Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvordan ser da Verdensbilledet ud for et indviet Væsen, der er blevet "eet med Faderen" og derfor direkte ser Livet eller Tilværelsen fra Faderens eget Udsigtspunkt, ser det som det virkeligt er, og ikke som det synes eller menes at være? - Som Svar paa dette Spørgsmaal maa jeg naturligvis henvise til mit Hovedværk "Livets Bog" og de med dette Værk forbundne øvrige Værker og Skrifter. Her vil jeg kun kunne udrede nogle enkelte bærende faste Punkter eller Analyser i dette Livets evige Panorama.

Men Evigheden er noget mere end blot og bar Uendelighed i Tid og Rum. Den er en Helhed, i hvilken Alverdens Detailler eller Ting hver især kun kan eksistere som Lokaliteter. Den er derfor Alverdens Detailler udtrykt som en Enhed. Absolut alt er saaledes Detailler i denne Enhed. Den vigtigste Detaille i nævnte Enhed maa da være det, der oplever og erkender denne Enhed eller Evigheden, og som yderligere tænker, iværksætter Villieføring og Skabelse og dermed opbygger og nedbryder. Hvad kan være større end dette "Noget"? - At Evigheden rummer et saadant tænkende og villieførende "Noget" bliver urokkeligt gennem den Kendsgerning, at vi selv eksisterer. Vi eksisterer jo netop hver især som et saadant tænkende, oplevende og villieførende "Noget". Dette "Noget" bliver altsaa Skabelsens højeste og første Aarsag og Ophav. Det er dette "Noget", der inde i os fornemmer sig som det dirigerende Midtpunkt og udtrykker sig selv som "Jeg"et. Det er dette "Noget", der er vort sande og absolutte Selv. Overfor dette "Noget" er alt andet i Organismen underordnede, tjenende Organer, igennem hvilke vort Selv's eller Jeg's Oplevelse og Tilkendegivelse, Tanke og Villieføring kan finde Sted. Da dette "Noget" saaledes er Ophavet til den Skabelse eller Jongleren med Materien og Organerne, som vor Fremtræden udgør, afsløres det dermed, at det ikke selv kan være hverken Organ eller Materie, men er noget helt andet. Da det er forud for enhver af sine dikterede Skabelser, er dets Eksistens ikke afhængig af dem, i modsat Fald kunde den jo ikke være forud for disse. Derimod er denne Eksistens's Form, Detailler eller samlede Kolorit afhængig af Tænkningen, Villieføringen og den heraf manifesterede Levevis. Det er derfor kun Koloritten og ikke Eksistensen, der er Forvandlingen underkastet. Men naar nævnte højeste "Noget" ikke er Forvandling underkastet, kan selve dets Eksistens aldrig nogen Sinde ophøre, ligesom den heller aldrig nogen Sinde kan være begyndt. Nævnte "Noget" kommer derved til at adskille sig fra alt andet omkring sig ved i sin Egennatur at eksistere uafhængigt af Forvandlingerne, Skabelsen eller den ydre Verden. Men derved bliver dets Eksistens jo hævet over Tid og Rum og udgør dermed nøjagtig den samme Analyse, som vi allerede har fundet i Form af "Evigheden". Denne vor eget oplevende og manifesterende "selv"s eller "Jeg"s Identitet med "Evigheden" er Verdensbilledets evige Analyse B.

I Forbindelse med sin Organisme fremtræder vort Jeg som "et levende Væsen". Men da Jeg'ets Eksistens er evig, medens dets Organisme er skabt, har vi her den dybeste Aarsag til den Todeling af Livet, vi udtrykker som "Timeligheden" og "Evigheden". Organismen er "Timeligheden", medens Jeg'et er "Evigheden". Dette er Verdensbilledets evige Analyse C.

Da det levende Væsens Organisme er timelig, har haft en Begyndelse og derefter uundgaaeligt vil ile mod sin Kulmination og Afslutning, maa Jeg'et, før dets nuværende Organisme blev til, have haft og vil ligeledes, efter at denne er ophørt med at være til, faa en Eksistens uden denne nuværende Organisme. Men dette betyder ikke, at Jeg'et dermed har været eller vil komme til i nævnte Tidsrum at være uden Organisme. Man skal ikke her tro, at det højeste "Noget" inde i ethvert levende Væsen kun skulde have Tanke- og Villieføring og dermed Oplevelse af Livet i det lille mikroskopiske, det for næsten intet at regne lille Tidsrum, som en Organismes Alder udgør i Forhold til den uendelige Eksistens, det samme "Noget" havde før den nuværende Organisme blev til, og den uendelige Eksistens, det uundgaaeligt vil faa, efter at samme Organisme er ophørt med at eksistere. Hvad skulde vel en saa forsvindende lille Oplevelse af Livet, som et enkelt Jordliv er i Forhold til Jeg'ets Eksistens, kunne gavne? - Dets Betydning vilde være mindre overfor Jeg'ets evige Eksistens end et almindeligt lille Støvfnugs Betydning i Forhold til Jordkloden. Dette Forhold er saa uhyrlig meningsløst, at Livet i Kraft af dette da maatte være af en saa forsvindende ubetydelig Natur, at Døden maatte blive den altherskende, hvilket jo er det modsatte af Kendsgerningen. Livet iscenesætter absolut al Bevægelse med det Formaal at skabe Oplevelse, hvilket Formaal skulde Bevægelsen ellers have? - Det er jo Bevægelsen, der skaber Reaktioner, Reaktionerne opleves af Sanser og bliver derved til Livets Oplevelse. Verdensaltet er en eneste stor Kombination af Bevægelse og udviser saaledes en hundrede Procents Betingelse for Skabelse af Oplevelse. Men hvortil hele denne store Bevægelseskombination, hele denne umaadelige Forvandlingsproces baade i og uden omkring de kendte levende Væsener, som Universet repræsenterer? - Hvortil dette gigantiske Bevægelsesocean, der strækker sig i saa umaadelige Baner, at man maa bruge Lysaar og andre Billedformer for i det hele taget at kunne bringe disse Klodernes og Mælkevejenes Kurser i Tid og Rum ind under Fatteevnen? - Hvortil de ligeledes ufattelige mikroskopiske Processer, som vi ogsaa kun med Billeder og Lignelser kan fastholde i Indtryk. Hvis dette Kæmpeocean ikke er til for at skulle indvirke paa Sanseevner, indvirke paa noget, der kan opleve Nytten af disse Processer, hvad er det da til? - Har man nogen Sinde set, at Naturen skaber formaalsløst? - Kan noget gaa til Spilde i Naturen? - Bliver ikke alt Affald, af Naturen selv, overført i nye Kredsløb? - Er det ikke Efteraarets faldende Blade, der er med til at nære det kommende Foraars nye Løv? - Er det ikke Gødningen, der befordrer Brødkornets Frodighed? Bliver Kloakvandet ikke igen af Naturen selv filtreret og omdannet baade til krystalklart Drikkevand og til den rene Luft, vi indaander? - Optages ikke alt, hvad der er gaaet under, i nye Kredsløb? - Hvad er Stenes og Klippers Forvitring? - Er det ikke en Omdannelse til Nyttiggørelse i nye Former i Kredsløbet? - Tror man Naturen saa kolossalt er baseret paa at skabe Oplevelsesmulighed, naar denne har mindre at betyde for det oplevende "Noget" eller Jeg end et almindeligt lille Støvfnug har Betydning for Jordkloden? - Som man her ser, er der ingen som helst Mening i dette kolossale Opbud af Bevægelse og Kræfter, som Naturen eller Verdensaltet repræsenterer, hvis de oplevende Jeg'er hver især kun i et lille mikroskopisk Lynglimt i Form af et Jordliv har en Organisme. Tror man den absolutte Sandhed bag Verdensaltets umaadelige Opbud af Kraft, Energi og logisk Skabelse blot vil være at udtrykke som et "Noget" med en evig Eksistens, men kun med en Oplevelsesepoke, der i Forhold til denne Eksistens er saa mikroskopisk, at den forsvinder bort næsten som et Intet? - Nej, Livet er ikke et Intet, men et evigt "Noget" med en Oplevelsesevne, der er ligesaa evig som dette "Noget"s Eksistens. Dette er Verdensbilledets evige Analyse D.

At paaberaabe, at Individets Oplevelsesevne ikke er evig, er det samme som at afsløre sig selv som et sovende Væsen, et Væsen, hvis Intellektualitet endnu ikke kan overskue dets nuværende fysiske Organismes Alder og derfor er nødsaget til at tro, at denne Alder er dets hele Eksistens eller Tilværelse. Det er Kulminationen af den "Død" eller Bevidsthedsindsnævring, der skulde blive Følgen af Nydelsen af "Kundskabens Træ", den primitive Sansebegavelse igennem hvilken Individet kun kan sanse Materie, men ikke det Materien dirigerende "Noget", som dets eget Jeg udgør. Men denne "Død" er ikke nogen "Død" i absolut Forstand, den er kun en Nuance, en betinget Lokalitet i et Kredsløb paa samme Maade, som Vinterens Kulde og Mørke og den heraf indskrænkede Livsudfoldelse er en Lokalitet, en Aarstid i Aarets Kredsløb, og paa samme Maade som Natten med dens Søvn og Hvile og den heraf indskrænkede Livsoplevelse er en Lokalitet i Døgnets Kredsløb. Livet viser indtil Overdaadighed, at intet er stillestaaende, intet er blivende indenfor Livsoplevelsen. Hvordan skulde vel ogsaa dette kunne være Tilfældet, da hele Universet eller Verdensaltet er en eneste stor Energi- eller Bevægelsesbølge. hvor det eneste absolut faste Punkt kun er det guddommelige "Noget", der adskiller sig fra Bevægelsen derved, at det udgør det, der oplever og dirigerer Bevægelsen. Bevægelsen er jo en underordnet Ting, der ikke kan opleve, tænke eller føre Villie, men derimod udelukkende kun kan blive "Oplevelse". Men naar der eksisterer "Oplevelse", bliver det samtidig derigennem til Kendsgerning, at der eksisterer "et oplevende Noget". Bevægelsen er altsaa i sin højeste Analyse "Oplevelse". Men for at Bevægelsen kan opleves, maa den danne Kontraster. Og al Bevægelse i Verdensaltet er da i Kraft af et evigt Princip fremtrædende i Grader af Hastighed. Disse forskellige Hastighedsgrader stillet overfor hverandre skaber jo Kontraster eller Forskelle i deres Reaktioner. Det er denne Forskel, der danner Grundlaget for Oplevelse. Alle eksisterende Oplevelser, ligegyldig hvilke og hvordan de saa end maatte være, vil udelukkende kun kunne opleves i Kraft af, at de i sig selv danner en Afvigelse fra andre Oplevelser, saaledes at der bliver en Forskel mellem førstnævnte Oplevelser og disse andre Oplevelser. Da Livsoplevelsen er Oplevelsen af disse Forskelle, vil alle Tankearter, Sindsstemninger, Glæde og Velvære saavel som Sorg og Sygdom i Virkeligheden være Oplevelsen af Forskellen imellem Energiarternes forskellige Hastigheds- eller Vibrationsgrader. For at det oplevende og villieførende "Noget" kan opleve Velbehag, maa der findes noget, dette Velbehag kan være afvigende fra, noget, der kan markere Velbehaget. Og det eneste, der kan danne Modsætningen eller Kontrasten til Velbehaget, er naturligvis Ubehaget. Paa denne Maade er alle Former for Oplevelse baseret paa Oplevelsernes indbyrdes Kontrastforhold eller Afvigelse fra hverandre. Hver Afvigelse danner den Forskel, hvormed Oplevelserne markeres og dermed bliver tilgængelig for Sansning. Ser vi paa Naturen, ser vi, at denne netop i allerhøjeste Grad er baseret paa at skabe disse Kontraster, saaledes at dens store Bevægelsesmasse derved kan blive tilgængelig for Sansning. Den er derfor organiseret paa en saadan Maade, at den inddeler alt i Kredsløb. Ja, saa gennemført er denne Kredsløbsdannelse, at ingen som helst Energi i Virkeligheden i absolut Forstand kan gaa i lige Linie, men vil altid beskrive en Krumning. Derved bliver det til Kendsgerning, at den lige Linie overhovedet ikke eksisterer. Det, vi netop kalder "den lige Linie", opstaar kun der, hvor Krumningen eller Kredsløbet er saa mikroskopisk, at den ikke kan iagttages med det fysiske øje. Er Jordklodens Overflade ikke netop paa umaadelig store Dele af sin Overflade "vandret", f. Eks. paa Havene? - Og dog vil vi ved at følge denne "vandrette" Linie komme rundt om Jorden og møde vort Udgangspunkt. Den "vandrette" Linie var ikke nogen "lige Linie", men en Cirkels Bue. Derfor ser vi i Henhold til denne Lov eller dette Princip, at Naturens store Energiformationer danner Kredsløbsbaner og afføder dermed Dag og Nat, Morgen og Aften, Sommer og Vinter, Foraar og Efteraar, samt alle de andre Former for Kredsløb i Materien eller Naturen. Derved opstaar alle de Forskelle mellem Bevægelses- eller Energiarterne, der bevirker, at vi kan sanse eller skelne imellem Lys og Mørke, Kulde og Varme. Men det er jo ikke blot rent fysisk, at Kredsløbsfunktionerne ordner Energiudfoldelsen i Kontrastformer, det gælder ogsaa rent mentalt eller psykisk. Hvad er et Menneskes Jordliv fra Vuggen til Graven? - Er det ikke ogsaa et Kredsløb? - Ser vi ikke ogsaa her Kredsløbets fire Aarstider? - Er ikke Barndommen, mentalt set, at ligne ved Vinterens indsnævrede Livszone? - Det lille Barn er som det bladløse Træ om Vinteren. Det har i sig Livskraftens Kim, der efterhaanden i Kredsløbet kan folde sig ud som Foraarets pragtfulde Løvkrone. Denne Tilstand hos Mennesket kalder vi "Ungdom". Bliver ikke paa samme Maade Væsenets "Manddom" at ligne ved dets Mentalitets eller Bevidstheds Sommer? - Og er "Alderdommen" ikke det samme som Jordlivskredsløbets Efteraar? - Er det ikke herfra, at Mentaliteten overgaar til det aandelige Plan for derfra igen at spire frem igennem et nyt Kredsløbs Barndom og videre til en ny Ungdom, en ny Manddom og en ny Alderdom og saaledes fortsættende. Denne Fortsættelse af Kredsløbet bekræfter Naturen indtil Overdaadighed som Kendsgerning. Den viser ikke i noget som helst Tilfælde, at et enkelt Kredsløb er en Helhed eller Afslutning, men at det derimod kun er et Led i en Kæde af Kredsløb. Bliver Vanddraaben ikke skiftevis Kloakpøl og til klart Drikkevand i det uendelige? - Ser vi paa Døgnkredsløbets Dag og Nat, ser vi, at det gentager sig indtil ca. 25,500 Gange i et Menneskes Jordliv paa 70 Aar, ligesom Aarskredsløbets Sommer og Vinter gentager sig indtil lige saa mange Gange, som Individet netop bliver Aar gammel. Naar alle Stoffernes eller Materiernes Kredsløb, hvor vi saa end ser hen i Universet, saaledes er Gentagelser af forudgaaende Kredsløb, der hver især kun eksisterer som et Led i en Kæde af Gentagelser, hvorfor skulde det Kredsløb, der udgør Menneskenes Jordliv, saa ikke ogsaa være et Led i en Kæde af Gentagelser? - Og bliver der saa ikke netop Mening i Jeg'ets evige Eksistens? - Naar der parallelt med dettes evige Eksistens eksisterer en tilsvarende evig Kæde af Kredsløb, i hvilken hvert enkelt Jordliv kun er et enkelt Led, bliver det dermed synligt, at Jeg'et har en evig Bevidsthed. Ja, bliver ikke hele Tilværelsen fra at være et meningsløst, skrigende uretfærdigt Kaos til en hundrede Procents logisk Manifestation, ved hvilken Jeg'et skiftevis bliver i Stand til at holde de Kontraster i Live, ved hvilke det i tilsvarende Grad skiftevis kan opleve Mørket saavel som Lyset? - Det kan derved gøre hele denne umaadelige Verden af Nuancer imellem disse to Yderpoler til een eneste stor Oplevelse, til Oplevelsen af "Udødelighed" og dermed til Oplevelsen af et "evigt Liv". Var ikke Naturen ordnet netop paa denne Maade, maatte en evig absolut Død, et evigt "Intet" herske der, hvor i Dag Verdensaltets straalende Almagt forkynder om Plan- og Hensigtsmæssighed, logisk Skabelse, Fuldkommengørelse, evig Vækst, evig Belæring, evig Underholdning, evig Tænkning og Villieføring for det altoverstraalende, levende "Noget", vi hver især udgør i Form af vort eget Selv eller Jeg. Dette evige Kredsløbsprincip er Verdensbilledets evige Analyse E.

Det er denne vor fortsættende Tilknytning til en evig Tilværelse, der aabenbarer sig for os i et nyt, stort Kæmpekredsløb i Form af den i mit Hovedværk "Livets Bog" betegnede "Udviklingsstige", der ogsaa i samme Værk betegnes som "Spiralkredsløbet". Ser vi paa Livet, hvorledes det har udviklet sig her paa Kloden lige fra Mineralformerne til Planteriget og herfra til Dyreriget og atter igen frem til det jordiske Menneskerige, er dette Afsnit af Udviklingen jo intet mindre end en "Aarstid" i nævnte Kæmpekredsløb. Den højeste Livsudfoldelse, som har fundet Sted indenfor dette Afsnit, er det dræbende Princip. Ingen som helst Form for Manifestation i nævnte Afsnit er kommet paa Højde med Væsenernes Evne til at mangfoldiggøre Manifestationen af Drab, Mord, Krig, Lemlæstelse, Invaliditet og Livslede, Materialisme, Haabløshed og Gudløshed og det deraf følgende Kultursammenbrud. Dette vil altsaa sige, at Mørket og dermed en Indsnævring af Livslystoplevelsen, Lykken og Glæden ved at være til, er altdominerende. Men denne Tilstand er jo uundgaaeligt Kredsløbsprincippets Vinterzone eller Mørkets og Kuldens og dermed Livsindskrænkningens Aarstid. Denne Epoke i Kredsløbet viser sig som Jeg'ets Oplevelse af den forudgaaende Kontrast, ved hvis Hjælp det bliver i Stand til at skelne et efterfølgende kosmisk Foraar, en straalende mental Lysoplevelse og den herpaa følgende kosmiske Sommer og saaledes fortsættende. Og er nævnte Foraars første svage Antydninger ikke netop allerede til Stede i Form af Udviklingen af Humanitet eller Næstekærlighed? - Jordmennesket kan altsaa her begynde at øjne sin Position i et Gigantkredsløb af saa ufattelige Dimensioner, at de ved Lysaar betegnede Afstande eller astronomiske Omraader forsvinder som rent lokale Mikrodetailler i det Panorama af Evighed, som vort Selv eller Jeg, vor udødelige Individualitet i Kraft af sin evige Tilknytning til Kredsløbsprincippet her er prædistineret til at skue. Denne vor Tilstedeværelse i og udviklingsmæssige Bevægelse igennem dette Gigantkredsløbs fire forskellige Aarstider er Verdensbilledets evige Analyse F.

Men Livet er i sin højeste Analyse mere end dette, at se ud over Tiden og Rummet og se ind i selve Evighedens Gigantterræners Mørke- og Lysregioner. Et saadant Syn vilde i sig selv kun være en Oplevelse af døde Automatfunktioner, selvom de ogsaa maatte henregnes til kosmiske Foreteelser, og selvom de straalede i de skønneste Farver og var Kulminationen af logisk Behagsoplevelse. Da logisk Behagsoplevelse er det samme som "Kærlighed", bliver Universets Energiudfoldelse identisk med "Kærlighed". Men da denne psykiske Tilstand igen er en mental, organisk Funktion og kun kan udløses igennem Villieføring, og Villieføring igen kun kan udløses af et Jeg eller det "Noget", der eksisterer bag ved Oplevelserne, det "Noget", der oplever og manifesterer, kommer her et mystisk Væsen til Syne som Ophav til al denne Universets Kærlighedsmanifestation. Hvad, hvem og hvor er dette Væsen? - Før dette Spørgsmaal er besvaret, er Livsmysteriet ikke løst og Verdensbilledet endnu ikke fundet. Og saalænge man ikke har fundet dette, er man endnu ikke blevet det fuldkomne over Dyret hævede suveræne Væsen, som det er Udviklingens Maal at føre Væsenet frem til, nemlig, "Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse".

Den evige Kredsløbslov betinger altsaa, at efter Vinter kommer der Sommer, efter Nat kommer der Dag, efter Mørke kommer der Lys, efter Døden kommer der Liv. Det levende Væsen gennemgaar her Oplevelsen af den Mørkets Kontrast, der giver det Interesse og Længsel efter Lyset, efter Foraarets og Sommerens Komme. I Lidelsens Sfære bliver nævnte Væsen igennem flere Jordliv forædlet, bliver mere og mere uselvisk og humanistisk indstillet, faar til sidst en fuldkommen næstekærlig Væremaade. Organer udvikler sig i det for sympatiske Anlæg, der efterhaanden helt hæver det op over Dyrets Sfære og sætter det i Stand til at elske sin Næste uafhængigt af, om denne tilhører dets eget eller det modsatte Køn. En ny Psyke eller Mentalitet, der efterhaanden helt vil overskygge den dyriske eller selviske Mentalitet i det jordiske Menneske, opstaar. Det altoverstraalende i denne Mentalitet er Humanitet eller Kærlighed til alt og alle. Med denne sin høje Kærlighedssans begynder Individet at rette hele sin Bevidsthed bort fra Selvoptagetheden til Fordel for Varetagelsen af sin Næstes Beskyttelse og Velfærd. Men ved saaledes at rette Bevidstheden bort fra sig selv og lade den udfolde sig i Uselviskhedens og dermed i Sympatiens eller Kærlighedens Favør, kommer denne dets udadvendte Bevidsthedsenergi i Kontakt med Universets Grundtone, der netop er Kærlighed. Igennem denne Kontakt kan det begynde at føle Universets Love og dermed Hensigten med de bag Universets paa disse Love baserede Skabelsesprocesser. Disse bliver mere og mere til en Fornemmelse af en fremmed usynlig Villieføring og dermed til Bevis for Tanke og Bevidsthed. Men denne begyndende Oplevelse af Universets Aabenbaring af Tanke- og Villieføring afføder Begæret efter et Møde med denne Tanke- og Villieførings Ophav eller dette mystiske Væsen, som Individet ganske vist igennem mange forskellige Beretninger og Opfattelser eller igennem sin Børnelærdom har hørt omtale som "den evige Guddom", og som det engang har troet paa, men som efterhaanden var svundet bort i dette umaadelige Ocean af Materieanalyser eller Talfacitter, som "Nydelsen af Kundskabens Træ" havde optaarnet i Bevidstheden. I denne Grav af den materialistiske Videns og Kundskabs fysiske eller aandeligt døde Facitter begynder Individets Bevidsthed nu igen at "opstaa fra de døde". Det begynder at nyde af et andet Træs Frugter, nemlig Frugterne fra "Livets Træ". Frugterne fra dette Træ er "Livsytringsfacitter" som Modsætning til Frugterne fra "Kundskabens Træ", der kun udgør Talfacitter. Medens disse sidste Facitter kun giver Viden om kolde Materiereaktioner, Hastighedsgrader etc., giver "Livsytringsfacitterne" Viden om Tanke og Villieføring, Planer og Hensigter. Alle Reaktioner, der før blev opfattet som nøgterne Bevægelsesarter, bliver nu igennem den nye Sansebegavelse til "Livsytringsfacitter", der igen giver Erkendelsen og Forstaaelsen af Materien eller Naturen som en levende fungerende Mentalitet eller Bevidsthed og dermed som Udtryk for et levende Ophav, der netop, med denne Bevidsthed, Tanke- og Villieføring, vi ellers kun er vante til at kalde "Naturkræfterne", tilsigter en intim, levende Henvendelse til ethvert søgende, kærligt Individ. Og da det højkærlige og dermed højintellektuelle Væsen nu ved, at Gud ikke eksisterer i blot og bar Talfacitter, søger det ham ikke mere i en enkelt særlig Materiekombination, men i alle Energiarter i Universet lige fra de kendte levende Væsener og deres Manifestationer og frem til Universets yderste Grænser for dets Iagttagelse saa ogsaa mange Lysaar borte i det uendelige Rum. Det ser, at hele den her udspændte Proces er en guddommelig Villieføring, Virkninger af et umaadeligt sprudlende Tankevæld, en Aabenbaring koncentreret i selve Evigheden og Uendeligheden akkurat ligesom Jeg'et inde i det selv eller i ethvert andet levende Væsen. Og med denne Oplevelse er Individet kommet til hele Verdensaltets "faste Punkt". Her er det stedet overfor selve Livets Herre i et Format, der omspænder Altet saaledes, at det kun i "Ham" kan leve, røres og være. Her er det Væsen, der er besunget og lovprist paa mange forskellige Maader igennem alle Tider, og som Individet instinktmæssigt i Virkeligheden aldrig nogen Sinde har været foruden. Her er det Væsen, det som Dyr skreg til i Livsfaren og Dødsøjeblikket, her er det Væsen, det som Jordmenneske senere igennem utalte Bønner henvendte sig til i Nødens og Farens Stund, her er det Væsen, det selv iklædte Idealer, Skikkelse og Legeme efter sit eget Billede, og her er det Væsen, det endnu senere igennem sit tilegnede Herredømme over Materien fornægtede, og her er det Væsen, det igennem denne Gudløshed først for Alvor begyndte at savne, og som det saa begyndte at søge eller efterforske i nye Facitter efter at have løbet sig til Døde i Talfacitternes umaadelige eller endeløse Grav. Og igennem disse nye Facitter har det altsaa opdaget den virkelig levende Gud og dennes Mentalitet, som det derfor begynder at efterligne. Med denne Efterligning omskaber det altsaa sig selv i Guds Billede efter hans Lignelse. Men det indviede Væsen ser videre. Det ser, at her er det Væsen, det efter sin Indvielse ser levendegjort i alle andre eksisterende levende Væseners Fremtræden. Det ser, at her er det Væsen, der taler igennem alle levende Væseners Øjne, Ord, Handlinger, Smil og Taarer, rent bortset fra det af samme Væsen aabenbarede Vælde igennem Naturens umaadelige Skabelsesprocesser. Det oplever sig saaledes Ansigt til Ansigt med det Væsen, der er Morgen og Aftenrøden, Mørket og Kulden, Lyset og Varmen, det Væsen i hvem alle disse Kræfter forener sig i det store Slutfacit "Alkærligheden". Og det indviede Væsen føler sig betaget stedet overfor dette evige Væsen, fra hvem alle levende Væsener i Kraft af det ligesaa evige Kredsløb atter og atter udgaar og atter og atter vender tilbage til. Det oplever her "Livets Fader" og ser sig selv for første Gang i vaagen Dagsbevidsthed som "Gudesøn". Denne Universets guddommelige faderlige og sønlige Identitet er Verdensbilledets evige Analyse H.

Der er endnu en højere og sidste Oplevelse af den evige Fader, inden det ny (og evigt gamle) Verdensbillede er fuldkomment. Denne Oplevelse er den personlige Kontakt med dette vort Væsens evige Kilde og faste Punkt. Men denne Oplevelse kan ikke som den teoretiske, gives ved Hjælp af andre, men udelukkende kun igennem vor egen Udvikling, vort eget kosmiske Spiralkredsløbs Tilbagelægning. Men denne Udvikling begynder at manifestere sig allerede i vort spæde begyndende Forhold til andre levende Væsener i Tilværelsen. Først er det igennem Samlivet med det modsatte Køn igennem en lang Kæde af Jordliv. Dernæst bliver de sympatiske Anlæg udviklet igennem Kærligheden til vort eget Afkom, igennem Samarbejdet med Racen eller Væsener af ens egen Art, Gruppe eller Flok i Kampen for Tilværelsen, igennem voldsomme Konflikter med Væsener af andre Arter eller Racer, gennem voldsomme Blodsudgydelser, Had og Forfølgelsesenergi, gennem Liv i Rovdyrsfærers Selvopholdelsesdrift og Livsbetingelsen, at maatte dræbe for at leve, men de er endnu langt fra færdige. Og med de blodige dyriske Tendenser stadigt i Knopskydning og Blomstring, maatte de føre Menneskene til de blodige Dødningedanse paa Magt- og Havesygens eller de brutale, dyriske Erobringslysters store blodbesudlede Krigsskuepladser, der samtidig med den længst levende dyriske Proces "Skinsygens" eller Jalousiens Mord- og Selvmordsterræner og ulykkelige Kærlighedsdomæner maatte blive Kulminationen af den Bevidsthedssfære, der forlængst af de Vise eller Menneskehedens største kosmiske eller aandelige Førere blev bebudet som et uundgaaeligt kommende Ragnarok eller Helvede. Dette "Helvede" er ikke nogen "Straffeforeteelse" for "Synder", iværksat af en Guddoms Vrede, men er derimod et evigt eksisterende sidste beskyttende Bolværk for Væsenernes Vandring imod Mørket. Længere end til "Helvede" kan altsaa intet som helst Væsen vandre i Mørke eller Lidelse. Hinsides dette Ulykkens og Lidelsens Hjemsted gaar Vejen urokkelig atter imod Lyset. Ingen kan nemlig opleve eller gennemgaa "Helvede" uden at opleve eller se, at dette er Kulminationen af det Ubehag, der altid uundgaaeligt opstaar der, hvor en Tanke- og Villieføring ikke er i Kontakt med Næstekærligheden eller den Grundtone, paa hvilken hele Universet hviler. Og med dette Syn indprentet i Bevidstheden begynder Individet at frigøre sig fra sin nedarvede selviske eller dyriske Væremaade, der ved sin totale Mangel paa Kærlighed jo var Vejen direkte til Helvede. Igennem denne Frigørelse bliver der ikke mere noget, der hedder "at dræbe for at leve". Man behøver da ikke mere at leve af udviklede Dyrs Organismer, Kød og Blod, ligesom man heller ikke mere behøver at tilrane sig andre Væseners materielle Fordele, deres Værdier, Gods og Guld. Der er heller ikke mere noget "eget Køn" at hade, da ens hele Sympati efter denne igennem mangfoldige Inkarnationers Indvielsesvandring i Mørket nu kun er besjælet af een eneste stor Interesse, og det er Lys, Lys og atter Lys, hvilket i denne Forbindelse igen er det samme som Fred, Kunst, Skønhed og Glæde. Og i dette Kærlighedens Lys, der er Altets Grundtone, kommer man mere og mere i Kontakt med alle Væsener, idet man igennem sin egen lange Vandring nu forstaar alle de andre, der endnu befinder sig i Mørket og ikke ved, hvad de gør. Men man ser ogsaa i Kraft af det indre Lys, den saakaldte "hellige Aand", at der er en Fader, et tænkende og villieførende Væsen bag alle Universets eller Altets Foreteelser. Man forstaar, at intet Væsen lider Uret, og at ingen kan gøre Uret. Det hele er en guddommelig Skabelsesproces, udløst igennem Kredsløbet, der igen er en Organisering af Kontraster. Og da Livet umuligt kan opleves uden denne Organisation af Kontraster (et Billede saavel mentalt som fysisk kan kun eksistere i Kraft af Kontraster), er Kontrasternes Tilstedeværelse og Individets derigennem manifesterede Evne til at opleve disse jo en guddommelig Velsignelse, en Kulmination af Kærlighed, en evig fortsættende Oplevelse af Nat og Dag, Vinter og Sommer, Sorg og Glæde, Uvidenhed og Viden og dermed en skiftende Oplevelse af Døden og Livet, der gør det levende Væsen til Dødens og Livets Herre. Denne Individets eller det levende Væsens Identitet som Dødens og Livets Herre er Verdensbilledets evige Analyse I.

Som vi har set, er Døden ikke en Tilintetgørelse af Livet, men udgør i Virkeligheden det samme som Livet blot i en meget indsnævret eller formindsket Form. Denne Indsnævring eller Formindskelse af Livet bliver saa en Kontrast til det større eller mere udvidede Liv og gør derved Oplevelsen af dette muligt. Den mentale Død er altsaa ikke en Opløsning eller Tilintetgørelse af det levende Væsens Eksistens, men blot en Formindskelse eller Indsnævring af dets Bevidsthed til en latent Tilstand, der lige akkurat er et saadant Minimum, som er nødvendigt, for at et særligt Bevidsthedsmaksimum kan markeres. Forvandlingen af Væsenets Bevidsthed fra dette Minimum til nævnte Maksimum er det samme som den Proces, vi kender under Begrebet "Udvikling". Men ligesom Kredsløbet bevirker Væsenernes Forvandling fra dette Bevidsthedsminimum til det tilsvarende Bevidsthedsmaksimum, saaledes bevirker Kredsløbet ogsaa en Bevægelse fra nævnte Bevidsthedsmaksimum til det tilsvarende Bevidsthedsminimum. Denne Bevægelse er i mit Hovedværk nærmere omtalt under Begrebet "Indvikling". Det er Udløbere af dette Princip, vi almindeligvis i det daglige Liv udtrykker under Begrebet "Degeneration". Medens Minimumsbevidstheden, den mentale "Død", markeres ved den kolde, materialistiske Gudsfornægter, der tror, at hans Væsens art er Universets højeste Livsform, og at Naturens enorme Skabelsesprocesser udelukkende kun udgør et tilfældigt Sammenspil af døde Kræfter, af hvilken Tilfældighed han altsaa selv er et Produkt, vil Maksimumbevidstheden, det kosmiske Klarsyn eller Kristusmentaliteten paa det fysiske Plan markeres ved det indviede Væsen, der er blevet eet med Universets Grundtone: "Næstekærligheden", er blevet "Vejen, Sandheden og Livet" og dermed "Eet med Faderen". Et saadant Væsens guddommelige Syn eller kosmiske Oplevelsesevne er altsaa blevet til paa Grundlag af dets Ophavs Oplevelse og Overvindelse af Mørket og den heraf følgende fuldt udviklede Humanitet eller Næstekærlighed i dets Psyke og Væremaade. Og med denne Udvikling kan Individet ikke undgaa en virkelig vaagen dagsbevidst sansemæssig Indtrængen af den højeste Oplysning eller Viden i dets Bevidsthed. I et for denne Oplevelse særligt gunstigt Øjeblik indtræder der for Væsenets vaagne dagsbevidste Sansning en vældig Illumination af alt, hvad det overhovedet kan sanse. Alt bliver i denne Oplevelses højeste Instans til et gyldent Lys. Denne vældige som lysende Guld altbeherskende Illumination lader alle Detailler i Verdensrummet, ogsaa ens egen Organisme gaa op i dette ene levende Lys. Og man sanser, ser eller oplever kun Lys, Lys og atter Lys. Og her er det, at man for første Gang med vaagen Dagsbevidsthed føler sin Eksistens udenfor Tids- og Rumdimensionen. Her er der ingen Organisme, der iler imod sit Endeligt, imod et Livs Ophør. Her er der ikke noget, der tynger eller fremkalder Angst og Bæven, Skrig og Pine. Her findes ikke selv den allermindste Form for Skygge. Her er derfor kun een eneste Detaille: dette altgennemtrængende levende Lys, der nærmest vil være at udtrykke som Guld i Straaleform. I dette Lysocean føler man sig lyslevende eksisterende, skønt man ingen detaillerede Nuancer kan iagttage ud over nogle gyldne Traade, der gennemtrænger Lyset. Man har altsaa ingen Organisme ud over dette Lys. Og i dette Lys er man sammensmeltet med alt andet Liv i Verdensaltet, der heller ingen Organisme har ud over det vældige Lysocean. I Sandhed, man oplever her sin Udødelighed, sin Identitet med Evigheden, sin Sammensmeltning med den evige Guddom, som man føler Lyshavet er Udtryk for, og som altsaa ogsaa er ens eget evige Liv. Man er stedet for sin evige Fader, Verdensaltets Ophav og Jeg. Man føler en hel ny Verdens Detailler trænge ind i ens stadig vaagne Dagsbevidsthed, en Verden, hvor alt er straalende Kærlighed, og hvor alt, der før var Mystik og Uklarhed, nu er blevet aabenlys og klar Virkelighed og Udtryk for en Kulmination af Fuldkommenhed. Man føler, at det er Guds Aand, Tanke- og Villieføring, der er trængt ind i ens Bevidsthed og helt overskygger denne. Man er ikke mere det samme Menneske. Man har gennemgaaet den store Indvielse. Man er nu opstaaet fra de Døde. Man er blevet bevidst i Evigheden eller Guds Rige.

Men selvom Universet eller Verdensaltet bestaar af Myriader af levende Væsener eller Former for Liv, ved det indviede Væsen, at ingen som helst enkelt af disse Livsformer saavel som intet som helst enkelt af de levende Væsener i de nævnte tre Kosmos kan være den evige Fader eller Guddom. Hvad enten de fremtræder som Verdensgenløsere, Kristusvæsener, Buddhaer eller udgør andre af Menneskehedens største Vise, eller om de udgør Former for Liv, vi kalder Kloder, Sole og Mælkeveje, kan ingen som helst af disse Livsformer udgøre den ene sande Gud. De er hver især at udtrykke som en Søn af Guddommen. Guddommen er for det indviede Væsen ikke et Spørgsmaal om et rum- eller tidsdimensionelt Væsen. Gud er ikke et Spørgsmaal om et Størrelsesbegreb. Gud er Aand og maa opleves som Aand og ikke som en Form eller Skikkelse, ikke som en Materiekombination, men derimod som et igennem Materie-, Energi- eller Bevægelsesoceanet aabenbaret tanke- og villieførende Verdensjeg. Det indviede Væsen ser, at Guddommens Eksistens kun er mulig igennem det samme Princip, som det selv med sin Organisme udgør. Ligesom det selv udgør et Jeg i en Organisme, der samtidig med at være Bolig og Redskab for nævnte Jeg ogsaa udgør en Bolig, et Univers eller Verdensalt for en hel Serie af Mikrovæsener, saaledes udgør Guddommen ogsaa et levende Væsen, et Jeg i en Organisme, der igen er Bolig for Mikrovæsener. Denne Organisme er Verdensaltet, og Mikrovæsenerne er de i dette Verdensalt eksisterende levende Væsener. Derved bliver ethvert levende Væsen saaledes et Mikrovæsen i Guddommens Organisme. Dets Manifestation og Udfoldelse er altsaa en organisk Funktion i nævnte Organisme og er medbestemmende i Skabelsen af Velværet indenfor samme Organisme, er opbyggende eller underminerende dette alt eftersom nævnte Udfoldelse er Kærlighed eller Had. At Kærligheden dermed er Hovedbetingelsen for et virkelig lykkeligt Velvære, en absolut Fred og Harmoni i Tilværelsen turde vel hermed være selvfølgeligt. Men det indviede Væsen skuer videre og ser, at der ikke findes noget største eller mindste Væsen i hele dette Panorama af levende Væsener. Det ser, at dets egen Organisme rummer Myriader af Mikrovæsener af forskellig Slags. Det ser, at dets Medvæseners Organismer ligeledes er Univers eller Bolig for Mikrovæsener. Det ser, at Mikrovæsenerne inde i Organismerne ogsaa har Organisme, der igen er Bolig for endnu mindre Mikrovæsener og saaledes fortsættende nedad i det uendelige i Mikrokosmos. Der findes saaledes ikke her noget mindste Væsen, selvom der naturligvis for de fysiske Sanser vil være en Grænse hinsides hvilken, man ikke kan se. Men det skyldes ikke det, at der ikke er mere at se, men derimod det, at de Realiteter, der her forekommer, er af en saadan Natur, at de ikke kan bringe de nævnte Sanser til at reagere. Men akkurat det samme gør sig jo gældende, naar Væsenet ser opad i Makrokosmos. Ligesom der viste sig Mikrovæsener indeni Mikrovæsener i dets egen Organisme nedad i det uendelige Mikrokosmos, saaledes ser det nu ogsaa, at det selv tillige med alle Væsenerne i Mellemkosmos ikke er det yderste, der findes i Verdensaltet, men at der derimod finder vældige Funktioner eller Energiudløsninger Sted i Form af "Naturens Kræfter" omkring det. Det indviede Væsen ser, at disse Energiudløsninger eller Naturens Kræfter er Organfunktioner i en større Organisme, en Organisme indeni hvilken vi altsaa er Mikrovæsener. Denne første Organisme udenom os er Jordkloden. Jordkloden sammen med de øvrige Planeter er igen Mikrovæsener i Solsystemet, der igen er en Mikrolivsform i en endnu større Organisme: Mælkevejssystemet eller Solbyerne og saaledes fortsættende opad i det uendelige Makrokosmos. Paa denne Maade er de levende Væsener placeret indeni Væsener, og ingen kan komme til noget inderste eller yderste Væsen, ligesom der her naturligvis heller ikke findes noget største eller mindste Væsen. Selv det Verdensalt, som vi kender med dets umaadelige Rum, Kloder, Sole og Mælkeveje forsvinder for det indviede Væsens kosmiske Klarsyn som en Mikroorganisme indeni et endnu større System, en endnu større Organisme og saaledes fortsættende. Hvad nytter det da, at Væsenerne med Teleskoper ser Tusinder af Lysaar ud i det for dem synlige Verdensalt eller med Mikroskoper ser nedad i de for dem synlige mindste Partikler. Det absolutte Verdensbillede kommer de ikke eet eneste Skridt nærmere ad denne Vej. Her ophører nemlig al tids- og rumdimensionel Sansning. Her bliver derfor alle eksisterende Talfacitter ugyldige. Det absolutte Verdensbillede er ikke et Størrelsesproblem, det er ikke et Volumen- eller Konsistensbegreb. Det er ikke et Spørgsmaal om materielle Tings faste, flydende eller luftformige Tilstand. Verdensbilledet er ren Aand og kan derfor kun sanses af den indviede eller den, der kan sanse i Aand. At sanse i Aand er det samme som at kunne sanse det virkeligt levende bag de ydre døde Energiformer, Bevægelsesarter eller skabte Foreteelser. At sanse i Aand er saaledes en Modsætning til den almindelige videnskabelige Sansning, der i Virkeligheden kun udgør en Sansning af Talbegreber, Størrelser, Konsistens og Volumen etc. og som ikke giver noget som helst Udtryk for Liv. Den højeste Aarsag til Bevægelserne eller Livet kan her kun opfattes som "Tilfældighed", altsaa som et hundrede Procents dødt Ophav. At sanse i Aand giver derimod Oplevelse af Aand, hvilket vil sige Liv. Det indviede Væsen ser derfor Liv overalt og ser naturligvis ogsaa Livets første Aarsag som et levende guddommeligt Noget, der kan tænke, opleve og føre Villie eller skabe. Derfor ser den Indviede ogsaa Guddommen som et straalende levende "Noget" eller Jeg bag hele Verdensaltets materielle Struktur med dets Organismer indeni Organismer eller Væsener indeni Væsener ganske uafhængigt af ydre materielle Talfacitter eller Energikombinationer. Derfor bliver den Indviedes Syn af Verdensbilledet et Syn af Aand, og dermed et Syn af Bevidsthed, Tanke og Villie, hvilket igen er det samme som Synet af "et levende Væsen". Da dette Væsens Organisme i sig rummer alle eksisterende levende Væsener og udgør alt, hvad der overhovedet eksisterer, idet alle Detailler her er bygget indeni hverandre, ligesom de levende Væseners Livsdomæner ogsaa eksisterer indeni hverandre, har vi her for os Verdensbilledet aabenbaret som en af alle levende Væsener sammenbygget og opretholdt Enhed, igennem hvilken der aabenbares Aand, Bevidsthed, Tanke- og Villieføring og en heraf følgende Manifestation og Skabelse. Men derved bliver Verdensaltet jo synligt som et levende Væsens Organisme. Da denne Organisme adskiller sig fra alle andre Organismer derved, at den udgør Helheden eller alt, hvad der er til, bliver den, skønt materiel i sin Fremtræden, saa dog hævet op over Tids- og Rumdimensionen. Den kommer derved til at adskille sig fra Gudesønnens Organisme, idet denne jo netop er tids- og rumdimensionel, har en Begyndelse og Afslutning og maa derfor fremtræde med Alder. Guddommens Organisme (Verdensaltet) har ingen Alder. Den er identisk med Evigheden. Guddommen som et altomfattende levende Væsen, i hvis Organisme og Væsen vi alle leve, røres og ere, er Verdensbilledets evige Analyse K.

Som det fremgaar af det foranstaaende, ser det indviede Væsen Verdensaltet som Guddommens Organisme, og at denne Organisme i sit Princip udgør Organismer indeni Organismer, levendegjort og sammenføjet til en Enhed i Kraft af et tænkende og villieførende "Noget" eller "Jeg" i hver Organisme. Da dette "Noget" eller "Jeg"erne i sin Egennatur er hævet over Tids- og Rumdimensionen, vil nævnte ikke eksistere her i Flertal. Hinsides Tids- og Rumdimensionen, hvilket vil sige: hinsides alt det skabte, alt det timelige, kan det "Noget", som udgør Jeg'erne i Organismerne, kun eksistere som en udelelig Enhed. Der vil derfor her ikke være Tale om Jeg'er i Flertal. Der kan her absolut kun eksistere eet Jeg. Det er derfor først ved sin Forbindelse med Tids- og Rumdimensionen, hvor alle Ting har Begyndelse og Afslutning og derfor er begrænsede, at nævnte højeste "Noget" i Verdensaltet kan blive synligt som i Flertal, blive synligt som "Jeg"et i alle eksisterende levende Væsener i Universet. At det bliver synligt, vil altsaa sige det samme som, at det bliver sanset. Men da Sansningen kun kan foregaa igennem Organismen, vil denne saaledes udgøre et Slags Organ, ved hvis Hjælp nævnte højeste "Noget" kan markeres og dermed blive synligt. Da der er mange Organismer, vil nævnte "Noget" jo blive markeret eller gjort synligt i ligesaa mange Tilfælde, som der er Organismer. Det er saaledes ikke det højeste "Noget", der bliver mangfoldiggjort ved Hjælp af Organismerne, men derimod Synsbilledet af det samme "Noget". Det er denne mangfoldiggjorte Synliggørelse af det guddommelige "Noget", der fremtræder som Verdensaltets tilsvarende Mangfoldighed af "levende Væsener". Vi kan her i dette Tilfælde ligne Verdensbilledet ved et meget stærkt oplyst Rum med mange Vinduer. Ud fra hvert Vindue straaler et stærkt Lys, som altsaa bliver en lille Lysregion for sig selv. Paa denne Maade bliver der altsaa udenfor Rummet ligesaa mange Lysregioner, som der er Vinduer. Men i Virkeligheden er det Vinduerne, der er i Flertal og ikke Lyset, idet det er den samme Lyskilde, der straaler ud igennem alle Vinduerne. Men hvordan gaar det da til, at de mange Organismer eller det, vi her udtrykker som "Vinduer", eksisterer? - Ja, her ser den indviede, at der eksisterer et evigt Princip, som jeg i mit Hovedværk udtrykker som "X 2". Igennem dette Princip udløses alt, hvad der kommer ind under Begrebet Skabelse. Vi kan derfor udtrykke dette Princip som det højeste "Noget"s Skabeevne. At denne Skabeevne eksisterer bliver jo en almen Kendsgerning igennem alle Naturens og Livets Skabelsesprocesser. At den er ligesaa evig som det guddommelige "Noget", til hvilket den er knyttet, bliver ogsaa en Kendsgerning igennem den Omstændighed, at hvis der har været en Tid, hvor det evige "Noget" ikke havde denne Evne, hvordan skulde den da være blevet til. Et "Noget" uden Skabeevne vilde jo aldrig nogen Sinde kunne skabe en saadan Evne. Nævnte Evne har altsaa evigt været til. Men "Noget", der er evigt, kan man ikke udtrykke ved tids- og rumdimensionel Analyse eller Udtryk. Det er netop derfor, vi maa udtrykke dette evige Skabeprincip som "X 2", ligesom vi i samme Forbindelse, i mit Hovedværk, har maattet udtrykke det guddommelige eller højeste "Noget" som "X 1" og det tilsvarende evige Resultat af denne Skabeevne som "X 3". Dette sidste "X" vil altsaa udtrykke Formernes Verden eller det synlige eller for Sanserne tilgængelige materielle Verdensalt. Med disse tre "X"er har vi Verdensaltets Hovedanalyse. De viser os Verdensaltet fremtrædende i tre uadskillelige Principper. Hvis f. Eks. "X 1", der er det tænkende og villieførende "Noget", ikke eksisterede, hvordan skulde da "Skabeevnen" eksistere? - Og hvis "Skabeevnen" ikke eksisterede, vilde "det skabte" jo ogsaa være en Umulighed. Disse tre Principper danner saaledes en uadskillelig Enhed eller et treenigt Princip. Da disse tre Principper lige akkurat udgør de tre Betingelser, der skal til, for at et "Noget" kan fremtræde som "et levende Væsen", bliver Verdensaltet her synligt som "et levende Væsen". Og vi har saaledes for os her "den ene sande Gud". Da alle andre levende Væsener udgør akkurat det samme treenige Princip, i modsat Fald vilde de jo umuligt kunne fremtræde som levende Væsener, har vi her for os den dybeste Analyse af Begrebet "Væsenet i Guds Billede". Dette treenige Princip eller den ene sande Gud og de mange Gudesønner eller Væsener i hans Billede er Verdensbilledets evige Analyse L.

Med Hensyn til det levende Væsens Organisme, er den ganske vist skabt, men der er noget, der betinger, at den afløses af en ny Organisme, hver Gang den gamle gaar under, saaledes at Væsenet aldrig nogen Sinde er uden Organisme. Dertil kommer yderligere, at Organismen er en Kombination af forskellige Stororganer, saaledes at der findes et for fysisk Manifestation og Oplevelse og tilsvarende Stororganer for Oplevelsen af hver af de aandelige eller psykiske Sfærer. Naar det fysiske Stororgan (det fysiske Legeme) gaar under, gaar Bevidstheden straks over til at blive baaret af de psykiske eller aandelige Stororganer, indtil der igen er dannet et nyt fysisk Legeme, der kan bære Bevidstheden paa det fysiske Plan og saaledes fortsættende gennem disse skiftende fysiske og aandelige Oplevelsesepoker. Det er disse skiftende Epoker i Væsenets Oplevelsessfære, der ligger til Grund for Begrebet "Reinkarnation" eller "Genfødsel". Idet dette Organismeudskiftningsprincip er en Betingelse for Skabelse, kan det ikke selv være blevet skabt, men er i sin Natur nødsaget til at være noget, der er evigt. Nævnte Princip bliver derved en Garanti for, at det paagældende levende Væsen evigt vil vedblive at være et Organ, et "Vindue", igennem hvilket det guddommelige, højeste, tænkende og villieførende "Noget" i Universet er synligt eller bliver aabenbaret. Da det er denne Individets Identitet som Synsfelt eller "Vindue" ind til det nævnte højeste manifesterende "Noget", der er dets Individualitet, er denne Individualitets evige Eksistens saaledes garanteret. Det levende Væsen bliver i Kraft af denne sin individuelle Aabenbaring af det højeste "Noget" eller det i dets evigt skiftende Organismer boende Jeg, som allerede før nævnt, en "Gudesøn". Igennem Organismen faar denne Gudesøn eller det levende Væsen en særlig "indadvendt" og en "udadvendt" Fornemmelse af sin egen Eksistens. Den "indadvendte" Fornemmelse er dets i Dybet boende instinktmæssige Fornemmelse af dets højeste "Noget" eller den Udstraaling, der er dets egen Individualitet, dets eget Jeg. Den "udadvendte" Fornemmelse er Oplevelsen af det igennem al anden logisk Skabelse i Naturen eller Verdensaltet forekommende tanke- og villieførende, skabende "Noget". Det er den "indadvendte" Fornemmelse, der gør Væsenet til Gudesøn og den "udadvendte", der gør Naturen eller Verdensaltet til en levende Guddom eller Alfader for Væsenet.