Ældre Kosmos og Kontaktbreve

St. Josephs Hospital d. 20. Jan. 1947.
 

Er man blevet alvorligt syg eller paa anden Maade ramt af en stor Lidelse eller Sorg, vil man ikke kunne undgaa at spekulere paa, hvorfor man har faaet denne Sygdom eller Lidelse, om der er nogen Hensigt dermed og i saa Fald hvilken? Besvarelsen af disse Spørgsmaal er jo i Virkeligheden af ganske afgørende Betydning for Patienten eller den lidelsesramte.

Prøver man at finde Forklaringen hos den moderne materielle Videnskab, støder man før eller senere paa Begrebet Tilfældighed. Statistikken oplyser, at der maaske skal være en vis Sygdomsprocent af den paagældende Sygdom, men at det netop er een selv, der er blevet angrebet, kan Videnskaben kun forklare som en Tilfældighed i Form af et Sammentræf af de Aarsagskæder, der bestemmer eens eget Liv og Livet eller Eksistensen af de Bakterier eller det Virus, man er blevet smittet af. Og hvis man spørger om Hensigten med, at man rammes af Sygdommen, staar Videnskaben ganske uforstaaende over for et saadant Spørgsmaal. F. Eks. vilde ethvert Krav om Retfærdighed m. H. t. de Lidelser, man faar, ligge fuldstændig udenfor den materielle Videnskabs Domæne. Der er altsaa i saadanne Tilfælde ikke megen Trøst eller Stimulans at hente indenfor den materielle Videnskab.

Men der er ogsaa andre Steder, man kan henvende sig med sit Spørgsmaal. Der findes saaledes den kristne Religion i en af dens forskellige Afskygninger. Her er der jo en umaadelig Mængde Mennesker, som i Tidens Løb har faaet Trøst og Stimulans gennem Naadens Mysterium. Hvad vil Kristendommen nu kunne svare paa ovennævnte Spørgsmaal? Ja, Kristendommen vil vel nok sige noget om, at man lutres gennem Lidelsen, hvilket altsaa vil sige, at man er født med et Sind, der trænger til at lutres gennem den specielle Sygdom eller Lidelse, man har faaet. Men hvorfor fødes andre Mennesker da ikke med et tilsvarende Sind, og hvorfor denne enorme Vilkaarlighed m. H. t. Livsskæbnen, specielt m. H. t. Lykke og Ulykke? Ja før eller senere vil man hos Kristendommen i Besvarelsen af sit Spørgsmaal mentalt set staa over for en Mur i Form af Guds uudgrundelige Visdom eller Guds uransagelige Veje. Lige saa lidt som den materielle Videnskab vil Kristendommen kunne yde Trøst og Inspiration til de Mennesker, der ikke er troende. Og hvorledes skal Nutidens Mennesker kunne blive troende, naar alt i deres praktiske Liv gaar ud paa at skabe Viden og Klarhed over Problemerne.

Naturligvis kan Kristendommen alliere sig med den materielle Videnskab – hvad der, saa vidt jeg kan se, i Øjeblikket er en Tendens til – idet Kristendommen tænker sig Menneskene nede paa eet Plan, medens Gud tænkes at befinde sig paa et andet og højere Plan, hvor der gælder helt andre Love og Regler, kort sagt en helt anden Logik. Herved undgaar Kristendommen at komme i Strid med den materielle Videnskab, ja den kan indenfor rimelige Grænser endog akceptere den moderne Bibelforskning. Men til Gengæld kan det næppe nægtes, at ovennævnte Postulat maa falde det moderne, selvstændigt tænkende Menneske temmelig unaturligt. Man kan jo dog ved Hjælp af de ypperste af sine Aandsevner se en Skønhed og Livsglæde, f. Eks. i Naturen, som man absolut vilde tillægge Guds Skaberkraft, og man kan selv i sine bedste Øjeblikke skabe Skønhed og Glæde. Vilde det mon ikke være rimeligere at antage, at vi ved Udvikling af de Evner, der ligger til Grund for Kærlighed, Visdom og Medfølelse, efterhaanden skulde kunne blive i Stand til mer og mer at efterforske Guds Veje og se Guds Retfærdighed? Men i saa Fald skulde vi allerede nu kunne ane den, saaledes at vi ikke som ved Antagelsen af ovennævnte Postulat behøver at staa som fuldstændigt i Blinde, kun gennem Troen stolende paa det ufattelige.

I de sidste 15 Aar har Martinus gennem sit Værk "Livets Bog" skabt en Række Analyser over de Principper, der ligger til Grund for Universet og de levende Væsener. Herigennem føres man ad naturlig Vej til en positiv Besvarelse af Spørgsmaalet om Grunden til Forskelle i Livsskæbner. Det vil selvfølgelig være umuligt blot at give et kort Resume af Martinus' Tanker i en Artikel som denne, det skal derfor blot nævnes som værende af speciel Betydning i denne Forbindelse, at man gennem en Række Analyser naar til Paavisning af Reinkarnationsprincippet, ikke i den primitive Form, som findes i visse af Østens Religioner, men i Form af, at ethvert levende Menneske, der dør, fødes paany som Barn af sin egen Væsenstype med netop de Talenter, som det har erhvervet sig gennem sine tidligere Tilværelser eller Inkarnationer. Ved Forstaaelsen heraf vil man se, hvorledes Lidelsen faar sin Hensigt, idet Evnen til Medfølelse netop skabes gennem Lidelse. Man kan i et Liv udvikle gode og daarlige Talenter. Saafremt Mennesket – hvad der ligeledes ved Analyserne viser sig at være Tilfældet – efterhaanden i sin Udvikling skal naa fra Dyrets eller Naturmenneskets egoistiske Stadie til et fuldkomment Menneske, d. v. s. et Menneske, der har Loven "Elsk din Næste som dig selv" indbygget i sig som et naturligt Anlæg, som en organisk Funktion, maa alle daarlige Talenter i Form af Selviskhed paa forskellige Omraader destrueres eller opløses, hvilket kun kan ske i Form af forskellige Arter af Lidelse.

Lad os som et specielt, men alligevel i Princippet typisk Eksempel tænke os en meget dygtig, men meget egoistisk Forretningsmand. Han vil kunne skabe sig Rigdom og Luksus, han vil maaske bo i et Palæ, omgive sig med Tjenerskab, have store Luksusvogne etc. og kunne holde store Selskaber, hvortil der kommer mange Mennesker. De kalder sig hans Venner; men i Virkeligheden er de blot tiltrukket af de overdaadige Fester m. m. Han vil have en meget stor Magt – økonomisk set – og hans Overlegenhedsfølelse eller Selvtilfredshed vil kunne naa et betydeligt Omfang. Hans Omgivelser vil være ham underlegen – økonomisk set – og hans Tjenerskab og "Venner" vil snakke ham efter Munden for at behage ham; men han er i Virkeligheden en ensom Mand, idet han kun vil høre sin egen Stemme blot forskelligt nuanceret. Det er Typen paa et Væsen, der lever indviklet i Materien i Selviskhedens største Nydelse, og hvis Liv i høj Grad er baseret paa Overtrædelsen af selve Livsprincippets Love, der jo netop kan udtrykkes som "Elsk din Næste som dig selv". Imidlertid vil et saadant Menneske ikke kunne vedblive at være lykkelig, idet Oplevelse af Selviskhed som al anden Oplevelse har sin Nydelsesbegrænsning. Før eller senere vil han længes efter Kontrasten til sin egen egoistiske Oplevelsesform, og samtidig vil Skæbnen i Form af Sygdom og anden Lidelse banke paa hans Dør. Det er jo den eneste Maade, hvorpaa han kan lutres til at kunne opleve Modsætningen til den selviske Livsform, d. v. s. Samværet i Kærlighed med andre levende Væsener. Og samtidig vil man se, at Loven "som man saar, skal man høste" gaar i Opfyldelse, idet den Sum af Lidelser, der successivt skal til for at nedbryde hans egoistiske Talent, maa afhænge af den Sum af Egoisme i Form af Overtrædelse af Livslovene, der har opbygget samme Talent.

Alle Jordmennesker er i Virkeligheden mer eller mindre i den samme Skabelsesproces. Fra den egoistiske dyriske Tilstand med dens Forlængelser op i Jordmenneskezonen, f. Eks. som i Eksemplet ovenfor, vil Væsenet efterhaanden Liv efter Liv gennem en stor Sum af Lidelser udvikle sig frem mod det rigtige Menneske, der har Kærlighedsloven indbygget i sig som et naturligt Anlæg.

Reinkarnationstanken konsekvent gennemført som i Martinus' Analyser giver Adgang til Forstaaelse af mange Ting, som der før hen ikke kunde gives nogen naturlig Forklaring paa. Som Eksempler skal blot nævnes hele den Repetition, som Jordmennesket foretager, lige fra dets Organisme begynder som Foster, og til det er et fuldtvoksent Væsen, Tilsynekomsten af partielle Genier i Form af Vidunderbørn, Eksistensen af de forskellige abnorme Tilstande, f. Eks. inden for det seksuelle Felt samt Sindsygdomme. Her skal kort bemærkes, hvad jeg allerede har berørt i en tidligere Artikel i "Kosmos", at en abnorm Tilstand først kan faa sin fuldstændige Forklaring, naar man er i Stand til at iagttage, hvorledes et Individ fra en normal Tilstand igennem Omgivelsernes Paavirkning og dets Reaktion heroverfor kan komme i nævnte Tilstand. Desværre tillader Pladsen mig ikke at komme nærmere ind paa disse Emner, men jeg maa henvise interesserede til et Studium af Martinus' Værker.

Igennem det ovenstaaende haaber jeg blot antydningsvis at have anført, hvorledes Reinkarnationstanken skaber videre Perspektiver og giver Mulighed for en Forstaaelse af forskellige Forhold, hvor den materielle Beskrivelse af Problemerne ikke strækker til. Nu vil man naturligvis sige, at ovennævnte Reinkarnationsprincip kun kan anses for en Hypotese, der endda vil forekomme mange særdeles usandsynlig, og maaske endda stridende mod den moderne Videnskab specielt indenfor det arvebiologiske Felt. At Reinkarnationstanken for mange er uvant og derfor synes usandsynlig, er naturligvis ikke noget Indicium for dens Urigtighed. Og at Videnskaben i sin nuværende Form f. Eks. ikke stiller nogen Art af Retfærdighedskrav i Form af "Som man saar, saa høster man", er ogsaa kun rimeligt, idet Videnskaben hidtil blot har beskæftiget sig med den døde Side af Livet i Form af Reaktioner mellem Materier og nærmest opfattet Livsytringer i Form af Skabelse og Oplevelse paa tilsvarende Maade. Ligeledes beskriver f. Eks. Arvebiologien kun de materielle Foreteelser uden at interessere sig for, om der ikke bagved disse skulde være noget immaterielt, der maaske stod som en dirigerende Faktor. Den henviser til, at statistiske Arvelove gælder der, hvor Væsenet er saa primitivt, at dets Bevidsthedsliv kun er ganske ringe og derfor ikke kan influere paa dets Organisme, men glemmer alle de Afvigelser, hvis Hyppighed kan blive større end Regelmæssighederne, der, hvor Bevidsthedslivet, som hos Jordmennesket, er blevet en dominerende Faktor.

Den materielle Videnskab vil naturligvis hævde, at Antagelsen af immaterielle Elementer ikke er nødvendig og kun vil gøre Forholdene mere indviklede; men en nærmere Analyse vil direkte vise det modsatte. En saadan Analyse skal i korte Træk angives her; dog maa jeg for de, der ønsker den mere fuldstændige Analyse, atter henvise til Martinus' Værker, hvor ogsaa som før omtalt Analyserne til Paavisning af Reinkarnationsprincippet foreligger. Grundlaget for al Videnskab og Forskning er Iagttagelse, der jo maa udgøre en eller anden Form for Individets Oplevelse. Man maa altsaa begynde med Begrebet Oplevelse. Men Oplevelse kan kun være et – immaterielt Billede for et Noget, der oplever. Jeg ser Bordet staa foran mig. Ja, hvad er det, jeg ser? Det er egentlig kun et Billede af Reaktionen mellem det, vi kalder Bordet, og Lyset; men hvad er det, der rammer mit Øje? Det er et Straalebundt, men jeg oplever det ikke som saadant, ej heller de kemiske Reaktioner, der opstaar i Øjets lysfølsomme Celler herfra eller de deraf følgende elektriske Vibrationer i Nerverne, Nej, det jeg oplever, er et – immaterielt Billede af Lysets Reaktion mod Bordet, som er fremkaldt af ovennævnte Ting. Den materielle Videnskab skaber udfra de forskellige immaterielle Billeder Definitioner paa de – materielle Genstande. Men uden at de immaterielle Billeder samt det Jeg, der oplever de immaterielle Billeder, eksisterer, vilde de materielle Genstande aldrig kunne iagttages, og en Videnskab om disse ikke kunne opbygges. Men naar der er et immaterielt Noget bagved, som skaber eller oplever immaterielle Billeder, er der næppe nogen Rimelighed i at antage, at et saadant Noget gaar til Grunde, fordi det materielle Redskab eller Organismen til at opfange de fysiske Paavirkninger gaar til Grunde eller dør, lige saa lidt som Individet i Almindelighed gaar til Grunde, fordi dets Radioapparat, d. v. s. dets Modtagerapparat for visse materielle Energier i Form af Radiobølger, gaar i Stykker. Vi maa her nøjes med dette lille Indblik i Indledningen til Analysen af det levende Væsen.

Til Slut vil jeg gerne, som jeg begyndte med, pointere, hvilken Betydning det har for det Menneske, som paa en eller anden Maade er slaaet ud af Tilværelsen, at faa Klarhed paa, hvorfor det og netop det er ramt. Vi har set, hvor svært det er ud fra de hidtidige Livsanskuelser at give et fyldestgørende Svar, ja man vil maaske blive anset for en Taabe, at man i det hele taget kan fremsætte et saadant Spørgsmaal, og dog vilde man maaske kunne forvandle et saadant Menneskes hele Bevidsthedstilstand, hvis man kunde give det et tilfredsstillende Svar. Først naar man igennem Martinus' Analyser har forstaaet, at Livet hersker over Døden og ikke omvendt, og man samtidig har indset, at Reinkarnationen er en Realitet, saaledes at man kan arbejde med Begrebet Retfærdighed, er det muligt at lindre Menneskers Lidelser igennem Forstaaelsens klare Lys.