Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når De får dette brev i hænde, er det højsæson heroppe, og vi er påny midt i travlheden. Allerede nu er her usædvanligt mange gæster på Klintsøgaard, og om otte dage er hvert et rum optaget. Jeg har før fortalt Dem, at vi i år oplever vor hidtil største sæson, og at vi allerede på nærværende tidspunkt kan se, at vi, om alt går, som det tegner til, vil have fuldt belagt, til sensommeren påny holder sit indtog.

Men vi er også mere end nogensinde klar til at modtage en storinvasion. Adskillige af Kosmos' læsere har jo ikke lejlighed til at komme herop, og netop dem vilde jeg gerne have en tur med rundt nu. For lad sommeren blive så skøn, den vil, nu først i juni udfolder naturen sig på en måde, som ikke gentager sig. Overalt møder øjet i disse berusende forsommerdøgn den vidunderlige grønne farve, vi hele vinteren har længtes efter at genopleve. Her er meget smukt nu, og enhver kan i dag se, at næste år og næste igen vil byde på en stadig voksende skønhed på denne plet, hvor snart mange års virke med plantning nu begynder at blive synlig for andre end dem, der vovede at plante mellem sten og ral.

Livet ved Klint har jo gradvis ændret sig for hvert år, der er gået, siden vi i 1934 slog os ned her. Som det nu udfolder sig, er det mere, end vi dengang i vore mest optimistiske drømme turde forestille os, – og hvordan vil det ikke se ud om andre fjorten år? Ingen kan vel sige det med bestemthed, men vi har lov til at gætte på, at hele området da vil være et myldrende liv af åndsinteresserede fra alle jordens egne. Fly og helicoptere vil måske da være en ligeså stor selvfølgelighed for os, som bilerne er det nu, og forskellige sprog vil måske til den tid forekomme os ligeså selvfølgelige som det, der i øjeblikket tales her. Men ved vi ikke ret meget om fremtiden i detaljer, ved vi så meget mere i principper. Og denne vor viden fremmaner for vort indre øje et broget superinternationalt liv på denne plet, som mere end nogen anden, jeg har hørt om, er viet udviklingen af den verdensborgermentalitet, alle begynder at hige efter.

Tre års temmelig hæsblæsende travlhed ligger bag os nu, og de dengang stillede opgaver er ved at være løst. Den næste store etape kommer først, når det snærende byggeforbud mod sommerbungalows bliver hævet. Så vil vi igen opleve en periode med forrygende travlhed. Men den tid, det slid. Foran os ligger andre opgaver, som skal løses, og som vi allerede er i fuld gang med. Først og fremmest er der udgivelsen af Martinus' foredrag i en ny og meget smuk bogserie. Det har voldt store vanskeligheder rent papirmæssigt at komme i gang, men de første bøger er nu i trykken og vil foreligge inden efteråret. Det er en meget betydelig opgave, vi her er gået i gang med, idet det er planen at udgive alle Martinus' foredrag i denne serie, efterhånden som de fremkommer bearbejdet af ham selv. Dernæst er der det meget omfattende kursus over Martinus' verdensbillede, som jeg selv er i gang med at skrive efter en af ham selv udarbejdet disposition. Ogsaa det er et ret stort arbejde, idet det her drejer sig om en koncentreret gengivelse af hovedidématerialet i Livets Bog. Jeg har netop i disse dage lagt sidste hånd på det første hefte, og jeg kan da løfte sløret så meget for dette arbejde, at jeg kan fortælle Dem, at det kommer til at indeholde ikke mindre end otte symboler, alle i farver og alle med ledsagende detaljeret forklaring. Desuden vil hvert hefte komme til at indeholde et righoldigt billedmateriale af supplerende art. Som De vil forstå, er det tanken at lade dette kursus være ledsaget af et meget stort antal af Martinus symboler, således at den studerende faktisk får en chance for ved selvstudium at uddanne sig til en selvfølgelig kerne i en gruppe af åndsvidenskabeligt interesserede. Som De ved, er det meningen at lade dette kursus oversætte til svensk, engelsk og esperanto, såsnart det foreligger, hver for sig store opgaver, som vi dog allerede på nærværende tidspunkt har begrundet håb om vil blive løst på tilfredsstillende vis.

At vi således midlertidigt er færdig med de rent fysiske opgaver her ved Klint, er ikke ensbetydende med, at vi har i sinde at melde fra og holde ferie. Jeg har før betegnet Martinus' arbejde som et usædvanligt levedygtigt barn, og den betegnelse må jeg fastholde. Faktisk har jeg ofte ønsket, at jeg havde evne til at gennemføre en rent fysisk personlighedsspaltning, og jeg ved, at Martinus har det ligesådan. På den anden side er der med årene groet en række prægtige medarbejdere frem, som hver for sig i dag bærer på store byrder. Der er ingen grund til at skjule, at ingen af os anser det, vi har for, for småtterier. Man sætter nu engang ikke livet i pant for barnagtigheder. På den anden side ved vi, at det, vi har for, kræver lang tid for at lykkes. Verden lader sig ikke lave om fra den ene dag til den anden. Men udviklingen er i rigeste mål med os, og respekten for Martinus' arbejde er i stadig vækst. Indenfor dette arbejde spiller Klintsøgaard en stor rolle. Vi begynder allerede nu at kunne skimte de første konturer til en helt ny stamme af mennesker, som igennem den er kommet i kontakt med Martinus' ideer. Denne stamme vil vokse, indtil dens krone en dag omslutter hele etablissementet. Men denne dag vil være desto nærmere, jo flittigere vi alle, hver for sig, ved vor egen væremåde bidrager til, at den ånd, Livets Bog giver udtryk for, direkte fornemmes af hver ny gæst heroppe. Det er denne ånd, vi kæmper for, og det er dens fødsel, vi sætter så meget ind på. Om kort tid begynder foredragene i den dejlige nye foredragssal, og vi ved, at de, sammen med den enkeltes egen kærlige indstilling, vil bevirke, at en fred af ganske særlig art vil stråle enhver nyankommen i møde. Sådan har det været i alle de svundne år, og sådan vil det også blive i år. Men lad os ikke glemme, at jo mere dette mål står os klart, desto lykkeligere vil det blive nået. Væksten i Martinus' arbejde skyldes ikke en ensidig udløsning af åndelig skabelse fra hans side, den skyldes i højeste grad en vekselvirkning mellem dette arbejde og livet. Fra en gang kun at have været hans mission er det forlængst overgået til at blive vor, – og det i et langt større omfang, end vi i dag kan være helt bevidst i.

Men venlig hilsen!