Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er naturligt, at man paa Grænsen mellem det svindende og det kommende Aar stopper op et øjeblik for at orientere sig. Martinus' Arbejde har nu eksisteret saa længe, at man med Rette kan betegne det som en Institution. Den 5. Juli i Aar var det femten Aar siden, Livets Bogs første Bind forelaa, og det tør uden Overdrivelse siges, at denne Begivenhed har afstedkommet en hel Del.

Jeg vil ikke i denne Artikel beskæftige mig nævneværdigt med den ydre Side af Martinus' Arbejde. Den er nu saa velkendt, at vi i denne Orientering kan se bort fra den og udelukkende koncentrere os om det egentlige: Martinus' Verdensbillede og dets Forhold til den Verden, vi lever i og er omgivet af. Livets Bogs første Bind indeholdt som bekendt næsten kun Indledningen til Hovedværket. Nu, femten Aar efter, er Martinus i Gang med at afslutte dette Hovedværk, der ialt kommer til at omfatte 5 store Bind plus et sjette, der dog mere vil være af supplerende Art, idet dets Indhold hovedsageligt vil blive Symboler. Betænker man den Række Bøger, samt de næsten utallige Artikler og Foredrag, der i disse Aar foruden Hovedværket samlet udgør Martinus' aandelige Produktion, vil ingen kunne bestride, at vi her er stillet overfor noget helt exceptionelt. I over femogtyve Aar har Martinus uafbrudt arbejdet paa at overføre hin store kosmiske Oplevelse, som han i Marts 1921 gennemlevede, til vor Tankeverden. Ustandseligt har hans Bevidsthed i denne lange Aarrække været koncentreret paa denne Opgave, og langsomt tager Resultatet nu Form.

Livets Bog – Martinus' egentlige Livsværk – er aldrig af ham selv blevet opfattet som et Bogværk i almindelig Forstand. Det er for ham et Kildemanuskript for Aandsforskere. Han ved, at det vil blive den direkte Aarsag til utallige aandsvidenskabelige Værker, saa sandt som det udgør det aandelige Fundament for en ny mental Tidsalder. Da han paabegyndte det, vidste han, at det vilde blive et Værk, der ikke kunde faa økonomisk Sukces, dertil var det for egenartet. Han vidste kun, at det skulde skrives, at det vilde blive skrevet, og at det vilde udkomme. Tag hver enkelt af disse Etaper for sig og tænk over dem. Betænk Martinus' Stilling, da han havde sin kosmiske Oplevelse. En ung, aldeles ukendt Mand med en meget ringe boglig Uddannelse og en almindelig Lønarbejders Økonomi. Prøv engang at anskue Dem hans Situation udefra og gør Dem klart, at kun et Menneske, hvis Sjæl er blevet gennemstraalet af Bevidstheden om en Mission, der skal fuldbyrdes, vil være i Besiddelse af det fornødne Mod til at gaa i Gang med en saadan Opgaves Løsning.

Jeg ved, at mange Mennesker lever paa den Illusion, at Martinus' Livsbane har været saare let og behagelig for ham selv at befare. Men jeg ved ogsaa bedre end de fleste, hvilken taabelig Illusion, der her er Tale om. Det forekommer mig rentud barnligt at tro, at den Opgave, det her drejer sig om, skulde kunne løses uden et Menneskes hele fysiske og psykiske Indsats. I atten Aar har jeg personlig været Vidne til, at Martinus overhovedet ikke kender til at skaane sig selv. Jeg gad vidst, hvor mange Forfattere der findes, der igennem en tilsvarende lang Aarrække har kunnet finde Næring i deres egen Sjæl til Fuldbyrdelse af deres aandelige Skabelse? Hvor ofte maa man ikke høre om de respektive aandelige Berømtheder, at de maa rejse og rejse for at kunne samle Indtryk til deres Produktion? Det forekommer mig, at Martinus' eget Liv er et enestaaende Bevis paa, hvilket Indhold vor Bevidsthed virkelig rummer – naar der gives os Adgang til det!

Nej, Martinus' rent fysiske Tilværelse har ikke været den Dans paa Roser, de mange mærkelige Myter vil gøre den til. Den har, fra hans aandelige Oplevelse og til idag, været en mobiliseret Viljes Kamp for at naa det opgivne Maal. Men denne Kamp udtrykker en Kendsgerning, der er vel værd at bemærke sig, og som Martinus selv har formuleret med Ordene: "Det, Forsynet ønsker skal frem, kommer frem!"

I det hele taget har disse mange Aar sammen med ham grundigt belært mig om een Ting, og det er den faktisk helt utrolige Uafhængighed, der i alt præger ham. Altfor mange er nemlig i det daglige tilbøjelige til at glemme, at medens Guddommen og de aandelige Tilstande for de fleste har et noget fjernt og uvirkeligt Skær over sig, er de realistisk, dagklar Virkelighed for Martinus. Hvor vi ofte halvt i Blinde famler os frem, ser han med samme Klarhed som vi her med vore fysiske Øjne. Ligeledes er de fleste ofte tilbøjelige til at glemme, at det, der for os er tilsyneladende dagklar Virkelighed, som oftest for ham er Udtryk for saa begrænsende Virkeligheder, at de i sig selv er uden Værdi for ham. I Lyset af kosmisk Bevidsthed maa Forholdet være saadan. Men det tager nogen Tid for et Menneske helt at forstaa, at den, man daglig omgaas, sanser alt det, man selv oplever, fra en helt anden Synsvinkel end den, man selv befinder sig i.

 

 

 

For mig har der i mange Aar ingen Diskussion været om, at de Veje, Martinus gik, og som hverken jeg eller andre i adskillige Tilfælde kunde begribe, maatte han gaa. Intuitionen belyser et større Omraade end Følelsen og Intelligensen, og hvad der er dunkelt i Dalen ligger nu engang skarpt belyst fra Højderne. At tro, hvad jeg ofte har været ude for, at jeg selv eller nogen anden skulde have Indflydelse paa de af Martinus' Beslutninger, som angaar hans aandelige Skabelse, er simpelthen Nonsens.

Den første Virkning af Livets Bogs første Bind blev Oprettelsen af de efterhaanden mange Studiekredse Landet over. I alle disse Krese blev de kosmiske Analyser gennemdrøftet og blev ogsaa i en Mængde Tilfælde indplantet i "Kød og Blod", hvilket vil sige, at de af mange blev erkendt i en saa vid Udstrækning, at de blev det daglige Livs Ledetraad. Som bekendt førte Livet i Studiekresene til Skabelsen af Tidsskriftet "Kosmos" og til Oprettelsen af "Kosmos Ferieby", samt til Erhvervelsen af Ejendommen her paa Mariendalsvej. Men hvor værdifulde de her nævnte rent fysiske Foreteelser, som denne Vækst førte med sig, end er, saa er de dog rent sekundære mod de Maal, som de mere skal befordre end fordunkle. Disse fysiske Skabelser er Led i en Kæde, hverken mere eller mindre. Over dem staar stadigt det egentlige Maal: at bringe de kosmiske Analyser ud til Alverdens Mennesker.

Men der er i dette Forhold et Problem, som mange har overset: den enkle Kendsgerning, at det ikke var muligt at sprænge den hyggelige, men til Tider snærende Cirkel, før Martinus var naaet til Vejs Ende med sine Hovedanalyser. Aarene har været som en Tidsperiode, indenfor hvilken vort aandelige Vaabenarsenal er blevet fyldt op. Men det har ogsaa været en Tidsperiode, indenfor hvilken vi har lært et og andet om det jordiske Menneske. Tredivernes Uro blev afløst af en Katastrofe, man endnu ikke helt kan overskue. Med Mussolini og Hitler brød et Uvejr løs, ingen havde tænkt muligt. I Løbet af faa Aar sank Homo sapiens ned paa Stadier, man længst troede overstaaede. Barbariet genopstod i et Omfang, man kun med Rædsel i Sjælen tør tænke paa. Paa faa Aar hvirvledes Verden ned i et aandeligt Morads, hvis Kvælertag idag truer os alle paa Livet. Vi naaede "det yderste Mørke!"

Vi har Fred nu! Men hvilken Fred? En Fred, indenfor hvis Rammer vi paany ser Lysene fra de tusinde Vaabensmedier, der atter gaar paa Døgndrift. Verden ruster sig for, – ja, for hvad? For at beskytte Freden! Men her, paa Tærskelen til en Krig alle haaber kan undgaas, og alle forbereder sig paa, fuldbyrdes Martinus' Verdensbillede i sin Helhed. I Løbet af en nu overskuelig Tidsperiode afsluttes dette Værk, hvis Indhold er forudbestemt til at blive Balsam for en aandeligt hungrende Verdens lidende Sjæle. Og det vil da være naturligt at spørge, hvad der saa vil ske. Skal Væksten i Martinus' Arbejde følge de Linier, vi hidtil har set, eller vil der indtræffe betydningsfulde Ændringer? Det vil der!

Livet indenfor Martinus' Arbejde i de svundne Aar har været viet den Forberedelse, der skulde til, for at Fremtidens Arbejde kunde lykkes. Gennem disse snart mange Aar er det Fundament, paa hvilket kommende Dages Virke skal hvile, blevet støbt. Man maa, naar man tænker paa Martinus' Arbejde, ikke glemme, at dette i sin hele Natur er superinternationalt. Vi staar nu paa Tærskelen til en Tid, hvor Verdens forenede Stater vil blive en Kendsgerning. Vældige kosmiske Kræfter er kommet i Skred og standser ikke deres Løb, før denne mægtige Koalition er blevet fuldbyrdet. At tro paa, at vi skal komme til at opleve Fredens Velsignelser uden denne Koalition, er at knytte sit Haab til en Illusion af farligste Art.

Men Verdens forenede Stater vil ikke som aandeligt Fundament faa en i større eller mindre Sekter adskilt Kristendom, Buddhisme eller Muhammedanisme. Den gamle kosmiske Verdensimpuls Kirkeperiode er for altid forbi. Livet vil uundgaaeligt successive frigøre sig for de sidste Rester af de Baand, der knytter det til et forældet religiøst System. Verdens kommende aandelige Fundament bliver det kosmiske Verdensbillede med den bag dette eksisterende levende og for ethvert tænkende Menneske inspirerende Guddom. At Tilegnelsen af dette kosmiske Verdensbillede er et Udviklingsproblem, giver sig selv, men, og det bør man gøre sig klart, det er den eneste Løsning, der i denne Forbindelse kan være Tale om.

Som man her vil forstaa, deler Martinus' Mission sig i to paa sin Vis uafhængige Afsnit: Skabelsen af hans Verdensbillede, og denne Skabelses Udbredelse. Vi har overværet første Afsnit og set, hvorledes der hurtigt omkring Martinus dannede sig en Gruppe af forstaaende Mennesker, paa hvis Skuldre den første Opgaves Løsning delvis kom til at hvile. Vi har faktisk her oplevet det forunderlige, at Livet dannede det saaledes til, at Martinus aldrig nogen Sinde kunde faa sit Stof saa hurtigt frem, at det nytteløst kom til at hobe sig op. Men vi har ogsaa været Vidne til en Flid af usædvanlige Dimensioner. Vi har for vore Øjne set et Menneske i Kamp med et Stof, som for os at se krævede et gigantisk Organisationstalent. Vi har set dette Stof tage Form for vore Øjne. De mest vaagne iblandt os har bivaanet et nyt Verdensbilledes Fødsel.

Men som allerede antydet er denne Skabelsesakt kun den første og i Virkeligheden den mindste Etape i Martinus' Mission. At den for den vaagne Beskuer har været et Eventyr af ufatteligt Format er en Sag for sig, for Martinus selv er der ingen Tvivl om, at den næste Etape paa sin Vis er den vigtigste og ejheller, at den vil blive fuldbyrdet paa samme Vis som den første.

Betragter man det Menneskemateriale, som idag samler sig om Martinus' Arbejde, vil man se, at det i Gennemsnit udtrykker det ganske almindelige Menneske. Den religiøse Fanatisme kom aldrig her til at spille nogen som helst Rolle. De kosmiske Analyser opfordrer ikke til Sekterisme. Ejheller opfordrer de til den Form for Religiøsitet, som lægger Vægten paa noget Ydre. De kosmiske Analyser udgør simpelthen en Nøgle, ved hvis Hjælp man kommer paa Sporet af sig selv som den første og eneste betydende Aarsag til egne Lidelser, Skuffelser og Modgang. Deres universelle Styrke ligger i den enkle Kendsgerning, at de gør os bevidst i det uhyre Ansvar, vor egen Handlemaade lægger paa vore Skuldre. Vort Liv er Frugten af vor egen Sæd. De kosmiske Analyser gør os bevidste i vor egen absolutte Ensomhed i Forholdet til den os omgivende Yderverden, men ogsaa i vort evige Tilhørsforhold til den Guddom, der igennem disse Analyser træder ud af sin ophøjede Taagetilstand og nu bliver os mere nærværende end selv den, vi elsker højest.

Kunde man karakterisere det Menneskemateriale, der igennem disse femten Aar har søgt aandelig Vejledning i Martinus' Arbejde med blot een nedsættende Glose, vilde dette afsløre en forfærdende Brist, hvis Konsekvenser kunde blive uhyrlige. Men det kan man ikke. Alle vi, der idag interesserer os for denne Mands Arbejde, er i Virkeligheden jævne, almindelige Mennesker med en udviklet Erkendelsestrang. Hverken mere eller mindre. Men netop fordi vi er saaledes, og fordi vort Liv afslører som realistisk Kendsgerning, at vi er det, man kunde kalde praktiske Idealister, har vi her et Bevis paa, at de kosmiske Analyser er bestemt til at blive det eksisterende Hverdagsmenneskes aandelige Hjælp.

Mange vil hævde, at det moderne Menneske er irreligiøst. Vi ved, at det ikke er det. Vi ved, gennem egne Eksperimenter med Livet, at det er umuligt at blive lykkelig uden et realistisk aandeligt Fundament, uden en moralsk Vejledning. Vi ved, at denne moralske Vejledning maa begrunde sig paa Erfaringer, vi selv er i Besiddelse af. Vi ved, at et Liv, som paa Forhaand karakteriseres som "meningsløst", som et Produkt af "Arv og Milieu", er dømt til at mislykkes, fordi en saadan Indstilling er direkte underminerende for en medfødt moralsk Kvalitet. Men at vi saa aabent tør sige, at vi ved disse Ting, beror paa vort Kendskab til Martinus' Verdensbillede. Det lærte os ganske simpelt Kunsten at tænke!

Jeg har berørt disse Problemer for at understrege Betydningen af, at dette Verdensbillede nu i langt højere Grad end før frigives til Menneskene. Det næste Spørgsmaal man saa blive hvordan? Og her er det, at det er mig en meget stor Glæde at kunne meddele Dem, at vi forlængst er gaaet i Gang med denne store Opgaves Løsning. Under Martinus' egen Ledelse er vi ifærd med at udarbejde et stort Kursus over hans Verdensbillede. Dette Kursus, der omfatter hele Martinus' Verdensbillede, opbygget over samtlige hans Hovedsymboler og opdelt i en Række koordinerede Studietimer vil, saasnart det foreligger paa Dansk, straks blive oversat til Svensk, Engelsk og Esperanto. Ved Hjælp af dette Kursus vil det være muligt at give den Interesserede et saadant Indblik i Tilværelsesmysteriet, at et normalt aandeligt Behov derigennem skulde kunne dækkes. Dette Kursus, der i sin Natur bliver meget omfattende, men ogsaa meget tilgængeligt, vil blive det første Budskab til en Verden udenfor vor egen om de kosmiske Analysers Eksistens. Med dets Udgivelse vil der være dannet Basis for Opfyldelsen af den aandelige Vækst, Martinus har givet Udtryk for i Symbolet over Livsenhedernes Analyse. Utallige Grupper vil dermed kunne dannes over hele Verden, alle tilknyttet Sagens Centrum her i Danmark.

Med Fuldbyrdelsen af denne Opgave vil Arbejdet i Sagens Centrum langsomt overgaa til et stadigt voksende skriftligt Omraade. Jeg mener ikke dermed, at Foredragsvirksomheden vil blive indstillet, men den vil sandsynligvis ret hurtigt undergaa en Ændring derhen, at Martinus paany rykker ind i Borups Højskoles store Sal, idet vor egen Sal her paa Mariendalsvej forlængst er blevet for lille. Derimod vil den egentlige Undervisning som saadan hovedsageligt blive henlagt til Kosmos Ferieby, hvor vi nu disponerer over en til dette Brug simpelthen ideel Sommerskole. Jeg tænker mig, mere definitivt tør jeg ikke i denne Forbindelse udtrykke mig, at den Tid ikke er særlig fjern, hvor Livet ved Klint vil antage et ret internationalt Tilsnit, idet vi der vil stræbe efter at opbygge en Undervisningsform, der i sin Natur vil udgøre et Supplement til det allerede nævnte Kursus, som, med efterfølgende Specialkursus, vil komme til at udgøre Stammen i vort kommende Aandsarbejde.

Til denne Udvikling vil yderligere komme Udgivelsen af Martinus' Foredrag i et specielt aandsvidenskabeligt Kulturbibliotek, som ogsaa vil indeholde andre med disse Tanker beslægtede Værker. Denne Plan er forlængst udformet og er kun hindret i sin Udførelse igennem de for Tiden herskende Papirrestriktioner. At der herudover sigtes imod et udvidet Tidsskrift med Udgaver i andre Lande, nævner jeg kun for Fuldstændighedens Skyld.

Som man vil se, udgør de her afdækkede Planer en ny Etape i Sagens Liv. Bag os ligger Forberedelsens Aar, indenfor hvilke vi maatte opbygge den rent ydre Ramme om denne Sags Liv. Denne Ramme er nu saa udbygget, at vi indenfor den vil være i Stand til at udføre et endog meget omfattende Aandsarbejde. Der tilkommer denne Sags Venner gennem mange Aar stor Tak for, hvad hver især har været med til at fuldbyrde. Naar jeg i denne Artikel har afdækket Planerne for Fremtiden, skyldes det i høj Grad Ønsket om paa denne Maade at kunne give Udtryk for vor Taknemmelighed for Støtte igennem de svundne Aar, samtidigt med, at jeg ogsaa haaber med disse Oplysninger at kunne give den Enkelte nye Impulser til fortsat at udvide sit Kendskab til det Verdensbillede, der i svundne Aar gav os saa mange positive Inspirationer. Den Tid vil uundgaaeligt komme, hvor der vil blive Brug for enhver, der ved sin Viden om Universets absolutte Lovmæssighed og ved sin Kærlighed til Livet vil være med til at befordre de kosmiske Analysers Vækst i en Verden, der aandeligt lever i Tusmørke.

Martinus' Arbejde var aldrig en Sekt eller en begrænset religiøs Sammenslutning. Det udtrykker frie Menneskers Trang til at søge Kontakt med de Love, paa hvilke al sand og varig Lykke beror. Denne Trang førte os til en Viden, der blev livsnødvendig Hjælp for os i Dagliglivet. Paa stilfærdig menneskelig Vis at bringe denne Viden udover vor egen snævre Kres er en Opgave, vi alle, paa hver sin Maade, kan være med til at løse. Lad de kosmiske Analyser blive Grundlaget for de titusinde inspirerede Samtaler, og de vil opfylde deres Mission, den, at skabe Inspiration i baade vor egen og i andres Liv. Nok har vi mistet vor Evne til blindt at tro paa opsatte Følelsespostulater, men vi har til Gengæld faaet skærpet vor Evne til selv at forstaa det Liv, der rører sig omkring os. Kernen i Martinus' Livsværk har ikke for intet faaet Betegnelsen "Den højeste Ild". De kosmiske Analyser er virkelig den højeste Inspirationskraft, som Livet lader os møde. At lade denne Ild vokse i vort eget Liv i en saadan Grad, at vor egen Væremaade bliver en levende Demonstration af den Næstekærlighed, der alene kan bære en kommende Verdensstats aandelige Liv, er det Maal, vi aldrig maa tabe af Sigte.