Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hver eneste Gang jeg fejrer pinsen i Kosmos ferieby vandrer tankerne tilbage til hin minderige pinse, hvor sagens smukke flag for første gang gik til tops. Det var i 1936, og nægtes kan det ikke, at der så noget anderledes ud deroppe end nu. De store "A-huse" var taget i brug allerede sommeren før, men de små C-huse, var lige knapt færdige, og B-huse var der endnu ingen, der drømte om. Foredragssalen var end ikke et skønt fantasibillede, da grunden, som den senere kom til at ligge på, endnu ikke var købt.

Og vejret – det var alt andet end godt. Det regnede med en vedholdenhed, som nok kunde tage modet fra pinsegæster, der havde håbet på en tur med lidt forsmag på sommeren, men selv dette vejr formåede ikke at sætte nogen plet på den stemning, der herskede blandt de, der havde trodset naturen og var kommet derop for at overvære indvielsen af flaget. Og der var ingen, der fortrød at have vovet turen. Det blev en uforglemmelig oplevelse. Martinus sagde i sin tale om flaget: "Det er et ydre synligt udtryk for det allerhøjeste tankeklima. Og i kraft af denne dets identitet som kærlighedens symbol vil dets vajen i krigens og ufredens tjeneste aldrig kunne finde sted uden at være en parodi på dets bestemmelse. Hvor dette lysets symbol derfor retmæssigt skal vaje i verden, må al krig, brutalitet og ufred være bandlyst. Og på samme måde må en mental kopi af dette vaje i vore hjærter. Det gælder også her, at det ikke bliver sønderrevet af de stærke lidenskabers storme, men at det hele tiden kan vaje og lyse i en atmosfære af tilgivelsens og kærlighedens friske brise.

Det samme smukke flag vajede i denne pinse, men som sagt: hvad det så ned på havde i de forløbne år skiftet udseende. Kun eet var uforandret: Den stemning, der herskede imellem de, der var samlede deroppe for at fejre pinsen på den plet, der i årenes løb er kommet til at danne rammen om så mange smukke minder.

I år viste vejret sig fra sin mest overdådige side; det var nærmest højsommer, og ikke blot som så ofte før, at det kun var fint den ene dag, nej både lørdag, søndag og mandag frembød det mest strålende solskin. Og det blev benyttet! Rundt omkring fra husene, lød flittige hammerslag, kom man forbi så man malerkosten i sving, på de nye grunde blev der puslet om nyplantningerne, kort sagt, der var en fornøjelig travlhed overalt. Gartneriet var pudset og poleret og havde fået en skorsten, der allerede på lang afstand sås rage op i skyerne som et fyrtårn. På Klintsøgård var der travlhed fra kælder til kvist, alt var parat til at modtage de mange gæster. Men trods alt dette samlede interessen sig dog stærkest om den nye foredragssal. I vinterens løb var den gamle jo forsvundet, og havde kun efterladt sig et gråt spor i jorden, og i stedet havde den ny rejst sig, mere centralt beliggende i den nye plan for feriebyen, og udefra imponerende med sin betydelig større længde og højde.

Ligesom alle de øvrige bygninger strålede den fint nymalet i rødt og hvidt, og stor var forventningerne hos de godt hundrede pinsegæster, der pinsedag samledes foran den for at komme ind og overvære Martinus foredrag.

Og de – eller rettere vi – blev så sandelig ikke skuffede. Det var en virkelig glæde at se den forandring, der under Flygge Jørgensens hænder var foregået med vor gamle foredragssal! Et stort, højt hvælvet rum, med smukt samstemte lyse farver, en smuk lille scene, hvor talerstolen var anbragt, og sidst og ikke mindst, nye og behagelige stole for de, der skulde være tilskuere og tilhørere. Jeg tror nok, at mange af de ældre, og ikke så få af vi yngre, var lige ved at værdsætte dette sidste højest. For når man gerne vil gøre sin bevidsthed så modtagelig som muligt, så er det en gene, at man hele tiden bliver mindet om sin krop på den måde, at den ikke kan finde ro, hvor man har anbragt den. Det var virkelig en stor forbedring, og en glædelig oplevelse.

Og en endnu større fulgte, da Martinus indviede dette hus til det, der var dets formål: at danne en ramme om den hjælp, der gennem hans kosmiske analyser raktes til det menneske, der søgte frem imod en personlig kontakt med den guddom, der møder os bag alt og alle i livet.

Det falder mig vanskeligt at skulle give et referat af foredraget; Martinus viste os, at en søgen efter et "verdensbillede" af så mange blev forstået på den måde, at man som resultat måtte få et filosofisk system, indviklet og dybtsindigt, kun tilgængeligt for den trænede tænker, og at denne opfattelse var en total misforståelse. Den sandhed, som alle søgte frem imod, og som blev udtrykt som et "verdensbillede", var i sig selv så enkel og ligetil, at selv et barn vilde kunne fatte den. Den var ikke "et sted henne", men var så at sige inkarneret i mennesket selv. Som mennesket var, sådan var universet. Som vort jeg styrer og vejleder de mange små væsener, hvoraf vor organisme består, således styrer og vejleder Guddommen alle levende væsner. For den, der søgte at nå ind til en kontakt med denne Gud, var vejen allerede vist af Kristus, der i sin bøn "Fadervor" havde lært menneskene at indstille sig på "DU, som er i himlene"!

Det blev for os alle et minde, der indtog sin plads ved siden af hin 31. maj 1936, da flaget foldede sig ud mod den grå himmel og bragte bud om et lys større end den sol, som skyerne havde skjult.