Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den er blevet benævnt "Det tyvende aarhundrede", hvilket formodentlig ingen vil bestride, omend det fremføres under betoninger, der svinger fra forventningsfuld optimisme til desillusioneret pessimisme. "Teknikkens tidsalder" har man ogsaa kaldt den, og ogsaa denne benævnelse kan sikkert tiltrædes af alle. Mere specificeret er det flyvemaskinens, automobilets, radioens o.s.v., o.s.v. tidsalder. Og nu er det blevet atombombens tidsalder. Der hviler en uheldssvanger atmosfære over denne betegnelse.

Selvom mange navne og betegnelser ofte forvirrer begreberne, saa vil jeg dog føje endnu et prædikat til de her nævnte, der jo blot er taget i flæng. Det synes mig, at side om side med alle disse forskellige "specialbetegnelser" paa den tid, vi lever i, er der en fællesbetegnelse, der desværre alt for tydeligt træder en i møde, naar man beskæftiger sig med tidens problemer, og det er denne, at tiden paa mange – og desværre de mest fundamentale – omraader, er blevet "Den gensidige mistillids tidsalder".

Det rækker lige fra de smaa dagligdags fænomener til de internationale problemer. Man maa have laas for sit rum nede i kælderen eller oppe paa loftet, for man kan ikke stole paa, at ens medmennesker respekterer ens ejendomsret til de ting, man opbevarer der. Man kan ikke stole paa at de mennesker, man har med at gøre, holder de aftaler, man maa træffe med dem, og derfor "sikrer man sig" gennem oprettelse af "kontrakter", "slutsedler" o.m.a. som lægger tvang paa den anden part. Myndighederne tør ikke stole paa, at man af sig selv skriver rigtigt, men kræver i vigtigere sager vitterlighedsvidner, som skal "staa inde for" rigtigheden af underskrifter o. l. Nationerne tør ikke stole paa hinanden; de opretter traktater, der foreskriver, hvorledes deres indbyrdes samkvem skal forløbe, men alligevel opretholder de et vidtforgrenet spionagesystem. De stoler ikke paa modpartens gode vilje, men føler sig mest trygge ved at have en staaende hær, flaade og luftflaade, der helst skal være større end de eventuelle modstanderes samlede styrker.

Der kunde nævnes utallige saadanne eksempler, og man vil sandsynligvis blive mere og mere mismodig, jo mere det gaar op for en, hvor lidt menneskene har tilovers for hinanden. I en verden, der gennem teknikken er blevet saa lille som vor nu er blevet, er der noget deprimerende i, at mennesker, der nødvendigvis maa omgaas hinanden, har saa lidt tillid til hinanden, at en meget væsentlig del af deres tid gaar med at passe paa hinanden og udfinde maskiner til at "sikre sig", hvilket kaster en mørk og trist slagskygge ind over den resterende del af deres tid. I en verden, hvor alle kunde have det mere end godt – maalt med den øjeblikkelige maalestok – er der noget meget trist i, at ingen tør vove at tage de første skridt.

Ja, tak skal De have, vil sikkert nogle udbryde her, det kan være meget godt med at begynde med at "stole paa" naboerne, men hvad kan resultatet ikke blive? Se nu blot til Tyskland under Hitler, der rustede sig til tænderne, medens England var katastrofalt afrustet og kun klarede sig takket være en betydelig hjælp fra U.S.A. Det kan være meget smukt med al denne talen om "menneskelighed" og om at "vi er brødre", men naar man ikke kan faa alle til paa samme tid at anerkende dette og at praktisere dette, saa er det skam alt for farligt at blotte sig saadan, som man vilde komme til, hvis man selv ene af alle begyndte at leve efter saadanne tanker.

Og efter saadan en omgang staar idealisten unægtelig noget lammet, og maa for sig selv indrømme, at paa den maade lader den gensidige mistillid sig i hvert fald ikke bringe ud af verden.

Den første metode – pludselig at ville ændre livsførelsen til at foregaa i overensstemmelse med idealiserede tilstande, – har været praktiseret, men med ringe held, idet resultatet blev nød og elendighed paa grund af, at menneskene simpelthen ikke evnede at efterleve disse forskrifter, og derefter en omdannelse af systemet i retning af de allerede herskende systemer (Rusland), og ofte med et ekstra udsving i reaktionær retning.

Men saa den anden metode, – hvori bestaar den da? Hvilket "system" er der her tale om? Ja, lad os engang se lidt paa det.

En meget væsentlig karakteregenskab ved mennesket er lysten til at ville vide besked. Det har været drivfjederen i hele hans fremvækst ud af primaternes – hans abelignende forfædres – rækker, og det er den dag i dag drivfjederen i hans livsførelse. At samle sig viden, at erhverve sig indsigt, er kendetegnene for homo sapiens.

Processen er blevet kompliceret i tidernes løb, og specialiseringer har atter og atter været nødvendige, men lysten har ikke svigtet. Mange samler sig viden for denne videns egen skyld, uden tanke paa at bruge denne viden til noget, men det almindeligste er, at mennesket netop søger viden fordi han har "brug for" den til et eller andet formaal.

Martinus skriver allerførst i Livets Bog, at livets oplevelse er en vekselvirkning mellem to former for energi, den, der straaler individet imøde fra omverdenen, og den der straaler ud imod omverdenen fra individet. Denne analyse giver mønstret for al livsopfattelse, og kun i korte perioder kan energiudstraalingen fra individet nærme sig latente stadier, og da er det som regel foraarsaget af ufuldkommenheder i det redskab – den organisme – der skulde formidle vekselvirkningen eller udsendelsen af energi.

Med andre ord: mennesket kan indtil en vis grad "absorbere" viden, men før eller siden opstaar trangen til at "bruge" denne viden. Han maa "gøre noget" paa den ene eller anden maade. Jeg har tidligere strejfet dette problem i en artikel, men vil gerne atter tage det op.

Men det første møde følges af et næste møde, og af et næste igen – et studium følger efter, og man naar at fordøje det absorberede i en saadan grad, at kravet om vekselvirkning trænger sig paa; man føler trang til "at yde". Og dermed rejser sig det spørgsmaal: "hvordan"? Har man sundt fordøjet den nye aandelige føde, man har mødt, undgaar man helt den trang til at missionere, som i saa høj grad har karakteriseret tidligere former for menneskets møde med nye aandelige værdier, og i stedet for søger man nøgternt at udfinde muligheder for at nyttiggøre sin nye viden paa en saadan maade, at den kommer til at forbinde sig organisk med det materiale, man skal bearbejde, altsaa: de mennesker, man er omgivet af, med deres meninger og fordomme, deres fejl og dyder. Men det er ikke os alle beskaaret at fordøje denne nye aandelige føde "sundt", for nu at blive i dette billede. Vi har alle en vanebevidsthed at kæmpe med, og den vil ofte foraarsage, at vor kritiske sans sættes ud af spillet i visse situationer. Vi har "meninger", hvis fejl vi ikke altid selv kan faa øje paa, ja vi har meninger, som vi – trods deres fejlagtighed – er i stand til at underbygge med tilsyneladende helt tilforladelige fornuftgrunde.

Lad os med det samme se paa et konkret eksempel.

En af de ting, der almindeligvis virker stærkest, er mødet med Martinus analyse af de levende væseners udvikling, som den former sig inkarnation efter inkarnation fra primitive mentale tilstande til højere aandelige tilstande. Hele den lovmæssighed, man her øjner, hele den indre sammenhæng i de levende væseners livsoplevelse, der her klarlægges, kan ikke undgaa at virke betagende. Men den kan ogsaa virke lammende.

Det sker nemlig, at mennesker stillet ansigt til ansigt med udredningen af skæbnelovene for en tid glider ind i den opfattelse, at der sker det, der skal ske, hvorfor det ikke kan nytte at gribe ind. Erfaringerne skal jo gøres, saa man kan altsaa ikke forhindre noget. Nu gaar det sjældent saa vidt, at mennesker misforstaar skæbnelovene saa meget, at de med dem som undskyldning glider ind i en helt passiv tilstand overfor deres medvæsener ("det er jo deres skæbne, og derfor er der ikke noget at gøre ved det"). Som oftest er medlidenhedsevnen saa stærkt udviklet, at den driver mennesket til at handle selv i de mest fortvivlede situationer for blot at bringe en smule lindring til et nødstedt væsen. Men man møder dog disse kolde bevidstheder, der i en misforstaaet logiks navn mener at kunne hævde en altbeherskende "retfærdighed", der ikke giver nogen plads for "kærlighed".

Det er et omraade, der rummer en vis fare, fordi vi har vanskeligt ved at gennemskue det. Vor vaagnende analyseringsevne slaar ikke til, den lader sig blænde af en fornuft, der synes saa stærk, fordi den er ny, men som i virkeligheden ogsaa er temmelig svag.

Det er nemlig i højeste grad farligt at benytte skæbnelovene til et forsvar for en passiv "det-kan-ikke-nytte" holdning. Som Martinus siger: ingen ved noget om, paa hvilket trin af dets lidelsesbane et medvæsen befinder sig; det kan godt være naaet dertil, hvor det gennem et andet væsens – ens egen – hjælp skal føres ud af denne bane, og derfor maa man altid være indstillet paa at hjælpe.

Spørgsmaalet lader sig ikke besvare med et enkelt ord – saavidt jeg kan se. Hvis Kristus havde vurderet sin mission udfra den indstilling, saaledes at han, for ikke at paaføre alle de mennesker, der senere som martyrer døde for de tanker, han havde indpodet dem, smerte og lidelse, – havde besluttet sig til ikke at inkarnere paa jorden, saa havde verden set en del anderledes ud idag, og alle er sikkert enige om, at det, der med ham kom ind i verden, var saa stort et gode, at det var ofrene værd. Kristus saa klart den store disharmoni mellem den verden, han skulde leve i, og den mentale tilstand, han selv repræsenterede, men han fandt ogsaa, at det mindste onde var at udstaa de ubehag, der kunde møde ham i hans jordliv, i st. f. at undlade at bringe menneskene i kontakt med det aandelige lys, som de havde saa stærkt behov for.

Tager vi vor egen situation idag, saa finder vi som vor opgave først og fremmest dette: at kultivere vort eget sind, vor egen væremaade, saa at vi overfor vore medvæsener, det være sig mennesker, dyr eller planter, bliver en værdig repræsentant for det godes princip. Det er en opgave, der – om den skal gennemføres konsekvent – nok kan lægge beslag paa alle et menneskes sjælelige kræfter. Imidlertid har vi ikke evner til at koncentrere os konstant om en saadan opgave – disse "indre terræner" erobres lidt efter lidt; og vore evner vender sig mod opgaver udenfor os selv.

Ogsaa her kan vi tage et konkret eksempel. Kan det menneske, der søger at lægge sit liv om i kontakt med de livslove, som han igennem aandsvidenskaben lærer at kende, paa samme tid være i overensstemmelse med disse love og alligevel tage del i det almindelige samfundsliv? Ja, vi skal jo leve, og allerede det fører med sig, at vi maa købe livsnødvendige ting, – og være med til at opretholde institutioner, som man maaske synes er uretfærdige. Men der er andre problemer, som maaske i sammenligning med de daglige livsfornødenheder som føde og klæder synes noget mere periferiske, og som man som følge deraf godt kan negligere, f. eks. ledelsen og administrationen af det samfund, man er medlem af, og som varetager en hel del af ens personlige interesser: sørger for sikkerhed paa gader og veje, ordner sygdoms- og alderdomsforsorg, sørger for tilvejebringelse af det, man skal spise og det man skal klæde sig i, og mange andre ting. Varetager interesser overfor andre lande, muliggør udveksling af varer og tanker med andre nationer osv. Skal man helt tage afstand fra disse forhold, der dog er af saa katastrofal betydning for en selv og ens medmennesker, udelukkende fordi der "er saa megen raaddenskab i alt, hvad der hedder politik"!?

Ogsaa her er man afskaaret fra at kunne svare blot: ja – eller nej. Problemet er kompliceret, og kræver, at man meget nøje ransager sin egen bevidsthed for at komme paa sporet af, om man føler, at man indenfor disse omraader har en opgave at løfte.

Men een ting staar i hvert fald fast: det er i kontakt med forsynets vilje, at den nye viden, der igennem aandsvidenskaben tilføres menneskene, ikke skal fyldes paa daaser og lukkes til, for at kunne holde sig til evig tid i den form, hvori den er givet, men tværtimod plantes ud i det levende liv, for at tage næring af det, og for at vokse i det, sætte nye skud, bære knopper og blomstre, og skabe ny udsæd. Med andre ord: den viden, man faar, er paa samme tid ens egen og noget man har faaet som laan. Den maa glide ind i vekselvirkningen og derigennem komme til at præge de omgivelser, man bevæger sig iblandt.

Jeg skrev i en artikel for nylig om krigsforhindringsvidenskab, at naar talen var om midlerne til at ændre verden kunde det personlige eksempels betydning vanskeligt overvurderes, og jeg gentager det her. Men det personlige eksempel er ikke blot ens væremaade og handlemaade, men ogsaa de opfattelser, man giver udtryk for. Det er begrænset, hvormange mennesker man kommer i direkte kontakt med i et enkelt liv, men ord og tanker har et selvstændigt liv uafhængigt af os, og de kan bruges til at "smitte" store krese med.

Ved dristigt at tage problemerne op til behandling kan man medvirke til at bringe lys og afklaring indenfor de krese, der føler sig kaldede til at leve i den direkte vekselvirkning med livet. Sagt paa anden maade. Vi skal ikke alle være sagførere, dommere, diplomater, ministre, regenter osv., vi skal ikke alle sidde som de redskaber, der giver tankerne kød og blod, men vi skal alle være med til, at disse tanker – inden de naar frem til det stadium, hvor de skal manifesteres – er blevet saa udrensede for primitivitetens og egoismens slagger, som det overhovedet er muligt. De mennesker, der hører til de ovennævnte kategorier, er blot nogle af redskaberne i forsynets hænder; lad være, at vi maaske ikke selv sympatiserer med det, de foretager sig, men det skal dog gøres, og det er derfor godt, at de kan gøre det. Og i stedet for paa farisæisk vis at glæde sig over, at man "er naaet saa langt", at man ikke kan gøre dette eller hint, bør man bestræbe sig paa at udbrede det sande kendskab til de ulemper, der knytter sig til de handlinger, man ikke selv ønsker at gøre, for at ogsaa andre kan faa øjnene op derfor, og efterhaanden fjerne dem.

Det er rigtigt, at der er mange, der ikke kan belæres ad denne vej, men dem kan man jo passende lade forsynet tage sig af paa den maade, der nu passer for dem; selv kan man bestræbe sig paa at yde sit bedste overfor den store skare, der er modtagelig for det, man som menneske kan berette om de problemer, der udgør den menneskelige tilværelse, belyst med aandsvidenskabens lys. Hvis der ikke arbejdes med tankerne, dør de; hvis man ikke beskæftiger sig med problemerne, kan andre jo ikke blive smittede af de nye synspunkter.

Det bliver filosofiens opgave at stige ned fra sin piedestal og gaa ud i hverdagen og lade sit lys skinne paa hverdagens mange problemer, saa at menneskene kan finde deres vej frem igennem dem til den lykke og fred, som de saa inderligt ønsker

– eller maaske man kan sige, at filosofiens opgave bliver at løfte den øvrige verden op til den aandens renhed, som hersker der, hvor den sande harmoni eksisterer.