Ældre Kosmos og Kontaktbreve

KRISTUS OG AANDSVIDENSKABEN

Tænk hvilken intellektuel Udredning af Udviklingen af den menneskelige Psyke. Tænk hvilken detailleret aabenlys Erkendelse af Jordmenneskenes aandeligt ufærdige Tilstand, en Tilstand, som slet ikke kunde afhjælpes ved hans (Verdensgenløserens) Forkyndelse alene. Udtrykker han ikke netop, udfra ovennævnte kosmiske Indsigt, at Menneskenes Førelse og Afhængighed af en Verdensgenløser slet ikke er det endelige Slutfacit eller guddommelige Endemaal, men at der venter dem en endnu langt større Oplevelse? De skal komme til at opleve "Talsmanden den hellige Aand" og igennem denne direkte selv opleve Livsmysteriets store Facitter, saaledes at de ikke mere behøver at have Kristus som Mellemled imellem sig og Livsmysteriets Løsning, imellem sig og den evige Fader. Siger han ikke netop, at de efter denne Dag, altsaa efter denne Oplevelse, ikke mere behøver at spørge ham om noget, ligesom de kan bede direkte til Faderen og ikke mere behøver at have ham til at bede for sig hos Faderen? - Ja, han udtrykker endog, at det er gavnligt, at han gaar bort, thi gaar han ikke bort, vil denne Talsmand, denne hellige Aand, ikke komme. Og saa vil Menneskene jo ikke kunne blive overbeviste om Synd, om Retfærdighed og om Dom. Den Herliggørelse af Kristus, hvilket vil sige, den Dokumentation af Verdensgenløserens "kosmiske Bevidsthed" eller Gennemstrømning af nævnte Aand, som var Fundamentet for hans Ord og Væremaade, maatte ligeledes for evigt vedblive kun at være en Myte, et Sagn, en Overtro for alt Folket. At denne kommende "Talsmand" eller "hellige Aand" netop er den samme mentale Tilstand eller kosmiske Bevidsthed, som var Fundamentet for hans egen Verdensopfattelse eller Indsigt i Livsmysteriet, udtrykker han skarpt og præcist ved at sige, at "han skal tage af mit og forkynde Eder". Igennem nævnte Bevidsthedstilstand skulde altsaa de Udtryk for Sandheden, de kosmiske Facitter, der igennem Jesu Forkyndelse kun kunde blive Postulater og Dogmer, fordi man endnu "ikke kunde bære det", hvilket vil sige, at man endnu ikke havde intellektuel og spirituel Sanseevne nok til at kunne fatte eller forstaa disse, blive til Kendsgerninger, til vaagen dagsbevidst Oplevelse, der igen er det samme som konkret Videnskab. En skønnere Herliggørelse af Verdensgenløseren kan vel ikke tænkes end den, at hans Sandhedserkendelse og Livsopfattelse, der efterhaanden er blevet misforstaaet og smædet som Fanatisme og Overtro, viser sig at være i Overensstemmelse med den absolutte Virkelighed og dermed identisk med Guddommens eller Faderens egen Opfattelse af Livsmysteriets inderste Løsning. Det er saaledes ikke saa mærkeligt, at Verdensgenløseren kunde sige, at "han skal tage af mit og forkynde Eder". Ingen kan udtrykke Sandheden uden netop at maatte udtrykke de samme Facitter, som Jesus allerede har forkyndt.

At denne "Talsmand" ikke er en Person, en ny Verdensgenløser, og heller ikke er ham selv, der skulde komme og igen manifestere sig i Kød og Blod, fremgaar dog klart og tydeligt af hans Ord og Tale. Alene det, at han udtrykker nævnte "Talsmand" som "Den hellige Aand" viser jo, at det ikke er en Person, men en særlig Bevidsthedsform eller Psyke, en særlig Viden, der er Tale om, idet "Aand" er det samme som Bevidsthed. "Den hellige Aand" er altsaa det samme som "den hellige Bevidsthed". Nævnte "hellige Bevidsthed" adskiller sig fra de Bevidsthedslag, der ikke er "hellige", derved, at medens de "hellige" Bevidsthedslag bestaar af alle de Tankearter, der udtrykker det absolut sande og virkelige i Livet og Tilværelsen, vil de "ikke hellige" Bevidsthedslag bestaa af alle de Tankearter, der udtrykker alt det usande og falske i Livets Oplevelse. "Talsmanden den hellige Aand" vil saaledes være de Tankearter, der udtrykker Livets kosmiske Analyser eller den absolutte Sandhed, der igen er det samme som den allerhøjeste guddommelige "Viden". "Talsmanden den hellige Aand" er altsaa en "Viden om Livets allerhøjeste Analyser", der gennem nye Organer eller Sanser vil udvikle sig og opstaa i ethvert Individs Psyke og overskygge dette ved et særligt givet humant Modenhedstrin. Det er denne psykiske Proces, denne Individets Selvoplevelse af Livets højeste og helligste Fakta, som gør Individet til et "Kristusvæsen", Verdensgenløseren bebudede som sin Genkomst i "Himmelens Skyer med megen Kraft og Herlighed". Denne "Kristi Genkomst i Skyerne" er saaledes i første Instans ikke en ydre Begivenhed, men en indre i Væsenets Tanketaage pludseligt opstaaet vaagen dagsbevidst Oplevelse af Sin egen gennem Udvikling forvandlede Tilstand fra "Dyr" til "Menneske". Det er denne af Naturen selv iværksatte Sjælsadling, "Indvielse" eller "store Fødsel", der udgør Individets andet Møde med Kristusbevidstheden. Det første Møde er Mødet med hans Visdom, Ord og Gerninger paa det ydre fysiske Plan, fortolket igennem Religionen, Kirken og Præsterne. Dette Møde med Kristusbevidstheden vil derfor aldrig kunne blive andet end et sekundært Møde med denne Form for Mentalitet. Kristusbevidstheden er her - ikke ens egen - men derimod et andet Væsens Bevidsthed og kan derfor i dette Tilfælde umuligt være eller blive andet end en Andenhaandsoplevelse. At Verdensgenløseren, der selv havde naaet Kristusmentaliteten eller den kosmiske Bevidsthed som Førstehaandsoplevelse, og for hvem denne psykiske Tilstand derfor var en vaagen dagsbevidst Kendsgerning, ikke kunde docere en Andenhaandsoplevelse af denne Tilstand som Guddommens endelige og højeste Hensigt og Maal med det jordiske Menneske, er selvfølgeligt. Hvormed skulde han kunne begrunde, at Førstehaandsoplevelsen af denne hans egen Tilstand, kosmiske Bevidsthed eller "hellige Aand" ikke skulde være Maalet for alle Mennesker? - Hvordan skulde det for Ham, som selv igennem en Sanseproces var blevet Vejen, Sandheden og Livet, være muligt at forene det med Logik og Kærlighed, at Gud igennem ham indtil Overdaadighed skulde aabenbare en guddommelig, ophøjet Sindstilstand og Oplevelsesevne, som andre Mennesker aldrig nogen Sinde selv skulde naa? - Vilde det ikke være satanisk i Stedet for guddommeligt saaledes at skabe Begejstring for og Længsler efter noget, som for dem er absolut umuligt? - Nej, Verdensgenløseren var bedre underrettet. Han vidste, at intet mindre end en Førstehaandeoplevelse af den hellige Aand eller Guds egen Bevidsthed som den, han selv var blevet overskygget af, kunde være Guddommens Hensigt og Kærlighedstilfredsstillelse med Hensyn til alle levende Væsener. Og det er da ikke saa mærkeligt, at han føler sig kaldet til at bebude dette Menneskehedens andet Møde med Kristusmentaliteten som det primære i Guddommens Plan eller Hensigt. At dette Individets andet Møde med Kristusmentaliteten skal være en direkte Selvoplevelse i Form af dets egen Psykes Omdannelse til kosmisk Bevidsthed eller Gennemstrømning af "den hellige Aand" og ikke et ydre Møde med Kristus i Kød og Blod, har han gjort begribeligt ved at erklære, at han paa denne Maade ikke vil være noget Sted at finde, hverken "her" eller "der", hverken i "Ørkenen" eller i "Kamrene". Han siger jo udtrykkeligt og direkte, at man absolut ikke skal tro nogen som helst Paastand eller Beretning om, at han vil være at finde paa nogen af de nævnte Steder. At Væsenets andet Møde med Kristusmentaliteten ikke er et Møde med Personen eller Individualiteten Kristus kan dog ikke stadfæstes tydeligere. Hvis dette andet Møde med Kristusmentaliteten var et Møde med Væsenet eller Personen Kristus, maatte han jo være et eller andet Sted at træffe. Da maatte uundgaaeligt nogen kunne komme og sige, at han er her eller der.

Men naar hans andet Komme ikke skal være hans Person, men derimod Individets egen Selvoplevelse af den Psyke, den Mentalitetsarts Aabenbaring, han selv var besjælet af, forstaar man jo bedre, at dette andet Komme "... ligesom Lynet udgaar fra østen og skinner indtil Vesten". Hvilken Illumination kan være større end kosmisk Bevidsthed eller "den hellige Aand"? - Er Lyset her ikke netop saa stærkt og straalende, at det oplyser alle Skyggesiders Detailler indtil en saadan Grad, at Guddommens evige Ord om sit eget Udsyn: "Alt er saare godt", bliver til vaagen dagsbevidst Kendsgerning for det mod Guddommen søgende Individ eller Menneske? - Man forstaar, at denne Oplevelse er en Glæde, Kraft og Herlighed, der ikke kan tages fra det indviede Væsen. Og man forstaar ogsaa, at efterhaanden som den Glæde, Kraft og Herlighed begynder at gøre sig gældende i det ene Individ efter det andet paa det jordiske Plan, vil de højeste Sandheder eller Livets kosmiske Analyser begynde at blive anerkendt af de uindviede som Kendsgerning eller Videnskab. En bedre Hyldest til og Dokumentation af "Menneskens Søns Tegn i Himmelen", hvilket vil sige: Verdensgenløserens Væremaades Identitet med Opfyldelsen af Verdenslovene eller den totale Guds Villie, kan vel ikke tænkes eller manifesteres? - En bedre Oprejsning for den Fornedrelse og Korsfæstelse, som den uvidende Menneskehed lod Verdensgenløseren blive til Del, end denne, at hans Væremaade, Kendetegnet for hans Psyke, som man ringeagtede som en Røvers eller Morders, bliver afsløret som den højeste videnskabelige Basis for Skabelsen af human menneskelig Tilværelse, eksisterer ikke. At "Kristi Genkomst" i den ydre Verden, hvilket vil sige Menneskehedens Acceptation af Kristusmentalitetens højeste Livsfacitter, "Talsmanden den hellige Aand" som Videnskab, vil give Genlyd over hele Jorden og tilsidst samle "de udvalgte", hvilket vil sige de humanistiske Autoriteter eller Myndigheder, "fra alle fire Verdenshjørner, fra den ene Ende af Himmelen til den anden", bliver ogsaa her selvfølgeligt. At denne Sammenslutning eller Forening af "de udvalgte" eller Regeringerne i Verden paa Grundlag af Kristusmentaliteten eller Aandsvidenskaben kun kan føre til megen Kraft og Herlighed, den højeste Kulturskabelse for Menneskeheden i Fred, Lykke og Glæde, er naturligvis en Selvfølge. I Sandhed, der hvor "Vædsken er kommen i Træets Grene, og Bladene springer ud, der vil Sommeren være nær."

Som vi her har set, har Kristus fuldt ud været vidende om, at Troen paa hans Person var noget sekundært i Menneskehedens Fuldkommengørelse eller "Frelse", og at der derfor maatte komme noget andet, der kunde udgøre det absolut primære i nævnte Fuldkommengørelse. Han saa ogsaa, at dette primære maatte være intet mindre end ethvert Jordmenneskes egen Selvoplevelse af den samme Mentalitetsart, det samme Forhold til Gud og Næsten, den samme kosmiske Viden, som han selv som vaagen Dagsbevidsthed var besjælet af. Han saa saaledes, at intet mindre end hans egen Tilstand maatte være Guddommens endelige Maal og Hensigt med de jordiske Mennesker. Dette guddommelige Maal var saaledes ikke Menneskenes Dyrkelse af Personen Kristus, men derimod deres egen Forvandling til et Kristusvæsen. Jordmenneskets første Møde med Kristus betyder altsaa det samme som et Møde med Modellen til dets egen kommende kosmiske Tilstand. Den suveræne Mentalitet eller kosmiske Bevidsthed, som han var besjælet af, er det guddommelige Maal for alle Jordens Mennesker. Det er derfor ikke saa mærkeligt, at dette at tro paa ham og elske hans Væsen er Vejen til Opfyldelsen af dette guddommelige Maal. Dem, man elsker og er betaget af, søger man at efterligne. Og kun Efterligningen af hans Forhold til Næsten kan gøre Individet til Aspirant til "Den hellige Aand", "Indvielse" eller Oplevelsen af "Kosmisk Bevidsthed", igennem hvilken Oplevelse i sin totale og permanente Form Aspiranten oplever sig selv som "Vejen, Sandheden og Livet" og dermed føler sig "Eet med Faderen". Denne totale Oplevelse er Individets andet Møde med "Kristusmentaliteten". Denne Mentalitetsform eller særlige Psyke er ikke noget personligt eller individuelt for Verdensgenløseren eller Jesus af Nazaret, men er derimod en almen gældende psykisk Tilstand for alle Væsener, der har passeret et særligt bestemt aandeligt eller kosmisk Modenhedstrin i Udviklingens evige Spiralkredsløb. Det er den almengældende Mentalitetsform for det færdige Menneske eller "Mennesket i Guds Billede".