Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Menneskeheden gennemlever for tiden sidste akt af jordens mørkeste drama. Med brændende længsel venter den på lysets frembrud. Men samtidigt bæver den i forudanelsen om de lidelser, den endnu må kæmpe sig igennem, førend den ny morgen gryr.

Utalte millioner sind tynges af en smertefuld disharmoni – af den skarpe modsætning mellem deres higen mod fred, tryghed, ligevægt på den ene og hverdagens grå, triste og – tilsyneladende – uretfærdige og ubarmhjertige virkelighed på den anden side. De knuges af angsten for en ny verdenskatastrofe – en angst, som finder næring i den mangel på medmenneskelig forståelse, de ofte er vidne til, og hvoraf deres egen sårbare sjæl rammes hårdt. De krymper sig under følelsen af deres utilstrækkelige modstandsevne overfor dagliglivets storme. Af sådanne pinefulde stemninger tvinges mange til at søge indad – dybere ind i deres eget væsen, i håb om dèr måske at kunne finde ly og dækning. For talrige mennesker er dette en ret uvant vej. Men i deres nuværende angst og kvide betræder de den – mange rent instinktmæssigt og under en – ofte kun halvt bevidst – følelse af vemod, af selvmedlidenhed og af – hjemvé, der presser tårer frem selv hos naturer, der har haft ry for at være robuste.

Hjemvé? Ja, ordet passer: de, der i deres sjælsnød følger den vejviser, som peger indad, leder i virkeligheden efter et tabt paradis. Hinc illae lacrimae: det er hjemlængslens tårer, som grædes. De, der lider og derfor søger, føler instinktivt, at det fremfor alt gælder om at finde sig selv, at nå ind til deres egen livskilde. Hos de i jordlivet skibbrudne melder der sig ofte en rigtig anelse om, at de inderst inde, i deres væsens dyb, vil træffe en god, gammel ven, deres bedste ven, med hvem den følelige forbindelse måske længe har været afbrudt, men som alligevel har ventet stille og trofast. Denne ven er menneskets højere jeg.

Hvem er det højere jeg? Intet andet og intet mindre end jordmenneskets evige individualitet, som med hver ny inkarnation iklæder sig en ny jordisk personligheds klædebon. Dette højere jeg lægger menneskets skæbnemæssige udvikling gennem jordlivene tilrette. Det højere jeg er menneskets evige væsenskærne. Det er skæbnens regulator. Dets opgave er ikke mindst denne: under ethvert nyt jordliv at overvåge, at lede, at samarbejde med den jordiske personlighed, med det lavere jeg, med mennesket, som står midt i den herværende endelige tilværelsesforms vekslende, ofte stormfulde vejr og har at holde stand dèr. Samarbejdet mellem det højere og det lavere jeg vanskeliggøres i mange tilfælde gennem det sidstnævntes – aktive eller passive – modstand. Denne beror som oftest på det lavere jegs misvisende indstilling til jordlivet. Den jordiske personlighed har ikke sjældent en bundforkert opfattelse af den materielle tilværelse – er blindet eller ialtfald omgivet af tæt tåge, når det gælder at bedømme forholdet mellem den endelige jordlivsform og menneskevæsenets evige tilværelse i kosmisk uendelighed. Mange mennesker vil eller kan ikke fra et højere stade, fra et evighedsaspekt, se ud over det enkelte jordlivs grænser; de anser jordtilværelsen som et i sig selv beroende, uafhængigt fænomen og vægrer sig hårdnakket ved at betragte den som manifestation af det uendelige menneskevæsens evige liv. En følge af denne falske orientering er jordmenneskets altfor ringe lydhørhed overfor den stemme, som toner fra loven for tilværelsen. Denne er ubønhørlig i sin absolute logik. Det imod denne lov handlende jordmenneske vil komme til at føle sig omgivet af utryghed, ufred, disharmoni, "meningsløshed". Det har svært ved at indrømme, at det er dets egen forkerte indstilling til jordlivet og til forholdet mellem dette og det åndelige kosmos, som er grunden til, at det på højst utilfredsstillende vis må slæbe sig trælsomt gennem et jordlivs mørke, hvori det selv hindrer strålerne fra den kosmiske tilværelses lyshav i at trænge ind. Denne tilstand, under hvis frygtelige tryk mange mennesker er ved at fortvivle, er en ganske uundgåelig virkning af, at man har ladet sig indfange, bjergtage af et ensidigt, materialistisk livssyn. Man er blevet et offer for materialismens "overtro".

Men lykkeligvis har menneskets højere jeg en næsten englelig tålmodighed. Det kan vente – det venter og våger, altid rede til at modtage og favne det lavere jeg, den i materialismens myldrende jordliv "fortabte søn", når denne, meget ofte drevet dertil af den jordiske skæbnes modgang og storme, vender tilbage til faderhuset, til hjemmet. Mødet mellem det højere og det lavere jeg i jordlivet er en sublim oplevelse af evighedsværd. Hvad betyder det nemlig for den af disharmoni og utryghedsfølelse forpinte jordvandrer at finde ind til hjemmet inderst inde og dèr træffe sit evighedsophav, det højere jeg? Hvad der sker, har den norske forfatterinde Herriet Krebs fundet et sandt og smukt udtryk for i et lille digt:

----------

*) »heraf kommer de tårer«. Citatet stammer fra den romerske digter Publius Terentius' (185-149 f. Kr.) komedie »Andria«.

**) det højere jeg.