Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De kosmiske analyser viser os, at det forældreprincip, vi bliver vidne til mellem forældre og børn, også eksisterer mellem det enkelte menneske og Guddommen. Selv om dette forældreprincip i begge de forannævnte tilfælde er fuldkommen analoge, er der selvfølgelig for os mennesker den forskel, at det førstnævnte er direkte synlig for os, hvorimod det sidste kun kan erkendes af os gennem Martinus' kosmiske analyser. Da disse analyser imidlertid hviler på et urokkeligt fundament af logik og således absolut er akcepterede af vor intellektualitet, og vort følelsesliv og vort hjertes stemme tilhvisker os den samme store sandhed, er der så ikke al mulig grund til af al vor kraft og evne under alle forhold at fastholde denne indstilling og tanke. Denne holdning og tænkemåde over for livet giver, efterhånden som den bliver selvfølgelig for os, tillid til livet. I sig selv er det en betagende og ophøjet tanke at vide, at livets herre aldrig slipper vore hænder, og at Guddommen er os nærmere end det menneske, vi føler os nærmest og stærkest knyttet til. Lidt efter lidt, alt som denne tænkeindstilling bliver noget urokkelig for os mennesker, og efterhånden som den vinder terræn i menneskehedens tankeverden, vil den lammende frygt, som nu behersker verden, forsvinde og give plads for livsglæde og tillid til livet. Atter har vi gennem de "små børn" mødt en uundværlig egenskab, som må tilegnes, hvis man ønsker at møde universets kosmiske liv.

Endelig møder vi hos de "små børn" dette, at de er umiddelbare og rene af hjertet. Barnet viser sig, som det er. Møder vi et smil fra barneansigtet, kan vi være ganske sikre på, at sindet er i harmoni med smilet. Barnet åbner roligt og tillidsfuldt sit sinds indre for omgivelserne. Noget anderledes er forholdet mellem voksne mennesker. Også her møder man som oftest smilet og i tilgift hertil en mængde sirlige og velvalgte ord, men sindet bag smilet og ordet kan man i en mængde tilfælde prise sig lykkelig ved ikke at blive konfronteret med. Vor tilværelse er rig på store ord, velklingende fraser, bestikkende floskler og fattig på godhed og uegennytte. Det gamle ord: "Mennesket fik talens brug for at kunne skjule sine tanker," er strålende livsvisdom. – – Det menneske, som ønsker at finde frem til "sandheden", må imidlertid være nøjeregnende med sin tale. Et sådant menneske må stille krav til sig selv om at være sandfærdig i sine udtalelser, sandfærdig i sine gengivelser, i sin tænkning og i sine handlinger. Som kærligheden søger sit eget, således søger sandheden også kun sit eget. Problemet kan vist udtrykkes således: "Man bør altid sige sandheden, men aldrig sandheder (om andre)."

Årsagen til, at vi mennesker altid må kæmpe med os selv for at være sandfærdige, ligger jo deri, at vore selviske interesser, vore sympatier og antipatier endnu er i stand til at dirigere vor villie således, at vi lader "stå til" i den retning, hvor vi har vore ønsker og begær uden at tage hensyn til, at vore handlinger er i direkte konflikt med livets love, ja er en spillen hasard med vor egen skæbne. Denne uvidenhed om livets love er i virkeligheden den eneste sande årsag til mørke skæbner, til krig, drab og lemlæstelse. Den viden, som for os mennesker er det eneste fornødne, giver de kosmiske analyser – de fjerner skæbnemysteriets mørke tæppe og viser os, at vi uvægerligt vil møde alle tanker og handlinger, vi har manifesteret mod livet. De lyse skæbner og de mørke skæbner er begge virkninger af ganske bestemte årsager, der atter og atter vil gentage sig, hver gang de samme årsager bliver udløst. Livet er som et stort spejl, der tilbagekaster alt, hvad der sendes imod det. Når vi lader selviskheden dirigere vore sind, må vore handlinger blive af nedbrydende art for vore medmennesker, og vi bringer vor villieudløsning i disharmoni med livets villie og livets love.

Den samlede menneskehed udgør ifølge de kosmiske analyser tilsammen en selvstændig organisme, i hvilken hvert enkelt menneske er et mikroindivid – hvorledes er nu dette forhold for os mennesker? Forsøger vi at gøre alt for at gavne denne store organisme eller helheden? Er det ikke egne private begærs tilfredsstillelse, naturlige såvel som unaturlige, der går forud for hensynet til helheden? Forsøger vi ikke bestandig at "høste", hvad andre "såede"? I kraft af vor selviske indstilling er det i virkeligheden således, at vi alle både mentalt og fysisk trækker hver til sin side. Denne selviske indstilling kan intet i verden fjerne uden individet selv i kraft af sin selvoplevede viden om tingene. Alle villier, der ikke arbejder i harmoni med helheden, med livet, vil før eller senere blive knuste. Lykken, glæden, trygheden og freden kan først blive en realitet for helheden, når det enkelte menneske med verdensaltets logik i sin hjerne træner sig op til at praktisere kærlighed mod sin næste. Når menneskeheden engang får denne skønne zone i sigte, da behøver de ikke mere at skjule sindets dybder ved hjælp af ord og tale, thi da er de gennem overvindelsen af de dyriske rester i deres sind blevet "rene af hjertet som de små børn".