Kosmos 1949/3 side 45
DANSK GULDALDERDIGTNING
i åndsvidenskabelig belysning
Af
Peter Zacho,
Kommunelærer
(Sluttet)
Fra "Livets Bog" ved vi, hvilken kosmisk sandhed denne sidste linie giver udtryk for. Livet og døden er tilværelsens store kontraster. Uden kontrastdannelse, ingen skabelse, ingen kunst. Gud selv kan ikke skabe uden den. Tilbage er blot at vise, at døden er en illusion. Gud lader Eva opleve dette ved at lade hende se ind i paradiset:
Der stod han mere skøn end nogen sinde,
Den unge søn, hvem hun begræd som død;
Der stod han, ikke falmet som et minde,
Nej, som et håb, der sorgen gennembrød.
Eva møder derefter Adam og beretter glædestrålende om sit syn:
Han stod ved træet, hvor vi livet prised,
Han er ej tabt, han er i paradiset.
– – –
Men Adam græd og sagde: Gud er god!
Det liv han gav, han hjælpeløst ej lod.
Han baner vejen fra de dunkle grave,
Der fører ind i paradisets have.
Udødelighedstanken finder vi naturligt også i digterens hovedværk "Adam Homo". Atter her gør han op med såvel katolicismen som protestantismen og giver sin egen forklaring uden om kirkelæren. Digtet slutter forståeligt nok ikke med Adam Homos død. Paludan Müller kan ikke lade ham fare ned til Lucifers palads, hvortil djævelen kræver hans sjæl. I dommens kritiske øjeblik, da alt håb synes ude, viser Alma sig. Anklageren støtter sig til kirkens fortolkning:
Kun een er frelseren på afgrundsranden,
Men ingen skabt sjæl frelse kan en anden.
Paludan Müller er ikke tilfreds med denne afgørelse. Det er højst mistænkeligt, at djævelen taler på kirkens vegne – og dog. Digteren lader nu Alma tale for sig. Det er kærligheden, ikke blot Guds, men også menneskets, der betinger frelsen og umuliggør tilintetgørelsen.
Troels Lund skriver: "Almas svar er et knusende slyngekast mod den forstenede kirkelære, der antager, at Guds kærlighed standser ved helvedsporten og her afløses af Guds retfærdighed, så at Guds nåde her bliver til et "Gud nåde dig!" Hvad kirkens gud ikke kan eller vil: befri en fortabt sjæl fra helvede, det kan en menneskesjæl, der ejer kærlighed og vil følge den fordømte derind og meddele sit eje."
Kritikere har ment, at en kvinde af Almas renhed og skønhed ikke kunne elske en person som Adam Homo. Jeg vil imidlertid mene, at digteren ikke har valgt navnet Homo helt tilfældigt, sikkert er det en fællesnævner for hele menneskeheden. I det hele taget er "kærlighed" blevet et misbrugt ord. Her skal man være varsom med at antage kritikernes fortolkning; de er jo netop også Adam Homo'er og således ikke kvalificeret til at dømme om kærlighedens væsen. Først med Martinus føler man, at man igen tør anvende ordet kærlighed, uden at det udløser en slags kvalmefornemmelse. Adam Homo både kan, skal og må hjælpes af en kærlighed, der er større end hans egen.
Menneskets længsel.
Når en længsel er tilstrækkelig stærk hos et tilstrækkeligt stort antal mennesker, sker der noget i verdenshistorien. Forsynet besvarer menneskets kalden. Ofte gives denne længsel form af digterne, der netop tolker massernes tanker og følelser. I en teaterprolog 1862 skrev Paludan Müller: "O, gid han træde frem, det store snilde, der – muligvis kun af sin genius kendt – er midt iblandt os her!" Han har længtes efter det moralske geni, der skulle løse de problemer, digterne selv kæmpede med. Men energierne må gå deres lovmæssige baner. Længselsenergierne fra guldalderdigterne har nu sluttet deres kredsløb, og i deres tilbagevenden ser vi et strålende lys funkle ind over de udødelige mestres værker. I dette lys forstår vi bedre Carsten Hauch, når han udtaler:
"Jeg ved, at jeg har udødeligheden i mig og skal gå ind til et andet liv. Det føler jeg med største sikkerhed."
I det samme lys videnskabeliggøres H. C. Andersens "Det gamle egetræs sidste drøm":
"Men den lille blå blomst ved vandet, den skal også med!" sagde egetræet; "og den røde klokkeblomst! og den lille gåseurt!" – ja, egen ville have dem allesammen med.
"Vi er med! vi er med!" sang og klang det. "Nei, det er altfor utroligt dejligt!" jublede den gamle eg. "Jeg har dem allesammen! små og store! ikke een er glemt! hvor er dog al den lyksalighed mulig og tænkelig?" "I Guds himmel er den mulig og tænkelig!" klang det.
Tænkeren H. C. Ørsteds livsfilosofi er os nu lettere tilgængelig:
"Det grundvirksomme og det ordnende i tilværelsen er da ikke to adskilte ting, men et levende, uophørligt både skabende og ordnende fornuftshele, een uendelig levende fornuft,"Gud!"
Grundtvigs håb bliver til vished for os, og vi ser med Oehlenschläger, at Skaberen er for stærk og viis til at tilintetgøre sit eget værk. Ja, det kosmiske lys tillader os endog med fuld ret at foretage en lille omskrivning af Ingemanns digterord:
Se frem, men ej tilbage! – Hvad sjælen attrår,
Helt sikkert engang under solen den når.
Med Paludan Müllers meget smukke ord om døden i erindring vil vi tillade os at give ham titlen "livets digter". Atter her retfærdiggøres vi af hans egne ord:
Til undergang ej skabtes endog det mindste frø.
Det var kun skal, der tabtes; livskernen kan ej dø.
En håndbog i kunst, videnskab og kærlighed.
Vi har set meget i lyset fra de kosmiske analyser – synes vi; men vort syn er alligevel endnu stærkt begrænset. I denne forbindelse falder mig en tanke ind: Hvad, når guldalderdigterne engang ser deres egne værker i kosmisk belysning? Den tanke er jo ikke urimelig, tværtimod. Disse mænds moralske standard og kunstneriske evner har i de åndelige verdener givet dem adgang til meget skønne oplevelser, der senere som strålende inspirationer vil lyne gennem deres bevidsthed. De fleste af de omtalte digtere var desuden habile, undertiden fremragende, naturforskere med et omfattende kendskab til stoffets verden. Velsagtens i slutningen af dette århundrede vil flere af disse forskere en skønne dag sidde med "Livets Bog" i hånden. Jeg tænker mig nu, at en af dem efter grundigt at have studeret den kommer til stykke 486 og læser:
"Men naar enhver saadan Foreteelse, vi kalder "Stof" eller "Materie" er en Livszone, er et Element for levende Væsener, vil det altsaa sige, at vi, med vore fysiske Sanser alene, ser ud over umaadelige Variationer af Livszoner eller Tilværelsesplaner. – – Alene i Engens Blomstervælde rummes Myriader af forskellige Manifestationsrum for levende Væsener. Hver lille Blomst, ja, hver lille særlige Farveregion i Blomsten er et Livsrum, er en Verden for sig, er en af Guddommen skænket Bolig for levende Væsener."
Dette er en af de passager i "Livets Bog", der et øjeblik næsten kan få læserens eget sind til at vibrere i takt med verdensaltets grundtone: en varmende fornemmelse gennem rygraden og måske et par glædestårer, der langsomt lister sig ned ad ens kinder, er de ydre tegn på den indre oplevelse, der udløses af denne skønne beretning. "Livets Bog" giver "almindelige læsere" adgang til sådanne oplevelser. Men hvad nu, når en guldalderdigter læser samme guddommelige beretning? Ja, hvis forskeren hidtil under læsningen har siddet i stue sammen med sin eventuelle familie, så vil han nu søge enrum; for han føler, at himmelen er ved at åbne sig. I ensomhed fortsætter han og læser:
"Har du nogen Sinde før, kære Læser, tænkt dig, at vi, hvor vi gik, saaledes vandrede hen over guddommelige Opholdssteder, Boliger for levende Medvæsener i Livet? – Hvis ikke, da stands her et Øjeblik. Thi her har Himlen aabnet sig, og din Udsigt er enorm. Du skuer lige lukt ind i Evigheden. Du ser en vældig udstrakt Horisont. Dens Grænser er ingen Steder at finde, hverken i Tiden eller Rummet. For dit Blik ligger et himmelsk Panorama med Oceaner af Tilværelsesplaner, ordnede i perspektivisk Fuldkommenhed. – – – Se, hele dette skønne, alle Fantasiverdener overgaaende Evighedspanorama blev saaledes synligt igennem din lille fysiske Horisont, – – – Saa umaadelig udstrakt og gennemtrængende er det guddommelige Skaberværk, den evige Faders Manifestation for sin Søn, at ikke et Haar, ikke en Negl, ja, end ikke et Støvfnug kan eksistere uden at være et Stykke Verdensalt med Universer, Sol- og Stjernebyer, – – – Og een Dag bliver for Beskueren som tusinde Aar, og tusinde Aar som een Dag, samtidig med at Herrens Ord bliver levende Virkelighed, der hvor han siger: "I min Faders Hus er der mange Boliger"."
Vor forsker af år 2000 formår nu ikke at fortsætte sin læsning. Han sidder en tid, mens varmebølger af salighed gennemstrømmer hans organisme. Her har himmelen virkelig åbnet sig for ham. Glødende inspirationer funkler ind i hans hjerne og nerver. De kommende dage er han ikke "sig selv". Intuitioner strømmer ind i hans bevidsthed. Sin meste tid tilbringer han ude i den natur, som han allerede for århundreder siden har lært at tage til sit hjerte, og som nu tusindfold gengælder hans kærlighed. Det meste af nætterne går med intenst arbejde ved forskerens skrivebord, og nogle måneder senere foreligger fra mesterens hånd et værk, der med "Livets Bog" som håndbog, som kilde, bliver lærebog på den tids undervisningspaladser. Og således vil nutidens materialistisk betonede og for ånden i hovedsagen så næringsfattige opdragelse efterhånden blive afløst af et studium i visdom. Kærlighedsvidenskaben har fået indpas i undervisningen. Hvad guldalderdigterne anede, bliver kosmisk viden, og menneskene begynder nu for alvor og på rette måde at gøre sig jorden underdanig.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige