme redskaber, der har langt større rækkevidde, og at få herredømme over kræfter, der langt overgår dyrenes. Det har koblet motorer, hjul, vinger, propeller o. s. v. til sin fysiske organisme, altsammen ved tankens hjælp. Det har faktisk "materialiseret" sig en bedre organisme, en frihed, som dyret ikke er i besiddelse af. I forhold til begreberne tid og rum har det opnået utrolige friheder. Det rejser tværs over kontinenter og have eller flyver fra den ene side af kloden til den anden i et tidsrum, som svundne tiders mennesker ofte brugte for at rejse fra by til by. Det har fået "stærkere Øjne", idet det stirrer gennem slebne linser, der trækker stjernerne tusinder af mile nærmere. Og den tunge, fysiske materie, som det engang behandlede med primitive stenredskaber, skuer det nu ned i gennem andre slebne linser og finder der en stjerneverden en miniature.

Tanken har frigjort dyret, gjort det til menneske, til "skabningens herre"! Og dog – mon tanken virkelig er fri? Mon denne "herre" virkelig er et frigjort væsen, et rigtigt menneske?

"Man kan ikke løse uden at vide, hvor båndet er," siger Aristoteles. Men ved man, "hvor båndet er"? Man tror, man ved det, man tror, det er "de andre", "forholdene", "omgivelserne" o. s. v. Man føler sig hæmmet i sin frie udfoldelse af "disse andre". Stater føler sig hæmmet af andre stater, forretningsmænd af konkurrenter, ægtemænd af deres koner – og omvendt, forelskede af deres rivaler, og sådan kunne man blive ved at remse op. Tusinder af mennesker føler deres liv lænkebundet af "de andre", føler afhængigheden som et nervepres, somme tider så stærkt, at resultatet bliver sindssyge. Man søger at bøde på ulykkerne ved mentalhygiejne, afslappelse og lignende. Det er udmærket, men man kommer ikke rigtigt nogen vegne, så længe man ikke ved, hvad et sind er. Man taler om bevidsthedsspaltning, men har ikke kendskab til forholdet mellem de to mentale spaltninger, der er hovedfaktorerne i det moderne menneskes sind: Forholdet mellem den "dyriske spaltning" og den "menneskelige spaltning." Løsningen på vort frihedsproblem må vi finde ved at lære disse spaltningers årsager og virkninger at kende. Vi vender os udad med vore frihedskrav og ønsker, men i vort sinds dybder skal vi søge befrielsen. Der er "båndet, der binder" og hindrer os i at nå frem til større "frihed, lighed og broderskab".

Vi handler "frit", men ved ikke, hvad frihed er, og tror, at vi kan gøre eet og opnå et resultat, som kun kan stamme fra noget andet. Vi udløser krig og tror, vi kan opnå fred. Vi binder hinanden og tror, vi kan opnå frihed. Vi hader og hævner og tror, vi kan opleve kærlighed.

Vi besidder en frihed, som man kan kalde "en forstærket, dyrisk frihed", den størst mulige fysiske frihed som resultat af, at vi har kæmpet os frem til at blive "skabningens herre" udfra princippet "enhver er sig selv nærmest". Men nu høster vi virkningen af denne sæd og opdager, at denne "frihed" i virkeligheden er et "mentalt fængsel", et "helvede", hvor vi stadig må kæmpe for at være fri af "de andre". Vi er indtil lede ved at være mætte af denne tilstand og længes efter en "ny" og større frihed, som vi endnu ikke rigtigt kender: "den menneskelige frihed". Dens moral, "enhver er sin næste nærmest", er formuleret af et rigtigt menneske med ordene: "Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for at tjene."

At tjene denne helhed, "som vi ikke kan springe ud af", i stedet for at søge at gøre sig fri af den, er vejen, der fører til den indre frihed bort fra "helvede" og fra "satan", der blot betyder "modstand", til en frihed baseret på viden og kendskab til livets fysiske og mentale love.

 

 

 

Tjen de store! Sky ingen ydmygelse! Nægt ingen tjeneste, du kan gøre! Vær deres legems lem, deres munds ånde! Affind dig med din egenkærlighed! Hvem bryder sig om den, når man vinder noget videre og ædlere?