Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det hænder, at man pludselig griber sig selv i at være træt på en besynderlig negativ måde. Man fejler ikke noget fysisk og har måske i og for sig slet ingen anledning til at føle sig mismodig, men alligevel er det som om livet med et er blevet gråt i gråt. Jeg tror ikke, der findes blot eet tænkende menneske, som ikke har oplevet denne tilstand, oplevet at føle sig uden kontakt med den "melodi", man må være på bølgelængde med, om glæden ellers skal bo i ens sjæl.

Man kalder denne tilstand for "psykisk træthed" og udleder dens årsag af det slid på nerverne, som livet af i dag udsætter enhver for. "Nerverne" er således her trådt i stedet for de muskler, der rent fysisk kan udmattes. Men medens musklernes træthed relativt hurtigt ophæves ved hvile, viser det sig gang på gang, at den samme hvile overhovedet ingen hjælp er for de overkørte nerver. Tværtimod. Hvem kender ikke denne besynderlige fornemmelse, at hjernen ligesom går på tomgang? Det kværner og kværner i ens hovede, og man synes tilsidst, at det hele er et håbløst rod, og at alt i virkeligheden er uden nogen som helst mening.

Livet uden reelt moralsk grundlag, uden kontakt med det evige lovsystem, der udgør vort virkelige livs urokkelige fundament, er ejendommeligt derved, at det faktisk mindre er liv end funktion. Uden at gå noget menneskes ære for nær, kan man roligt sige, at det store flertal faktisk "funktionerer" i stedet for at leve. Imod dem skyller en uafbrudt kæde af oplevelser, hvis inderste hensigt de ikke alene ikke begriber, men som de heller intet ønske har om at begribe. Disse mennesker er blevet så vant til, at dette at "opleve" er det centrale. Der skal hele tiden "ske noget", og gør der ikke det, så "lever" man ikke. Modsætningen mellem svundne tidsaldres liv og nutidens er her åbenlys. I "gamle dage" var der langt større afstand mellem de enkelte personlige oplevelser, end der er i dag, og derfor også tid til noget, vor verden næsten ikke kender, det man dengang kaldte "eftertanke", det, som gav de forskellige oplevelser perspektiv, hvad der i virkeligheden kun vil sige: afslørede deres hensigt. Når man betragter det snart helt usandsynlige tempo, der i dag er over livet, dette nerveopslidende jag, må det ikke undre, at flere og flere bliver permanente ofre for det, man under eet kalder "depression". Betragt engang Deres omgivelser og læg mærke til, hvor forfærdende mange af Deres bekendte, der lider af mere eller mindre udprægede depressioner og vel at mærke depressioner, der synes at vende tilbage med næsten forudberegnelige intervaller.

En uhyre oplevelsesophobning uden påfølgende gennemført fordøjelse fører lige ud i neurosernes helvede. Uden virkelig viden om, at ens åndelige legemer er udrustet med et fordøjelsessystem på linie med det rent fysiske, ser man mennesker "overfodre" sig selv med oplevelser med det resultat, at "nerverne" slår klik. Nervesammenbrud, neuroser, depressioner eller "åndelige kriser", er alle udtryk, der som oftest dækker den samme tilstand: åndelig overmættelse uden påfølgende naturlig fordøjelse.

Forholdet må ikke forbavse nogen. Dengang livet var enklere og afstanden mellem de enkelte personlige oplevelser, som allerede berørt, meget større end den er i dag, var "dårlige nerver" noget næsten ukendt for det almindelige menneske; det var noget, der hørte de velhavende klasser til. I dag er det en fattigmandssygdom, hvilket vil sige, at det er så almindeligt, at det får lægerne til at fortvivle.

Jeg bemærkede før, at flertallet i dag ikke lever, men blot funktionerer, hvilket vil sige, at de tilsyneladende ser og alligevel intet ser af det liv, der rører sig omkring dem, de hører og hører alligevel intet. Alt er for sådanne mennesker mentale energikombinationer uden dybere hensigt – livet er en "reaktion i blod og nerver". Men ingen kan fortsætte en sådan form for liv uden at "tage skade på sin sjæl". Resultatet bliver uundgåeligt den livslede, træthed og håbløshed, man i dag møder alle vegne. Illusionen om, at "alt er tilfældighed", har bidt sig godt fast. De fleste føler sig som en kastebold mellem mægtige, tilsyneladende helt ukontrollable kræfter og møder sig selv uafvidende, samtlige begivenheder med den negative fatalisme, som primitive muhammedanere lægger for dagen, når de med et opgivende skuldertræk erklærer deres egen modgang for "Allahs vilje".

På den anden side må man ikke være blind for, at denne negative fatalisme næres af den forfærdende malstrøm af rygter, som en stadig voksende presse bringer til torvs. Så monotont som var det negertrommer i junglen, forkynder betydende aviser, at vi nærmer os en gigantisk krig mellem Øst og Vest, samtidigt med, at videnskaben erklærer, at bliver der krig, betyder det en udslettelse af liv, der nærmer sig det totale. Ustandseligt hamres det ind i en efterhånden hypnotiseret masse, at "man" i dag råder over våben, som, om de slippes løs, vil fuldkommengøre det ragnarok, vi netop er kommet fra med livet i behold. Supplerer man disse rygter med de aldrig svigtende bulletiner om en snarlig inflation med påfølgende arbejdsløshed og elendighed, er der ikke noget at sige til, at sortsynet hos de fleste tager føringen.

Overalt i verden undrer den "lille mand" sig over, at det virkeligt skal være nødvendigt at leve i denne permanente angst for agression, for sult og anden elendighed, når det vitterligt er en kendsgerning, at vi både har mulighed for og evner til, at skabe en anden og langt lykkeligere verden. Men den "lille mand" glemmer en meget vigtig ting, når han ræsonnerer således. Han glemmer, at det ikke er nok at leve i et stadigt brusende ocean af oplevelser. Han glemmer kort sagt, at man ikke alene er sin egen lykkes smed, men også sin egen ulykkes!

Livet er på sin vis uhyre neutralt. Loven for skæbne er uafhængig af sympati og antipati. Een gang født går kræfterne i den bane, man selv har tilrettelagt for dem, og de slutter først deres løb, når de igen har nået deres ophav og ladet ham opleve deres virkning på sig selv. Sæd og høst følger "hak i hæl", og selvom livet i det ydre skifter form, består den indre tilstand urokket, sålænge man ikke ændrer tankeblandingstaktik. Vi oplever i dag et sandt uvejr af vore egne tilbagevendende tankeblandinger. Altid sad egoismen i højsædet, når vi begærede. Hver for sig har vi sået en mikrokosmisk "blæst", og møder nu samlet et makrokosmisk stormvejr, der truer med at knuse os alle. Ingen har længere tillid til hinanden.

Alle frygter alle. Krigen iler mod sin kulmination, – jorden synes virkelig at være forbandet.

– – Og så er det altsammen illusion! Jorden er akkurat lige så velsignet at leve på for den, der forstår, som et hvilket som helst andet sted i universet. De vise har aldrig beklaget sig – de har kun beklaget menneskene!

Det er ikke og kan aldrig blive livet, der er noget i vejen med, det må altid blive det levende væsen, der går blind! Alle store vise har belært os om de moralske loves reelle eksistens og skildret, hvordan livet vil forme sig for os, om vi kun føler de i kødet bårne instinkter. Hemningsløst liv baseret på ren begærledet vilje fører enhver udover afgrundens rand. Vor tilværelse beror på en vekselvirkning mellem os selv og livet. Men livet er lovene. Er vi med disse love, vil "himmeriges rige" være en realitet i vor sjæl, er vi imod dem, da "ligger synden for døren", hvilket jo kun vil sige, at "helvede" breder sig i vort indre. Og hvad er helvede andet end det, enhver form for psykisk træthed er optakten til? Hvem har det værre end den, der vånder sig under et nervesammenbruds pinsler? I dette mentale "no mans land", hvor sindssygen truer med at slukke åndens klare lys, dæmrer det vist for de fleste, at det er det jordiske menneske selv, der ved sin uforstand, sin manglende moralske indsigt og deraf følgende mangel på karakter, er sin egen sjælelige lykkes bitreste fjende.