Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som alt andet har sin historie, har menneskehedens opfattelse af det, den kalder virkeligheden eller verden, ogsaa sin. Vi lever stadig i en ny verden i den forstand, at virkeligheden først gaar op for os lidt efter lidt. Utallige gange har vi faaet "en ny himmel og ny jord". Engang troede man, at jorden var flad som en pandekage, og man har ment, at den hvilede paa ryggen af fire elefanter, der stod paa en kæmpemæssig skildpadde. Middelalderens verdensbillede viser os jorden som verdensrummets centrum omgivet af sfærer, hvori himmellegemerne, som alle er mindre end jorden, har deres plads, og yderst himmelen, hvor Vorherre troner omgivet af engleskarer. Andre opfattelser har afløst disse, indtil vi i vore dage faar at vide, at jordkloden blot er et støvfnug, menneskene atomer eller udslet paa jordens overflade, og at det hele er opstaaet ved en tilfældighed. Dette har været fastslaaet som videnskabelig kendsgerning og er grundtanken i det materialistiske verdensbillede, som siden slutningen af forrige aarhundrede har været officielt. Idag er man imidlertid klar over, at heller ikke denne opfattelse kan bestaa. Den rystes i sin grundvold, og noget nyt er ved at bryde frem.

Vi lever i en brydningstid, hvor videnskaben selv er begyndt at underminere det hidtil gældende verdensbillede og vise dets utilstrækkelighed. Men alligevel er dette "revnede fundament" det eneste, man i øjeblikket har at holde sig til. Det nye verdensbillede, som videnskaben mener skal afløse det gamle, eksisterer endnu kun i fostertilstand, ja, kun som en nebulose. Den "nye himmel og jord", man er i færd med at give menneskene, viser sig at være af en saadan natur, at selv videnskabsmændene er ved at tabe vejret. Jorden eller stoffet viser sig at være "himmelrum", hvori tusinder af miniaturesole og -kloder gaar i deres baner, og det rigtige himmelrums kloder og sole er maaske "stof" af umaalelige dimensioner. Tid og rum bliver ubetydelige faktorer, og menneskets betydning saa ringe, at man naturligt faar mindreværdskomplekser. Man kæmper for at faa en livsanskuelse, men en saadan maa være fast forankret i et verdensbillede, og naar det gamle har vist sig uholdbart, og det nye kun er en taaget forestilling, er menneskeheden i en meget vanskelig situation.

Historien viser os, at naar en Kopernikus, en Kepler, en Galilæi eller en anden videnskabelig Kolumbus opdagede "nyt land", var det filosofiens og religionens sag at hjælpe menneskenes tanker til rette over for hvert af de nye verdensbilleder. Oftest blev de nye tanker til at begynde med betragtet som galskab, men megen ung galskab er med tiden blevet til gammel visdom. Hvor kulturens fortrop har banet vej, er den store mængde lidt efter lidt fulgt efter, og man har bygget en livsanskuelse med de nye opdagelser som fundament.

Videnskabens kost, der skulle feje overtroens støv bort, har blot hvirvlet det op, saa det hele nu staar indhyllet i en støvsky, hvor man hverken kan se eller høre. Jordklodens betydning og det enkelte menneskelivs værdi forsvinder i dette uendelige univers af støvpartikler. Hvad er det hele værd? Alt er relativt! Vi lever kun een gang, derfor maa vi have magt! Albue os frem, leve paa andres bekostning, ja, maaske endda slaa dem ihjel, der er i vejen for vore planer om magt og herlighed! Det er resultatet af det materialistiske verdensbillede. Ikke en livsanskuelse, men en dødsanskuelse og deraf følgende dødspraksis, hvor atombomben hænger i luften som en trusel om undergang for vor kultur. Selv irreligiøse mennesker indrømmer, at bibelens udtryk "fortabelsens mørke" passer godt paa den tilstand, vi befinder os i.

Der tales saa meget om, at vor tid trænger til en ny moral, en sindelagsændring, og der er tilstrækkelige beviser for, at det er rigtigt. Men et menneskes moral staar i nær tilknytning til dets livsanskuelse, til den mening, vedkommende lægger i tilværelsen. Da de fleste mennesker er tilbøjelige til at bøje sig for berømte forskeres autoritet, og mange af disse siger, at der ingen mening er, saa bliver moralen nemt: "skidt med det hele, nyd livet og lad staa til! Og bliver man gammel og syg, saa bare væk herfra, udslettes, ind i det store intet!"

Livets gaade er ikke løst, selv om man kender en hel del til stjerner, atomer og kosmiske straaler. Spørgsmaalet om meningen med menneskets liv, med det enkelte menneskes skæbne og med det saakaldte onde i verden trænger sig stærkere og stærkere paa. Er der et forhold mellem den enkelte og universet, mellem kosmos og os, eller er alt tilfældigt? Er der en Gud, et væsen, der staar bag ved alle disse love, der er afsløret i klodernes saavel som atomernes verden?

Vil det sige, at man uden videre kan forkaste videnskab, filosofi og religion, naar de tilsyneladende ikke mere kan hjælpe menneskene? Absolut ikke. Ingen af dem kan undværes, men for virkelig at kunne "bruges", maa religionen være videnskabelig, videnskaben maa ikke som hidtil være uden forbindelse med moral, og filosofien maa udgøre forbindelsesleddet mellem de to andre faktorer og være det inspirerende grundlag for arbejdet og ikke nøjes med at være verdensfjern skrivebordsfilosofi. Mange vil sikkert sige: "Det lyder meget godt, at det bør være saadan. Men er det ikke en ønskedrøm, netop verdensfjern skrivebordsfilosofi? Der maa være noget, der kan svejse disse faktorer sammen til en enhed, et fundament, hvorpaa man kan opbygge en livsanskuelse, der viser kontinuiteten mellem alt levende i universet." Det er netop sagen, det er det, der mangler. Eller rettere, det er det, man endnu ikke ved eksisterer! Martinus' verdensbillede har netop disse egenskaber. Det bekræfter de store religiøse geniers lære og stadfæster deres moral. Det fysiske verdensbillede, som efterhaanden er aabenbaret for os af geniale videnskabsmænd, bliver yderligere uddybet ved afsløringen af den aandelige realitet, der ligger bag ved disse myriader af støv og stjerner, og det uden at rokke en tøddel ved de fysiske kendsgerninger.

Det aandelige fundament er skabt, men endnu staar tilbage for den enkelte at arbejde ud fra denne livsanskuelse, d. v. s. selv at tilegne sig detaillerne erfaringsmæssigt og derved gøre den til sin egen, gøre den til livspraksis. Da viger mystikken bort fra livet, en personlig viden om virkeligheden vokser frem, og man glider ud af "fortabelsens mørke" ind i en bevidsthedstilstand, hvor freden og friheden hersker; thi, som Martinus udtrykker det, "hvor uvidenheden fjernes, ophører det saakaldte onde med at eksistere."