Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et problem, som optager enhver åndsforsker, er vor fysiske organismes tilblivelse, ikke som embryologisk fænomen, men derimod som den kombination af fysiske og psykiske sanseorganer, der udgør selve grundbetingelsen for vor livsoplevelse.

For det materialistisk indstillede menneske er en krop simpelthen en krop. Det lever i almindelighed på den anskuelse, at det såkaldt normale jordiske menneske er udviklingens sidste og fornemste blomst. Det kender ganske vist udtrykket "degeneration" af omtale, men forbinder mere dette udtryk eller begreb med noget sygeligt, noget abnormt, end med noget, der på nogen som helst måde angår det selv.

Vi ved, at der for eksempel findes mennesker, for hvem en ung mands tagen afstand fra militærliv, vold og våbenbrug i det hele taget, simpelthen udløser en modbydelighedsfølelse. Illusionen om de med det "rigtige mandfolk" forbundne forpligtelser sidder så dybt i sådanne menneskers sind, at modsatte anskuelser simpelthen bringer dem ud af åndelig ligevægt. At samtlige sexuelle overgangsformer udløser tilsvarende fornemmelser i den slags menneskers sind er selvfølgeligt.

At det rent overfladisk set kan se ud, som om det er de ydre kræfter, der former vort liv og vor skæbne, ændrer ikke den kendsgerning, at forholdet i virkeligheden er lige omvendt. Det er ikke materien, der former jeg'et, men derimod jeg'et, der former materien.

At dette "klaviatur" hos mange i dag er meget omfattende, hvad der igen giver indehaveren mulighed for rig og nuanceret livsoplevelse, turde vel være en kendsgerning. Det kunstneriske element i det jordiske menneskes sind er i rivende vækst. Dagligt sætter det nye skud i form af strålende debut'er jorden over, – og hver ny kunstnerisk debut lægger endnu en alen imellem os alle og den jungle, der nok kan vise tænder, men ikke smile.

Vort ældste fysiske sanseorgan er øjet. Vi ved det igennem den simple kendsgerning, at det er det mest reaktionsdygtige sanseorgan, vi er i besiddelse af, hvilket igen vil sige, at det materiale, det er opbygget af, er det mest sensitive vi overhovedet disponerer over. Var samtlige vor organismes celler tilsvarende reaktionsdygtige eller følsomme overfor livet, ville vi befinde os umådelig fjernt fra det udviklingstrin, vi i dag befinder os på.

Øjets tilblivelse har indtil det sidste århundrede været en uløselig gåde for videnskaben. Man må her ikke glemme, at de foregående århundreders videnskab satte grænsen for det sjæleliges eksistens der, hvor der intet centralnervesystem fandtes, altså ved dyreriget. Så overbevist var man om, at samtlige sjælelige reaktioner måtte finde sted gennem et med en centralhjerne forbundet nervesystem, at det overhovedet ikke faldt nogen ind at inddrage planteriget under disse undersøgelser. Planten tilhørte en lavere orden, den var "sjælløs".

"Skønt alle ved, at Lyset spiller en saa overordentlig vigtig Rolle for Planterne, baade fordi det er en Betingelse for deres Ernæring med Kulsyre, og fordi det har den største Indflydelse paa deres Vækst og Voksemaade samt for en hel Del Bevægelser, der udføres af udvoksede Plantedele, vil det dog vist synes mange allermærkeligst at høre, at ogsaa Planterne er i Besiddelse af Sanseorganer til Modtagelse af Lysindtryk, af ganske lignende Bygning og Virkemaade som Dyrenes Øjne. Ja, de er endog ofte saaledes indrettede, at der i dem dannes virkelige Billeder af Genstande i Omgivelserne (se Fig. 11), og selv om dette næppe spiller nogen Rolle for Planterne, tjener disse Sanseorganer dog tydeligvis til at give Underretning om Lysets Styrke og Retning samt om Forandringer heri, overfor hvilke Planterne er yderst følsomme. Saa smaa Forandringer i Lysstyrken (indtil ¹/₀₀), som det menneskeligt Øje er i Stand til at opfatte, reagerer visse Planter ogsaa paa ved Udførelsen af Bevægelser, saa de er altsaa overordentlig fintmærkende i saa Henseende.

Da det for de grønne Planter gælder at udnytte Lysenergien saa godt som muligt, men for stærkt Lys paa den anden Side undertiden er skadeligt for dem, indstiller en Række Planteorganer (særlig Blade) sig efter en bestemt Vinkel paa Lysstraalernes Retning, eller de er, hvad man kalder transversalt fototropiske. Men medens det i Regelen er Bladpladerne, der er følsomme for Lyspirringen, og dem, der modtager Indtrykkene, udføres Bevægelserne gerne af Bladstilkene. Indtrykkene ledes altsaa her – som hos Rødderne, hvor det gælder Tyngdens Paavirkning – fra den modtagende Del af Organet til den reagerende.

Det er da ogsaa navnlig i Bladpladernes mod Lyset vendte Overhud, man træffer de paagældende Sanseorganer, der oftest repræsenteres af en enkelt Celle (Fig. 9 A), men ogsaa undertiden af 2 Celler, der virker sammen med et sammensat Øje (Fig. 9 B og 10). Den simpleste Form for et saadant haves i saadanne Overhudsceller, hvis Ydervægge er hvælvede. Disse vil nemlig bryde og samle de udefra kommende Lysstraaler og i Regelen saadan, at Brændpunktet falder i den Del af Protoplasmaet, der ligger op mod Cellens Indervæg. Og ligesom det menneskelige Øje kun er i Ligevægtsstilling, d. e. opfatter Billedet af en Genstand klart, naar Straalerne fra denne samles i den "gule Plet" paa Nethinden, og Øjet derfor uvilkaarligt indstilles paa en saadan Maade, at dette finder Sted, saaledes er der aabenbart ogsaa et bestemt Parti af Overhudscellernes Protoplasma, hvor Lysstraalernes Samling betegner en Ligevægtsstilling, som Planten søger at genopnaa, saa snart Lysstraalernes Indfaldsretning og dermed deres Brændpunkt forskydes til den ene eller den anden Side. Hvorledes Lysstraalerne samles paa et begrænset Parti af Protoplasmaet i Bladoverhudens Celler, kan ses direkte i Mikroskopet og desuden paavises ved fotografisk Papir.

Foruden de simpelt hvælvede Cellevægge, der er saa overordentlig almindelige (bl. a. paa fløjlsagtige Blade), ser man ofte Cellevæggene forsynede med linseformige Fortykkelser (som hos Campanula persicifolia (Fig. 9 A), Vinca major, Lonicera fragrantissima), eller man kan finde en mindre Celle anbragt ovenpaa en større og fungerende som Samlelinse for denne (som hos Petræa valubilis, Fig. 9 B, Fittonia Verschaffeltii, Fig. 10); disse sidste repræsenteres de veritable sammensatte Øjne.

At der kan foregaa en Billeddannelse i saadanne "Planteøjne", har baade Haberlandt og Harold Wager paavist ved at anbringe et Stykke Bladoverhud under Mikroskopet og deri fotografere Billeder af Genstande, der anbragtes mellem dette og Vinduet saaledes, at Lysstraalerne fra Genstandene gennem Mikroskopets Spejl kastedes op i Præparatet (se Fig. 11). En saadan Overhud minder da slaaende om de Facetøjne, man kender fra Insekter og andre Dyr, selv om man ikke har nogen Grund til at antage, at selve Billeddannelsen skulde have nogen som helst Betydning for eller kunne "opfattes" af Planterne. Endog hos en Række lavtstaaende, encellede Planter som Algerne Euglena viridis, Pouchetia rosea, Erythropsis agilis, Volvox globator m. fl. eller hos mange Sværmsporer o. a. har man længe kendt de rødt eller sort pigmenterede "Øjepletter", der ogsaa staar i Forbindelse med et linseformigt Legeme og ganske tydeligt tjener som Lysoptagelsesorganer, idet disse Organismer er ganske særligt følsomme for Lys".

Som vi ser her, har øjet sin oprindelse helt nede i planteriget. At dette organ mere fremtræder som en slags lysregulator for planten end som et synsinstrument, ændrer ikke den kendsgerning, at vi her er stillet overfor den elementære tilblivelse af dette vort ældste og vigtigste sanseorgan. Plantevæsenet er endnu et åndeligt sovende væsen. Det har ingen vågen dagsbevidsthed på det fysiske plan. Det kan endnu kun ane forskel på behag og ubehag. Men alene det, at planten begærer lys og varme og frastødes af mørke og kulde, røber det bag planteformen eksisterende jeg, som her er ifærd med at inkarnere i en overliggende kosmisk udviklingsspirals fysiske verden.