Kosmos 1948/5 side 14
Mogens Munch:
En lille ting
Det er en af disse første sommeraftner, som vel egentlig kun har krav på at blive kaldt forårsaften, men som alligevel er så varm og lys, at man har hele sommeraftnens stemning. Luften er fyldt af blomsterdufte, og nattergalene holder koncert rundt omkring. Man må simpelthen sidde ude en sådan aften for at få det hele med.
Der er tusinder af indtryk, der vælder ind over en, og uden at gøre sig det enkelte klart suger man helheden til sig med en opløftende følelse af at opleve noget vidunderligt og enestående. Det er en stemning, der er til at tage og føle på; den smitter alle, så de må stå stille af og til for rigtigt at lade dette uudsigelige noget trænge ud i alle kroppens fibre.
Og når man så sidder stille og lader det hele strømme ind over sig, så kan det ske, at der ud af den harmoniske helhed træder en lille detaille, som ved sin fremtræden fremkalder et perspektiv, der gør den samlede oplevelse endnu dybere og skønnere.
Hvad er da det for en lille detaille? Hvad er det for en lille ting, der kan have en så stor virkning?
Ja, i dette tilfælde er det en lille flue; et lille sort fnug, en lille plet, et sodkorn, der flagrer ind i synsfeltet og slår sig ned på en hånd, der omtrent er som en planet i forhold til den. En selv nok så svag, uoverlagt bevægelse vilde have splittet dette lille væsen så totalt, at man end ikke vilde have kunnet skelne noget spor efter det. Men nu, som det møjsommeligt kæmper sig frem over hånden, trygt vandrende nede imellem de hår, der som kæmpefyrre hæver sig højt over dens utroligt lille organisme, da er den et kunstværk, et vidunder, selve det inkarnerede mirakel.
Et væsen med en krop, der kan dirigeres til at foretage de mest komplicerede bevægelser. Muskler, nerver, ben, vinger, øjne, fordøjelsessystem, forplantningsevne og formodentlig også væsner, der snylter på den og gør den syg, og hele herligheden vejer ikke så meget som takken af et frimærke!
En lille ting – og dog! Er den nu egentlig også så lille. Ja, i forhold til den hånd, den i øjeblikket bevæger sig rundt på, da er den næsten intet. Men der er utallige væsner, der lever i den som celler, der opretholder livet takket være dens "spisen og drikken".
Den er lille af krop set fra en synsvinkel, men stor fra en anden. Og bortset fra stort og småt er den en virkeliggjort idé! Det er en bevidsthed, der har skabt sig et middel til oplevelse, et levende væsen, som efter sin evne søger kontakt med det evige forsyn.
Uvilkårligt kommer man til at tænke på Ørsteds ord:
– "men hver i den endelige verden således virkeliggjorte idé er dog atter kun et ledemod i en højere, mere omfattende idé. Således er hver dyrearts idé kun et ledemod i hele dyrerigets idé, dyrerigets atter af den endnu mere omfattende idé, hvori både dyre- og planteriget er indbegrebne, dette atter et ledemod i jordklodens idé, som fremstiller os en i sig selv afsluttet lille verden, hvilken dog atter er ledemod af et endnu højere system."
– "jordkloden er altså et ledemod af vort solsystem, med hvilket den har udviklet sig og står i en uophørlig vekselvirkning. Jordklodens idé er altså indesluttet i solsystemet; men på samme måde er dette atter et ledemod i det nærmest højere system; dette system af sole, som mælkevejen viser os, og hvorimod vore kunstige seredskaber og vore på naturlove byggede slutninger, have ladet os se så meget, som må blive hemmeligt for det blotte sansemenneske. Dette for vore sædvanlige forestillinger uhyre system, er atter kun et ledemod af et endnu højere, og således ud over alle grænser. Således danner den grænseløse udstrækning et uendeligt hele, som indeholder alle i tilværelsen virkeliggjorte ideer, men denne uendelighed af ideer er tillige indbefattet i een virkende idé, en uendelig levende fornuft."
Den lille flue på hånden, – også den er et lille led i noget større, også den har sin mission i den verden, hvor du og jeg lever, selv om vi ikke kan se, hvori den består.
Og det er en fejl, som vi mennesker desværre er alt for tilbøjelige til at begå, og som spærrer os ude fra mange virkelige glæder her i livet, at når en ting er lille i forhold til os selv og vor tankeverden, eller når vi ikke kan se, hvad den betyder eller hvad den "skal bruges til", så er vor almindeligste reaktion den, ikke at interessere os for den, og det er endda ikke altid, at vi nøjes hermed, ofte begår vi i tankeløshed den fejl, at vi uden påviselig grund fjerner den lille ting, der er kommet os i vejen. At det måske – set fra en anden vinkel – er en naturkatastrofe, vi herved forårsager, får vi sjældent tid til at forestille os.
Man lærer ikke blot een ting, når man bevidst begynder at studere åndsvidenskab, det er snarere, som om ens bevidsthed gennemgår et åndeligt bad, der langsomt renser hele ens åndelige legeme og lader dette tilsvarende langsomt opnå den fulde kontakt med de omgivelser, der hele tiden har været der, men som man blot ikke har kunnet konstatere.
Og noget af det, der sker, er, at "stort" og "småt" hører op med at være så absolutte, som de tidligere var. Der er stadig "store ting" og "små ting", for vi lever i kroppe af en bestemt udstrækning, og med dem maler vi, men "stor" er ophørt med at være synonym for "vigtig" eller "betydningsfuld" ligesom "lille" ikke længere er det samme som "uvæsentlig" eller "uinteressant". Man ser nemlig i formen den virkeliggjorte tanke eller idé, og den er udenfor begreberne "stor" og "lille".
Og så er det, at f. eks. en lille ting som en flue på størrelse med det halve af takken på et frimærke, der kommer svirrende gennem luften og daler ned på ens hånd, bliver den port, gennem hvilken man vandrer ind i et forunderligt eventyr, hvor intet er dagligdags, men hvor alt er en fortælling om, at intet er så interessant som livet selv.
Mere end mange tykke bøger, mere end mange forelæsninger og mange vismænds taler, oplever man igennem sådan en lille ting Guddommens storhed.
Først siger man til sig selv: "At det kan lade sig gøre – –! Så småt, – og alligevel fungerer det!" Og så kommer man pludselig i tanke om at muskler og alt sådan noget jo må være bygget op af celler, som altså må være noget endnu mindre noget, – der også kan fungere! Kan man egentlig tænke sig et større mirakel?
En virkeliggjort idé. Åndens sejr over materien. En bevidstheds tilsynekomst for vore undrende øjne. En bevidsthed, med evne til i materie at skabe et mesterværk i lilleputformat, en levende organisme.
Og tankerne drejer fremover igen: når der selv nede i de – for os ubetydelige dimensioner fremtræder en sådan rigdom af liv, bevidsthed og realisation af tankevirksomhed, hvad må der så ikke også være i "vor egen zone", når man gør sig den ulejlighed at se efter. Som sagt før: den lille detalje, der vikler sig ud af helheden og for et øjeblik lægger beslag på ens opmærksomhed, bliver som et spejl, der lader det øvrige fremtræde i et perspektiv, som i langt højere grad end før får detaljerne til at virke.
Man fyldes med en dyb ærbødighed overfor det skaberværk, som man i så ringe grad har forstået at værdsætte, og man mærker en indre glæde over, at man trods fortidige fejl alligevel får fuld adgang til at nyde deraf.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige