Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Saaledes er du min Drøm, at skulde jeg en Dag eller Nat møde dig, da vilde jeg glemme alt andet – – og følge dig!

Bestandig lever du i mine Tanker, og en jublende, tindrende Fryd kan saa ganske fylde mig, naar blot Skyggen af Dig, min Drøm, et Øjeblik standser paa min Vej, thi saa dufter Blomsterne sødere, saa skinner Solen klarere, saa synger Fuglene skønnere og saa synes Menneskene bedre – og for en Stund synes Livet som et Kærtegn! Du kender ingen Grænser, ingen Forbehold, ingen Tvivl, ingen Ondskab og ingen Bundethed. Dit Væsen er frit som Vaarvinden og blussende af Kærlighedens Sødme – – intet er dig ukendt.

Min Drøm glider ind i mit Væsen, som een stor fortættet Kraft. Snart skelner jeg ikke længere Drømmen fra Længslen, thi begge er de som Aandedragets Ind- og Udaanding – uadskilleligt forbundne.

Min Drøm – Du er det skønneste, det mest uberørte i Livet. Du er det største og det stærkeste, det blideste og det kærligste. Du var det første og du bliver det sidste. Men det er, som om Foraarets vældige Naturkraft skaanselsløst bryder de spinkle Skaller, der Dag efter Dag i ensomme Timer tappert lægges over dig, du skønne Drøm, i et forfængeligt Haab om at kunne skjule dig for Alverden. Og midt i Naturens pludselige og overvældende Skønhed træder du frem i Sindet igen, nøgen, men straalende i Uopnaaelighedens hvide Lys.

Da lister Freden sukkende bort, og Hjertet længes mod et Par kærlige Øjne, der selv bærer en Drøms gyldne Frihed og store Kærlighed, thi saaledes er du min Drøm, at dersom jeg en Dag eller Nat mødte dig, da vilde jeg glemme alt andet og følge dig!