Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvis De via en skjult dør pludselig kunne træde ind i det femtende århundrede, tror De så ikke, at De, med fuld bevidsthed om livet fra dengang og til nu, ville stå for Deres nye omgivelser som inkarnationen af en overvældende guddommelig viden? Er sandheden ikke den, at et hvilket som helst normalt begavet menneske af i dag ville fremtræde i den situation med genistemplet på sin pande og med en nimbus af guddommelighed omkring sig, der kunne få ham selv til at tro sig som overmenneske, om ikke, ja om ikke han i sin egen indreverden vidste fuld besked med de faktiske forhold?

Sådan noget har ingen relation til virkeligheden, tænker De måske nu. Er De så sikker på det? Det er jeg nemlig ikke! Mange års beskæftigelse med Martinus' kosmiske analyser har nemlig i al stilhed udviklet et helt nyt syn på livet i mit sind, og jeg er forlængst blevet bevidst i den ganske enkle ting, at jeg nøje må overveje mine ord, før jeg giver udtryk for mine tanker. Thi et nyt syn på livet giver også et nyt sprog – og det et sprog, man ikke med fuld sikkerhed kan gå ud fra, at modparten forstår. Ting, der før forekom en både store og meget alvorlige, er sidenhen ikke alene blevet meget små, men ofte også meget latterlige.

For eks. uniformer! Hvilket ungt menneske nærer ikke stor respekt for uniformer. Det er dog selve den inkarnerede autoritet, man her er stillet overfor, den slags giver fornemmelser i mellemgulvet. Og hvordan så nu? Ærlig talt, hver eneste gang jeg ser et menneske i uniform, gribes jeg på een og samme tid af en vis medlidenhedsfølelse, samtidig med at det slider i min humoristiske sans. Jeg har ondt af mennesket i uniform, for stregerne på ærmer og skuldre tænker dets tanker og udtrykker altfor ofte dets indreverden. Og det rykker i min humoristiske sans, fordi de fleste uniformer får deres bærere til at gå to tommer over ret, samtidig med at den får dem til at stritte så løjerligt med arme og ben, – noget det berømte blå og altid pæne tøj dog ikke afstedkommer.

Men også på andre områder skal jeg tage mig voldsomt iagt. For eks. når folk i følge de anskuelser, som opfylder deres mentale rum, pludselig giver efter for en voldsom indstrømning af tyngdeenergi. Det kan virke forbløffende at stå og betragte, hvorledes den indstrømmende hidsighedsenergi pludselig forandrer hele personen foran en. En ellers pæn ansigtsfarve bliver med eet enten gullig, hvidlig, højrød, lilla eller blålig, samtidig med at øjnene bliver udstående som hos et andet krybdyr, med mindre de falder helt ind i kraniet, og der ligger og gnistrer på en rent ud satanisk måde. Og stemmen! Dette guddommelige instrument, der kan lyde som den mest indsmigrende melodi, giver sig pludselig til enten at skrige i en diskant, der får en til at mindes den lykkelige tid, hvor man på en fiks måde fik sin griffel til at skrige på tavlen, så lærerinden gik helt ud af sit gode skind, eller også får en til med rædsel at tænke på udbrudte løver eller hyæner.

Eller når folk simulerer religiøse. Tidligere, da jeg endnu var i K. F. U. M. og faktisk rent religiøst set endnu kun befandt mig på de blå tågers stadium, ja, da tog jeg ethvert religiøst udtryk dybt alvorligt og kopierede, mig selv ganske uafvidende, den, jeg var sammen med, indtil min humoristiske sans en dag pillede det hele i stykker for mig, og det blot fordi en lille skikkelig slagtermester og viktualiehandler vendte øjnene mod himlen, samtidig med at hans adamsæble elevatorerede op og ned på en måde, som jeg senere kun har set min nu afdøde ven Withus præstere det. Det hele traf mig som en lynstråle, og jeg har aldrig siden kunnet tåle at se folk hælde vand ud af øjne og øren, uden at den lille slagtermester straks er der med adamsæblet.

Måske er det Dem vanskeligt at se forbindelsen mellem de her beskrevne eksempler og min lille indledning, og dog er den der. For er der noget, den voksende kosmiske indstilling til livet afstedkommer, så er det evnen til klart at skelne mellem de mennesker, der bruger deres krop til, helt bevidst, at udtrykke det, de efter moden tænkning er nået frem til, og så dem, for hvem den samme krop er et udvendigt tågehorn for en indre aldeles uafklaret sjælstilstand.

Sandt nok skriver vi det tyvende århundrede. Men hvad er det for en verden? Er det ikke en verden, hvor menneskene ikke alene lever på den tåbelige overbevisning, at der hverken er en gud eller en sjæl til, men ovenikøbet elsker at forkynde denne jubelnaivitet for enhver, der gider lytte? Er det ikke en verden, hvor det såkaldt tænkende menneske lever på den illusion, at det skylder en fiks lille sammenrodning af gener og kromosomer med såkaldt indbyggede arveanlæg hele sin fysiske fremtræden? En vittig skribent har karakteriseret vor tid som den, i hvilken menneskene kun var optaget af at opfinde snedige krigsmaskiner og raffinerede brystholdere – ingen dårlig karakteristik!

I en sådan verden må det kosmiske syn på livet gang på gang virke, som om man ad en usynlig dør var trådt ind i en verden af overdimensioneret tåbelighed, en verden hvis grundtone mere får en til at tænke på dance makabre end på den næstekærlighedens tone, man faktisk ved eksisterer bag det hele. Man ser – og forstår. Forstår hvor guddommeligt det er, at det timelige, det begrænsede, blot er begrænsede evigheder, som sammenlagt danner den evolution, der må gennemløbes af hvert eneste menneske. Man ser, og man forstår, hvor dyb en kærlighed der ligger bag dette, at hvert eneste menneske selv må afgøre, hvor længe det ønsker at forblive i et åndeligt barnekammer, og man bøjer sig for den visdom, hvormed den hele vævning er gjort.

Engang, når verdens forenede stater har afløst nutidens kaos og elendighed, når lov og ret har afløst magt og uret, og når tåbelige nationale indstillinger er blevet afløst af dybtgående, universelle, – med andre ord: når det århundrede oprinder, som både De og jeg faktisk føler os hjemmehørende i, så vil det tyvende århundredes så højt priste viden om livet blive erkendt som det, den virkelig er, – et såre beskedent trin på den sande visdoms uendelige stige.

Med venlig hilsen!