Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kender du Ordenes Magt, du Kære, – de farlige Ord, der kun smerter og sønderriver alt det skønne, vi ønsker at bevare, – og de klangfulde Ord, der kærtegner og varmer en nøgen Sjæl? Thi nøgne er vi alle, naar vi hader, og naar vi elsker, og derfor er vi ogsaa saa uendelig saarbare.

Vi kan skade hinanden med vore Handlinger, maaske ogsaa ødelægge, – men ligesom Natteduggen køler og læger, hvad Dagen har brændt og hærget, kan ærlige, undskyldende Ord bringe Lindring og Hvile til et forpint Sind. Ord er aldrig saa fattige, som Ordsproget siger, – Ord er saa stærke, at vi ofte slet ikke aner, hvor dybt vi rammer hinanden, og hvor længe det talte bliver hængende – ligesom en Pilespids i et aabent Saar.

Ogsaa de uudsagte Ord kan skabe en Uro og Længsel, som formørker Sjælens Farve. Naar vi elsker, tror vi tit, at Modparten ved, hvad vi føler – og mange af de skønne Strofer, der kunde smykke vore Læber og vor Kærlighed, forbliver usagte, – og selv bliver vi at ligne ved Rosenknoppen, der visner og dør før sin duftende Blomstring. Vi glemmer, at Ordene ikke altid behøver at være Løfter, og vi glemmer, at selvom vore kærlige Ord ofte blotter vor egen Sjæl, saa klæder de til Gengæld en anden paa, – og maaske evner de ogsaa med Tiden at løse op for noget i en andens Sind, saa vi selv en Dag kan varme os ved en elsket Stemmes blide, fortællende Ord.

De fleste af os er bange for at sige ret meget til den eller dem, vi elsker. Vi er saa bange for at blive skuffede. Vi er saa bange for maaske at skulle komme til at give mere, end den anden har Evne til at rumme – og hvorfor? Lader Gud ikke Himlen være lige saa blaa for dig som for mig, lader han ikke Aftenbrisens blide Vind stryge lige kærtegnende hen over de skyldiges som de uskyldiges Kinder, og kysser Gud ikke den lille Blomstersjæl lige saa kærligt, gennem Solens varme, gyldne Straaler, som din, i Foraarets sødmefyldte Brydningstid?

Hvem har vi dog andre at lære af end netop Ham, og hvem har vi – dybest set – andre at staa til Regnskab for end netop Ham? Hvem andre har til Overflod lært os igennem hele den straalende Natur end netop Ham, at intet er for smukt, intet er for ofte og intet er for meget for at vise os alle Guds eget Ansigt, Guds egen Sjæl! At det kun er dem, der elsker ham, der aner, hvad det er, de ser, forandrer dog alligevel ikke, at det er synligt for alle.

Lad os lære at finde frem til de Ord, der skaber Lys og Glæde i de andres Hjerter – og glemme dem, der blot ødelægger; thi ved at forme vore Tanker i skønne Ord og Sætninger, skaber vi en Stemning, som giver Nuet Dybde og Skønhed, og som kan give os Minder, vi i vore svære Stunder kan tage frem og hviske en stille Tak for – en Tak til den, der een Gang klædte vor Sjæl i Aftenrødens Purpurfarver og skabte en Bro fra Hjerte til Hjerte ved de kærlige Ords ømme Tone!