Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Du store, du eneste, du uudsigelige!
Du Lysets Kilde og Lyset selv!
Du, som strømmer usynlig og ugribelig over Jorden,
Du, som er i Fuglens Vingeslag,
i Menneskers Øje, i Vaabnenes Blinken,
Du, som er i Blomsternes Duft,
i Flodens Mumlen, i Skyernes Tog,
i Brændets Knitren, i Baalets Røg,
Du, som strømmer i mit Blod,
i min Tanke, i min inderste Sjæl,
Du, som bruser over Verden,
Verdens Sjæl og Verdens Tanke!
Send en Gnist fra din Aand i Menneskenes Sjæl,
tænd deres Tanke,
aand paa deres Øjne,
aabn deres Øren,
at de maa høre Klodernes evige Lovsang,
lær dem at juble med,
fordi Du er over dem, om dem, i dem,
fordi Du er Et i Alt,
og Alt i Et!
– – –
Lad min Sjæl stige med Røgen til dit Paradis,
lad mig atter blive en Tanke i din Tanke,
lad mig atter begynde Vandringen hen over Kloderne,
ustandselig og evig, evig som Du selv!
Skænk mig Døden og skænk mig Livet,
Du Livets Ophav og Livet selv!
Du store, Du eneste, Du uudsigelige!
– – –
Efter dette sank Hovedet ned paa hans Bryst, Røgen slog kvælende op omkring ham, Ilden havde allerede fat i hans Klæder.