Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1949/1 side 8
Kosmisk kemi
I LITTERATUREN
Efterfølgende citat, der stammer fra en i 1857 udgiven afhandling om "Menneskehedens repræsentanter" af den amerikanske filosof Ralph Waldo Emerson, giver i en nøddeskal billedet af samtlige diktaturers koryfæer.
"Her foretoges nu, under de allergunstigste omstændigheder, et eksperiment med forstandsevner uden samvittighed. Aldrig har en sådan leder været så begavet og så bevæbnet; aldrig har en sådan leder fundet en sådan bistand og sådanne medhjælpere. Og hvad var så resultatet af dette uhyre talent og magt, af disse umådelige armeer, afbrændte byer, udøste skatte, opofrede millioner af mennesker, af dette demoraliserede Europa? Det gav slet intet resultat! Alt forsvandt, som røgen fra hans artilleri, sporløst. Han efterlod Frankrig mindre, fattigere, svagere, end han fandt det, og hele sin frihedskamp måtte det begynde forfra igen. Forsøget var i sit princip selvmorderisk! Frankrig tjente ham med liv og gods sålænge det kunne identificere sin egen interesse med hans; men da folk så, at der på sejren blot fulgte en ny krig, på armeernes ødelæggelse blot nye udskrivninger, og at de, der havde gjort fortvivlede anstrengelser, dog aldrig kom belønningen nærmere, aldrig kunne komme til at forbruge hvad de havde tjent sig, aldrig komme til ro i deres edderdunssenge eller nyde livet på deres slotte; – så forlod de ham. De fandt, at hans altfortærende egenkærlighed var fordærvelig for alle andre mennesker. Den lignede sitterålen, der bibringer enhver, som tager på den, en række slag, hvorved der fremkaldes krampetrækninger, som sammentrækker håndmusklerne, så at man ikke kan åbne hånden, og således vedbliver dyret at bibringe bestandig voldsommere slag, indtil det lammer og tilsidst dræber sit offer. På samme måde indsnævrede, forringede og fortærede denne mageløse egoist alt liv og kraft hos dem, der tjente ham, og det almindelige løsen i Frankrig og i Europa i året 1814 var "Nok af ham! – Assez de Bonaparte!"
Dog – dette var ikke Bonapartes skyld. Han gjorde sit yderste for at leve og trives uden moralsk princip. Det var tingenes natur, menneskets og verdens almindelige lov, der beskæmmede og knuste ham, og af en million lignende eksperimenter vil resultatet blive det samme. Ethvert eksperiment, der har et timeligt og egoistisk mål, vil slå fejl, hvad enten det foretages af masserne eller af individer. Den fredelige Fourier vil udrette lige så lidt som den fordærvelige Napoleon. Sålænge vor civilisation væsentlig hviler på ejendommen, på indskrænkninger, på udelukkelse, vil den være given til pris for illusioner. Vi ville væmmes ved vore rigdomme; der vil være bitterhed i vor latter, og vor vin vil brænde os på tungen. Kun det gode, som vi kan nyde med alle døre åbne og som er til alle menneskers gavn, kun det er sand gevinst."
KOSMISK KEMI. Da det er vor hensigt jævnligt at bringe citater fra litteraturen med ovennævnte overskrift, gør vi, for en ordens skyld, opmærksom på, at udtrykket "kosmisk kemi" stammer fra "Livets Bog" II og hentyder til den kendsgerning, at al tankeblanding eller "tænkning" finder sted på basis af eksisterende tankestoffer eller de kosmiske kræfter, der ligger til grund for al bevidsthedsdannelse. Ukendskab til disse kræfter og de bag dem eksisterende kosmiske love og principper, er hovedårsagen til alt, hvad der kommer ind under begrebet en "ulykkelig Skæbne".
Finder De selv under læsning af en bog et citat, De mener egner sig for denne rubrik, vil vi være meget taknemmelig for at høre fra Dem.
Red.