Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Naturvidenskab er udelukkende en Erkendelse af Naturen, og det har intet med Religion at gøre. Dette hævdede nogle Videnskabsmænd fra Instituttet for teoretisk Fysik den 1. November, da Radiofonien indledede sin Serie om "Nye Perspektiver i Videnskab og Kunst".

Der er sikkert en hel Del Mennesker – bl. a. os, der har studeret Aandsvidenskab – som har lidt svært ved at akceptere denne Paastand. Vi mener jo, at den Erkendelse, et Studium af Naturen giver os, netop i højeste Grad faar Indflydelse paa vor Livsanskuelse. Og hvad er Livsanskuelse vel andet end Religion, naar man er naaet dertil, at man ikke længere kan tro blindt?

Mange Naturforskere har en Formening om, at der er noget videnskabeligt nedværdigende i metafysiske Forestillinger. Derfor kan de ikke lide, at deres videnskabelige Resultater tages til Indtægt for religiøse Anskuelser. Denne krampagtige Indstilling kan synes noget underlig, eftersom dog baade den videnskabeligt og religiøst indstillede bør have det samme Maal, nemlig at finde Sandheden. Før eller senere vil Videnskabsmanden ogsaa blive nødt til at indrømme, at det er Gud, han søger efter. Man kan ikke i Længden udforske Naturens Love uden ogsaa at faa Interesse for deres Ophav.

Det skal erkendes, at Naturvidenskaben har bragt mange Resultater, som ogsaa har Værdi for den, der studerer Aandsvidenskab. I det hele taget er det yderst interessant at finde Paralleller indenfor de to Forskningsmetoder. Men samtidig maa det ogsaa understreges, at Aandsvidenskaben forklarer mange Ting, som stadig er store Gaader for Naturvidenskaben. Takket være Martinus' kosmiske Analyser i "Livets Bog" har vi faaet Nøglen til Løsning af mange Problemer, som Naturvidenskaben stadig ikke kan klare. I det følgende skal vi se nogle Eksempler herpaa.

Et af de Problemer, der blev fremført i den nævnte Radioudsendelse, var dette, at Lyset synes at optræde baade som Partikler og Bølger. Denne tilsyneladende Modsætning i Opførsel var noget i Retning af et erkendelsesmæssigt Dilemma. – Men mon Sagen ikke skulde være den, at begge Betragtningsmaader er rigtige? Det hele ligger i, at Fænomenet iagttages fra to forskellige Synsvinkler, hvorved Perspektiv-Princippet spiller ind. En Klump Jern er jo ogsaa baade massiv og et bølgende Hav af Energi-Partikler med store indbyrdes Mellemrum. Det sidste vilde vi se ved en saa stor Ændring af Perspektiv-Forholdet, at vi kunde kigge ind i Atomerne. Det sete afhænger som bekendt af Øjnene, der ser!

Et stort Problem for Videnskaben er ogsaa dette, at man efterhaanden er kommet saa langt ned i Mikrokosmos, at Maaleinstrumenter bliver uanvendelige. Det viser sig nemlig, at Instrumenternes Tilstedeværelse indvirker paa Fænomenerne, saaledes at disse forløber anderledes, end de ellers vilde. Man kan med andre Ord ikke undersøge dem, som de virkelig er. En videre Følge af disse Vanskeligheder er, at man er kommet til det Resultat, at Aarsagsloven ikke har Gyldighed i Atomet. Man kan kun naa til Gennemsnits-Resultater, som maa konstateres ad statistisk Vej.

Her kan man ikke undgaa at spidse Øren. Er det virkelig muligt, at Loven om Aarsag og Virkning ikke har Gyldighed overalt i Universet? Hvis der bare eet Sted er "Uorden i Maskineriet", er det forbi med baade Retfærdighed og Logik. Karma eller Loven for Skæbnedannelse er jo baseret paa Aarsagsloven, og det er en erkendelsesmæssig Katastrofe, hvis den svigter bare eet eneste Sted. Der vilde i saa Fald ikke blive megen "kosmisk Kemi" tilbage.

Men her kan vi ogsaa – takket være Martinus' Analyser – hurtigt blive beroliget. Naturvidenskaben arbejder jo med "den livløse Natur" – tror man da! Men som den aandsvidenskabeligt studerende ved, eksisterer der intet livløst nogen Steder. Den Lovmæssighed, der præger Atomerne, viser jo ogsaa, at der staar Bevidsthed og dermed Liv bagved. At Livet i Atomerne er baseret paa Automatfunktioner, og at Bevidstheden er indadvendt, fordi der her er Tale om et Stadium i Salighedsriget, forandrer jo intet i Princippet. Og da de enkelte Atomer udviser Individualitet i nogen Grad, er det klart, at de reagerer forskelligt. Dette forstaar den materialistisk indstillede Forsker imidlertid ikke, fordi han tror, at han arbejder med døde Ting. Paa den Maade kommer han til ganske uberettiget at tro, at Aarsagsloven ikke gælder i Mikrokosmos. Han ved jo ikke, at der gælder de samme Love i Mikrokosmos som i Mellemkosmos. Paany har Perspektiv-Princippet spillet ham et Puds!

Fysikken har et Begreb, der kaldes "Varmedød". Man mener, at al Energi i Universet med Tiden vil blive til Varme, og da denne Energi kun delvis kan udnyttes, sker der altsaa en "Degeneration". Man vil efterhaanden naa til den Sluttilstand, hvor al Virksomhed er udelukket. Med andre Ord: Universet dør! I samme Forbindelse kan nævnes, at Varme er en Bevægelse i Stoffets Molekyler. Jo højere Temperatur, desto hastigere Molekyl-Bevægelse. Temperaturen kan som bekendt blive saa høj, at Stoffet fordamper og bliver usynligt. Det er da midlertidig dematerialiseret eller "aandeliggjort".

Som bekendt kan den modsatte Proces ogsaa foregaa, hvorved aandelige Ting synliggøres. Det er, hvad man kalder Materialisation, og det forekommer som bekendt ved visse psykiske Fænomener, hvor der ogsaa ofte optræder Kuldevirkninger. Det passer ogsaa udmærket, eftersom Materialisation er en Formindskelse af Molekylernes Svingningshastighed, og det er i Realiteten det samme som Afkøling. Naar aandelige Foreteelser ikke kan ses med det normale Syn, skyldes det, at Svingningshastigheden er for høj til, at Øjet kan reagere paa den. Men ved Materialisationen bliver Vibrationen saa langsom, at Synssansen kan følge med. De relativt faa Mennesker, der kan følge de hurtige Vibrationer, er, hvad man kalder clairvoyante.

Denne Lære om Vibrationer, som ogsaa er Forklaringen paa den sansemæssige Forskel mellem det fysiske Plan og de aandelige Verdener, har været kendt indenfor de okkulte Videnskaber gennem Tiderne. Imidlertid er det først med Martinus' Lære, vi har faaet de rigtig dagklare Analyser af Problemerne. Disse Stoffets Vibrationer er jo Livsytringer. Men det er stadig kun de rent ydre Foreteelser, vi møder her, nemlig X-3, d. v. s. det skabte – Formernes Verden. Bagved staar Jeg'et (X-1), der oplever Livet, samt Skabeevnen X-2, som opretholder Vibrationerne, der er det samme som Manifestation.

Naturvidenskaben kender kun Stoffet, som er identisk med X-3. Hvis Fysikerne havde Kendskab til Grundenergierne og deres Blandingsforhold, og hvis de kendte X-2's Virksomhed, vilde de ikke længere tale om "Varmedød". De vilde da se, at Universet ikke kan dø. Morsomt nok giver Fysikken paa anden Maade Aandsvidenskaben Ret i dette. Det erkendes nemlig, at ved det absolutte Nulpunkt (den lavest mulige Temperatur), som ligger paa ÷ 273°, vil al Molekylbevægelse standse. Denne lave Temperatur kan imidlertid ikke naas i Praksis, siger Fysikerne. Dette har Aandsvidenskaben let ved at give dem Ret i. Hvis nemlig det absolutte Nulpunkt kunde naas, vilde al Vibration standse, d. v. s. at Manifestation ophørte, og virkelig Død vilde indtræde. Dette er heldigvis en Umulighed.

Man vil af det foregaaende se, at Fysik og Aandsvidenskab paa mange Omraader udmærket kan være i Stue sammen. Det er inspirerende at sammenligne deres Resultater, og man vil bemærke, at det stadig falder ud til Fordel for Aandsvidenskaben. Før eller senere maa Videnskabsmændene indrømme, at deres Arbejde ogsaa vedkommer "Religion". Alene det, at de efterhaanden arbejder saa langt nede i underliggende Spiraler, at deres Instrumenter ved deres blotte Tilstedeværelse influerer paa Maaleresultaterne, maa give dem noget at tænke over. De vil en Dag opdage, at de arbejder i et Hav af Liv, og at Tingene ikke blot skal studeres fra Formsiden. Med Erkendelsen af, at det er det i Stoffet inkarnerede indre Liv, der er det primære, vil Videnskaben først rigtig komme paa Sporet af Sandheden. Og er man først begyndt paa Livsytrings-Forskning, vil det hurtigt erkendes, at Religion og Videnskab er to Sider af samme Sag.