Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En livsanskuelses værdi afhænger af dens indflydelse på vort daglige liv. Evner den at give dette større dybde, større lødighed, er den positiv, hvis ikke, har vi enten ikke begrebet dens budskab, eller også er den steril. En sådan steril livsanskuelse er den materialistiske. Det lyder så besnærende, at vi helt skal beholde "benene på jorden" og udelukkende koncentrere os om at få det materielt set mest mulige ud af livet. Men dels består menneskeheden ikke udelukkende af individer, der er besat af ønsket om at besidde så og så meget, og dels er det en ubehagelig kendsgerning, at de, der endelig har opnået den eftertragtede "løvens part" af goderne, slet ikke er så lykkelige, som man skulle forvente. Penge er ingen ueffen ting, men deres magt er, trods al snak om det modsatte, temmelig begrænset. Lidelserne huserer lige godt i alle lejre, og for rig som for fattig gælder det, at "ingen kender dagen, før solen går ned"!

Den kristne livsanskuelse er ikke steril, men den har det på samme måde som den buddhistiske og den muhamedanske, at dens budskab ligger på et så højt plan og er så uklart, at en mængde mennesker af samme grund har opgivet den. Den frasiger sig forbindelse med hadet, samtidig med at den alligevel giver det netop det leverum, der hindrer dets totale bekæmpelse. Begrebet "hellig vrede" er jo ikke noget ukendt fænomen, og interesserer man sig for netop denne side af livet, undgår man ikke den pinlige opdagelse, at det store flertal af kristne mennesker faktisk er meget lykkelige ved de ret klart formulerede dispensationer, hverdagskristendommen indeholder, dispensationer, der sandsynligvis også findes inden for de to andre nævnte verdensreligioner.

Men selv med disse skavanker må den kristne livsanskuelse betegnes som endog meget positiv. Dens indflydelse har været og er fremdeles meget stor, blot ikke stor nok til at omslutte alle. For en stadig voksende mængde mennesker er den at ligne ved en klædning, de engang var lykkelige ved, men som nu er blevet dem for snæver.

Skal den kristne livsanskuelse, der her i vesten har betydet så meget for kulturen, da bukke under? Svaret må blive et både – og. Dens form vil forsvinde, men dens udødelige idémateriale vil forblive. Dette idémateriale, der virkelig med Emerson har været "åndeligt brød for millioner", oplever igennem Martinus verdensbillede den "genfødelse", der er selve forudsætningen for dets videre beståen.

Man kunne sige, at dette er en dristig påstand, som kræver en begrundelse. Intet vil være mig kærere, selvom jeg herigennem mod min vilje skulle komme til at træde en og anden for nær.

Jeg indledte med at skrive, at en livsanskuelses værdi afhang af dens indflydelse på vort daglige liv. Indirekte anerkender vi hermed, at vort sind rummer to hinanden modgående strømninger: viljen til det såkaldt gode og viljen til det såkaldt onde. Da den kristne livsanskuelse er en human livsanskuelse, er dens hensigt åbenbar. Det er dens opgave at begrænse det ondes eller ufuldkomnes virke i vort sind. Dette "onde" referer til de egoistiske begær, vort sind er opfyldt med. I samme grad, som det lykkes os at nedkæmpe netop disse begær, giver vi det gode i vores natur bedre livsvilkår. Da alle normalt ønsker at være gode, kan det synes ret besynderligt, at dette gode ikke forlængst har sejret på alle fronter. Mon ikke årsagen til denne bedrøvelige kendsgerning faktisk er at finde deri, at vi skylder de egoistiske begær temmelig megen tak for de glæder, de skænker os? Af natur er vi ikke engle, og de, vi ser forsøge sig i den genre, udløser ikke netop fryd eller efterlignelsestrang i vore egne sjæle. Begrebet "hellig" har med årene fået en ubehagelig klang. Det smager for de fleste for meget af åndelig uvederhæftighed.

Paradokset er her det, at vi gerne accepterer krav, men at de må være rimelige og – fremfor alt – sunde. Er et krav da ikke noget absolut, noget uomdiskutabelt? For nogle jo! Nogle mennesker har det virkelig sådan, at de i forbindelse med disse krav har moralsk mod til at sige, at hvis man ikke til punkt og prikke opfylder dem, prædestinerer man sig selv til et liv i "evig gråd og tænders gnidsel". Den slags virker afsvalende og synes kun meget lidt forbundet med den ophøjede tanke, der skjuler sig bag ordene: "du skal elske din næste –".

Det er de ubøjelige krav, der på en måde har steriliseret den kristne livsanskuelse. Den høje gejstlighed har lagt et dybt vand mellem sig og den skikkelse, der ikke veg tilbage for at tilbringe tiden med at drøfte åndelige problemer med sin tids "putain". De store vise var ikke livsfjerne, og de plagedes ikke af dømmesyge. De var levende i den forstand, at intet levende var dem fremmed.

Og her er det, at jeg af min absolut inderste overbevisning vil hævde, at Martinus' verdensbillede remplacerer det langsomt hendøende ortodoks kristelige livssyn. Med sine analyser viser han os primært, hvem vi er, og det på en sådan måde, at det for den, der har "øren" at høre med og "øjne" at se med, giver genklang så dybt i vor sjæl, som vort intellekt kan række. Den almindelige kristne livsanskuelses achilleshæl er dens perspektivløshed. Ordet "evolution" er her uden betydning. Alt skal nås i det korte spand af tid, et jordliv er. Men unaturlig forceret forvandling er selve hykleriets frugtbare moder. En ekstatisk omvendelse kan afstedkomme underværker, men den er normalt kortlivet. Den "gamle adam" er sejglivet, og når rusen er ovre, blegner glorien. Og hvad værre er, den "faldne" mister ofte helt modet til et nyt forsøg.

Martinus rejser de faldne søjler og placerer dem på en sådan måde, at de både får liv og mening. De før så håbløst forældede eller utopiske idealer bliver påny nærværende og inspirerende. Den åndelige vækst kommer igang, men nu på en langt sundere måde. Den kravbespændte luft afløses af en livgivende brise fra evighedens højsletter.

Rummer Martinus' verdensbillede da ingen krav? Spørgsmålet kan kun stilles af en udenforstående, den indviede ved, at kravene ikke er blevet mindre, tværtimod, men de er blevet sundere derved, at der nu gives enhver en rimelig tid til at få gamle og fast indgroede vaner fjernede. Det er livet selv, der har formuleret Sætningen "Rom blev ikke bygget på een dag". Denne formel rummer en kosmisk sandhed. Sund vækst kræver tid, og da vor sjæl er en meget omfattende ting, kræver den faktisk evigheden for sin gradvise forvandling. Denne evighed gav det ortodokst kristelige livssyn ikke menneskene, hvad der gjorde budet om næstekærlighed uforståeligt. I lyset af denne livsanskuelse måtte guddommen blive én hård og uforsonlig gud, der reelt forlangte det urimelige. Hos ham var fødslen til livet kun identisk med en underskrivning af en usandsynlig kortfristet veksel. Dette primitive gudebillede styrter langsomt i grus. Men på dets ruiner rejser der sig et nyt af langt skønnere art: den langmodige, altomfavnende og alttilgivende gud.

Martinus er den første, der lærer os, at det, vi før kaldte "det onde", dybest set kun er camoufleret lys. Hans er ordene: "der, hvor uvidenheden fjernes, ophører det såkaldte onde med at eksistere"! Disse ord indvarsler en ny tid, en tid, hvor virkelig dagklar bevidst viden skal afløse den tåge af mystik, der hviler over vor tilværelse som evig og udødelig.

Livet har uigendriveligt vist, at ingen kan leve lykkeligt uden en livsanskuelse. Vi er blevet for åndeligt voksne til at kunne nøjes med blot at leve i vor isolation. Verden er en kosmisk helhed, og vi begynder at blive bevidst i vor afhængighed af denne helhed. Lykkelig derfor det menneske, der på sin vej mødte et verdensbillede, der på en og samme tid tillod ham at have benene fast plantet på jorden samtidig med, at det tvang ham til i alt at have blikket rettet mod stjernerne.