Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der flyver Blade fra sidste Sommer. Langsomt føres de af den lune Foraarsvind hen foran mine Fødder, et Øjeblik lægger de sig til Hvile der, saa underligt vemodigt!

Jeg kan høre deres sagte Hvisken, jeg kan høre deres bønlige Haab i hver lille hvislende Lyd, mens de blæser rundt: "Kan du heller ikke huske os? Har du glemt?"

Nej, jeg har ingenting glemt, ikke jeres grønne Pragt, jeres nynnende Susen eller skyggefulde Pletter, – Duften af vaad Muld og Synet af frodige Trækroners sorte Silhuetter mod Sommernattens lyse Himmel, – – – nej, i Kære, intet har jeg glemt, hver eneste af jer er et Minde fra sidste Sommer, fra forrige og fra forrige ...... I hvisker det alt sammen til mig, mens jeg sidder her; thi jeg føler selv, hvert Foraar som I, naar I rives af jeres Stamme, for at nye kan vokse frem til Livet – vi er ens, I og jeg!

I bliver nu til Muld for det nye, som gryer; mine Minder fra jeres Somre er ogsaa den Muld, af hvilket nyt Liv og nye skønne Oplevelser skal spire og vokse frem.

Flyv kun videre til Regnen naar jer, lad saa Himlens Draaber fylde jer, saa I synker ned i Jordens Mørke igen – derfra, hvor I ogsaa kom den sidste og forrige Sommer; synk regntunge og rene ned i det mørke Dyb og tak Livets Skaber for den tunge Last af Minder, I gemmer i Sjælene, men tak mest af alt for den Godhed, der gives os i Søvnens og Dødens stille Hvilen; thi om faa Aar mødes vi igen, naar I atter vokser frem, lysegrønne og spæde midt i det unge Foraar, – – og jeg vil da, som nu, føle netop jeres Komme, som noget gammelkendt og evigt ungt, jeg vil synes, jeg kender hvert Blad, hver Skygge, hver Lyd! Og atter vil I vaage med mig i Somrens Sol og Nætternes blide Ro, – I vil fra Træ til Træ føre min evige Længsel og min Jubel med jer og hviske det til den, jeg elsker.

Men engang, naar jeg gaar til den lange Hvile og venter i Jordens sorte Skød paa jer – mine kære Venner –, da vil vi forenes og op af Graven af vores Muld, skal vokse et Træ saa frodigt og skønt, saa grønt og haabefuldt, at jeg, naar min nye Vaar atter fødes, vil vide: Det Træ er af mig, det Træ er af os, – jeg føler det!