Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Endnu engang kommer Natten dragende, lydløst, altbeskærmende i sin dunkle Evighed. De blaaviolette Skyer langs Horisonten toner ud og bliver til eet med det store Mørke.

En lille Fugl flakser pippende forbi, opskræmt af en uset Ting fra Nattens Dyb. I denne store Stilhed er det, som om enhver Lyd forsvinder. Natten er som et mørkt, dybt Vand, saa tæt.

Træerne staar som sorte Silhuetter og rækker deres tætte Kroner mod den tavse Himmel, – saa stille, saa dyb, saa uendelig er Nattens Ro, at end ikke et Vindpust røres. Det er, som var Alverdens Larmen ophørt, som havde den aldrig været.

I denne tavse Nat fornemmer jeg en Tone, saa uendelig blød og dog saa magtfuld. Den toner gennem alt og alle, som Celloens rørende Klangfylde. Hvad hedder denne Tone? Jeg ved det. Jeg kender den jo; ak, Menneskenes Tanker er som Strømhvirvlerne paa en Flod, hoppende, springende, uden Sammenhæng, – ak, jeg kan ikke stedfæste den!

Langsomt synker Hovedet ned og Øjnene lukkes. Umærkeligt trænger den stille Nat sig ind paa Sjælen. Natten – dette dybe, bløde, tyste – –. Det er som hver Nerve fyldes og mættes, som hver Tanke kædes sammen. Legemet bliver saa let, som noget udefra eller indefra bar det oppe.

Tonen, Nattens Stemme, hele Universets Grundtone, – den er det, der løfter og bærer os. Den er det, der vibrerer igennem alt levende og giver os Kræfter hver Nat, naar den har sunget os ind i Søvnens blide Ro. Nu kender jeg den, – den er ikke i As-Dur eller Cis-Mol, – den er alting!

Denne, den tavse, lyttende Nats blide Stemme, Stjernernes, Klodernes, det ganske Univers' Grundtone er – Kærlighed.