Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi er igennem det foranstaaende, blevet Vidne til, at den materialistiske Videnskab, der ikke accepterer nogen Erkendelse af et højere "Noget" eller "Jeg" bag Materien og Skabelsesprocesserne, ja endog benægter en saadan Realitets Eksistens, i Virkeligheden lige saa let bliver Offer for Overtroen, Usandheden eller Fanatismen, som Væsener indenfor Lægmandskredse, ja, endog lettere, idet disse Væsener i stor Udstrækning endnu haaber og tror paa et højere aandeligt Forsyns Eksistens og deres egen Udødelighed. Kristus faar saaledes Ret der, hvor han siger: "Salige ere de fattige i Aanden; thi Himmeriges Rige er deres."

Hvordan finder man da Loven for Tænkning? - Den finder man igennem den fuldkomne Skabelse, idet Skabelse er det samme som Manifestation af Tanke. I samme Grad, som en skabt Ting opfylder sit Formaal, har dens Skabelse været fuldkommen og dermed den forudgaaende Tænkning, som Skabelsen repræsenterer. Da de levende Væsener aabenbarer sig som "levende" netop i Kraft af "Bevægelse", det være sig ikke blot den Bevægelse, der befordres ved Hjælp af Fødder, Vinger eller Finner, men det gælder ogsaa den Bevægelse, der aabenbarer sig som Aandedræt, Blodomløb, Kirtelfunktioner, Tale, Syn, Hørelse, Lugt, Smag og Følelse og den derpaa baserede Oplevelse, Tænkning og Skabelse eller Frembringelse, bliver deres Bevægelse det samme som deres Liv. Alt, hvad der saaledes kommer ind under Begrebet "Liv", er "Bevægelse", men Bevægelsen er igen det samme som "Skabelse", hvilket vil sige en Omformning eller Forvandling af Tingene fra en Tilstand til en anden. Oplevelsen af denne Omformning af Tingene er det samme som Oplevelsen af Livet. "Bevægelse" og "Liv" kan saaledes ikke adskilles, men er som nævnt identisk. Der findes ingen som helst Oplevelse af Liv uden "Bevægelse", og ingen som helst "Bevægelse", uden at den er Oplevelse af "Liv". Men alle Ting har to Sider: en udvendig og en indvendig. Den "indvendige" Side af Bevægelsen er "Sansefornemmelse", er Oplevelse af Behag og Ubehag, Tilfredsstillelse af Begær, er Sult og Mættelse, kort sagt, Villieføring, Bevidsthed, Tænkning og dermed Fornemmelsen af Liv. Den "udvendige" Side ved Bevægelsen er Vibrationer, Bølgelængder, Hastighedsgrader, Maal og Vægt, kort sagt, her er den kun faste, flydende, luftformige og straaleformige, foranderlige Foreteelser.

Da Tænkning, Liv og Bevidsthed ikke kan ses i denne Materiens "ydre" Side, vil nævnte Materies Foranderlighed eller Bevægelse ikke kunne ses som Tænkning, Bevidsthed eller Liv. Alle dens Bevægelser vil forekomme som udløst af Tilfældighed. Materiens "ydre" Side vil kun vise en bevidstløs eller død Foreteelse. Derfor udtrykker den materialistiske Videnskabs Verdensbillede kun en død Verden. Den eneste Erkendelse af Liv, den moderne Videnskab vil acceptere som "videnskabelig", er en halv Erkendelse af Liv hos Væsenerne i Mellemkosmos, hvilket vil sige: de kendte levende Væsener med Menneskene i Spidsen. Naar denne Erkendelse af Liv her kun udtrykkes som en "halv" Erkendelse af Liv, er det, fordi der i denne Erkendelse af Liv ikke accepteres noget udødeligt Jeg. Og en Livserkendelse uden Acceptation af et saadant kan aldrig nogen Sinde i Virkeligheden være en Erkendelse af Liv, men vil blot være en Erkendelse af "noget timeligt", "noget forgængeligt". Men noget timeligt eller forgængeligt kan aldrig nogen Sinde udgøre noget absolut Liv, Det kan kun være død Mekanik eller Bevægelse. En Erkendelse af Liv kan kun være fuldkommen korrekt og dermed absolut Udtryk for Virkeligheden, naar den ikke blot erkender den døde Mekanik eller Bevægelse, men ogsaa erkender et udødeligt eller altoplevende "Noget" og dets Tilkendegivelse af Villie og dermed af Tænkning og Bevidsthed. En Erkendelse, der kun viser Bevægelse som blot og bar død Mekanik, kan aldrig i noget som helst Tilfælde være dens absolutte Analyse. Størrelsesbegreber, Maal- og Vægtfacitter er kun døde Udtryk for Mekanik, Volumen, Sammensætninger, Foranderlighed og Hastigheder, men giver intet som helst Udtryk for Liv.

Da den moderne materialistiske Videnskab af i Dag udelukkende er baseret paa Erkendelser, der tilsammen kun udgør en Videnskab om livløse Ting, endog der, hvor den taler om og nævner Tingene som Liv, vil den kun kunne docere Tilfældighed og Død. Den er en Slags Dødens Religion. Den fortæller kun om Materiens "udvendige" Side, hvilket vil sige: den giver lange, indviklede videnskabelige Beretninger, ja, har fyldt Bibliotekerne Verden over med geniale Fortolkninger af Materiens Reaktioner i Form af Bevægelse, men denne Bevægelse kan den kun docere som en livløs Mekanik og Kemi. Den vil derfor med denne sin særlige Indstilling eller Opfattelse være nødsaget til stædigt og dogmatisk at benægte Bevægelsens sande Identitet som "Livsytring. Den vil ikke kunne acceptere, at enhver fysisk Bevægelse er en Forlængelse af en psykisk Bevægelse, der jo igen er det samme som "et immaterielt Noget"s Tænkning, Villieføring eller Bevidsthed. Videnskaben kan derfor kun opsætte "Tilfældighed" som Aarsag til alle Universets Funktioner. Men da disse Funktioner netop repræsenterer den allerstørste logiske Skabelse, ja, en Udfoldelse, der i Hensigtsmæssighed langt overstraaler, hvad et Menneske kan præstere eller aabenbare af Logik eller Fuldkommenhed i skabemæssig Kunnen, vil det altsaa sige, at den rent materialistiske Videnskab med Hensyn til Universets Funktioner i dem kun ser Døden. Den er Vidne til en logisk Skabelse, den er Vidne til en haarfin Planmæssighed, den er Vidne til, at alt bliver udnyttet, intet gaar til Spilde, den ser, at de faldende Blade om Efteraaret gaar over i et nyt Kredsløb og derigennem er med til at skabe det nye Foraars Blomsterduft og Farvepragt, den ser, at det er Møddingen, der befordrer Brødkornet, den ser, at Kloakpølen bliver til det krystalklare Kildevæld, Kildevældet bliver til Bække, Aaer, Floder eller Vandsamlinger. Herfra fordamper Vandet, bliver til krystalklar Luft, blaa Himmel, hvide Sommerskyer, Morgen og Aftenrøde for igen at fortætte sig, blive til Regn, Vaskevand, Kloakpøl og derfra begynde Kredsløbet Forfra igen og fortsætte sin lykkebringende Færd og paa ny danne en lysende Himmelhvælving over vore Hoveder. Skønt Videnskaben saaledes bliver Vidne til, at selv de værste stinkende og mest raadne Partikler igennem Kredsløbet bringes til at forskønne, ikke blot den Jord, vi gaar paa, men ogsaa er med til i Ordets absolutte Forstand at indhylle os i en farvestraalende Himmel, en lysende Glorie, et Orgie i Farver, Lys og Straaler, paastaar den alligevel dogmatisk, at "Tilfældighed" er Universets første Aarsag. I Sandhed, det materialistiske Verdensbillede viser kun en livløs Verden, en gudløs Gudesøn, et levende Væsen, der kun oplever Lig og tror selv at være et Produkt af Tilfældighed for igen at kunne udslettes med den næste dødbringende Tilfældighed. Jo, den rettroende indenfor den rent materialistiske Videnskab er kommet saa langt bort fra Livsmysteriets Løsning, som han eller hun overhovedet kan komme. "Den fortabte Søn" har her mistet sin Fader. "Nydelsen af Kundskabens Træ" er sket Fyldest. "Døden" ruger over Jorden, Verdensbilledet er skjult i Nattens Mørke.