Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Withus døde søndag den 5. oktober 1947, var det et tungt slag for de mange, for hvem han ikke alene var blevet en ven, men en, hvis væsen i den grad udstrålede livsglæde, at ethvert samvær med ham føltes som et mentalt solstrejf. Der findes mennesker, desværre endnu kun altfor få, som i deres natur tilsyneladende ikke rummer een eneste ond blodsdråbe, mennesker, for hvem næstens anliggender, hans gøren og laden, simpelthen er tabu. Et sådant menneske var Withus. Det var hans natur imod at drøfte medmennesker, hvis han ikke følte, at han havde fuld garanti for, at hans ord ikke blev misbrugt. Når så dertil føjes et af alle bekræftet karaktertræk, hans medfødte trang til hjælpsomhed, må det ikke undre nogen, at vi, da slagets første virkninger havde sat sig, følte trang til at sætte netop ham et varigt minde indenfor den kreds, hvor det inderste i hans natur udløste sig så selvfølgeligt.

Et gammelt ord siger, at de gamle skal dø, og de unge kan dø. Withus hørte ikke til den type, der ved sin fremtræden bar bud om, at hans ophold iblandt os skulle blive af så kort varighed. Han var selve inkarnationen af livlighed og strålende humør, af livsglæde og planer for fremtiden. Jeg ved, at han bar på drømmen om at tegne sig igennem verden. Han ville ud og se det liv, der rørte sig i andre lande, han ville opleve alt, hvad den fysiske verden rummede, og det han evnede at suge til sig, ville han gengive i den gudbenådede streg, der næsten syntes ham en vuggegave.

Men livet har til tider andre planer med os end dem, vi selv smeder. I dette tilfælde slog skæbnen ned som et lyn fra klar himmel og stillede hurtigt Withus overfor netop det bud, de fleste vel frygter mest: du skal dø!

Normalt er døden barmhjertig derved, at den ikke melder sit komme. Til det sidste får de fleste lov til at blive i illusionen om, at de igen vil blive raske, igen skal leve. Den illusion brast hurtigt for Withus. I sit livs fejreste forår stod det ham klart, at den sidste rejse snart stod for døren, og at tiden til afvikling af de bånd, der bandt ham til denne verden, var inde.

Hvordan tog han dette budskab, denne skæbne? Lad mig udtrykke det ganske kort: han tog det, som vi alle af hele vort hjerte må ønske, at vi selv kunne tage det, om det blev vor tur. Som han i det afsnit af sit liv, hvor han var rask, var en sjælden model på kunsten at kunne glæde andre ved sin blotte væremåde, var han, i sit forhold til den ventede død, en model så inspirerende, som det kun sjældent falder i vor lod at opleve den. Man skal næsten selv have besøgt ham ved hans sygeleje for at forstå, at mine ord ikke er et udslag af en for stærkt følelsesbetonet sympati. Vi ved jo alle, hvorledes man automatisk indstiller sig på alvor, når man skal besøge en, man inderst inde ved, at døden har mærket, og i de fleste tilfælde bliver denne indstilling påskønnet. Helt anderledes med Withus. Smerterne kunne være aldrig så uudholdelige, de var hans, og det faldt ham ikke et sekund ind at bebyrde nogen anden med dem. Kun een gang oplevede jeg, at han bad mig gå udenfor et øjeblik. Han vilde ikke, at jeg skulle se ham kapitulere overfor smerter, der ville få en, der var mindre åndeligt konsolideret end ham, til at skrige højt.

Fra det øjeblik, det stod ham klart, at døden ventede ham ved enden af hans sygdoms lange vej, skelnede han skarpt imellem sig selv og det legeme, han så forgå for sine egne øjne. Spurgte man ham om, hvordan han havde det, svarede han omgående: "Tak, jeg har det storartet, men det er skidt med skroget der!" Og så pegede han med en meget sigende håndbevægelse nedad sengen, hvor hans lammede krop ofte forvred sig på den pinligste måde, uden at han selv havde den mindste indflydelse på det. Det var en ynk at se ham tæres hen, men det var ingen ynk at besøge ham. Hans tilstand kunne være nok så håbløs, hans humør var det samme. Et besøg hos ham, uden at man gang på gang blev mindet om det sjælelige solskin, der boede i ham, var en utænkelighed.

At han til slut længtes efter døden af hele sit hjerte, var forståeligt. Han vidste længe før dens komme, at den mindre end at være en afslutning på hans liv ville blive en strålende fortsættelse. Men lad ikke disse mine ord få nogen til at tro, at han ikke havde lange og meget tunge timer, når han var ene. Mennesker bruger så ofte tankeløst sætningen: bare jeg var død! Men døden er unatur, så længe man er ung. Det har altid været mig inderligt imod, når døden omtales med respektløshed, ja, nærmest som var den en barneleg. Døden er alvor og desto dybere, jo tidligere den indtræffer. Jeg nærer personlig ingen tvivl om, at Withus inderligt gerne ville have levet og med sine rige evner velsignet os med utallige tegninger. Jeg kendte lidt til hans planer, til hans store hunger efter oplevelser, og jeg forstår, at han må have mødt et uendeligt svært gethsemane, da det blev ham klart, at disse oplevelser ville blive ham nægtet her. Derfor er min beundring for den måde, han tog sin skæbne på, så stor. Vi er alle omgivet af mennesker, men hvor mange træffer vi på vor vej, som i forholdet til os selv kun er besjælet af det ene: kritikløst at være vor ven, helt og fuldt? Har de fleste ikke noget ved os, de så rystende gerne vil have lavet om? Withus havde råd til at lade alle være, som de var, til at se de enkeltes fejl gennem tolerancens solgyldne brilleglas og til med vorherre at mene, at verden var, som den måtte være med de mennesker, der befolkede den. Med et sådant sind måtte Martinus' arbejde blive et uudryddeligt inspirationselement i hans liv, og det blev det! Han nåede ikke at få sit ønske opfyldt: at tegne en karikatur af os alle, således at Klintsøgaard med hans egne ord: "– til sene tider kunne bære bud om de trolde og nisser, Martinus var omgivet af, mens han levede!"

I slutningen af marts måned i år tog en af hans gamle venner, fabrikant Georg B. Nielsen, og jeg, på Withus venners vegne, initiativet til en indsamling til fordel for opfyldelsen af hans ønske om at dekorere Klintsøgaard. Vi disponerede over ca. 135 af Withus' efterladte tegninger af inden- og udenlandske kunstnere, som vi, om hans venner ville være med til at bekoste en smuk indramning, ville overlade til Martinus' arbejde. Desuden var det vort håb, at vi kunne rejse et værdigt mindesmærke på hans grav i Jylland.

For ikke at såre nogen, måtte vi sende bud om denne indsamling til alle. Vi vidste, at Withus var kendt og elsket af mange, han tilhørte ikke nogen sluttet kreds, og vi ville i denne sag hellere løbe en risiko for at skrive til de forkerte end glemme en, der netop af hjertet ønskede at være med.

Reaktionen på vor henvendelse var overvældende. Der indkom ca. totusinde kroner, således at det ikke alene lykkedes os at løse de givne opgaver, men vi kunne derudover i Withus' navn indkøbe nogle faa af den danske tegner Sikker Hansen's smukke dyrebilleder, der på en naturlig måde gled ind i den store samling af Withus tegnekunst.

Jeg har ingen personlige forudsætninger for at bedømme Withus' kunstneriske talent, men jeg ved, at den glæde, som denne store samling af hans tegninger heroppe har udløst, er så dyb og ægte, at vi roligt kan hævde, at vi i denne sag har handlet ret. Fire store lokaler er fra nu af reserveret Withus' tegninger og et femte Sikker Hansen's. Da vi var færdige med ophængningen, der blev udført af Mogens Møller, følte vi det, som om Withus hinsides den grav, der rummer hans jordiske legeme, kammeratligt rakte os hånden i den kamp, vi her står midt i. Han var et prægtigt menneske, som enhver, der mødte ham, måtte holde af, man kunne simpelthen ikke lade være. Den permanente mindeudstilling af hans tegninger på Klintsøgaard vil for dem, der kendte ham, såvel som for dem, for hvem han kun er et navn, være en hilsen fra en, der virkeligt evnede at være sine venners ven uden at forlange det mindste af dem. Måtte dette engang kunne siges om enhver, der som han, lod Martinus' analyser blive det daglige livs ledestjerne.