Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvis jeg ganske aabent stillede Dem Spørgsmaalet: "Hvor dybtgaaende er egentlig Deres aandelige Behov?", hvad vilde De saa svare? Vilde De svare, at Deres aandelige Behov faktisk var umætteligt, eller vilde De svare, at dets Grænse laa der, hvor dets Tilfredsstillelse krævede en saadan Ændring af Deres daglige Liv og Vaner, at De simpelthen ikke magtede denne Revolution?

Det eneste jeg er glad ved i Forbindelse med dette Spørgsmaal er, at jeg ved, at det aldrig kunne falde mig ind at rette det til noget Menneske! Paa den anden Side dækker det over et Problem, det nok er værd at beskæftige sig lidt med. Jeg vil tro, at man indenfor ethvert aandeligt Omraade vil opleve Mødet med Mennesker, for hvem de Tanker, de her stifter Bekendtskab med, vil udløse en Strøm af Begejstring, Livsglæde og Forstaaelse, enten det nu er indenfor Troens mere begrænsede Felter eller det er indenfor Aandsvidenskabens næsten ubegrænsede Vidder. Selv har jeg jo mest haft Lejlighed til at iagttage Menneskers Møde med Aandsvidenskaben i den Form, den udtrykkes i Livets Bog. Og mine Iagttagelser der har været mangfoldige, saa mangfoldige, at jeg forlængst har gjort mig det til en Vane at spørge mig selv, om det Behov, jeg møder hos den eller den, nu er særligt dybtgaaende, eller om det i Virkeligheden hører ind under Begrebet "Overfladeinteresse".

Vi lever i en Tid, hvor de fleste tænkende Mennesker er klar over, at en mental Strømændring er ifærd med at fuldbyrdes. Som Følge deraf har saa at sige alle tænkende Mennesker "aandelige Interesser". Overfladisk bedømt kan det se ud, som om det store Flertal er "materialistisk", men denne Bedømmelse har intet med Virkeligheden at gøre. Det normale Menneske er religiøst, forsaavidt som dets naturlige Egoisme til enhver Tid vil faa det til at spejde efter en dybere Løsning af Livsproblemerne end den, det midlertidigt er standset op ved. Det er kun irreligiøst i Forhold til eksisterende Trosdogmer. At det forholder sig saadan har jeg mere end de fleste Lejlighed til at konstatere. Gang paa Gang stilles jeg overfor tilsyneladende haabløst materialistisk indstillede Mennesker, som røber deres Længsel efter "ny Vin" igennem de tilsyneladende ubesvarlige Spørgsmaal, de stiller. Jeg har gjort mig det til en Regel at anse den, der haardest postulerer at være overbevist om Livets Meningsløshed og Tilfældighedernes taabelige Spil, for baade at staa svagt og i sig rumme en dyb Længsel efter ny Inspiration.

Men Billedet har ogsaa en anden Side, nemlig den, hvor det søgende Menneske har mødt en ny aandelig Impuls. Her er det, vi bliver Vidne til Livets eget Svar paa det Spørgsmaal, som jeg har indledt denne lille Artikel med. Vi oplever nemlig dér atter og atter det paa sin Vis ejendommelige, at det Menneske, der tilsyneladende møder med et næsten umætteligt aandeligt Behov, hurtigst oplever Mættelsens Byrde. Det er denne Tilstand, jeg hændelsesvis refererer til i mine Foredrag, naar jeg hævder, at de, som bliver Engle om Mandagen, som Regel er naaet at blive Bengle igen om Lørdagen. Det er rigtigt, at Mødet med Aandsvidenskaben kan udløse en Tilstand, som taaler Sammenligning med den alkoholiske Rus. Denne skal efter Sigende ogsaa være en Salighedsoplevelse. Men den afløses af "Tømmermænd", og det gør den aandelige Rus ogsaa, blot med den Forskel, at de Tømmermænd, der her er tale om, sikkert er ulige ubehageligere. Det maa være en nederdrægtig Oplevelse at lande paa Jorden efter at have begyndt at føle sig hjemme paa "Guds grønne Enge". Men Loven er her ubarmhjertig, noget vi skal være taknemmelige for. Thi selvom det er svært at møde sit eget tilsyneladende ubegrænsede aandelige Behovs ubehageligt nære Grænse, er det trods alt det sundeste for Sjælen. Man lægger ikke en Alen til sin Vækst, blot fordi man konfronteres med en større Sandhed end den, man før havde slaaet sig til Taals med. Formlen er stadig den ubarmhjertige: To Skridt i Moral før eet i regulær Viden!

Jeg vil tro, at det har været lettere for os, dengang Mødet med de aandelige Kræfter ikke greb saa dybt ind i vort daglige Liv og Væremaade, som Tilfældet er der, hvor det drejer sig om et Møde med de kosmiske Analyser. Det er nu engang lettere at drøfte "højere Materier" ved en Cigar og et Glas Vin, som begge frembringer "Stemning", end det er selv ved sit eget Væsen baade at være Stemningens Ophav og Udløser. Paa den anden Side maa man gøre sig klart, at en sund aandelig Vækst virkelig fører til dette eftertragtede Maal.

Jo højere Begejstringens Ild flammer op ved det første Møde med de kosmiske Analyser, desto hastigere dør den normalt hen. En kommende Verdens nye mentale Søjler maa i Almindelighed være gjort af et andet Stof end det, der saa hastigt tager Ild. Man begynder med at være lykkelig ved dem, der begejstres ved det første Møde med Martinus Arbejde og ender med at elske dem, der møder det med Skepsis. De første venter altid at dette Arbejde mir nichts, dir nichts, skal erobre Verden, de andre derimod indstiller sig, saa snart det er blevet dem klart, hvad det virkeligt drejer sig om, paa at gøre deres stilfærdige Job i Sagens Tjeneste. Men denne sidste Gruppes aandelige Behov er ogsaa af en anden Art. De "sluger" ikke Sandheden, de nærmer sig den varsomt og erindrer sig hele Tiden, at der ogsaa i Forbindelse med vor aandelige Vækst er tale om at bevare en sund Fordøjelse!

Netop fordi Martinus Arbejde rummer saamange af begge Typer, samt af "Mellemtonerne", er det en uendelig stor Lykke for os alle, at det ikke udgør anden Forening end den, der er betinget af Fællesinteressen. Aandelig talt er dette Arbejde som en kemisk Vædske, der i sig har Evne til at forbinde sig med alt. Enhver kan høste Udbytte af at stifte Bekendtskab med det – og gøre det uden reel Risiko – da dets første og i Virkeligheden eneste Bud er dette: vær tolerant, vær hundrede Procents tolerant!

Det er i Lyset af denne absolutte Tolerance, vi er naaet dertil, hvor vi staar idag, og den er det, der vil være den dybeste Aarsag til vor fremtidige Vækst. Vi har ogsaa kritisk Sans, men den skal kun bruges mod eet: os selv! Vort Liv og vort Sind er endnu et skrøbeligt Kar, og Ordsproget: "Pris ingen lykkelig før han er død", staar stadig ved Magt. Men vi har fundet noget som, forvaltet paa rette Maade, ikke alene kan skabe uendelig meget Lys i vort eget Liv, men som, stadigt forvaltet paa rette Vis, kan gøre andres Liv baade lysere og lykkeligere. Regulerer vi vort Behov efter aandelig Viden paa virkelig fornuftig Vis, vil Livet svare os med den sunde aandelige Vækst, der er al sand Lykkes virkelige Fundament. Forbruger vi det paa een Gang, risikerer vi baade at blive golde, hvad der er trist for os selv, eller at blive Fanatikere, hvad der er Synd for de andre!

Med venlig Hilsen!