Kosmos 1947/6 side 8
Civilingeniør Mogens Munch:
Kampen mod Krigen
Det er med velberaad hu, at jeg har formuleret titlen paa denne artikel, som det er sket. "Kampen mod krigen" – mange læsere vil sikkert studse over det og finde, at det egentlig er en daarlig vending, for naar man fører kamp mod noget, bliver det jo i sig selv en krig; at dette noget, der er kampens genstand, saa netop er krigen, ja det vil jo saa blot sige, at man i virkeligheden ikke er kommet et skridt videre.
Man kunde kalde det et paradoks, og mange har netop i en vending som den ovenstaaende ment at kunne paapege det umulige i, at man nogensinde skulde kunne komme bort fra krigen, da udryddelse af enhver art i sig selv blev en krig – altsaa det, der skulde fjernes.
Nu lyder denne udredning vistnok meget spidsfindig, – noget i retning af det, man forstaar ved sofisme, men jeg haaber, at det skal lykkes mig at vise, at det i hvert fald ikke kun er sofisme, men at der bag det udtryk, der staar som titel paa artiklen, gemmer sig et meget dybtgaaende problem, et problem, der er karakteristisk for netop vor tid. Artiklen er paa en maade en fortsættelse af artiklen om "Krigsforhindringsvidenskab", som stod i septembernummeret af Kosmos.
Menneskets aandelige arv – og sproget som dens redskab
De læsere, der har blot lidt kendskab til Martinus' analyser, vil derfra være fortrolig med hele den udvikling, som Martinus igennem analysen af en "udviklingsspiral" viser os, at de levende væsener har gennemløbet og gennemløber. De vil være fortrolige med, at enhver tilstand, ethvert udviklingstrin, er et resultat af utallige foregaaende, saaledes, at det i sig bærer præget af alle disse foregaaende trins erfaringsdannelser, ligesom det indebærer forudsætningerne for oplevelser paa de trin, der ligger fremover i det levende væsens evige udvikling. For menneskets vedkommende ser vi, at det som sin aandelige arv – en arv, det selv har samlet og opbygget igennem utallige inkarnationer indenfor dyrerigets zoner – fører med sig et afgjort talent for at "være sig selv nærmest". Dette talent bevirker naturligt, at det er stærkt "paa vagt" overfor udenforstaaende, er parat til at forsvare sig selv og sine interesser til det yderste, om nødvendigt med sit eget liv som indsats. Med andre ord, kampen har været det naturlige for mennesket; – og er det forsaavidt endnu.
En tiltagende teknisk udvikling har modificeret midlerne: man sætter ikke længere tænder og klør (negle) i modparten, – det sker i hvert fald yderst sjældent! Men tendensen er til stede, det behøver ikke at paapeges; og hvad mere er, denne tendens har sat et meget kraftigt og vanskeligt udsletteligt spor i det sprog, menneskene taler. Sproget er vokset frem som det middel, der muliggjorde overføring af aandelige oplevelser fra det ene væsen til det andet, og naturligvis maatte sproget i første omgang komme til at dække de felter eller problemer, der var de almindeligste, og det var kampen. Der er foregaaet en kolossal udvikling fra dyrets kampskrig og til de forhandlinger, der i vore dage føres mellem stormagternes deputerede, medens vaabenindustrien lægger sidste haand paa værket. Kun i den direkte krigstidspropaganda kan man støde paa udbrud, der ikke er saa forfærdeligt fjernt fra dyrets kampskrig.
Men som sagt, i sproget har hele denne mentalitet sat et dybt spor, som sikkert kun meget langsomt vil forsvinde, da det er saa naturligt for os at tænke i disse gamle baner. Og derfor falder det lige i munden, at man, naar en eller anden tilstand skal bringes til ophør, et eller andet skal fjernes, siger om det, at det "skal bekæmpes" eller at det "skal udryddes". Vi "drager til felts imod" de ting, vi ikke længere vil have, for at "nedkæmpe" dem, og vi føler os som "sejrherrer", naar "felttoget" lykkes.
Mentalitetens ændring
Lad os et øjeblik slaa ind paa en anden bane – som dog vil vise sig at løbe ud i den, vi lige har vandret ad, og lad os se lidt paa de sidste stadier af den udvikling, som mennesket til dato har gennemløbet. Vi ser der, at en helt ny mentalitet bryder frem i menneskets bevidsthed, en mentalitet, der kommer til at bevirke, at alt det, der var naturligt og medfødt for mennesket, nemlig at hade og dræbe, at tænke først paa sig selv, det tager han nu afstand fra som noget, der er fuldstændig forkert, noget, der paa ingen maade er mennesket værdigt. At det ikke lykkes, siger sig selv; man kan ikke paa et enkelt aartusind udslette de vaner og talenter, der igennem aarmillioner er opbyggede og fast forankrede i bevidstheden. Men den nye mentalitet har alligevel et overordentlig stærkt tag i mennesket, og selv om de to principper skiftevis fører, saa er det tydeligt, at det gamle princip – kampens princip, det egoistiske princip – ikke længere formaar at begejstre og inspirere mennesket, tværtimod indfinder der sig næsten hver eneste gang noget, vi kalder "daarlig samvittighed", og som er foraarsaget af, at den nye mentalitet ikke lader sig trænge bort fra bevidstheden, men før eller senere dukker frem og maaler handlingerne med sin maalestok.
I omtalen af denne "nye mentalitet" – de første straaler fra det rigtige menneskerige – er begrebet "religion" det centrale. Vi møder ganske vist ogsaa religionsformer indenfor den gamle mentalitets omraade, og allerede der omfatter religionen en etisk kodex, som foreskriver mennesket visse leveregler, der naturligvis er tilpassede til den mentalitet. Inden for "den ny mentalitet"s omraade er der ved alle de forskellige religionsformer, som dér møder os, noget fælles og meget karakteristisk, nemlig dette: at de under forskelligt ordvalg stiller det samme krav til sine tilhængere om at være næstekærlige, tolerante, sagtmodige, ikke at anvende vold overfor nogen. Som Martinus viser det i sine analyser, er det virkningen af det levende væsens egne selvoplevede erfaringer, der ganske naturligt fører med sig en tiltrækning mod kontrasten til den robuste livsform, der var præget af, at "enhver er sig selv nærmest". De selvoplevede smerter fra denne zone har i bevidstheden aflejret muligheden for at forstaa og føle med andre væsener, altsaa banet vej for næstekærligheden, og det er denne vej, religionerne paa forskellige maader har søgt at udvide. Midlerne har ikke altid været lige rene, for i tidernes løb blev religionerne gemt bag teologiernes gitterværk, og det var undertiden ret tæt, saa kun enkelte klare straaler faldt ud igennem det. Men vi oplevede reformationer, hvor der paany blev brudt vej ind til det rene og klare lys.
Men – og vi nærmer os nu det centrale, det punkt, hvor denne bane løber sammen med den første – vi ser i de fleste religioner, at det var naturligt at "bekæmpe" djævelen, da han jo "bekæmpede lyset"; paa tidligere trin "bekæmpede" man hedninger, forfulgte hekse og troldkarle, man "kæmper" for sin tro, man er en "herrens stridsmand" o. l. Den gamle mentalitets ordvalg glider uundgaaeligt indenfor den nye mentalitets omraade, og vi faar en grænsezone, hvor der ikke er megen harmoni tilstede.
Nu maa dette ikke misforstaas. De mennesker, der har "kæmpet for deres tro", har jo i allerhøjeste grad følt sig opløftede, har i allerhøjeste grad følt, at det var noget stort og fortjenstfuldt, de gjorde, og det var noget fortjenstfuldt – paa det trin, hvor det skete. Men vi vandrer stadig fremad mod højere og højere trin.
Religion før, nu og fremover
Som nævnt har mennesker i religionens navn forfulgt og lemlæstet andre mennesker, fordi de mente, at disse andre ikke var, som de burde være, og de sætninger og leveregler indenfor den religion, de vilde støtte, der talte imod en saadan adfærd, fik de ikke øje paa – eller de forbandt dem ikke med deres eget tilfælde. Men det ligger dog snart et stykke tilbage i vor historie. De metoder, man nu om dage anvender til at udbrede kendskabet til religionen – især den kristne, saadan som vi møder den i katolicismen, i lutheranismen og enkelte sekter indenfor dette omraade – er betydeligt mere i kontakt med selve religionens indhold og med dens krav om tolerance og næstekærlighed.
Som Martinus har omtalt flere steder i Livets Bog, og som det jo ogsaa bliver mere og mere tydeligt ude i verden, er betingelsen for, at der paa jorden kan oprinde en periode med virkelig varig fred, den, at det omraade, indenfor hvilket samtlige jordmenneskers udviklingstrin findes, ikke strækker sig ned i dybder, der ligger for langt fjernede fra højderne indenfor det samme. Med andre ord: man kan ikke skabe et samfund, hvori der hersker fred og fordragelighed, hvis der i dette samfund findes individer, der overhovedet ikke har talent for eller lyst til at indstille sig paa at leve efter de regler, der gælder for samfundet. Der maa være en slags balance, saa at der er en vis harmoni mellem samtlige individer. Og her spiller religionen en meget stor rolle, idet det er inden for den, at vi finder den etik, der skal bære et kommende verdensrige.
Men det bliver ikke religion, som den er udformet idag. De religionsformer, der idag findes paa jorden, er saa at sige alle udformede symbolsk saaledes, at de taler til det primitive menneskes fantasi, og lader ham fatte den "moralske pointe", samtidig med, at de for den vise afslører livets evige love. Men gennemsnitsmennesket idag er et eller andet sted midt imellem, hvor han ikke kan komme i kontakt med den ordform, hvorunder religionen fremtræder, og ikke kan – eller ikke tør stole paa at kunne – se igennem symbolikken ind til kernen bag ved. Han har brug for aandsvidenskaben med dens analyser, som forbinder sig med de erfaringer, han er fortrolig med. Og det bliver igennem aandsvidenskaben, at han efterhaanden bliver klar over, at krigen – og hermed menes alle de mentale tilstande i stort og smaat, som falder ind under dette princip – ikke skal "bekæmpes".
Det nye "kampmiddel"
Jeg begyndte med at sige, at det udtryk, der stod som titel over denne artikel, ikke kun var sofisme, og vi er nu ved det problem, jeg tænkte paa. Det, jeg mener, er, at efterhaanden som mennesket igennem aandsvidenskaben mere og mere bliver fortrolig med lovene for skæbnedannelse, fortrolig med tilværelsens grundenergier, ser han, at en tilstand ikke bringes til ophør derved, at man tilfører den næring. Man bringer ikke krigen til ophør ved at bekrige den. Og det er menneskehedens problem – eller i hvert fald en meget stor del af menneskehedens problem idag.
Som nævnt i foregaaende artikel har de sidste krige været ført for at "afskaffe krigen" – "sikre freden" – o. l., men med det samme udfald som alle tidligere krige: ødelæggelse, lemlæstelse, sorg, nød og elendighed. Og idag tales der stadig mere højt om at "skabe sikkerhedszoner" – "øge fredsstyrkerne" o. l., altsammen for at "bekæmpe krigen" og dermed bevare freden.
Men den eneste maade, hvorpaa en ting kan bringes til ophør, er ved at undlade at tilføre den næring!
Jeg er fuldtud klar over, at vi netop i den overgangszone, hvori vi befinder os, og hvor de to mentaliteter brydes saa stærkt, er stillet overfor det vanskelige problem, at krigen har været nødvendig – og endog stadig inden for visse omraader er det endnu. Men vi er, som Martinus ogsaa viser det, alle redskaber i Guddommens haand, og vi kan selv vælge, hvilken slags redskaber, vi vil være. Der skal noget til at gøre "det grove" – de tunge skæbner skal udløses gennem jordiske redskaber, men der skal ogsaa være redskaber for Guddommens kærtegn, for de lyse skæbner, og her er det, at mennesket maa ransage sit eget sind og vælge. Ingen kan raade, ingen kan sige, at det ene er mere rigtigt end det andet, man har selv afgørelsen.
Men føler man sig i kontakt med freden og den mentalitet, der er i harmoni med den, da ser man ogsaa, at ens vej ikke gaar i retning af at føre "krig mod krigen", men derimod i retning af at berøve krigen dens næring, ved at undlade selv at gøre de handlinger og sige de ord, der fremkalder den, det være sig i det store eller det smaa.
Tale er sølv –
Ord kan være farlige, og mange lader sig i begejstring over det første møde med en ny og ikke fuldt tilegnet sandhed forlede af gamle vaner og forestillinger, og kommer derved til at handle imod det inderste i den nye sandhed, saa derfor maa man nøje veje sine ord paa guldvægt, inden man lader dem flyve ud. Det er ikke uden grund, at det gamle ordsprog siger, at "Tale er sølv, men tavshed er guld!"
Uden at ramme ved siden af denne artikels maal, kan jeg vist slutte med det citat af Konfutse, hvormed Emery Reves indleder sin bog "Et demokratisk manifest"; det er en samtale mellem Konfutse og Tsze-lu:
"Tsze-lu sagde:"Fyrsten har ventet paa Dem for sammen med Dem at tage fat paa regeringsforretningerne. Hvad mener De, er det første, der skal gøres?"
Mesteren svarede: "Hvad der er nødvendigt, er at korrigere betegnelser."
"Nej virkelig!" sagde Tsze-lu. "De er langt ude. Hvorfor skal der foretages en saadan korrigering?"
Mesteren sagde: "Hvor du er ukultiveret! Uh! En klogere mand viser en forsigtig tilbageholdenhed med hensyn til, hvad han ikke ved.
Hvis betegnelserne ikke er rigtige, er sproget ikke i overensstemmelse med sandheden om tingene. Hvis sproget ikke er i overensstemmelse med sandheden om tingene, kan forretningerne ikke ordnes med held.
Naar forretningerne ikke kan ordnes med held, vil retfærdighed og musik ikke blomstre. Naar retfærdighed og musik ikke blomstrer, vil straf ikke blive udmaalt paa rette maade. Naar straf ikke udmaales paa rette maade, ved folk ikke, hvordan de skal opføre sig.
Derfor anser en klog mand det for nødvendigt, at de betegnelser, han bruger, bliver sagt paa en dertil passende maade, og at det, han siger, bliver udført paa en dertil passende maade. Hvad en klog mand tilstræber, er netop, at der ikke i hans ord er noget ukorrekt."
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige