Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En lille naiv historie, men alligevel, der kan være noget at lære af den. Den lille pige vidste, at hun ikke kunne male Gud, men hun vidste også, at han var der. Altså måtte han males, for at hendes billede kunne blive virkeligt, – selv om man ikke kunne se ham. Bag hendes naive billede lå der en virkelighedsopfattelse, som mange voksne fuldstændig mangler. Disse voksnes virkelighed består af en verden af realiteter (siger de selv), og hvor der tales om, at der er noget usynligt bag disse realiteter eller om et indre liv i modsætning til disse, er det barnligt tågesnak, og "det religiøse" er kun for børn og barnlige sjæle.

Man siger det i en nedsættende betydning, men noget lignende er engang sagt af et menneske i en helt anden betydning. Han sagde: "Uden I bliver som børn, skal I ingenlunde komme ind i Himmeriges rige." Hvad mente han med det? Skal vi til at gå i barndom, at glemme vor voksne bedreviden og blive naive og barnagtige?

En lille dreng står i sin fars butik – bag disken. Faderen ekspederer: "Næh, frue, det har vi desværre ikke." "Jamen, far, der ligger jo noget under disken." Tableau!! Måske bliver den lille senere indviet i kunsten at drive forretning og får at vide, at sådan noget må han ikke sige, fordi det er uhensigtsmæssigt af visse specielle grunde o. s. v.

Der sker noget i et sådant barns bevidsthed. En indvielse – i forstillelsens kunst, i diplomatiets og camoufleringens teknik. Der sker det, at en ny virkelighed, den voksnes, begynder at bemægtige sig barnets bevidsthed, og den barnligt uskyldige verden fortoner sig lidt efter lidt bagude.

Er det ikke ofte sådan, at når den voksne – mere eller mindre slået ud af livets genvordigheder i vor forjagede forretningsverden – en lille stund giver sig tid til at tænke over sit liv, da står barndomsverdenen i et eget gyldent skær? Måske har han eller hun oplevet mange ubehagelige ting som barn, og dog er der noget ved barndommen, man længes tilbage til. Måske kan denne længsel endda få vedkommende til at foretage en "pilgrimsrejse" til sin barndomsegn for at finde det "tabte paradis". Oftest bliver det en skuffelse. Man ser træer, man har klatret i, huse, man har leget i, veje, man har vandret, men det er ikke det samme! Der mangler noget! Hvorfor? Fordi denne verden først og fremmest var en indre verden, den ydre verden afspejlet i den barnlige uskyldigheds og den barnlige fantasis rene bevidsthed. Senere har livets storme og uvejr, den mentale slitage, gjort "spejlet" mere ujævnt og tilsmudset, så det, der bliver afspejlet, ser helt anderledes ud. Den voksne "pilgrim" i barndomslandet har næsten altid et sådant "spejl" – og bliver skuffet.

Kan nu dette "tabte paradis" vindes tilbage? Og ville det fornemmes som et paradis, dersom det kunne? Nej! I sin søgen efter realiteter ønsker den voksne bevidst oplevelse og kan ikke saliggøres af en drøm. Han må søge mod et andet paradis, et, hvor hans inderste længsler bliver virkeliggjort. Men har det ingen lighed med det tabte? Jo, der er den lighed, at vore længslers paradis også kun findes af væsener, der har barnets oprigtighed, enfoldighed og renhed, dog ikke som dette ubevidst, men bevidst. Var Jesus barnagtig? Det er der vist ingen, der vil påstå. Ejheller Buddha eller andre store vismænd, men de havde nået barnets afklarethed bevidst, derfor kunne de "se Gud".

Og ikke blot disse religiøse genier har oplevet dette, også geniale videnskabsmænd og kunstnere, omend kun glimtvis, i den tilstand vi kalder inspiration. Digteren Paul la Cour har givet udtryk for det med ordene: "Du skriver og maler med et barns hengivelse, du skaber det underfulde og er barn igen. Alt blev forklaret lys. Du glemmer digtekunstens regler, du glemmer maleriets regler, ansigt til ansigt med den, du er, tolker du i fuldkommen oprigtighed din oprindelige vision. Manddommen svinder under dig. Alt er uskyld og undren." Mennesker, der oplever dette, er nået til et punkt, hvor den "voksne" ensidige fornuft eller intelligens ikke rækker længere, – og de erkender det; men i deres brændende længsel efter sandheden, der er som en koncentreret bøn, bliver de "enfoldige" eller "fattige i ånden", d. v. s. de føler i ydmyghed deres evners fattigdom, og de "oplever", måske kun i sekunder, at "Himmeriges rige er deres".

Hvad er da dette "Himmeriges rige"? Det er en sindstilstand, en sansedimension, hvis oplevelse betinges af, at der er harmoni i bevidstheden mellem følelse og tanke, at de har "gjort deres bryst til et ventende ekko, deres sjæl til en rede af tålmod" for atter at citere Paul la Cour.