Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Sct. Josephs Hospital, 10. December 1947
 

I denne lille Artikel vil jeg gerne delagtiggøre Dem i nogle af mine Tanker under mit Hospitalsophold. Jeg har ligget i over 6 Uger af Børnelammelse, heldigvis kun i det ene Ben, og der er god Grund til Optimisme m. H. t. min fremtidige Førlighed, selvom det naturligvis vil tage sin Tid.

Det er ganske ejendommeligt, at man under et længere Hospitalsophold specielt med nævnte Lidelse kommer i et helt andet Perspektivforhold til Tilværelsen end det sædvanlige. Medens man i det daglige har en helt Mængde Ting, man skal sørge for og skal dirigere eller ordne, saa er Forholdet nu pludselig blevet et ganske andet, nu maa man pænt ligge stille, og selv de simpleste dagligdags Fornødenheder maa man have andre til at gøre; med andre Ord, man er kommet i et Perspektivforhold til den ydre Tilværelse, der minder meget om Barnets. Det lille Barn rækker Hænderne ud mod Moderen og beder om Kærlighed, og Moderen slutter Barnet ømt i sine Arme. Det samme er i Princippet Tilfældet med Patienten paa Hospitalet overfor sine Omgivelser der. Naar man ligger saaledes, forstaar man bedre det guddommelige Princip, der ligger til Grund for Moderkærligheden. Jeg skal om lidt komme nærmere ind paa dette Princip.

Ogsaa paa en anden Maade er man kommet i et helt omvendt Forhold til sin normale Tilværelse. Naar man er rask og har sit Arbejde, er der, som jeg før nævnte, saa meget, man skal naa baade i sin Arbejds- og i sin Fritid; dette kræver mange Gange en betydelig Indsats og Aktivitet fra den paagældende. Nu pludselig er der intet, der skal naas, man maa pænt ligge og vente og iøvrigt paa bedste Maade prøve at faa Tiden til at gaa. Minutterne er paa een Gang blevet meget længere, og Dagene snegler sig af Sted, hvor de før næppe nok kunde strække til. Man fatter kun alt for godt, at Livets Oplevelse er Forandring, og ønsker blot, at Dagene maa gaa. Man opdager, at Taalmodighed er en Egenskab, en overmaade værdifuld Egenskab, der ikke er helt let at erhverve sig, og først, naar man lægger hele sin Tilværelse om fra at være stærkt begærfyldt til at være mere begærløs, kan det lykkes at finde noget af den Taalmodighed, der skal til, for at staa en saadan Sygdom igennem.

Endelig vil jeg nævne et sidste Felt, hvor ens Vurderingsevne eller Maalestok ogsaa forrykkes ved et langvarigt Hospitalsophold. Medens man normalt ikke tænker – i hvert Fald ikke ret meget – paa, at man er rask og har et sundt Legeme, ser man under Sygdom hen til den Dag, hvor man er rask og kan færdes ude som før, og ved hver lille Antydning af Fremskridt er man fyldt af Taknemmelighed. Jeg har her og andre Steder brugt den upersonlige Man-Form, hvor jeg vel burde bruge den personlige Jeg-Form, men jeg gaar ud fra, at de fleste vilde føle det samme som jeg selv, og det er jo ogsaa derfor, at jeg meddeler Dem lidt af mine Tanker.

Nu er det selvfølgelig ikke Meningen, at man hvert Minut af Døgnet bør fyldes af Taknemmelighed over, at man er rask og ikke er behæftet med alle de Skavanker i Form af Sygdom og Invaliditet, som findes, men mon det ikke en Gang imellem vilde være godt at meditere lidt i Form af en Tak til Livet, det tror jeg i al Fald Sygdom vil minde een om. I den daglige Tilværelse har man ofte et saadant Jag paa, at man næsten glemmer at leve – det er et Held, at Aandedrættet sker automatisk, ellers vilde man maaske ogsaa en skønne Dag i sin Iver for at naa saa meget som muligt helt glemme at trække Vejret. – I mit daglige Arbejde cyklede jeg tit forbi ved Søerne, der er ofte et herligt Panorama og Belysning. Hvorfor ikke stille Cyklen fra sig et Øjeblik, sætte sig stille hen paa en af Bænkene og favne Billedets Skønhed med hele sit Sind med en Taknemmelighedsfølelse overfor Livet, overfor Gud. Det vil altid være muligt at finde en lille fredfyldt Plet eller Situation, hvor man i særlig Grad mærker den Skønhed og Kærlighed, der er Livets dybeste Mening, og der vil man ved Meditation i Taknemmelighed over Livet, fyldes med Inspiration og Kraft til at leve Livet efter sine Idealer.

Jeg vil nu vende tilbage til mit oprindelige Emne: Moderkærligheden, eller rettere det guddommelige Princip, der ligger til Grund for den virkelige, rene Moderkærlighed. Dette Princip kunde man benævne den himmelske Retfærdighed i Modsætning til Princippet: den jordiske Retfærdighed, som man kender i den grelleste Form i Udtrykkene Øje for Øje og Tand for Tand, men som dog ogsaa findes i væsentlig mildere Former.

De kender alle Fortællingen fra det nye Testamente om Jesus Besøg hos Søstrene Maria og Martha, hvor Maria straks sætter sig hen ved Mesterens Fødder og lærer af ham, medens Martha ordner til Spisning, og Martha lidt efter beder Jesus sige til Maria, at hun skal hjælpe hende, men hvor Jesus svarer: "Martha! Martha! Du gør dig Bekymring og Uro med mange Ting. Men eet er fornødent. Men Maria har udvalgt sig den gode Del, som ikke skal tages fra hende." – De fleste har vist ikke kunnet undgaa at have lidt Medfølelse med Martha og synes, at hun dog paa en vis Maade havde Ret. Men det er heller ikke saa underligt, idet Martha i dette Tilfælde repræsenterede den jordiske Retfærdighed, medens Maria nød den himmelske Retfærdigheds Princip. For Maria i Modsætning til Martha maa man gaa ud fra, at det maaske var hendes Livs største Øjeblik, og at hun rent intuitivt havde Følelsen af Mesterens virkelige Storhed. Derfor maatte hun benytte hvert Øjeblik, Jesus var hos dem, til at suge aandelig Næring.

Himmelsk Retfærdighed, der jo er identisk med ren Kærlighed, fordrer undertiden alt og giver undertiden alt. Vi har det bedste Udtryk derfor i den rene Moderkærlighed, der uden Forbehold og uden Fordringer af nogen Art giver det lille Barn alt, hvad det trænger til. – For at undgaa Misforstaaelser maa det her bemærkes, at ren Moderkærlighed ikke er identisk med Forkælelse af Barnet, tværtimod, til ren Moderkærlighed hører ogsaa at give Barnet en god og sund Opdragelse, der jo kun er til det bedste for Barnet selv. –

Nu maa man imidlertid ikke tro, at himmelsk Retfærdighed ikke ligesom jordisk Retfærdighed fordrer en vis Ligevægt bestaaende af Ydelse og Nydelse. For Livets Opretholdelse er en saadan Ligevægt altid nødvendig. Ydelse og Modydelse behøver blot ikke at omfatte samme Personer og kan ske i større Tidsafsnit. Ved Moderkærligheden ses det tydeligst: den Kærlighed, Moderen giver det lille Barn, svarer normalt jo blot til den Kærlighed, som hun selv har modtaget som lille Barn. Naar man ligger paa Hospitalet bliver der ydet een en Venlighed og Kærlighed efter det himmelske Retfærdigheds Princip, men til andre Tider, naar man er rask, vil der altid forekomme Situationer, hvor man selv bør være den ydende Part uden at forlange Tak eller Gengæld.

Engang, da jeg gik en Tur, opdagede jeg en lille Spurv, der var faldet ned i en Rendestensbrønd. Jeg fik den naturligvis op og gjorde, hvad jeg kunde, for at den skulde komme sig, og tilsidst saa jeg den ogsaa til min Glæde flyve fra min Haand. I en saadan Situation vilde ethvert normalt Menneske have gjort det samme og uden at vente eller at forlange nogen som helst Tak eller Antydning af Taknemmelighed. Men hvor det drejer sig om Mennesker, synes man ofte, det er noget helt andet. Der synes man, at man for en god Gerning i det mindste bør kunne vente lidt Taknemmelighed. Men tænk i saa Fald paa den lille Fugl, der fløj bort uden saa meget som et Nik til Tak. Forskellen er slet ikke saa stor. Man kunde maaske her som Livsmotto sætte: "Vent dig aldrig noget af dine Medmennesker, saa bliver du aldrig skuffet, men ofte glædeligt overrasket." Nej himmelsk Retfærdighed er i sit Væsen absolut givende uden at fordre Løn af nogen Art. Jesus sagde jo ogsaa: "...... ligesom Menneskenes Søn ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til Genløsning for mange." At der derfor alligevel altid vil være Ligevægt i Kærlighedsprincippet mellem Ydelse og Nydelse er en anden Sag, som jeg allerede har berørt.

Jordisk Retfærdighed har jo noget af Princippet fra den himmelske Retfærdighed i sig, der mangler blot i Almindelighed det rette Perspektivforhold. Men man kan ikke komme uden om, at mange af Principperne for den sociale Retfærdighed nærmer sig den himmelske Retfærdighed. Det er jo ikke alle Felter, der kræver lige stor Tidsafstand, for at himmelsk Retfærdighed skal ske Fyldest. For at opretholde det fysiske Liv kræves en vis Arbejdsindsats, og i den maa alle sunde og raske Mennesker tage Del. Den sociale Uretfærdighed, der hersker i Øjeblikket, skyldes jo bl. a. den ulige og i mange Tilfælde fuldstændige abnorme Vurdering af de forskellige Arbejdspræstationer.

Jeg har her maattet nøjes med at strejfe Emnet om jordisk og himmelsk Retfærdighed, men det var ogsaa blot min Agt at give mig selv en Erindring fra den Tid, jeg har ligget her bundet til Sengen. Og samtidig har jeg forsøgt at almindeliggøre mine Tanker her i Bladet, idet der maaske kunde være Ting af almen Betydning, som ikke umiddelbart falder een i Tanken i den daglige Færd og Virken.