Kosmos 1947/6 side 3
MARTINUS:
Mellem to Verdensepoker
KREDSLØBSPRINCIPPET I OG UDENFOR LIVET
(Sluttet)
Jordmenneskehedens Situation er et Stadium i et Kredsløb
Igennem foranstaaende Fremføring af Kredsløbets Princip i alle dets Afskygninger, saavel i Form af vort eget Jordliv fra Vuggen til Graven, som i Form af alle Naturens øvrige Foreteelser, har vi faaet et Fundament for vor Logik med Hensyn til Erkendelsen af Menneskehedens nuværende kosmiske Situation. Naar alt, lige fra Solenes og Planeternes Baner til Regndraabernes Fald imod Jorden befinder sig i gentagende Kredsløb gennem Fordampning og Fortættelse, gennem Straaleformighed og Forstening, gennem Lys og Mørke, gennem Kulde og Hede, gennem Vinter og Sommer, gennem Dag og Nat og de herunder hørende Mellemstadier: Foraar og Efteraar, Morgen og Aften, maa Jordmenneskehedens nuværende Skæbnetilstand eller kosmiske Situation, dens nuværende Mørke og krigshærgede, morderiske og sygdomsbefordrende Tilværelse ogsaa være at finde som et Stadium i dette altindesluttende kosmiske Kredsløbsprincip.
Naar alle Kredsløb, som vi her har set, er fremtrædende med fire "Aarstider": Vinter og Foraar, Sommer og Efteraar, der igen henholdsvis i selve Jordlivskredsløbet er det samme som Barndommen og Ungdommen, Manddommen og Alderdommen, og i Døgnkredsløbet betyder Midnat og Morgen, Middag og Aften, maa Jordmenneskehedens nuværende Situation nødvendigvis repræsentere et eller andet af disse fire Stadier i et Kredsløb. Der maa altsaa være et saadant større Kredsløb, i hvilket Menneskehedens nuværende Jordliv og hele Situation udgør en midlertidig "Aarstid".
Udviklingen som et Bevis for et kosmisk Kredsløb
Kan vi da se et saadant "kosmisk Kredsløb"? - Har det Symptomer, der her paa det fysiske Plan er rent haandgribeligt tilgængelige som uomstødelige Beviser for et saadant Kredsløbs Eksistens? - Ja, det har saa fremtrædende urokkelige Beviser, at det bliver i allerhøjeste Grad umuligt at danne sig et virkeligt intellektuelt Verdensbillede uden netop paa Basis af disse Kredsløbets stærke Udslag paa det fysiske Plan. Vi behøver blot at se paa Udviklingen. Er denne ikke en Vandring fra en mindre intellektuel til en mere intellektuel Tilstand, fra en mindre Viden til en større Viden? - Men at vokse fra en mindre Viden til en større Viden, fra en mindre Bevidsthedstilstand til en større Bevidsthedstilstand er jo det samme som at vokse fra Mørke til Lys, vokse fra "Døden" til "Livet". Viser Udviklingen os ikke netop en saadan Bevidsthedsopvaagning? - Vi er i Stand til at se, at Udviklingen begynder helt nede i Mineralriget, forplanter sig til vegetabilske Former, derefter til animalske Former, af hvilke det jordiske Menneskes Livsform er den længst fremskredne.
En kosmisk Aarstid der forsvinder og en ny kosmisk Aarstids begyndende Udslag
Paa Udviklingsbanen fra Mineralriget til det jordiske Menneske har vi alt det Liv, vi med fysiske Sanser konkret er i Stand til at opfatte. Hvad er da det centrale Kærneprincip i den Udvikling, der har fundet Sted indenfor det Omraade, vi saaledes har fysisk Adgang til? - Er det ikke en gradvis Udvikling hen imod Dygtiggørelsen i at kunne dræbe, lemlæste og tilintetgøre? - Vi har altsaa for os en Udvikling, der efterhaanden har gjort det levende Væsen til et Geni i nævnte Manifestationsudfoldelse. Hvem er bedre til at myrde, lemlæste og tilintetgøre end det jordiske Menneske? - Og har denne Udvikling ikke ligefrem først gjort det til Livsbetingelse, at Væsenerne i stor Udstrækning maa leve af hverandres kødelige Organismer eller Kroppe? - Ja, end ikke Menneskene viger tilbage for at leve af andre animalske Medvæseners Kød og Blod, skønt det ikke er en Livsbetingelse for dem, saaledes som det er for Rovdyrene. Men denne Omstændighed har altsaa ikke gjort Menneskene mindre dræbende og lemlæstende. De er stadig de Væsener, der repræsenterer det dræbende Princips Højadel. De myrder og lemlæster ikke af Livsbetingelse, men af Begær efter uvæsentlige Livsgoder, de myrder af Overtro, af religiøs og politisk Fanatisme, af Magt- og Herskesyge og endelig ogsaa af sadistiske eller perverse Tilbøjeligheder. At fremkalde andres Dødsrædsel er for nogle Væsener blevet den eneste Udvej for seksuel Udløsning, ligesom Pyromani og Voldtægt for andre er det eneste, der kan belive sit Ophavs nu halvdøde eller anløbne seksuelle Struktur, saa dette kan faa Udløsning. Vi ser ogsaa i Udviklingen, at denne dræbende Natur (her maa vi naturligvis i nogen Grad udelade Sadismen) oprindeligt tidligere har været Fundamentet for den religiøse Kultus. Menneskeofringer og dette at dræbe andre og selv at blive dræbt i Kamp var jo den højeste Idealisme i den nordiske Gudelære, og det eneste, der aabnede Vejen til denne Læres Himmerige "Valhal".
Det er rigtigt, at der senere er kommen ædlere Former for religiøs Kultus ind i Verden, blandt andet den kristne, buddhistiske og muhammedanske, men det har endnu ikke forandret den Kendsgerning, at alle disse i religiøse Sakramenter og Daabsceremonier indviede Mennesker af det tyvende Aarhundrede er den jordiske Udviklingsbanes mest geniale Livsnedbrydere og saaledes er selve Livsoplevelsens største Sabotører. Deres ulykkelige Skæbne viser os, at de ikke forstaar at leve Livet. Jordkloden er saa overdaadig rig paa paradisiske Eksistensmuligheder baade hvad Klima, Terræner og Livsfornødenheder angaar, at alle dens Mennesker uden Undtagelse kunde være totalt lykkelige. Menneskehedens Ulykke er altsaa ikke et materielt Spørgsmaal, men et psykisk Spørgsmaal. Det er en Sindets Tilstand. Det er Spørgsmaalet om en humanistisk Evne eller Begavelse. Og vi ser da ogsaa, at der i Sindet hos flere og flere Jordmennesker begynder at gøre sig en højere humanistisk Tankegang gældende, inspireret og støttet af Religionernes Kærneindhold. Man tror saaledes ikke mere paa Valhal og dets dræbende Helteidealer. I Dag myrder og dræber man ganske vist, men der, hvor dette ikke forekommer i Humanismens Favør, søger man alligevel at foregøgle Myrderierne i nævnte Favør. Man paaberaaber sig Krigens Drabs- og Ødelæggelsesmetoder som et Middel til at bekæmpe Inhumanismen med. Og i næsten alle Situationer motiverer man sine mørke, dyriske eller inhumanistiske Tendenser med humanistiske Idealer. Man kalder Krigsministre "Forsvarsministre" og Militæret for "Værnemagten", ligesom ingen vil vedkende sig at føre Angrebskrig. Alle krigsførende Magter paaberaaber sig at føre "Forsvarskrig".
En ny mental Sfære, et højere Sindelag er saaledes i Færd med at gøre sig gældende. Det er ogsaa dette Sindelags Tilstedeværelse i Jordmenneskenes Psyke, der spalter denne i to Dele: det saakaldte "Onde" og det saakaldte "Gode". Og det er dette relativt nye Sindelag, der igennem Opdragelse og Undervisning inspirerer Bekæmpelsen af "det Onde", de nedarvede, dræbende, dyriske Traditioner, de saakaldte "Synder", og Udviklingen af "det Gode", Humanitet eller Næstekærlighed. Det bliver derigennem en Kendsgerning, at Jordmenneskeheden befinder sig i en Kamp imellem to Former for Sindstilstande: en dræbende eller livslovovertrædende Psyke og en humanitets- eller næstekærlighedsbefordrende Psyke. At den sidste er den eneste, der i Virkeligheden vil faa Mulighed for at blive Fundamentet for Fremtidens Kulturskabelse, viser selve Naturen altsaa som selvfølgeligt. Med disse Kendsgerninger for øje bliver det let at se, at vi er Vidne til en "kosmisk Aarstid"s begyndende Tegn paa Ophør og en ny "kosmisk Aarstid"s begyndende Udslag.
Jordmenneskeheden befinder sig i et kosmisk Gigantkredsløbs første mentale "Aarstid": "Vinteren"
Da vi ved, at der i Kredsløbet kun eksisterer fire Aarstider, maa vi sammenligne de to Aarstider, vi her har for os i Jordmenneskehedens Skæbne, med disse fire for at finde ud af, hvor i det store kosmiske Kredsløb nævnte Menneskehed befinder sig. Vi ved, at den Aarstid, der hedder "Vinteren", er den, der udtrykker Døden eller er den mest livløse, den i hvilken alle skønne Blomster, det grønne Løv og alle de mange skønne Dufte, Frugter og livsinspirerende Kilder er lukkede. Overalt, hvor Vinteren kulminerer, dækkes alt af den hvide Sne, den hvide Livløshed, den fysiske Verdens Ligklæde. Vinteren er altsaa Dødens Sfære. Men naar Jordmenneskehedens Psyke kulminerer i at befordre Døden, nedsable alt Liv eller kulminerer i Overtrædelsen af de Love, der betinger Livets fuldkomne Oplevelse, maa Menneskehedens nuværende kosmiske Situation saaledes være det kosmiske Kredsløbs "Vinter" og dermed "Døden"s Zone i samme Kredsløb.
Over Jordmenneskehedens ydre fysiske Fremtræden, dens Nattekulde eller dødbringende Frost, hvilket vil sige dens Egoisme og Ukærlighed, ligger saaledes ogsaa den "kosmiske Vinter"s hvide Snetæppe i Form af nævnte Menneskeheds kosmiske Bevidstløsheds totale Stilhed. Samme Menneskehed befinder sig altsaa i et mentalt eller kosmisk Gigantkredsløbs første "Aarstid": "Vinteren", "Kulden" eller de livsfjendtlige Kræfters Domæne. Individerne staar som kosmisk uvidende og golde Væsener. De er denne "Vinter"s bladløse Træer. De kan hverken høre, se eller paa anden Maade sanse deres evige Liv. De fornægter, forfølger og latterliggør endog Troen paa eller Opfattelsen af denne deres egen evige Virkelighed. Mere "død" kan det levende Væsen ikke blive. "Døden" er kun en Indskrænkning af Viden om Væsenernes, hinsides fysiske Tilstande eksisterende, virkelige evige Væsen, ligesom den fysiske Vinter kun er en Indskrænkning af Sommerens straalende Liv, dens prangende Løv, dens Enges Blomstervæld og straalende Farveorgier, dens lyse Nætters Koglerier og Elskovsdrømme.
Jordmenneskehedens nuværende mørke Skæbne- eller Lidelsestilstand er et kosmisk "Tøbrud", fremkaldt af et kosmisk Kredsløbs "Foraar"
Men da Livets blotte, direkte Tale og aabenlyse Virkelighedsprincipper har vist os, at Jordmenneskehedens mørke Skæbnesituation udgør den første af et kosmisk Gigantkredsløbs fire "Aarstider", ved vi ogsaa fra den samme Livets Tale, at denne Tilstand ikke er varig, men at den fører nævnte Menneskehed i en bestemt Kurs imod et bestemt Maal. Dette Maal vil urokkeligt blive det samme Gigantkredsløbs næste "Aarstid", nemlig dets "Foraar". Hvordan virker da Kræfterne i selve "Foraaret"s Princip? - De virker som begyndende mildere eller varmere Vinde, der faar Sneen og Isen til at smelte og danne Tøbrudsscenerier med vældige Vandfloder, brusende frem imod Havet, efterladende det mudrede og plørede Terræn indhyllet i stærke Taagedannelser, skiftende med Regn- og Hagelbyger, med Solskin og stille Dage, og Dage med tunge graa Skyer og Stormvejr, men stadigt nærmende sig mere og mere Sommerens Sollys og Varme.
Med Hensyn til Jordmenneskehedens Situation ser vi altsaa her, at svage mentale Foraarsvinde forlængst har begyndt at gøre sig gældende. Er ikke alle de religiøse Forskrifter og Idealer, der fremstiller Humanitet og Næstekærlighed som det verdensfrelsende Ideal, Gigantkredsløbets begyndende "Foraarsvinde"? - Og har de ikke allerede afstedkommet, og bevirker de ikke endnu vældige mentale Tøbrud, Vandfloder og Stormvejr? - Er ikke Jordmenneskehedens Situation blevet forværret i de seneste Aartier med vældige Krige og Drabsmetoder? - Raser ikke Kampen i Øjeblikket mere om de to Ideologier: "Diktatur" og "Demokrati" end om rent materielle Besiddelser? - Udgør "Demokratiet" ikke i sin virkelige uforfalskede Natur med sin Humanitet og lige Ret og Frihed for alle Mennesker til alle Livsgoderne de issmeltende Foraarsvinde, der vil fjerne den mentale Kulde og dødbringende Frost fra Væsenernes Livssfære? - Og er "Diktaturet" ikke netop denne Frost eller livslammende Vinterkulde, der vil bringe Massernes Stemme eller enhver højere mental Blomst til Stilhed under sit Istæppe eller kosmiske Liglagen? - Er vi ikke her i Livets egen direkte Tale, uden Hensyn til "Bibelen" eller til nogen religiøs Kultus, uden Hensyn til nogen politisk eller militær Autoritet eller Magtfaktor, kommet til en fuldstændig neutral Oplysning om Verdenssituationen. Og har denne Oplysning ikke været et fundamentalt Udtryk for fuldkommen Lovmæssighed, Humanitet eller Kærlighed eller en guddommelig Verdensplan, i hvilken Væsenerne urokkeligt føres frem igennem, ikke blot fysiske Vintre og Somre, Dage og Nætter, men at disse Foreteelser kun er Detailler i en Vandring igennem en anden og endnu langt højere Verden end den fysiske? - Har vi ikke her set, hvorledes nævnte Detailler aabenbarer for den, der kan forstaa deres Tale, at Jordmenneskehedens Skæbnesituation er et "kosmisk Tøbrud", er et Opgør mellem en "kosmisk Vinter"s og et "kosmisk Foraar"s Gigantkræfter, et Opgør, i hvilket "Foraaret" her ligesom i alle andre af Livets Kredsløb vil gaa af med den totale Sejr. Den udødelige Jordmenneskehed gaar saaledes en straalende, lykkelig, kosmisk Fremtid i Møde. Et "kosmisk Foraar" i Form af en ny Verdensepoke straaler allerede sit "kosmiske Sollys", sin begyndende "Sommervarme" ind over Jordmenneskehedens mentale Terræner. Den guddommelige Villie i Form af det kosmiske Kredsløbs Gigantkræfter fører alt jordmenneskeligt Liv med sig imod Lyset, imod dette "kosmiske Foraar", der atter skal afløses af nævnte Gigantkredsløbs store "kosmiske Sommer".
Livets kosmiske Beretning bag Kredsløbenes ydre fysiske Fremtræden
Bag sig har alt jordmenneskeligt Liv den gamle Verdensepoke, Krigens og Dødens, Sorgens og Lidelsens Domæne eller selve Helvedes altødelæggende Flammer. Enhver, der har Lyst, kan da se fremad imod Lyset, imod "Foraaret" og faa sin Mentalitet stabiliseret med Gigantkredsløbets fulde Medvind og opleve dets "Foraar", Næstekærlighedens altbelivende Salighed og højeste Lykke og den heraf følgende Oplevelse af sig selv som Livets Herre. Men enhver kan ogsaa se tilbage i Mørket, kan fryse sine Omgivelser med sin mentale Vinterkulde og dermed vedblive at være i den kosmiske Døds Isregion eller Stilhed, hvilket vil sige: i den totale Uvidenhed om sit Livs Evighed og sin egen høje Identitet med det "Noget", der overlever Evighedens Somre og Vintre, Dage og Nætter, Varme og Kulde, Livs- og Dødsformer. Og vi har saaledes her paa en elementær Maade set, at Kredsløbet ikke blot er til for at fortælle os om fysiske Dage og Nætter, fysiske Vintre og Somre eller om Individets Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom. Vi har set imellem Linierne, at der i alle disse ydre synlige Foreteelsers Principper ligger en, for almindelige Jordmennesker skjult, kosmisk Beretning, en Aabenbaring af den guddommelige Villie, et rungende Kærlighedsraab igennem hele Universet, Naturens egen Gengivelse af det evige Bud: "Elsker hverandre".
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige