Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Civilingeniør Mogens Munch
 

"Hvad angaar det ideelle maal for menneskelig bestræbelse hersker der indenfor vor civilisation – og har i næsten tredive aarhundreder hersket – almindelig enighed. Fra Jesaja til Karl Marx har profeterne talt med een stemme. I den guldalder, som de ser frem til, skal der herske frihed, fred, retfærdighed og broderkærlighed. "Folk skal ikke mere løfte sværd mod folk"; "hvert enkelt menneskes frie udvikling vil føre til alles frie udvikling"; "verden skal være opfyldt af kundskab om Herren, ligesom havene er fyldt med vand".

Med Hensyn til maalet har der altsaa – jeg gentager det – igennem lange tider hersket almindelig enighed. Ikke saaledes med hensyn til de veje, som fører til dette maal. Her viger enighed og sikkerhed for den yderste forvirring, for sammenstødet af modsigende meninger, dogmatisk hævdede og praktiserede med fanatismens heftighed."

– – –

Saaledes lyder indledningsordene til Aldous Huxley's bog "Ends and Means", der, som han selv udtrykker det, er en slags "praktisk reformkogebog, der indeholder politiske recepter, økonomiske recepter, opdragelsesrecepter, recepter for organisering: af industrien, af lokale samfund og af fromhedslivet, men som ogsaa – som advarsel – indeholder beskrivelser af den maade, paa hvilken tingene ikke bør gøres – recepter for paa en forkert maade at søge at naa et givet maal, recepter paa, hvorledes idealismen gøres til nar, og paa, hvordan vejen til helvede brolægges med gode forsætter".

Uden iøvrigt at ville bedømme dette Huxley's værk maa det siges, at Huxley, med sin sædvanlige grundighed og i skæret af sit utroligt alsidige kendskab til, hvad mennesker har tænkt og skrevet om menneskers forhold til mennesker, her i en relativ lille bog har formaaet at koncentrere tanker, der vilde kunne udgøre grundlag for et socialt, kulturelt reformarbejde af dimensioner, som vilde blive enestaaende i sin art, og langt overgaa, hvad der i de sidste 25 aar er præsteret i U.S.S.R.

Grundtanken – det, der formodentlig har været Huxley's bevæggrund – trænger sig med stadig større kraft ind paa det moderne menneske, der blot har nogen interesse ud over sin egen selvangivelsesblanket. Ikke mindst de lige overstaaede begivenheder, hvor man har set folkeslag rejse sig i enorme kraftudfoldelser, foraarsaget af at bestemte ideologier var blevet indpodede i deres bevidsthed, har været medvirkende til at bestyrke forstaaelsen af, hvilken enorm betydning menneskets aandelige indstilling har, ikke blot for det enkelte menneske, men ogsaa for internationale forhold. Verden har set, hvorledes tre folks ledere maalbevidst tilrettelagde en undervisning og en propaganda, der sigtede imod at gøre det enkelte menneske egnet som redskab for disse enkeltes magtbegær. Urgamle primitive sider i menneskets sind, der langsomt var ved at slumre ind, blev bevidst vækkede til live, styrket og retfærdiggjort – ja endog hædret og udmærket – i en saadan grad, at man f. eks. hørte en af disse typer sige: "Hver gang jeg hører ordet "kultur", griber jeg straks til min revolver." Virkningerne af disse saa omhyggeligt tilrettelagte aarsager kendes kun alt for godt.

Disse virkninger er atter blevet aarsager til nye tilstande, hvor en menneskehed søger at finde ud af, hvad den skal gøre for at forebygge en gentagelse. Det demokratiske princip i mennesket og nationerne rummer klare og uomtvistelige fordele, og alle planer søges funderede i dette; det er jo netop grundakkorden i verden i dag. De forenede nationer – UNO – konferencen i London o.s.v.: alt sammen noget, der for den menige mand staar som en – maaske til tider lidt vaklende – garanti for, at "man" søger at forhindre gentagelsen af de meningsløsheder, som verden endnu langt fra har forvundet virkningerne af.

Det har – lige fra mennesket begyndte at kunne ræsonnere – ikke manglet paa forslag; tværtimod – havde der været lidt færre, havde det maaske været lettere at vælge. At komme ind paa alle disse mangeartede meninger om det for menneskeheden "eneste saliggørende" vil være temmelig haabløst, men hele dette virvar deler sig i to grupper, som man i nogen grad kan bedømme og tale om, og det skal her gøres.

Vel vidende, at enhver generalisering medfører visse fejl, kan man tale om Filosoffens og Ingeniørens forsøg paa at løse de problemer, som menneskene fra de første sociale tilstandes fremkomst har haft at kæmpe med.

Filosoffen har hævdet, at hans videnskab – filosofien – ikke kunde lade sig paalægge seler af livet omkring ham; han krævede tankens og aandens frihed. Verden, som mennesket oplevede den, var eet: maaske en vis art "virkelighed", maaske et sansebedrag, – og den "rene videnskab", den "rene tænkning" var noget helt andet. Erkendelsesproblemet blev efterhaanden noget meget fremtrædende indenfor filosofien, og mange er de timer, som mennesker har ofret paa at afgøre, om de mon i det hele taget med sikkerhed kunde vide noget som helst.

Ingeniøren var det praktiske livs mand. For ham var kulden og varmen, vejret, aarstiderne, sult, krig osv. tilstande, der rummede en umiddelbar virkelighed, som maatte bekæmpes paa een eller anden maade, for at han kunde leve et behageligt liv. Han levede under forudsætninger, som han kunde "tage og føle paa", og han forsøgte at bekæmpe eller bevare dem med midler af samme art.

Mellem disse to typer finder vi – som det "største fælles maal" – utopisterne, der har haft filosoffernes blik for det ideelle og ingeniørernes kendskab til det forhaandenværende, men som alle har maattet lade ingeniørernes arbejde ligge og i stedet for i beskrivelsen af "tænkte samfund" at give udtryk for deres meninger om "hvordan" og "hvorledes". Platon, Thomas More, Holberg, Swift, Anatole France o. fl. har givet os saadanne bidrag.

Men livet leves – mennesker fødes og dør, elsker og kæmper, bliver filantroper og storbedragere, bliver en Hitler og en Mussolini, har deres tid optaget af at lave tusinde ting, er saa travlt beskæftigede, at der ikke bliver tid tilovers til at spørge, om nu ogsaa det, der gøres, er velegnet til at løse problemerne. For man maa give Ingeniøren ret: vi er dog nødt til at gøre noget. Vi kan ikke blive fri for at "lege med". Og denne "legen med" kræver en ustandselig tagen standpunkt til saa det ene og saa det andet: over hele kloden er tilstandene i dag saaledes, at der lægges planer, der i aartier – ja maaske i aarhundreder – fremover bliver afgørende for millioner af menneskers liv. Paa hvilket grundlag lægges disse planer? – hvad sigter de imod? – hvad er det for mennesker, der lægger disse planer? – hvorledes er deres kvalifikationer? En mængde spørgsmaal lader sig fremføre, men – tiden presser paa, tingene skal gøres – gøres nu, og angsten for et nyt Versailles ligger – omend tilbagetrængt – i manges bevidsthed.

Mennesket er som tænkende væsen naaet saa langt i sin udvikling, at det kun indtil en vis grad lader sig føre paa baggrund af ideer, det ikke selv forstaar. Medens tidligere tiders menneskeheder – og nulevende primitive folkeslag – havde en hengivenhed og blind tillid til deres profeter og førere, som bevirkede, at de helt gav sig disse væsener i vold, saa er der i det moderne menneske – som følge af den maalbevidste skoleuddannelse – en stadig voksende trang til at ville se "en mening" i et program. Denne evne er ganskevist endnu svag, og "programmet"s egentlige "mening" kan godt camoufleres af lederne (f. eks. Nazismen), men tendensen til selv at kunne – og at ville – forstaa, er til stede og bevirker bl. a., at det ikke er nok at udforme de tekniske planer for en "genopbygning", der maa ogsaa skabes et grundlag for en almindelig tillid til disse planers værdi for det enkelte menneske; det maa have en garanti for, at det ikke blot fører til en ny krig om 20–30 aar.

Og netop Nazismen og de dermed beslægtede tankesystemer er blevet et uomstødeligt bevis for en folke"opdragelse"s betydning!

Nu maa det ikke undervurderes, at den nazistiske tanke – gennemførelsen af hele denne livsindstilling – havde den store fordel, at "opdragerne" eller "førerne" indenfor dette system blot som opgave havde at vække i menneskets bevidsthed noget, der allerede var til stede. Urinstinktet, selve individets selvopholdelsesdrift, var og er hos alle den mest fremragende evne, og at berede dens udfoldelse er ikke saa vanskeligt, da aartusinders vane har slidt dybe spor.

Den demokratiske tanke – næstekærlighedstanken – det humanistiske princip er ulige vanskeligere stillet. Det har – eller faar – nemlig som opgave dette: at skabe fundamentet for helt nye anlæg! Anlæg, som ikke kan siges at være "naturlige" for mennesket, naar man betragter dets tidligere udviklingstrin, men som kun finder deres begrundelse i menneskets begyndende fornuft og i den ganske spæde humane følelse. Den teoretiske kristendom er en vej til et saadant samfund – men hvor meget har 2000 aars appellering formaaet i retning af at faa mennesket til at "praktisere" denne?

Ingeniøren og Filosoffen støder atter sammen paa punktet: det praktiske liv. Mennesket vil godt yde, men kun med sikker udsigt til modtagelse af modydelse. Og her har religionerne altid været noget handicappede i forhold til de materielle goder.

Alligevel er den religiøse følelse noget, man ikke maa se bort fra. Den rummer noget, som alle – uanset egne evner – er enige om at kalde ædelt og som i sin harmoniske udfoldelse ikke paa noget felt kan forvolde skade eller fortræd. Desuden er det en uomstødelig kendsgerning, at alle store vise over hele kloden og gennem alle tider har talt om den samme sandhed, omend deres ord har været forskellige og tilpassede til de folk, de levede iblandt. Og det er dog stadig saadan, at mange mennesker egentlig gerne vilde være religiøst troende, men de mangler evnen dertil. Som før omtalt har mennesket gennem generationers bevidste opdragelse til stadig stigende grader af selvtænkning ødelagt sin trosevne – og da dette "at tro" ikke er noget man kan "ville", føler mange en vis misundelse overfor de, der endnu har denne evne og som gennem den oplever en sindsligevægt, der føles eftertragtelsesværdig.

Men der skulde heller ikke være noget i vejen for at opbygge en tilsvarende sindsligevægt paa menneskets voksende viden og tænkeevne!

Og Ingeniøren tager forsigtigt til genmæle: Vi lever paa en klode, der formaar at føde og klæde mindst 100 gange saa mange mennesker, som der i øjeblikket lever paa den; vi har en teknisk viden og et overskud af arbejdskraft, der kunde forskaffe alle en luksustilværelse med en minimal arbejdstid for hver enkelt, og vi har alle ønsket om at blive lettede i denne vor kamp for tilværelsen. Hvorfor saa ikke sætte ind paa foreløbig at realisere disse mulige maal? – og hertil er den demokratiske, den næstekærlige eller humanistiske tanke et fuldgyldigt middel. Altsaa maa vor bestræbelse være at virkeliggøre denne tanke i dens detailler i menneskets daglige liv!

Filosoffen: Jamen det vilde være et onde for mennesket, om han fik saa megen tid til sin raadighed; lediggang er roden til alt ondt, han vilde ikke selv kunne administrere saa megen frihed, men forfalde til forskellige laster og samfundsskadelige tilstande.

Ingeniøren: Ja, hvis tilstandene lod sig realisere med øjeblikkelig virkning. Men der er en meget stor træghed i menneskesamfundet, og der vil sandsynligvis gaa mindst en halv snes generationer inden man kunde naa blot periferien af et saadant idealsamfund, og i den mellemliggende tid kunde opdragelse og vejledning have sat sig store spor i samfundslivet. Hvad har ikke højskoler og ungdomsklubber allerede naaet?

– – – og diskussionen er uendelig. Argument og modargument taarner sig op mod hinanden.

Menneskets opdragelse til demokrati er en meget omstændelig og meget langvarig proces. Som tidligere sagt: der er svage tendenser i den retning, idet de fleste idealer – religiøse og etiske – omfatter saadanne tilstande, men vanen er stadig knyttet til "dyrebevidstheden" i mennesket. Mange af hverdagens smaa praktiske leveregler er prægede af "dyrebevidstheden"s terminologi – historieskrivningen ligeledes – børnelege og legetøj er ogsaa prægede af saadanne tanker, der let finder genklang i barnets repetition af disse primitive karaktertrin, og alle disse detailler, samt mange, mange flere, maa bevidst omlægges i kontakt med det demokratiske livssyn, det næstekærlige livssyn.

Dette kan ikke gøres blot ved en appel til menneskets "ædlere følelser". Her gaar Ingeniørens realistiske vurdering ind med en klar tilkendegivelse af, at mennesket maa se en "hensigt", der ikke blot fortaber sig i idealismens blaa taager, men som viser sig forankret i den daglige virkelighed. I U.S.S.R. har man haft at gøre med en befolkning, der for store lags vedkommende var saaledes mentalt udrustede, at deres religiøse tillidsevne kunde overføres paa politiske omraader, og der afstedkomme "helgen-" og "martyrtilstande", der lod hele generationer afstaa fra en blot nogenlunde rimelig modydelse fra staten, blot fordi de bares af inspirationen om, at de var med til at skabe et stort og skønt og rigt land, hvor deres børn kunde faa det godt. Det kan ikke gøres med vestens folk, de er for gamle i udviklingen, de er blevet "realpolitikere". Men dette er dybest set ingen hindring, tværtimod, kun maa midlerne tilpasses derefter.

Hvordan kan det gøres? – simpelthen ved at vise dem de fordele, det for et menneske indebærer at leve et virkelig demokratisk liv. Jamen det kræver jo – i alt fald i sine forløberstadier – at man "afstaar" fra visse krav, som dog ellers er "rimelige"? – Maaske, men mennesket maa lære at kende en plan, der er større og mere omfattende end den, som statens budget hviler paa!

Eksisterer der da en saadan plan?

Ja, nu tier baade Filosoffen og Ingeniøren for at lytte til det, de begge savner mest af alt: den plan, som religionerne alle har hentydet til. Kunde man finde den, og vise mennesket, at intet var "spildt" eller "forgæves", men at hvert enkelt menneske kom til at nyde virkningerne af sine egne "ydelser", ja saa havde man der et grundlag for en "realpolitik", der kunde flytte bjerge!

Og Ingeniøren vender sig mod Filosoffen med kravet om, at denne i sin tænkning maa tage mere hensyn til verden, som den er – at det er den, vi har at arbejde med. Filosoffen ryster paa hovedet og slaar stadig paa tankens frihed, og Ingeniøren tilstaar ham beredvilligt samme frihed som f. eks. den astronomiske forskning og den teoretiske fysik, der jo ikke i deres inderste arbejde tvinges af dagliglivets krav, men som alligevel glider supplerende ind i dette liv.

Filosoffen maa kunne fremkomme med resultater, der "kan bruges til noget" – og Filosoffen svarer, om man i det hele taget har nogen garanti for, at der findes saadan noget?

Men Ingeniøren sætter en – foreløbig – slutning paa samtalen med følgende betragtning: For det første kan man ikke give op, blot fordi man ikke føler sig sikker paa, om man kan finde, hvad man søger. Utallige af de ting, vi i dag bruger som noget ganske selvfølgeligt, har for tidligere tiders mennesker været "u-la'-sig-gør'lige", ja naturstridige. For det andet kan man ikke være blind for, at naturen, vor store læremester, fra hvem vi har al vor viden, baade i mikro- og makrokosmos synes at afsløre love, der, hvor menneskene ikke griber ind i deres forløb, medfører en fuldkommenhed, som kun kan gives betegnelsen: en plan. Kloden var engang et fraadende ildhav af glødende metal- og mineralmasser, idag er den glimrende tilpasset til liv af mange forskellige arter, liv, som gensidigt "passer ind" i hinandens funktioner. Mennesket har lært at "tænke naturens tanker efter" og kan benytte dens stoffer paa en saadan maade, at det forud véd resultatet af endnu ikke afsluttede handlinger osv. osv. Mon der ikke der skulde findes en farbar vej for skabelsen af en hypotese, der ogsaa kunde komme til at omfatte mennesket, der jo dog – hans egen overvurdering af sig selv ufortalt – ogsaa er en "part" af denne "natur"?

– – –

Maaske en senere artikel kan give lejlighed til en undersøgelse af dette interessante emne.