Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Gennem stoffet i "Livets Bog", gennem Artikler og gennem Foredrag har De lært om Tilværelsens Kredsløbsprincip. Vidste De det ikke før, ved De nu, at alt, absolut alt, er undergivet dette kosmiske Princip, der er den urokkelige Kraft bag enhver Erfaringsdannelse, bag enhver Bevidsthedsudvidelse. Som det ofte gaar med de universelle Sandheder, har ogsaa Kredsløbsprincippet fundet Udtryk i det daglige Sprogbrug, idet saa godt som alle Mennesker er klar over, at Livet ligesom deler sig i syvaarige Afsnit eller Perioder. Denne Opfattelse er ikke Videnskab i almindelig Betydning. Den dækker blot noget overleveret, og mange gaar maaske ovenikøbet og frygter en Smule for, at deres Forestillinger om disse syvaarige Perioder tangerer det overtroiske. Det gør de imidlertid ikke. Vort Liv afslører virkelig de syvaarige Perioder som noget afgørende i vor Skæbnedannelse. Det er Kredsløb, indenfor hvilke vi oplever afsluttende Bevidsthedsudvidelser. Ser vi nøjere efter, vil vi uden Besvær finde, at vi hvert syvende Aar naar frem til de Skæbnens Korsveje, hvor vi skal vælge, og hvor vort Valg kan blive afgørende for vor sjælelige Ligevægt.

Livet udløser sig saaledes som Kredsløb indeni Kredsløb. Jeg kom til at tænke paa denne store Analyse, da jeg for nogle Dage siden skulde arbejde med den kommende Sæson ved Klint og der opdagede, at vi nu gaar ind i Afslutningen af det andet syvaarige Afsnit af vor Skabelse deroppe. Det første Areal blev erhvervet Foraaret 1934, og det er idag en ejendommelig Oplevelse at tænke tilbage paa de Tanker, de Drømme, der dengang beherskede Bevidstheden. Vi drømte stort, det har vi aldrig lagt Skjul paa, men at det saa hastigt skulde faa de Dimensioner deroppe, som det har faaet, havde vist ingen af os alligevel tænkt.

Foraaret 1948 ved Klint bliver ejendommeligt derved, at den første store Etape i denne Skabelse nu bliver afsluttet. Mange smaa Led har nu langt om længe føjet sig sammen til et Hele, der paa en og samme Tid staar som et straalende Vidnesbyrd om, hvad sandt Fællesskab kan fuldbyrde, og hvad Aand i Virkeligheden magter. Thi Sandheden om Klint er delt i to Dele. Paa den ene Side alle os, for hvem disse Ting er skabt og paa den anden Side Martinus, for hvem de samme Ting faktisk har været en lang Kæde af Byrder, han har taget paa sig, fordi han saa, at vi maatte have et Sted at mødes. Der er for mig personligt ikke Skygge af Tvivl om, at Kosmos Feriebyprojekt vilde have været dømt til at mislykkes, om ikke det i sin hele Natur havde været knyttet til Martinus' Person og hans Arbejde. Der er her Tale om en Vekselvirkning af meget sjælden Art, en Vekselvirkning, som altsaa er resulteret i Skabelsen af en Ferieby af meget store Dimensioner.

Jeg har jo den til Tider noget blandede Fornøjelse at bestride en Post, hvor Begreberne Tillid og Tvivl brydes. Naar jeg idag tænker tilbage paa Feriebyens sidste Afsnit: Klintsøgaard, ser jeg ingen Grund til at skjule, at jeg i netop denne Skabelse har faaet øget min Beundring for Martinus' Person. Sammenholder jeg den Bølge af Tvivl om Nødvendigheden af denne Udvidelse og den modgaaende Bølge af absolut Tillid, med Martinus' urokkelige Ro under hele Processen, maa jeg overfor mig selv indrømme, at denne, ogsaa økonomisk set meget store Skabelse, ikke vilde være lykkedes saa fornemt, som Tilfældet er, om det havde været en anden end netop ham, der havde baaret den aandelige Hovedbyrde. Selv de alvorligste Hindringer har han mødt med den aandelige Overlegenhed, der gør enhver Tvivl til Skamme.

Naar Flaget Pinsemorgen gaar til Tops, vil Kosmos Ferieby fremtræde som en afrundet Skabelse. Overalt vil man da kunne se den Helhed, der maatte være Maalet. Hovedbygning, Annekser, Park, Gartneri, Maskinsnedkeri og sidst, men ikke mindst, den store, nye Foredragssal, vil da være levende Vidnesbyrd om det store Arbejde, der er blevet udført paa denne Plads igennem de to sidste Aar. Føjer man alle disse Ting sammen med de før denne Tid eksisterende Bungalows, vil man ikke kunne undgaa at se, at det hele i Virkeligheden repræsenterer een stor Plan, som her er blevet materialiseret.

"Men nu Fremtiden"? vil en og anden maaske spørge. Maa Svaret her ikke blive, at som de svundne Aar betød Vækst og Udvikling, vil Fremtiden vise samme Billede. Det hidtil naaede er kun en Etape, som ustandseligt vil blive afløst af nye. Det, der er skabt, er dybest set kun Grundvolden eller Fundamentet for en enestaaende Skole. Verden idag staar paa Tærskelen til en helt ny Epoke. Endnu en kort Stund, og Udviklingen vil betegne een lang lysende Bane frem imod en straalende international, humanistisk Verdensstat. Denne Verdensstats aandelige Fundament maa nødvendigvis blive den Tolerance, som er selve den bærende Kraft i Martinus' Arbejde, i hele hans Verdensbillede. Hvorfor skulde vi, der med Aarene er blevet voksne indenfor dette Verdensbilledes Rammer, lægge Skjul paa vor Overbevisning om, at vi anser dette Verdensbillede for alene at være omfattende nok til at udgøre en kommende, international Verdensstats aandelige Fundament? Det svigtede aldrig os. Tværtimod findes der idag indenfor Martinus' Arbejde Hundreder af Mennesker, der ikke et Øjeblik vil finde paa at bestride, at de i Martinus' Analyser fandt den Inspiration, der for Eks. gjorde Besættelsesaarene udholdelige, og som i de samme Analyser finder en ubrudt Inspiration til at forstaa og, saa godt som det nu er dem muligt, klare deres egne daglige Problemer. Som Mennesketyper betragtet udgør de kosmisk interesserede Eliten af al sand Internationalisme samtidigt med, at de opfylder Kravet om at være deres egne Samfunds fuldt loyale Medarbejdere. Mig bekendt giver ingen anden Livsindstilling dette Resultat. Det er udfra denne indre Viden, denne realistiske Livsindstilling, at Skabelsen af Klint skal ses og forstaas. Martinus' Verdensbillede er ikke en beskeden lokal Foreteelse. Det er en Verdensbevægelse i Fødsel, og man kan uden Overdrivelse sige, at den, der for Alvor har forstaaet dette og derigennem bidraget til at lette denne Fødsels Vanskeligheder, ikke alene har været med til at tjene Menneskeheden som Helhed, men ogsaa selv levet med i et af de største Eventyr, det er timet den Enkelte at opleve.

Med venlig Hilsen!