Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Efter at vi nu har set, hvorledes det er umuligt at finde Livsmysteriets Løsning i Kraft af den materialistiske Videnskabs Forskningsmetode og Indstilling og den mentale Hjælpeløshed, Menneskeheden som Følge heraf befinder sig i, vil vi nu rette Blikket imod en anden Forskningsmetode. Denne Metode giver ikke Maal- og Vægtfacitter. Den fortoner sig ikke i Lysaar og svimlende Hastighedsbegreber. Den skaber ikke Forvirring i Begreberne med Paastande eller Hypoteser, hvis Konsekvenser er dette, at det er "det døde", der skaber "det levende", og at alt er Tilfældighed, alt er uden "jeg" og dermed i Virkeligheden livløst. Vi maa saaledes rette Blikket bort fra denne Dødens Kultus, denne Livets Benægtelse af Liv og søge at komme i Kontakt med det Liv i os selv, der hungrer efter en Forklaring paa sin egen Eksistens. Denne Forklaring er ikke en Foreteelse, der møjsommeligt skal søges langt ude hinsides umaadelige Afstande, der kun kan betegnes ved Lysaar og kun kan befares ved Hjælp af de Sansekrykker, vi kalder Teleskoper, ligesom vi naturligvis heller aldrig nogen Sinde vil komme til at se Livsgaadens Løsning i et Mikroskop. Hvordan skulde vel ogsaa en Ting blive klarere og lettere forstaaelig, jo længere den ligger borte i en fjern Horisont i Mikrokosmos eller i Makrokosmos? - Forklaringen paa Livet maa da være der, hvor Livet er, og ikke der, hvor det ikke er. Det i vort eget Indre, der søger Forklaringen paa Livet, maa jo være selve Livet. Hvilket andet skulde vel kunne søge en saadan Forklaring? - Hvorfor saa ikke søge Livsforklaringen inde i dette "vort eget inderste Selv"? - Hvorfor skulde det være lettere at finde Livsforklaringen i Mikrokosmos eller Makrokosmos? - Skulde det være lettere at finde Forklaringen paa Livet i Liv eller Foreteelser, der er os fjernere, baade i Form, Tid og Rum, end vort eget Liv? - Tror man, det er lettere at finde Livets Løsning i et andet levende Væsen end i os selv? - Og tror man, at man kan finde denne Livets Hemmelighed eller Afsløring ved at sprætte andre levende Væsener op? - Er det ikke saaledes, at Livet flyder bort, glider udenfor de materielle Sansers Rækkevidde alle Vegne, hvor dets Hylster, Organismen eller Legemet opskæres og dissekeres? - Hvordan skal vi kunne finde Livets Forklaring ved at fjerne os fra det i Stedet for at nærme os det? - At dræbe Væsener er jo det samme som at jage Livet paa Flugt. Hvordan skal man vel kunne undersøge og finde Hemmeligheden ved noget, man jager paa Flugt? - Det er ikke saa mærkeligt, at den Forsker, hvis Metoder er Drab, Opskæring og Dissektion, ikke kan finde hverken Sjæl eller Aand i nogen Organisme. At et saadant Væsen maa falde for den fattige Livsfilosofi, at Livet kun er en Reaktion af en tilfældig Kemikaliekombination, bliver her selvfølgeligt. "Døden" og ikke "Livet" bliver saaledes disse Væseners højeste Kultus.

Hvordan skal Væsener, der kun ser og kun vil se og kun kan tro, at "det skabte" (Materiekombinationerne) er det eneste, der er til, kunne finde "Skaberen"? - "Det skabte" kan kun afsløre "Aarsag og Virkning", men Aarsag og Virkning er kun nye Udtryk for "det skabte", og saa er Forskeren jo lige vidt. I "det skabte" eksisterer kun "det skabte", men naar "det skabte" er en Kendsgerning, maa det ogsaa kunne blive en Kendsgerning, at der eksisterer en "Skaber". Men denne "Skaber" maa være noget ganske andet end "det skabte". Denne maa adskille sig fra "det skabte" ved ikke at være "skabt". Der maa altsaa være en saadan Foreteelse bag ved alle skabte Ting. Men da den ikke er "skabt", kan den i sig selv ingen Analyse have ud over dette ene, at den udgør "Noget, som er". Men dette "Noget" har altsaa hverken Alder, Rum eller Form. Da det ikke er "skabt", er det ikke noget, der er blevet til, men har altid været til. Det kan derfor ikke have nogen Alder og bliver derved identisk med selve "Evigheden". Af samme Grund kan det heller ikke have andre Analyser, saasom dette, at være gult, grønt eller blaat. Det kan ikke være kærligt eller ukærligt. Det kan ikke være vis eller mindre vis, ja, det kan ikke være noget som helst ud over dette ene "at være til". Da det saaledes i sig selv ikke kan udgøre nogen som helst Kontrast til noget, er det identisk med selve "Uendeligheden". "Evigheden" og "Uendeligheden" er saaledes i Virkeligheden ikke blot og bar fremmede, fantastiske og uforstaaelige Ting, der eksisterer udenfor os selv, men de er i absolut Forstand selve "det levende" inde i os selv. Uendeligheden i Tid og Rum er det levende Væsens eller vor egen Generalanalyse.

Passer da denne Analyse eller Opfattelse med vor egen daglige Fornemmelse af Livet? - Er der noget i dette, der kan tyde paa, at ovennævnte Opfattelse virkelig er Livets store Grundfacit, og at det materialistiske Verdensbillede er Illusion? - Ja, absolut alt bekræfter det levende Væsens Identitet med Evigheden og Uendeligheden, medens absolut intet realistisk bekræfter det materialistiske Verdensbillede, der gaar ud paa, at det levende Væsen er en "skabt" Foreteelse, underkastet Tid og Rum. Men hvordan gaar det da til, at selv verdenskendte, videnskabelige Forskere kan blive Offre for den Illusion, at det levende Væsen kun er en midlertidig, tilfældig Kombination af Kemikalier, og dets Tanke eller Bevidsthed kun er disse Kemikaliers indbyrdes Reaktioner? - Det gaar til paa den Maade, at nævnte Forskeres mentale Indstilling i sig selv er en tusindaarig Vanefunktion. Igennem umindelige Tider har det levende Væsen Generation efter Generation udelukkende kun kunnet tilegne sig konkret Viden ved at veje og maale, ved at dissekere og adskille, ved at sønderdele og sigte og finde nye Foreteelser, som ogsaa kunde vejes og maales, sønderdeles og adskilles i nye Enheder, der atter bestod af sønderdeleligt Stof og saaledes fortsættende i det uendelige. De kom aldrig nogen Sinde til en Foreteelse, der var udelelig, en sidste uadskillelig Enhed, der virkelig var Tingenes allersidste delelige Detaille. Hver Gang, de troede, at have fundet Livets største eller mindste Detaille, viste det sig altid efterhaanden, at denne Detaille alligevel ikke var den største eller den mindste, men rummede i sig nye Verdener af Detailler eller Foreteelser, som igen skabte den samme Gaade som den, man allerede troede nu at have løst. Man var stadig lige langt borte fra Verdens Ende eller Livsmysteriets Løsning.

Da Livsgaadens Løsning absolut ikke kan være "det skabte", men maa være Ophavet til den Skabelse, af hvilket "det skabte" er et Resultat, bliver det her til Kendsgerning, at man med ovennævnte Forskningsmetode har været fejlagtigt indstillet. Ligesom det mindre Barn tror, at Solnedgangen sker bag den nærmeste Bakke, og at man der kan røre ved Solen, hvis man netop i det givne Øjeblik befinder sig paa samme Bakke, saaledes tror ogsaa den rent materialistiske Videnskabsmand, at Livsmysteriets Løsning er at finde i den eller den mindste eller største for Sanserne fattelige, materielle Foreteelse. Men ligesom Barnet efterhaanden opdager, at Solen ikke gaar ned i Jorden bag den nærmeste Bakkekam, men er hinsides alle Jordens Bakkekamme og har sin egen Plads ude i Verdensrummet, saaledes opdager den ærlige Forsker ogsaa tilsidst, at Livsmysteriets Løsning ikke er et Spørgsmaal om stort eller smaat, ja, er overhovedet ikke et Spørgsmaal om Materiekombinationer og deres Reaktioner, men er derimod udelukkende et Spørgsmaal om "Noget", der har sin Eksistens højt hævet over Tid og Rum eller over alt, hvad der fremtræder som "skabte Foreteelser". Først naar Forskeren naar hertil, bliver han klar over selve denne Situation og bliver med denne Viden moden til en anden Form for Forskning. Da begynder han at forstaa, at Livets Løsning eller Facit ikke kan være en Analyse, der kun indeholder en Beskrivelse af en ny Materiekombination eller af "skabte Ting", der i sig selv rummer en Uendelighed af Mystik eller uløste Problemer. Han vil saaledes her komme til at forstaa, at han aldrig nogen Sinde med den materialistiske Videnskabs Forskningsmetode kan gøre sig fri af Talfacitter. Størrelsesbegreber eller Tid og Rum. Det bliver indlysende for ham, at det dybeste Livets Facit, han søger, umuligt er at finde ad denne Vej. Men da dette Slutfacit paa den materialistiske Forsknings Vej umuligt kan tilfredsstille den ærlige eller sandhedskærlige Forskers Videbegærlighed angaaende Livsmysteriet, bliver han her tvunget til at indstille sig anderledes, tvunget til at erkende, at Livsmysteriets Løsning ligger i en anden dimensionel Sansning. Nævnte Løsning kan derfor kun tilegnes igennem en hel anden Form for Sanseindstilling end den, hvis Objekt er Talfacitter, Maal og Vægt, Tid og Rum eller "skabte Ting".

Hvad er det da, der adskiller denne nye Sanseindstilling fra den traditionelle eller tilvante materialistiske Sansemetode? - Det er udelukkende kun dette ene, at her staar Forskeren for første Gang overfor et Sanseobjekt, der afviger fra alle andre eksisterende Sanseobjekter i Verdensaltet eller Universet derved, at det absolut ingen Analyse har ud over denne ene, at "det eksisterer". Det kan derfor i Realiteten kun udtrykkes som "Noget, som er". Som vi allerede har nævnt, er dette "Noget" evigt og uendeligt, idet det hverken har Begyndelse eller Afslutning, men altid har eksisteret og vil i al Evighed være til. Denne dets Eksistens er ikke underkastet Betingelser. Det eksisterer ikke paa Grund af det eller det. Dets Eksistens er ikke, saaledes som alle andre Sanseobjekters Eksistens, Produkter af de eller de Stoffers eller Kemikaliers Reaktioner. Det er i sig selv "umanifesteret". Det er denne dets umanifesterede Tilstand, der gør det utilgængeligt for Maal- og Vægtforskningsmetoden, ja, i Virkeligheden gør det ganske utilgængeligt for materialistisk Sansning og dermed afføder den materialistiske Videnskabs Benægtelse af dets Eksistens.

Naar "det højeste Noget" i os er umanifesteret, hvordan kan man saa vide, at det eksisterer? Bliver nævnte "Noget" saa ikke en blot og bar imaginær Forestilling? - Selvom noget ikke direkte kan sanses med de fysiske Sanser, kan dets Eksistens dog udmærket blive en Kendsgerning. Er det ikke en Kendsgerning, at Radiobølger eksisterer, gaar ind gennem Stofferne, Murene, ja, gaar igennem vort eget Legeme, uden at vi med vore almindelige Sanser mærker det? - Hvis vi ikke har en Modtager for disse Bølger, vil det jo være umuligt for os at konstatere den Musik, Sang eller Tale, der i et givet Øjeblik i Form af Bølger vibrerer igennem vor Stue. Disse Bølger bliver til Kendsgerning igennem deres Indvirkninger paa Ting, som igen kan indvirke paa vore Sanser. Men ligesom Radiobølger og andre usynlige Bølger eller Energiarter bliver til Kendsgerning gennem deres Indvirkning paa Ting, der igen kan indvirke paa vore Sanser, saaledes bliver det før nævnte "Noget" ogsaa til Kendsgerning igennem dets Tilstedeværelse i Ting, hvorigennem denne Tilstedeværelse kan blive tilgængelig for Sansning. Den Maade, hvorpaa dets Tilstedeværelse i vort Indre sanses eller fornemmes, er saa enkel og dagligdags selvfølgelig, at nævnte Fornemmelse er blevet til kulminerende "C. Viden", hvilket igen vil sige, ubevidst Automatfunktion eller Vanetilstand. Ja, saa stærk er denne daglige Vanefornemmelse af det dirigerende og oplevende "Noget" i vort Indre, at den helt er gaaet ud af den vaagne Dagsbevidstheds Erkendelsesomraade paa samme Maade som alle andre Automatfunktioner i vor Organisme, saasom Blodomløbet, Lever-, Nyre- og Kirtelfunktionerne og flere andre Funktioner i den organiske Proces. Det sunde og raske Menneske mærker jo ikke noget til, at det har disse Funktioner. De udløser deres Mission rent automatisk, uden at Individet med sin Villie eller Tanke behøver at gribe ind. Kun naar disse Funktioner ikke udløses, som de skal, mærkes det som Gene og Smerte eller som det, vi kalder "Sygdom". Fornemmelsen af "det højeste Noget" inde i vor Organisme er ligeledes blevet en Automatfunktion, som er ganske uafhængig af Villie. Den er blevet en dagligdags Foreteelse, som man efterhaanden skænker saa ringe en Tanke eller Opmærksornhed, at man saa at sige slet ikke regner med dens Eksistens, ja, i visse Tilfælde ligefrem benægter den. Men kan man ikke tænke sig, at et Menneske ligeledes - kunde finde paa at benægte sin egen Levers, sine Nyrers og Kirtlers Eksistens, hvis ikke den igennem populariserede Bøger om Anatomi forlængst var blevet en almen, selvfølgelig Viden? - Men naar disse Organer og deres Funktioner saaledes ligefrem lyd- og følelsesløst kan være til Stede i Organismen eller Kroppen, uden at Individet i Virkeligheden kender denne deres Eksistens, hvorfor skulde der saa ikke paa samme Maade kunne eksistere psykiske Foreteelser, der, naar de virker, som de skal, er helt upaaagtede indenfor Sanseomraadet? - At benægte dette højeste "Noget"s Tilstedeværelse i Organismen, blot fordi det ikke kan ses eller fornemmes igennem fysisk Sansning, er lige saa taabeligt, som det er at benægte de indre fysiske Organfunktioner.