Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det at forklare Livets Problem i den Aand eller paa den Maade, som Martinus har afsløret det, er paa een Gang umaadelig let og meget svært. Det er let af den Grund, at Loven for alt Liv sammenfattes i to smaa Ord: "Elsker hverandre", og det er svært, fordi den Forklaring, der skal opløse disse Ord, er saa vidt favnende, saa altomfattende, at selv en meget vid Horisont oftest kommer ynkelig til kort.

Det for mig bedste Billede, som Martinus har givet mig, og som jeg ikke synes kan siges tit nok, er, at hele Universet er som eet Legeme, een Person, een Gud, hvori vi alle lever og er. Vi er som bitte smaa Celler i denne guddommelige Organisme, og ligesom enhver nok saa lille Beskadigelse af vort Legeme, nok saa lille Forandring i vor Levevis, ja selv den mindste lille Stemning sætter sit Spor i vor Bevidsthed, saaledes sætter alt sit Spor i den guddommelige Organisme og Bevidsthed.

Vi er saa vant til at opfatte alt "fysisk" saaledes, at "Tanker" er i Grunden ingenting, mener vi, men her maa vi erindre, at intet – absolut intet – bliver til uden en Tanke. Der staar en Intelligens bag alt, hvad vi ser og oplever, der staar et "Jeg" bag enhver Realitet, og det "Jeg", der staar bag den Realitet, vi kalder Verdensaltet, er Gud. Da nu Tanken er den bærende Kraft, det Fundament, hvoraf Realiteterne opstaar, vilde det jo være ulogisk at sige, at "Tanken er ingenting", thi den er netop Tingenes sande og virkelige Analyse. Tanken, Intelligensen, Sjælen eller Aanden, eller hvad vi nu vil kalde den, er altsaa en virkelig Realitet, og det er maaske netop det, der gør Forklaringen af Martinus' Arbejde saa svær.

Videnskaben er i vor Tid inde paa at spalte alt "Stof" i Energier, som man giver en "Masse forskellige Navne, men naar denne Efterforskning engang naar til Vejs Ende, vil Spørgsmaalet uvægerligt blive: "Hvad er Ophavet til al denne Energi?" Her staar vi igen overfor "Livets Gaade", det store uendelige "Jeg", som er det guddommelige, her er vi atter drevet lige ind i Guds Favn.

De vil sikkert heraf forstaa, at da Gud er det Heles Ophav, da Gud i Virkeligheden er manifesteret i alt, hvad nævnes kan, saa maa alt, hvad nævnes kan, ogsaa være Gud, hvilket igen vil sige, at vi er Celler i Guds Legeme, der er hans Intelligens undergivet. Guds "Jeg" er altsaa alle andre "Jeg"er tilsammen, Guds Intelligens er Universets samlede Intelligens, Guds Aand hele Altets Aand. Alt er Gud, og Gud er alt.

Hvis man tilfulde forstaar dette altomfattende Gudsbegreb, saa vil man ogsaa forstaa den sande Dybde af de to smaa Ord "Elsker hverandre", thi det vil jo i Virkeligheden sige at være god mod Gud og derigennem mod sig selv, da Gud jo er os. Saa vil man maaske ogsaa bedre forstaa, at Kredsløbet begynder og slutter samme Sted, at alt mørkt og lyst, alt ondt og godt nødvendigvis maa vende tilbage til sit Ophav, med andre Ord, at vor Skæbne er et Produkt af os selv, thi enhver Tanke, enhver Handling er jo dikteret mod vort samlede Legeme, mod vore Omgivelser, mod Gud.

Thi det er jo Omgivelserne, der gør, om vi føler os lykkelige eller ej, det er Omgivelserne, der tilbagekaster vore egne Lykkestraaler, men da Omgivelserne er det samlede Guds Legeme, vil det jo ogsaa være indlysende, at naar man er god mod og elsker dette Legeme, som jo er alt, hvad vi har om os, er man ogsaa med i sin egen Lykkes Opstaaen, men ogsaa kun paa denne Maade, thi er det kun mod sit eget Jeg, indsnævres Kredsløbet til en selv og Lykkefølelsen mister dermed fuldkommen sin uundværlige Baggrund, ja er ikke til.

Det er naturligvis ikke noget nyt, der her er sagt, men det er jo paa Forhaand umuligt, da vi alle øser af den samme uudtømmelige Kilde: "Livets Bog", men kunde disse Ord blot være lidt medvirkende til, at Mennesker fik den rette Forstaaelse af Tankens uhyre Magt, vilde de ikke være skrevet forgæves.