Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Indledningstale ved Foredraget i "Kvindelig Læseforening"s Festsal Onsdag den 5. September.

Før jeg gaar over til denne Aftens egentlige Foredrag, vil jeg gerne, samtidigt med at jeg bringer Dem Martinus' hjerteligste Hilsen, byde Dem alle velkommen! – og jeg gør det med en dyb Følelse af Glæde; thi jeg ved, at naar De i Aften er kommet til Stede her, saa er det for ved Deres Interesse for Martinus Arbejde at bekræfte den Sandhed, det Budskab, han har at bringe os alle.

Da jeg for nu to Aar siden paabegyndte dette Studiekresarbejde over "Livets Bog", vidste jeg fuldt vel, at det var et Vovestykke. Jeg var meget ung, og mit Kendskab til Martinus store kosmiske Analyser var ikke stærkere, end at jeg dybt i mig selv følte min egen Svaghed overfor den Opgave, jeg tog op. Men min Kærlighed til denne Mand og hans Gerning, var stærkere end Frygten, én skulde begynde, og hvem var vel nærmere dertil end den, der igennem en længere Tids dagligt Samvær med Martinus havde modtaget sin første spæde Indvielse?

Tiden har bekræftet, at jeg handlede rigtigt. Fra en Spire, der brød igennem i netop dette Hus, er Studiekresarbejdet over "Livets Bog" i Dag vokset op til et Træ, hvis Grene, som Aarene gaar, vil komme til at strække sig udover den ganske Klode.

Der er i denne Sal Mennesker til Stede, som har været med fra Studiekresarbejdets første Time. Disse Mennesker vil jeg gerne bringe min inderligste Tak! Deres Kærlighed til mit Arbejde og mig selv var det, der bar mig over de første vanskelige Skær, dem skylder jeg, at Studiekresarbejdet over "Livets Bog" er i stadig Vækst. Havde de svigtet dengang, havde jeg tabt Modet. Der er Mennesker, som kun vil anerkende Genier. Men enhver Ting maa have en Begyndelse. Intet fødes fuldkomment. Og nu, da Martinus Arbejde bevæger sig trygt og roligt frem og atter frem, vil jeg bede Dem alle erindre et af denne Mands egne Ord: "Se altid i Barnet det voksne Menneske!" Knus aldrig de store Evners første svage Spire. Husk altid, at intet er mere lammende, mere nedbrydende for et Menneskes Skabeevne, end en sønderlemmende Kritik.

Fra mit eget Liv ved jeg, at dette er Sandhed og mere end noget andet, har denne golde Kritik lært mig, at Kærlighed og Forstaaelse er det eneste, der kan hjælpe, er det eneste, der virkelig formaar at bringe et Menneske i Vækst.

Og det skal da være mit inderligste Haab for den kommende Vinter, at den Lære, det er faldet i min Lod at skulle indvi Dem i, maa hjælpe Dem til at udvikle Deres Kærlighed til alt og alle, til at forstaa at kun igennem Udløsning af Kærlighed opleves den virkelige Lykke. Og i Tillid til, at De vil komme mig i Møde med samme Kærlighed og Forstaaelse, som jeg fra min Side vil lade blive Dem til Del, vil jeg nu gaa over til denne Sæsons første Foredrag.