Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det allerhøjeste Objekt for Menneskehedens Videbegærlighed og Fatteevne er selve Løsningen paa det Livsmysterium, den lever i. Da Tilegnelsen af denne Løsning, hvilket vil sige: Klarlæggelsen af selve det evige Verdensbillede, er et Spørgsmaal om Individets intellektuelle Kapacitet, bliver nævnte Tilegnelse saaledes et Udviklingsspergsmaal for Menneskeheden. Naar vi ser tilbage paa Menneskehedens Historie, bliver vi da ogsaa Vidne til, at dens Forhold til Verdensbilledet kun er en gradvis stigende Horisontudvidelse. Verdensbillede eller Verdensopfattelse efter Verdensopfattelse har maattet afløse hinanden for hver Gang at give Plads for et nyt og mere tidssvarende Verdensbillede.

Et Blik paa disse fortidige Verdensopfattelser viser os, at de ikke er beregnede paa at skulle tilfredsstille en stærkt intelligensbetonet Skeptiker. De udgør ikke videnskabelige eller konkrete Udredninger af Livsmysteriet. De kan i sig selv ikke udgøre noget som helst fyldestgørende Svar paa det, af det moderne, videnskabeligt indstillede Menneske af i Dag stillede Spørgsmaal om Verdensbilledet. Men der er ingen Tvivl om, at de engang har været fuldt ud tilfredsstillende Svar paa Spørgsmaal fra de Stadier af Enfoldighed eller intelligensfattige, men stærkt følelsesbetonede Bevidsthedslag, som hine Tiders Folkeslag repræsenterede. Vi kan altsaa deraf se, at Trangen til eller Begæret efter Livsmysteriets Løsning er af en saa dybtgaaende Natur i Mennesket, at den har været til Stede længe før samme Væsen fik intelligensmæssig Fatteevne ud over Ting, der angik Kampen for det daglige Brød.

Men naar denne Trang eksisterede i Individet, før det endnu havde nogen nævneværdig intellektuel Evne, hvormed det kunde fatte Livsmysteriets Løsning, bliver det til Kendsgerning, at nævnte Trang ikke blot er en Hunger efter Tilfredsstillelse af Viden, den er ogsaa i ligesaa høj Grad en Hunger efter en Tilfredsstillelse af Følelsen. At disse Verdensopfattelser derfor i et Tidsrum, hvor man endnu ikke havde nogen fremragende Intelligens, mere blev formede som en Tilfredsstillelse for Følelsen end for Intelligensen er naturligvis givet. Og er det ikke det samme, der gør sig gældende endnu helt op til vore Dage? - Hvad mener man om de i Dag herskende Verdensreligioner med Kristendommen i Spidsen? - Er disse Religioners Verdensopfattelse eller Verdensbillede ikke netop iklædt en Terminologi, der saa at sige er ganske negativ eller umulig, naar det drejer sig om intellektuelt eller videnskabeligt at skulle tilfredsstille den intelligente Skeptiker? - Hele den Gruppe af Menneskehedens Individer, der i særlig Grad er intelligensbetonet og derfor er videnskabeligt indstillet, er blevet "vantroende", er blevet til "frafaldne" overfor Kirken og dennes Traditioner. De er nærmest at betragte som "gudløse". Men det behøver naturligvis ikke at betyde, at de er "onde" eller "umoralske", tværtimod. Der findes mange "gudløse" med en langt større eller mere human Moral end mangen en ivrig "troende" eller aabenlyst erklæret Gudsdyrker.

Af ovennævnte ser vi saaledes, at den følelsesbetonede Tilstand, der affødte Menneskehedens store "Trosevne", og hidtil urokkeligt bar Individet igennem Livets forskellige lyse og mørke Tilskikkelser, ikke er en varig Tilstand. Historien viser os, at naar Menneskene naar frem til et vist Stadium i deres Udvikling, begynder de at blive intelligensbetonede. Der opstaar i deres Mentalitet eller Tankeverden Forestillinger, der underminerer "Troen" og afføder "Tvivlen" paa de religiøse Fakta, hvilket vil sige: Tvivlen paa deres egen sjælelige og aandelige Struktur, ja en Struktur de endog helt benægter og dermed modarbejder enhver Erkendelse af. Og vi har her den glødende Materialist eller Gudsfornægter i Renkultur. At et saadant Menneske kan blive meget uhyggeligt for sine Omgivelser, hvis det naar frem til den intelligensbetonede og vantro Sindstilstand, inden det har faaet en tilstrækkelig human Moral eller Karakter, er selvfølgeligt. Thi et saadant Menneske tror absolut kun paa den "Stærkeres Ret". Nogen absolut Analyse og Forstaaelse af virkelig Ret og Retfærdighed kan et saadant materialistisk Menneske i Renkultur umuligt have. Tænk hvad det kan udrette af Ulykker og Kulturnedbrydelse, hvis det netop faar Magt til f. Eks. at regere, faar Magt til at være Diktator eller paa anden Maade at underlægge sig Mennesker. Ja, blot dette, at et saadant Menneske har Adgang til Politik er farligt, da det jo næsten umuligt kan være andet end asocial. Er det ikke netop de Kendsgerninger, Storpolitiken i Verden har begyndt at ophobe i Menneskehedens Historie eller Livserfaring? - Den Fred, der nogenlunde eksisterede før de store Verdenskrige, eksisterer ikke mere, og vil umuligt komme til at eksistere, saalænge Menneskeheden ikke har truffet Foranstaltninger til at beskytte sig imod den stærkt voksende Irreligiøsitet, der i Form af en ukultiveret, intelligensbetonet Gudsfornægtelse eller Aandsforfølgelse begynder at erobre sig Plads i en stor Del af Verdenspolitiken. At denne Politik derved i tilsvarende Grad bliver asocial, bliver til Kendsgerning derigennem, at intet som helst Menneske, der har mistet Evnen til at fatte Ret i Stedet for Magt, kan være andet end asocialt i et Samfund, der er naaet saa langt frem i Udvikling af Humanitet og Kultur, at dets Livslykke netop kun kan baseres paa Ret i Stedet for Magt. At Menneskene vil blive ført til Berøvelse af personlig Frihed, til Slavearbejde, til Koncentrationslejre, Tortur og Henrettelse, saalænge de ikke tager sig i Agt, men overgiver sig til saadanne asociale, magtsyge, intelligensbetonede Aandsfornægtere, er selvfølgeligt. Vi har allerede set, hvorledes det er gaaet de Lande og Folk, der lod sig blænde og friste af Magten i Stedes for Retten. Og der er absolut ingen Grund til at tro, at det ikke vil gaa nøjagtig paa samme Maade med de Folk, der i Dag hylder Magten i Stedet for Retten. I Naturens Orden vil de samme Aarsager uundgaaeligt frembringe de samme Virkninger. Salt vil evigt salte, ligesom Sukker evigt vil søde. Paa denne Aarsagslovens urokkelige Stabilitet eksisterer Verdensaltet. Det er i Kraft af den samme Lovs urokkelige Stabilitet, at vi i det hele taget er i Stand til at sanse og opleve Livet, er i Stand til at erkende, tænke og handle. Det er i Kraft af den samme Stabilitet i Verdenslovene, at vi efterhaanden kommer til at lære at føre vor Villie i Kontakt med disse Love. Og det er, takket være den samme Stabilitet, at Menneskene kan opnaa den absolutte Fred eller varige Lykke ved at bringe deres Tanke og Villie i Kontakt med dette Aarsags- og Virkningsprincip i Verdenslovene.

Paa et tidligere Tidspunkt i Menneskehedens Historie var Menneskene ikke i den Grad intelligensbetonede, som de er i Dag. De blev derfor ikke ledet eller regeret af intelligensbetonede, materialistiske eller aandsfornægtende Væsener, tværtimod. Da de var stærkt instinkt- og følelsesbetonede, var de ikke i nogen som helst Retning i Tvivl om et Forsyns Eksistens og betragtede det som selvfølgeligt, at kun en Repræsentant for dette urokkelige Forsyn kunde være deres Høvding, Fører eller Konge. Deres Regeringsform var ikke et politisk, men et religiøst Spørgsmaal. Den var Spørgsmaalet om Skabelsen af det bedst mulige Forhold til Forsynet eller til den eller de Guddomme, som man mente havde al Magten i Himlen og paa Jorden. Den var en Gudsdyrkelse. Med en saadan Indstilling blev Folkene forsynet med en Slags indviet Konge, Høvding eller Fører. Og dette Princip har været gældende lige fra Naturmenneskestammerne i en fjern Fortids Vildnis og helt op til de moderne materialistiske Kulturstater under Kristendommens lysende Kors, hvor de sidste faa "Konger af Guds Naade" nu kun er en fortidig Storhedsepokes sidste hendøende Skyggerids.

Et Blik paa det store Verdensdrama, der i særlig Grad tog til at udløses med Aarene 1914 og 1939 og stadig fortsætter og forbereder nye Kultursammenbrud, med Landflygtighed, Slavelejre, Torturkamre, Død og Undergang for nye Masser af Mennesker, giver den højintellektuelle Iagttager noget at tænke over. For ham kan det ikke mere være skjult, hvad det er, der er galt med Menneskeheden. For ham er det forlængst blevet en Kendsgerning, at "Politik" og "Religion" ikke kan være to Ting. Religionen maa være det aandelige og moralske Fundament, i hvilket enhver Politik maa være forankret. Religionen maa være den højeste Aabenbaring af Viden om de Idealer og Morallove, paa hvilke det daglige Liv ene og alene kan baseres. En Religion, der ikke udgør en saadan Aabenbaring eller Viden, har mistet sin politiske Kraft, hvilket vil sige, sin Evne til at inspirere til Skabelsen af den Retfærdighed eller Moral i Samfundslovene, der er en Betingelse for et hvilket som helst humant, kulturbefordrende og lykkebringende Samfundsstyre. Der, hvor Religionen ikke mere har denne Kraft, men er blevet til noget, der kun passer for det enfoldige, naive eller overtroiske Menneske, og som det mere intellektuelle eller videnskabeligt indstillede Menneske ikke synes at kunne være bekendt at beskæftige sig med, har den mistet sin "politiske" Autoritet og dermed sin Indflydelse som Regerings- og Kulturfaktor. Og der, hvor Religionen ophørte med at være en Faktor, der bestemte Regeringen, blev Regeringen mere og mere en Faktor, der bestemte Religionen. At dette maatte føre til en tilsvarende katastrofal Omvæltning i Samfundsstyrelsen var paa Forhaand givet. At forkaste Religionen med dens Indhold af Livsvisdom eller Livsfacitter, selvom disse ganske vist var indhyllede i en Terminologi, der ikke var tidssvarende og ikke kunde dokumentere Facitterne som Videnskab, var det samme som at kaste Barnet ud med Badevandet. Det var det samme som at forkaste den Fortolkning af Næstekærligheden og de moralske Begrundelser, uden hvilke et Samfund umuligt kan undgaa Krig og Kultursammenbrud, Ulykke og Lidelse. Og da de overlevende Verdensreligioners Kraft saaledes var døende, er det ikke saa mærkeligt, at Folk og Stater maatte komme ind i den gudløse eller materialistiske Tidsepoke, det Ragnarok eller Bloddrama, hvis Dønninger, Nød og Elendighed stadigt dominerer Politik, Stater og Individer.

Naar Menneskene ikke mere accepterede "Aand", var der jo kun den fysiske "Materie" tilbage at holde sig til. Og denne Materie blev da ogsaa maalt paa alle tænkelige Maader. Resultatet heraf blev den saakaldte "moderne Videnskab". Denne Videnskab er et indgaaende Kendskab til Maal, Vægt, Volumen, Grader og Afstande, men rummer ikke noget som helst virkeligt Kendskab til selve "Livet". Den kan kun tænke i Maal og Vægt. Den kan ikke tænke i den psykiske Dimension, der gør sig gældende i Form af "Aand", og indenfor hvilken Dimension dens egen Bevidsthed, Tanke og Sjæleliv eksisterer. Da den ikke kan tænke i omtalte Dimension, kan den kun opfatte alt, hvad der er af aandelig Natur, som naivt og "uvidenskabeligt". At Retsbegrebet, hvilket i Virkeligheden vil sige "Næstekærligheden" som jo er af høj aandelig Natur, ikke havde særlige Chancer for at kunne gøre sig gældende i en Sfære, hvor man ikke mere tror paa Religionen og kun har en Videnskab, der ikke kan efterkontrollere Ting eller Foreteelser, der ikke har fysisk Maal og Vægt, er kun hvad Kendsgerningerne allerede har vist som selvfølgelige. Men i en Sfære, hvor man har tabt Troen paa de højeste Retsbegreber eller Kærlighedsidealer, er der ikke noget andet Fundament tilbage at basere den daglige Tilværelse paa end "Magtprincippet" eller "den Stærkeres Ret". Og Folkenes Statsstyrelse eller Samfundsorden kom da ogsaa til at hvile paa et overordentligt gennemført altbeherskende Kapløb mellem Staterne i Skabelsen af de største mulige militære Opbud med de mest geniale Mord- og Ødelæggelsesmaskiner plus andre dødbringende kemiske saavel som tekniske Faktorer. Det blev til en Kendsgerning, at det femte Bud, "Du skal ikke dræbe" og Paabudet om at "Stikke Sværdet i Balgen " o. s. v. blev totalt ignorerede af Statsmagten. De var Postulater, man i bedste Tilfælde lod Børn og Mindreaarige beskæftige sig med. Men efterhaanden, som Børnene nærmede sig den voksne Alder, havde Staten et andet Ideal at beskæftige dem med. Dette Ideal hedder "Den tvungne Værnepligt". Ifølge denne "Pligt" maatte enhver ung Mand, ganske uafhængigt af om han selv synes om det eller ej, tvinges til at lade sig uddanne i at kunne betjene de moderne Krigsmaskiner og Mordvaaben og paa andre krigsmæssige Maader at ødelægge sin Næste. Hvordan skal Menneskene vel kunne blive lykkelige ved saadanne blot og bar materialistiske Regeringsformer? - Maa ikke saadanne Regeringsformer, udskilte fra Religionens Kærlighedsideal og alene baseret paa den stærkeres Ret eller Magtprincippet i Stedet for Retsprincippet føre til Kulturens Omskabelse til en Jungle. Hvordan skal en saadan irreligiøs Politik undgaa at blive til den forlængst forudsagte "Alles Krig imod Alle" eller til den Dødsvaande, som i vor nuværende Tidsepoke blev Millioner af Menneskers Skæbne? -